Den kristne og TErapi:
Meningsløshed

Af Astrid í Hjøllum Christensen - KP 03-08

Ei stiller alle af og til spørgsmål omkring livet. Hvad er meningen med mit liv? Hvorfor er vi til? Hvad skal vi leve efter? Er der overhovedet en mening, når alt alligevel ophører? Hvorfor er der så megen smerte i verden?

Vi har sikkert alle vores personlige ”hvorfor” spørgsmål, og nogle gange synes vi, det hele virker meningsløst. Er det overhovedet værd at beskæftige sig med, har det nogen relevans og hvorfor kan vi selv som kristne føle os mismodige?

Albert Camus, en fransk filosof, sagde engang, at det eneste vigtige filosofiske spørgsmål er, om man skal stræbe efter at leve videre, når først man fuldt ud har fattet den menneskelige tilværelses meningsløshed? Han udtalte: ”Jeg har set mange mennesker dø, fordi de ikke fandt livet værd at leve.”

En anden kendt version, sagde C.G Jung: ”Den manglende mening i tilværelsen spiller en afgørende rolle i neurosernes ætiologi. En neurose skal i sidste instans forstås som den lidelse, der rammer en sjæl, som ikke har fundet sin mening...... omkring en tredjedel af mine patienter lider ikke af nogen klinisk definerbar neurose, men af formålsløsheden og ørkesløsheden ved deres liv.”

Flere terapeuter tilslutter sig disse betragtninger. En anden terapeut Viktor Frankl anslår, at 20 procent af de neuroser, han ser i sin praksis, udspringer af manglende mening i tilværelsen. Som Frankl ser det, er eksistentiel neurose lig med meningsløshedskrise. Selvom sådanne udsagn ikke er sikker dokumentation, tyder det på, at manglende mening i tilværelsen er et stort problem, som vi må forholde os til i dagligdagen hos os selv og vore medmennesker.

Behov for mening
Den eksistentielle psykoterapi hævder altså, at mennesket kræver mening i tilværelsen. At leve uden mening, mål, værdier eller idealer synes at fremkalde stor psykisk lidelse. Når det er allerværst, kan det føre til beslutningen om at gøre ende på livet.

Ligeledes hævder den, at mennesker der har set døden i øjnene, kan få mere ud af deres liv, leve mere fuldt og med større glæde, hvis de har en følelse af mening. Vi har tilsyneladende brug for faste idealer og mål, som vi kan stræbe imod.

Den eksistentielle psykoterapi spørger ligeledes ”Hvordan skal et væsen, som behøver mening, finde mening i et univers, som ikke har nogen mening? Den hævder desuden, at man må finde meningen i sig selv, det kan være ved at tjene andre, lade sig opsluge af kunst eller hvad der nu kan opfylde en.
Gud giver mening

Vi kan som kristne ikke være 100 procent enige i disse sidste udsagn, idet vier skabt af Gud i Hans billede til at have fællesskab med Ham og til at herske over jorden (jvf 1.Mosebog kap 1 og 2). Der er mening i vores liv og med vores liv.

Det kan godt være, at vi bliver ramt af en følelse af meningsløshed, men dette betyder ikke, at der ikke er nogen mening. I Johannes 10:27 står der: “Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd”.

Det min fader har givet mig, er større end alt andet, og ingen kan rive det ud af min faders hånd” og i Johannes 17.3 står der: ”Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus.” Vi er skabt til at leve i fællesskab med Gud og til ære for Ham, Han kender hver enkelt af os, Han kender til vore sorger og bekymringer og ved, når vi synker ned i følelsen af meningsløshed.

Derudover har han også lovet os at bære vore byrder med os. I Matthæus 11:28-30 står der: ”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt og min byrde er let”. Et andet sted står der: ”Som jeres dag er, skal jeres styrke være”.

Mening i lidelsen
Joni, der blev lammet fra halsen og ned, skriver i en af sine bøger: ”Efter megen grublen blev jeg klar over, at der måtte være mere i livet for alle mennesker end bare det at eksistere. Og hvis der ikke var, så kunne alle lige så godt slukke for respiratoren, uanset om de var handicappede eller ej”.

Senere i hendes svære proces skriver hun: ” På det tidspunkt kom jeg til den konklusion, at der måtte være en personlig Gud, der havde omsorg for mig og for alle andre, hvis livet skulle give nogen mening. Mennesket er for enestående, for betydningsfuldt til, at vi bare kan flygte ud af elendigheden, hvis vi ikke kan klare lidelsen. Nej, der må være en Gud, der har omsorg for os. Det må der være.”

Når man læser hendes beretning, bliver man rørt og fuld af beundring, her er der en kvinde, der er kommet ud for en forfærdelig ulykke, og alligevel vælger hun at være Gud til ære. Det er en sej kamp, og det har ikke været let, menhun vælger ikke at lade sig opsluge af meningsløsheden.

Tid til de store spørgsmål
Jeg ved ikke, hvordan mennesker i andre kulturer har det, men her i vesten synes det, at rigtig mange lider af eksistentielle kriser, hvoraf en af dem er manglende mål og mening med livet. Jeg forestiller mig, at disse problemer er blevet større med tiden, idet vi stort set har alt, hvad hjertet begærer; vi har mere fritid nu end nogensinde før, og vi har økonomisk overskud.

Det virker som om, at der også er tid og ”overskud” til at tænke på, at der ingen mening er med livet. Jeg tror ikke, at den fattige enke der mangler mad og tøj på kroppen, har tid til at tænke over den slags spørgsmål. Det virker som et produkt af vores tid. Måske har vi også urealistiske forventninger til livet? Både job og uddannelse skal i langt højere grad nu end tidligere udfylde et rum i vores liv, vi skal kunne realisere os selv og videreudvikle os igennem jobbet. Men hvor det førhen har handlet om at få mad på bordet og tøj på kroppen.

Vi har så travlt med livet, at vi glemmer det egentlige formål, og det gør os rodløse. I bund og grund er liv uden Gud meningsløst; hvis vi lever uden Gud er alt tomhed. Prædikeren taler også om dette. Han har slidt for at blive mægtig, tingene lykkes for ham og han bliver stor. Og alligevel kommer han til den erkendelse, at alt er tomhed. Liv uden Gud er tomhed.

Vi glemmer, at vi er skabt til at ære Gud, vi er skabt i Hans billede, og vi er skabt til at passe på Hans skaberværk. Graham Kendrick (jvf Galaterne 2:20 og Kolossenserne 1:27) skriver så fint i en af sine sange: ”Og livet jeg nu lever, er ikke længere mit eget. Jesus lever i mig, Herlighedens håb, og hver dag, jeg lever, er ikke længere min egen. Jesus lever i mig. Herlighedens håb”.

Det er lige præcis det, det handler om. Jesus lever i os, og vores liv er ikke længere vores eget, men vor Herres Jesu Kristi. Hvis vi holder os det for øje, får vores liv en helt anden dimension, og meningsløsheden slipper sit tag i os. I Johannes 10:10 står der: ”Tyven kommer kun for at stjæle og slagte og ødelægge. Jeg er kommet, for at de skal have liv og have i overflod”. Vi har i virkeligheden så meget at glæde os over. Bibelen lover os liv i overflod.

Vi kan langt hen ad vejen forstå, hvorfor man inden for terapien beskæftiger sig med følelsen af meningsløshed; vi bliver også som kristne ramt af at føle, at det hele er meningsløst. Men samtidig må vi være villige til at tage Guds ord for pålydende, vi bliver nødt til at stole på Hans løfter til os, også når det er svært. Hvis vi evner det ved Guds hjælp, vil vi få lov at opleve at blive løftet op.

Mange mennesker, vi har mødt på vor vej gennem livet, har fortalt vidnesbyrd om at have følt sig trængte og svage og netop da opleve, at Gud har vist sig forunderligt tilstrækkelig.

I bogen: “Når troen koster mest” ser vi gang på gang forfulgte kristne priseGud, selv for deres trængsler. Det er kristne, der har oplevet tortur, forfølgelser og at have mistet venner og familie, som alligevel priser Gud, alligevel holder fast i troen og bringer Hans navn ære. De lader ikke meningsløsheden omklamre sig.