Den kristne og TErapi:
Eksistentiel psykoterapi

Af Astrid í Hjøllum Christensen - KP 02-08

Eksistentiel psykoterapi er en form for dynamisk psykoterapi. Udtrykket dynamisk bliver ofte brugt inden for psykologi og psykiatri. Selve ordet dynamisk, kommer af det græske ord dynasthi, som betyder ”at have magt eller styrke”, i faglig betydning er ordet altså forbundet med ”kraft”.

Dette lægger sig op ad, at Freud mente, at mennesket rummer modstridende kræfter, og at menneskets følelser, tanker og adfærd opstår i spændingsfeltet mellem disse modstridende kræfter. Endvidere eksisterer disse kræfter på forskellige bevidsthedsniveauer, nogle er faktisk helt ubevidste. De dynamiske psykoterapier er terapier, som bygger på denne del af de psykiske funktioner.

Den eksistentielle psykoterapi mener, at der er fire grundvilkår/grundkonflikter i livet, vi må forholde os til, og hvis vi ikke gør det, vil vi fortsat være i konflikt med os selv på grund af de modstridende følelser (kræfter) i os. Disse grundvilkår består af: Døden, friheden, isolationen og meningsløsheden. I denne artikel vil jeg skrive om døden, og i den følgende vil jeg skrive om de sidste tre.

Optaget af døden
I den eksistentielle psykoterapi mener man, at angsten for døden spiller en vigtig rolle i vores sind og tanker, og at den plager mennesker som en stor mørk og foruroligende skygge.

Derudover mener man, at døden allerede i en tidlig alder optager barnet, og at barnet har angstforestillinger om at blive udslettet, og for at håndtere denne tidlige angst udvikler vi forsvar mod dødsbevidstheden. Disse forsvar bygger på fornægtelse af døden. Deri består den indre konflikt; på den ene side ved vi, at vi er dødelige, og på den anden side fornægter vi dette. Dette spændingsfelt kan føre til andre konflikter, f. eks. vrede og sorg, men grundlæggende handler konflikten om frygten for at dø.

Mange kendte mennesker har beskæftiget sig med tanker om døden. Seneca sagde ”kun den kan nyde den fulde smag af livet, som er villig og parat til at forlade det”, Augustin udtrykte samme tanke ”Menneskets sande væsen fødes først ansigt til ansigt med døden”. Mange nåede at drage den konklusion, at døden hænger uløseligt sammen med livet, og at det beriger at have døden forøjet livet igennem.

Livet i skyggen af døden
Martin Heidegger mente, at der er to grundlæggende måder at være til i denne verden på. Den ene måde er ”værensglemsel”, i denne tilstand lader man sig opsluge af hverdagsting, man er optaget af ”ligegyldig snak”, man fokuserer på hvordan tingene er. I den anden tilstand, som han kalder ”værensbesindelse”, undres man ikke over hvordan tingene er, men at de er.

Dette betyder, at man hele tiden er bevidst om sig selv og tilværelsen. Ikke kun livets skrøbelighed, men også at vi som mennesker har et ansvar for vores liv og forvaltning af dette. For det meste befinder vi os i den først nævnte tilstand, når vi bevæger os ind i den anden tilstand, opdager vi vores muligheder, men også vores begrænsninger, vi ser friheden i øjnene, men også meningsløsheden, og dermed rammes vi af angst. Hvad har dette med døden at gøre?

Den eksistentielle terapi siger ”at døden er det vilkår, der gør det muligt for os at leve livet på en autentisk måde”. Derudover mener denne terapi- form også, at hvis vi fornægter døden, uanset på hvilket niveau, fornægter vi vores grundlæggende væsen, og det vil virke indskrænkende på vores erkendelse og erfaring. Hvis vi ser i øjnene, at vi er dødelige, kan det virke som en katalysator, der kaster os ud i mere autentiske måder at leve på og øger vores glæde ved livet.

Fornægter døden
I en undersøgelse blandt kræftramte så man, at mennesker brugte denne situation som en mulighed for forandring bl.a. ved at omorganisere deres liv og frasortere det ligegyldige. De oplevede en følelse af befrielse ved at kunne vælge ting fra der bød dem imod, og de fik en skærpet følelse af at leve her og nu. Desuden oplevede mange at få et mere intenst forhold til venner og familie.

Den eksistentielle terapi mener, at angstsituationer i vores liv skyldes, at vi fornægter døden. Vi opbygger forsvar for at beskytte os selv imod at se os selv som dødelige. På den måde begrænser vi os selv, og dermed opstår der angst; angsten kan f.eks være at tro vi er syge (hypokondri), tvangsmæssig adfærd, hyperventilation, flyskræk, frygt for vores børn o.s.v .

På et vist plan oplever vi alle angst indimellem. Jeg tror de fleste af os kan genkende følelsen af angst. Angst for at vores børn pludselig stopper med at trække vejret, angst for at fejle noget alvorligt, angst for at sætte os i et fly og angst for, at ingen kan lide os, men for nogle bliver det så overvældende, at de kan have svært ved at leve en normal tilværelse. Man mener, at dødens realitet er en yderst vigtig faktor i psykoterapi på grund af to ting. For det første kan døden virke som en grænsesituation og foranledige en radikal ændring af måden vi lever vort liv på, og for det andet er døden en primær kilde til angst.

Angst og synd
På mange områder kan vi som kristne genkende disse tanker fra den eksistentielle psykoterapi. Dog synes jeg, at der mangler en supplering af disse synspunkter. Gud skabte ikke verden med døden, det var ikke den oprindelige plan. Den oprindelige plan var, at vi skulle leve med Gud i Paradis. Dengang i Edens have var alt godt, der var ingen sorg og ingen angst. Angsten har også sin rod i syndefaldets beretning. Den første angst kom, da mennesket var ulydigt mod Gud.

Tanken om Gud skaber angst hos det syndige menneske. Vi mennesker er skabt til at have et forhold til Gud, vi er skabt i Hans billede, derfor lader Gud os ikke i fred. Angsten er frugt af, at vi har vendt Gud ryggen. Gud forhindrer ikke, at vi både psykisk som fysisk oplever, at det har konsekvenser at vende Ham ryggen. Den bibelske forklaring på angsten er, at vi er kommet bort fra Ham. Der står i Es. 48.22: ”De gudløse har ikke fred, siger Herren”, endvidere i Rom. 2.9 står der ” Der kommer modgang og angst over hvert eneste menneske, som handler ondt, først og fremmest over jøder, men derefter også hedninger”.

Den verden, som Gud oprindeligt skabte, blev skabt til velsignelse og tryghed, men i syndefaldets verden blev alting anderledes. Døden blev en frugt og angsten en anden. I Rom. 8.20 står der: ”For på Guds befaling blev død og fordærv ufrivilligt denne verdens skæbne. Men alligevel har alt det skabte omkring os bevaret håbet om at blive frigjort fra trældommen under forgængeligheden og om at få del i Guds børns herlige frihed”.
Angsten er der ingen af os, der bliver fri for. Den hører med til livet. Men hvad

med vores tro på Gud? Befrier den os ikke fra angsten? Den befrier os ikke fra de grundlæggende vilkår i livet, dermed heller ikke angsten, men den hjælper os. I troen har vi håbet, jeg skal dø, men alligevel lever jeg! Vi har håbet i vor Herre Jesus Kristus, at en dag skal vi være sammen med Ham i evighed, være dér hvor der ikke er angst, ingen tårer, ingen smerte. Vi skal være dér, hvor Gud oprindeligt skabte os til at være.

Forskellig slags angst
Når man færdes blandt døende, kan man ikke undgå at opleve mennesker, der er bange, nogle er bange for smerter, andre er bange for deres forhold til Gud, og andre igen er bange, uden de ved hvorfor. Der må skelnes mellem angst, der skyldes fortrængning og eksistentiel angst. Fortrængningsangst kan fjernes, hvorimod eksistentiel angst ikke kan fjernes, fordi det er et grundvilkår.

Den kristne terapeut Bent Falk siger: ” Den eksistentielle angst er ikke en sygdom, og der er ikke nogen behandling, der virker på den. Den kan heller ikke trøstes bort. Den eksistentielle angst er tværtimod en form for sundhed: den er tegn på, at man har opdaget, hvor usikker og ukontrollabelt livet egentlig er. Det eneste, der kan hjælpe os til ikke at drukne i denne angst, er at se den i øjnene, så vi begynder at leve det liv vi har, mens vi har det.” Med andre ord, angsten må kaldes ved navn, og den vil miste effekten over os.
Vi kan hjælpe hinanden, når vi ser nogle omkring os, der har det svært. Ikke at angsten skal trøstes væk, men det hjælper at se på og holde fast i de løfter, der er i Bibelen til os. Jeg tror, vi alle kender til, at vores tro bliver anfægtet, at vi føler os angste og meget alene.

I disse tilfælde kan vi hjælpe os selv og andre ved at spørge ”Hvad frygter du?” Når det er erkendt, vil angsten ikke have samme virkning på os. Derudover har vi alle løfterne i Guds ord. Der er en kæmpe forløsning i at holde fast i Guds løfter, selv om vi ikke mærker Ham. Gud har lovet, at ikke en spurv falder til jorden, uden Han kender til det, Han kender hvert et hovedhår på vores hoved, Han kendte os, da vi endnu var fostre og han går med os igennem dødsskyggens dal.

Trøst i Guds løfter
I Esajas 43.1 står der: ”Frygt ikke, for jeg har løskøbt dig, jeg kalder dig ved navn, du er min”, og i 1.Joh 4.18 står der ”Frygt er ikke i kærligheden, men den fuldkomne kærlighed driver frygten ud”. Når krisen virkelig raser, er der stor hjælp at hente i løfterne, det er her vores tro virkelig kommer ind i billedet. Den eksistentielle psykoterapi har ingen løfter andet end, at du i dig selv kan holde dig oppe ved at acceptere og integrere de grundlæggende vilkår i livet. Hvilket til en vis grad er sandt nok, men det er kun en delsandhed, og Bibelens budskab rummer så meget mere.

I Rom.8.18 står der: ”Men hvad vi end kommer til at gå igennem her i livet, så er det ikke noget at regne i sammenlig-ning med den herlighed Gud har til os”. Jeg synes dette vers sætter livet i perspek-tiv. Vi har et håb, i vores liv vil der være smerte og angst, men en dag står vi foran tronen, en dag er alt dette slut. Ved at have evighedsperspektivet for øje kan vi rette vores ryg og kaste angsten væk ved løftet i Ham.

Det er rigtig som den eksistentielle terapi siger, at døden kan virke som en katalysator i vores liv; det at vide at vi er dødelige kan være en motivation for at leve vores liv fuldt ud. Men ved, at vi ved, at vi har et løfte om en dag at være i Paradis, kan vi bruge vores liv på at tjene Kristus.

For ikke troende, som oplever døden som en katalysator til at leve den sidste del af livet fuldt ud, er døden en af-slutning, det er noget definitivt, noget endeligt. For de troende er det at leve i Kristus, og døden er en virkelighed, ikke en afslutning, ikke et nederlag, men en ny begyndelse og en sejr, en overgang til noget uendeligt meget bedre. Vores motivation for at få det allerbedste ud af resten af vores liv på jorden, er ikke at gå glip af noget, men derimod længslen efter at tjene Kristus og investere vores betroede talenter bedst muligt, til størst mulig ære og ophøjelse af Herren Jesus Kristus og til frelse for så mange mennesker som muligt.

Jeg prøver ikke at påstå, at dette er nemt. Jeg er klar over, at vi mennesker har så mange begrænsninger, men troen gør, at vi kan holde fast, og ved Guds hjælp og nåde er det muligt. Jeg tror de fleste af os kender Joni Tada, en kristen forfatter, der ved en ulykke blev lammet i hele kroppen. Alligevel vælger hun at bevare troen, hun oplever så meget smerte, at jeg, når jeg læser hendes bøger, tænker ”Hvordan kan hun klare det?”.

Med hendes bøger og vidnesbyrd med hendes liv, er hun med til at tjene Kristus og være til stor velsignelse og trøst for mange i hele verden. Jeg er sikker på, at hun oplever at komme igennem, selv om det er svært og smertefuldt ved at holde fast i de bibelske løfter. Joni skriver i en af sine bøger:

”Mine venskaber bliver mere fortrolige og mere oprigtige. Det, der betyder noget i livet, er mennesker. Jeg lærer, hvor meget et smil betyder. Gud er virkelig. Jeg kan mærke Ham, når jeg er alene om natten. Der er andre, der har det langt værre end jeg, og jeg er be-gyndt at bekymre mig om dem - virkelig bekymre mig om dem. Det der engang var tynde skrøbelige tråde, er nu ved at blive til snore. Og stoffet - meningen med livet – bag min lidelse er begyndt at tage form. Jeg er ved at opdage at livet er værd at leve.”

Joni vælger at tage imod Guds nåde og får lov at opleve, at livet atter giver mening.

Den eksistentielle psykoterapi tilbyder nogle værktøjer til at se livet, døden i øjnene, men det er kun i Bibelens budskab, i vor Herre Jesus Kristus, at den virkelige forandring sker. Bibelen tilbyder så meget mere. Tilbyder håb, håb om en ny begyndelse, et nyt liv, og en dag skal vi leve uden smerte.