Den kristne og TErapi:
Ondt i eksistensen

Af Astrid í Hjøllum Christensen - KP 04-07

I denne artikel sætter vi fokus på terapi generelt; i følgende artikler vil vi specifikt komme ind på terapimetoder, som er oppe i tiden.

Vi lever i en verden, der i stigende grad interesserer sig for og beskæftiger sig med terapi. I ugebladene er der altid en artikel, der på en eller anden måde har udspring i noget terapeutisk, i fjernsynet bliver der sendt programmer, hvor mennesker offentligt fortæller om deres inderste tanker og modtager terapi, så hele familien Danmark kan følge med. Også i kirkerne stiger interessen for terapi. Hvorfor denne interesse? Skulle vi ikke hellere beskæftige os med, hvad Guds ord siger?

At mennesker interesserer sig mere og mere for menneskets psyke er ikke underligt, da vi lever i en verden, hvor følelsesmæssige problemer synes at blive værre og værre. Flere og flere går fra hinanden, både i ikke kristne kredse og kristne kredse. Flere og flere lider af nedtrykthed, opgivenhed og stress. Noget skyldes selvfølgelig, at der i dag er en større åbenhed om følelsesmæssige problemer, men noget skyldes også, at vi lever i en tid, hvor vi tillader følelsesmæssige problemer at fylde.

Kritisk tilgang
Det er naturligt nok, at vi opsøger terapi/ gode råd, når vi har det svært, men kan vi som kristne fuldstændig ukritisk benytte terapeutiske redskaber? Tidligere var man i kristne kredse kritisk indstillet overfor terapi/psykologi. Bør vi være mere kritiske, end vi er?

Da jeg selv har taget en terapeutisk uddannelse, har jeg ofte stillet mig selv dette spørgsmål. Ofte har jeg følt, at det ikke stemte overens med, hvad Guds ord fortæller os. Jeg synes også, at jeg har set mennesker, som var engagerede i kirken, har taget afstand fra kirken/Gud efter at være gået i terapi. Jeg siger ikke, at der ikke er noget fra psykologien, vi kan bruge, jeg mener bare, at det er sundt at være kritisk. Jeg mener heller ikke, at vi som kristne skal undlade at gå i terapi, men jeg mener, at det ikke er alt inden for psykologien, vi kan integrere i vore liv, idet noget af det fjerner os fra Gud.

Humanistisk psykologi
Psykologien kommer af den humanistiske tankegang. Humanisterne tror på, at mennesket alene via sin fornuft, erfaring og indlevelsesevne kan leve et godt og ansvarligt liv. Derfor nægter de at underkaste sig religiøse autoriteter og fremhæver i stedet det enkeltes menneskes evne til selv at erkende, hvad der er rigtigt og forkert.

En humanist tror på, at vi som udgangspunkt vil det bedste for os selv og vore medmennesker. De tror ikke på en Gud og et paradis, men på, at mennesket ved, hvad der er rigtigt, og at evnen til at leve et etisk liv er rodfæstet i mennesket selv.

Derudover betragter humanister det som et grundvilkår, at vi fødes alene og dør alene. De tror på det unikke i mennesker, og at mennesker altid stræber imod udvikling. De tror ligeledes, at vi som mennesker hver især er ansvarlige for vore handlinger, vore valg og fravalg. Mange ateister ønsker at blive kaldt humanister. Jeg ved, at dette blot er en brøkdel af humanismen, men kan vi som kristne gå 100 procent ind for disse synspunkter?

Dyrker os selv mere
Det synes interessant, at vi i dag mere end nogensinde beskæftiger os med os selv. Det er tilsyneladende mere legalt i dag end tidligere, på en måde tager vi os selv mere højtideligt. Vi dyrker os selv mere. Derfor vinder det humanistiske livssyn ind; der er også meget, der kildrer vore ører, det er da dejligt at tro på det gode i mennesker, og at alt i sidste ende handler om vore valg. Men er det bibelens budskab?

Vil vi altid det bedste for vore medmennesker? Hvor ofte har vi ikke lyst til at fremhæve os selv og vore synspunkter? Hvor ofte føler vi os berettiget til at blive forbitret og sure over det liv, der er os givet? Hvor ofte er vi ikke fastlåste i vore tankemønstrer og vil kun vores eget? Jeg kan kun i mit eget liv sige, at jeg ofte bliver mindet om det syndige i vores natur.

Syndere eller synd for os
I 1. Mosebog 3 sker syndefaldet. Eva og Adam spiser af træet, som Gud har befalet, at de ikke må spise af. Synden kom ind i verden. I Hebræerbrevet 12.1 står der: “Så lad da også os, som har så stor en sky af vidner omkring os, frigøre os for enhver byrde og for synden, som så let omklamrer os, og holde ud i det løb, der ligger foran os”.

I Johannesevangeliet 8.3137 står der: “Jesus sagde nu til de jøder, der var kommet til tro på Ham: Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie. De svarede Ham: Vi er Abrahams efterkommere og har aldrig trællet for nogen. Hvordan kan Du så sige: I skal blive frie? Jesus svarede dem: Sandelig, sandelig siger jeg jer: enhver som gør synden er syndens træl. Men trællen bliver ikke i huset for evigt, sønnen bliver der for evigt. Hvis altså sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie”.

Alle tre steder bliver vi mindet om, at synden er en del af vores liv, der ståroven i købet ”frigøre os fra synden der så let omklamrer os”.

Det vil sige, at vi må bede om nåde til at undgå at synde. Humanismen siger lige det modsatte, at vi i os selv evner at se, hvad der er rigtigt og forkert. Der er ingen syndsbegreb i humanismen. Her tales der om, at vi kan reagere mere eller mindre hensigtsmæssigt, men der tales ikke om synd. Dette taler bibelen helt klart imod, synd er en realitet i vores liv, hvorfor skulle Jesus ellers dø på korset? Vi har fået en samvittighed idet, at vi er skabt i Guds billede, og det er derigennem, vi kan skelne rigtig og forkert.Kildrer det vore øre at fornægte synden?

Gud med os / alene uden Gud
I Salme 139, 1-3 står der ”Herre, du ransager mig og kender mig. Du ved, om jeg sidder eller står, på lang afstand er du klar over min tanke; du har rede på, om jeg går eller ligger, alle mine veje er du fortrolig med”. I vers 78 står der videre ” Hvor skulle jeg søge hen fra din ånd? Hvor skulle jeg flygte hen fra dit ansigt? Stiger jeg op til himlen, er du der, lægger jeg mig i dødsriget, er du der.”

Hvis vi opsøger en terapeut, der ikke er kristen, kan vi være sikre på, at hans eller hendes udgangspunkt vil være præget af den humanistiske tankegang. Humanismen påstår, at vi fødes alene og dør alene. Intet kan være mere forkert.

Guds ord lover os, at Han kender vore veje, der står ”alle mine veje er du fortrolig med”, senere i salmen står der, at Han dannede vore nyrer, og Han havde os for øje, da vi endnu var et foster. Jeg tror ikke helt, vi forstår, hvor underfuld Herren er, og at Hans tanker er langt højere end vores. Når vi bliver trængte, er det nemt at tro, at vi er alene.

Det er let at falde i en grøft af frustration over vores liv, og vi glemmer helt løftet, vi har i Ham. Løftet om at vi på ingen måde er alene, at Han overstyrer livet, selv når det er allersværest, at Han står der midt i krisen, og at Han ønsker at hjælpe og lindre. Vi glemmer gang på gang at stole på Ham, og vi ender ofte med at handle i egen kraft.

Egen lykkes smed
En anden fare, og meget nærliggende fare ved terapi er, at vi kommer til at tro på ordsprog som ” vi er vores egen lykkes smed”. Vi kan meget let i arbejdet med os selv komme til at integrere dette ordsprog i vore liv. I Romerbrevet 12.3. står der ” I kraft af den nåde, jeg har fået, siger jeg til hver eneste af jer: Hav ikke højere tanker om jer selv, end I bør have, men brug jeres forstand med omtanke, enhver efter det mål af tro, som Gud har givet ham”.

Vi kan meget let komme til at have højere tanker om os selv. Det er os mennesker meget nærliggende at tage os selv højtideligt. At tro at ”vi har krav på” og at ”vi har ret til”. Det paradoksale er, at ved at have for høje tanker om os selv gør vi os også meget mere alene, fordi vi glemmer afhængigheden af vor Herre Jesus Kristus. Vi glemmer Hans nåde i vore liv, og at alle vore evner er skænket af Ham. Ved at tro at ”Vi er vores egen lykkes smed” er det også nærliggende, hvis krisen rammer os at tro, at det er vores egen skyld. Hvad der er endnu værre er, at vi kan komme til at have en lignende holdning til andre, der er i krise. Det er jo netop i afhængigheden af Gud, at vi får lov at opleve Hans trofasthed, der overgår al forstand. Det er netop i afhængigheden, at vi vil opleve Ham herliggjort i vore liv, og vi vil få lov at opleve Hans løfter til os.

Kendskab til Guds Ord
Jeg håber ikke, at jeg kommer til at støde nogen ved denne artikel, det er på ingen måde min hensigt. Jeg er klar over, at mange sidder i langt større frustrationer og kriser, end jeg nogensinde har oplevet, jeg er klar over, at indtil videre er jeg blevet skånet for meget og har et privilegeret liv. Så når jeg skriver denne artikel er det i ydmyghed over for andres liv og historier. Men ikke desto mindre tror jeg, at det har sin berettigelse at være kritisk over for terapiens tankegang, fordi den vinder mere og mere indpas i vores liv. Og vi kan være i fare for at glemme Guds ord til os, og dermed gøre os selv mere alene, og skabe nogle unødvendige problemer for os selv.

Jeg tror, at ved at kende Guds ord, Hans løfter til os vil vi få lov at opleve at få liv i overflod, selv om det ofte ikke manifesterer sig på den måde vi havde tænkt os. I Johannesevangeliet 10.10 står der ”Tyven kommer kun for at stjæle og ødelægge. Jeg er kommet, for at de skal have liv og have i overflod”. Det er kun i Jesus Kristus, at friheden er, det er kun i det håb, vi har i Ham, at vi finder virkelig trøst, og det er på Ham vi skal fæste vore øjne, derigennem vil vi opleve at blive mødt med Hans omsorg for vores liv.