Knæfald for teknologien

Af Karl-Jørgen Helmich - KP 02-00

En kristen i trængsel har det svært og står i en troskamp. Alligevel kan hjælpen være langt væk, og vedkommende møde standard-svar og teoretiske løsninger, som kun skaber flere byrder midt i modgangen. Følgende artikel beskriver, hvordan vi kan forholde os til lidelse - især sygdom.

Med syndefaldet har verden tabt sin fuldkomne paradis-tilstand og er blevet underlagt forkrænkelighed, som både omfatter fysisk og psykisk sygdom, træthed, at ældes og at dø.

Noget af den fuldkomne harmonitilstand, Gud velsignede verden med efter skabelsen, tager han bort efter syndefaldet: Jeg vil gøre dit svangerskab plagsomt og pinefuldt, i smerte skal du føde børn. Agerjorden skal være forbandet for din skyld. Med møje skal du skaffe dig føden alle dine dage. Af jorden er du taget - til jord skal du blive.

Synden kom ind i verden ved ét menneske, og ved synden døden, og sådan kom døden til alle mennesker, fordi alle syndede (1. Mos 3:16-19, Rom 5:12).
Oprindelig er fysisk og psykisk sygdom noget fremmedartet for skabningen. Forkrænkelighed og død er en straf. Men for den enkelte skal tilstanden kun vare for en tid - nemlig et menneskeliv.

Det gælder for hele menneskeheden, indtil Jesus kommer igen.
Før eller siden møder en kristen fysisk og psykisk sygdom. Den omfatter også psykiske reaktioner i form af sorg eller krise, enten hos en nærstående person eller hos en selv.

Hvad følger med lidelse?
Når vi oplever lidelse, melder der sig uundgåeligt nogle grundlæggende livsspørgsmål1: Hvorfor mig? Hvad har jeg gjort forkert? Hvad skal der blive af mig? Hvor længe endnu? Hvor er Gud? Er han tavs? Denne troskamp kommer oveni de fysiske følger, trængslen medfører.

Under sygdom er der ofte bevægelsesindskrænkning, smerter, fysisk udmattelse, psykisk træthed samt ubehagelige bivirkninger af medicin. Der kan forekomme ændringer af hverdagen og en indskrænkning i livsudfoldelse.

Hertil kommer bekymringer om fremtiden, arbejdspladsen, økonomien - bla. udgifter til medicin og behandling samt måske lønnedgang. Det opleves ydmygende ofte at måtte opsøge sundhedssystemet. At måtte sige til arbejdsgiveren, at man igen i dag ikke kan komme, at man bliver dårligere og svagere. Ikke mindst er sygdommen en belastning for den nærmeste familie, så både den syge og de andre har skyldfølelser. Alt efter sygdommens sværhedsgrad kommer der ofte en psykisk krise. En syg er ganske enkelt i trængsel på mange fronter!

Forbøn og medfølelse
Derfor beder vi for den syges situation som helhed - ikke udelukkende om fysisk helbredelse. Vi står sammen med den syge, som nu ikke selv kan klare byrderne. Vi beder om, at Jesus personligt står vagt hos vedkommende. Og at han bevarer og beskytter den syge mod den ondes gloende pile. Pilene kan være: Følelser af skyld, magtesløshed, ensomhed og håbløshed, samt mørke.

Vi beder til Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, barmhjertighedens fader og al trøsts Gud, som trøster os i al vor trængsel. Vi beder om, at Guds fred, som overgår al forstand, vil bevare den syges hjerte og tanker i Kristus Jesus. Ikke mindst beder vi om, at den syges tro ikke skal svigte.. (2 Kor 1:3-4, Fil 4:7, Luk 22:32)

Andres etiske ansvar
At møde et menneske, der er i nød, kræver ansvarlig omtanke. Det bør ske ud fra Jesu tanke: Du skal elske din næste som dig selv. Som I vil, at mennesker skal gøre mod jer, sådan skal I gøre mod dem. Bær hverandres byrder, så opfylder I Kristi lov. Lider én legemsdel, så lider også alle de andre (Matt 19:19, Luk 6:31, Gal 6:2, 1 Kor 12:26).

Her er en definition af et fagudtryk på sin plads: Iatrogen virkning eller iatrogenisk lidelse. Den gives gennem en læges (eller plejepersons) udtalelser eller adfærd og lægges til patientens allerede eksisterende lidelse.

En kristen kan gennem ubetænksomme ord og uvis ‘sjælesorg’ lægge yderligere byrder på en syg, der i forvejen har trængsler nok at bære. Ingen må ligne Jobs “venner” men være klar over, at alle kan blive syge. Ægte barmhjertighed og medfølelse skal råde iblandt os.

Guds vilje, planer og veje
For jeres planer er ikke mine planer, og jeres veje er ikke mine veje, siger Herren (Es 55:8). Vore tanker om tingene er begrænsede. Vi tænker først på vores krop, vore behov samt hele situationen her og nu. Sådan prioriterer Gud ikke. For han tager alle faktorer med i betragtning. Først og fremmest evighedens og den yderste dags perspektiv, hvilket rent praktisk først drejer sig om frelse og helliggørelse. Dernæst prioriterer han den åndelige kvalitet af vores person og at danne os til at være fuldkomne og helstøbte i gerningen for ham.

Vi er derimod ofte kortsigtede og resultatorienterede og fokuserer på, hvad vi kan udrette. Det, Herren vurderer som det allerbedste for os, er ofte ud fra vores vurdering det næstbedste. Derfor er vores planer ikke Guds planer.

I Getsemane have bad Jesus: Fader, hvis du vil, så tag denne kalk fra mig! dog ske ikke min vilje, men din (Luk 22:42). Kalken indeholdt hele Guds vrede over menneskehedens samlede synd. Dagen efter på korset måtte Jesus drikke kalken. I lidelser helt ind i døden gennemførte han frivilligt hele verdens frelse. Denne lidelse med de herlige følger ville Peter forhindre: Gud bevare dig, Herre, sådan må det aldrig gå dig! (Begrænset i sin menneskelige og ‘gode’ tankegang var han Satans håndlanger. Han, der af al magt ville forhindre Jesu fuldbragte gerning på korset. Vores frelse stod på spil!)

Når vi beder om lægedom, bør vi derfor altid tilføje: Hvad er din vilje, Herre? hvad vil du? Men vi må aldrig ‘sætte Gud stolen for døren’, eller kommandere ham til at give os det og det. For følgende vers står også i vores Bibel: Så gav han dem det, de kræved, og sendte dem lede i sjælen (Sl 106:15, DO 1931).

Formålet med en testet tro
Da skal I juble, skønt I nu en kort tid, hvis det skal være, må lide under prøvelser af mange slags, for at jeres tro, der er mere værd end det forgængelige guld, der dog prøves i ild, kan stå sin prøve og blive til pris og herlighed og ære, når Jesus Kristus åbenbares (1. Pet 1:6-7).

Mine brødre, I skal kun regne det for glæde, når I kommer ud for prøvelser af forskellig slags; I ved jo, at når jeres tro prøves, skaber det udholdenhed. Og udholdenheden skal føre til fuldendt værk, for at I kan være fuldkomne og helstøbte og ikke stå tilbage i noget. Men hvis nogen af jer står tilbage i visdom, skal han bede om at få den fra Gud, som giver alle rundhåndet og uden bebrejdelser, så vil han få den (Jak 1:2-5).

De styrkede disciplene og formanede dem til at blive i troen og sagde: “Igennem mange trængsler skal vi gå ind i Guds rige.” (ApG 14:22)

Sidstnævnte vers beskriver kristenlivet sådan, som alle kristne ned gennem tiderne har oplevet det. Ingen kan derfor sige: “Trængsler har Skrifterne ikke sagt noget om!” Peter taler om mange slags prøvelser. Det er også det, vi ser i Guds folk.

I citaterne fra Peter og Jakob har prøvelser (trængsler) nogle formål. Den prøvede tro bliver til Kristi pris og herlighed og ære. Prøvet tro fører til udholdenhed og så til fuldendt værk som fuldkomne og helstøbte tjenere.

Herren styrker troen
Står vi over for noget svært, har vi lov til bede sådan: “Herre, rejs en tro i mig! Giv mig en stille overbevisning, som går i retning af, hvad du vil.” Kun en tro af denne art, og som Herren giver af nåde, kan bestå og har betydning. Det er i den sammenhæng, vi må nævne ordet ‘at bie’, som forkommer ofte i GT. Det har at gøre med Guds time. Det har at gøre med at fornemme i sin ånd, hvad Gud vil, i hvilken retning han peger, hvad han vil svare.

"Han, der giver jer Ånden og gør undergerninger iblandt jer - gør han det, fordi I gjorde lovgerninger, eller fordi I hørte i tro?" (Gal 3:5).

Bøn om lægedom
Ud fra følgende vers ønsker vi at bede om lægedom: Er nogen iblandt jer syg, skal han tilkalde menighedens ældste, og de skal salve ham med olie i Herrens navn og bede over ham. Og troens bøn vil frelse den syge, og Herren vil gøre ham rask; og hvis han har begået synder, vil han få tilgivelse for dem. Bekend derfor jeres synder for hinanden, og bed for hinanden om, at I må blive helbredt. En retfærdigs bøn formår meget, stærk som den er (Jakob 5:14-16).

Den syge tilkalder de ældste, som beder troens bøn. Ansvaret for bønnen ligger på de ældste. For den syge kan være i så stor nød, at vedkommende ikke orker og ikke har tro til noget som helst. Her ser vi, hvor vigtigt fællesskabet er. Kan den syge ikke længere klare hele den alvorlige situation, træder fællesskabet til.

Pottemagerens eventuelle mål
Mange trængte kristne har erfaret en dybere smerte over verdens nød, fordi de selv har det drøjt. Medfølelsen bliver mere intens og mere alvorlig. Blikket for et andet lidende menneske ligger tættere for én, der selv har det drøjt. Der er en mere udpræget solidaritet. En flig af denne sandhed gælder på et langt højere plan, da Jesus træder ind i verden: Slagtoffer vil du ikke have, men et legeme har du beredt mig (Heb 10:5). Derfor måtte (Jesus) i ét og alt blive som sine brødre for over for Gud at blive en barmhjertig og trofast ypperstepræst, der kunne sone folkets synder. For som den, der selv er blevet fristet og har lidt, kan han hjælpe dem, der fristes (Heb 2:17.18).

Da Peter havde fornægtet Jesus, var hans tro ved at svigte og kollapse på grund af samvittighedsnag. Jesus bad for ham, at det ikke måtte ske og genoprettede ham. Den erfaring gjorde Peter duelig til at være hyrde for andre, der var skrøbelige i efterfølgelsen. For Jesus siger til ham: Og når du engang vender om, så styrk dine brødre (Luk 22:32).
... barmhjertighedens fader og al trøsts Gud, som trøster os i al vor trængsel, så vi kan trøste alle dem, der er i trængsel, med den trøst vi selv trøstes med af Gud (2 Kor 1:3-4).

Andre mennesker vil ofte føle sig mere identisk med kristne, der har problemer, end hvis de var fysiske og psykiske super-mennesker.
Vores evangelium må være af en sådan art, at det kan forkyndes både i Calcuttas slum og til middelstands-danskere. Ellers har vi ikke ramt Skrifternes klokkeklare tone.

Nogle oplever: “Nu er det ude med mig. Nu kan jeg ikke mere.” For så at erfare, at Gud er med i båden ude i det dødsensfarlige uvejr ude på Genezaret Sø. Han bærer igennem trængslen. Udelukkende af barmhjertighed. I det næste skriftsted betyder ordet ‘fristelse’ især prøvelse: De fristelser, der har mødt jer, er kun menneskelige. Og Gud er trofast; han vil ikke tillade, at I fristes over evne, men vil sammen med fristelsen også skabe udvej, så I ikke bukker under (1 Kor 10:13).

Tunge byrder gør, at længslen efter himlen nogen gange bliver mere virkelig. Uden, at man af den grund længes efter at dø. Dog kan der være øjeblikke, hvor denne længsel på baggrund af lidelsen kan være der.
En dejlig kristen oplevede, at hendes kristne mand blev senil og meget ondskabsfuld. En søster sagde til hende: “Hvor jeg dog beundrer Herren for, at han formår at holde dig oppe!” Det under er lige så stort, som hvis der skete en helbredelse.

Nogen gange helbreder Jesus. Og det er et stort vidnesbyrd. Det skal siges med lige stort eftertryk!

Hjælpende holdninger
Følgende tanker kan virke irriterende, men alligevel er de sande. I stedet for kun at focusere på alt det, der i kroppen og i psyken kan blive beskadiget, bør vi også tænke på det modsatte. Tænk, hvor meget i os, der fungerer! Både effektivt og i lang tid. Hjertet slår 4.000 gange i timen. Og omkring 3,5 mia gange i et gennemsnits-liv. Der har levet mange mennesker historien igennem, der lever mange nu verden over. Tænk, hvor mange, der har det værre end dig og mig! Fejler vi noget, sker det i et moderne velfærdssamfund.

Den retfærdige, sandhedens Gud foretager selvfølgelig også disse sammenligninger. Det bør vi også lige tage med i vores vurdering af vores liv.Ellers øver vi vold på proportionerne.

Livet med en sygdom må gå videre. I morgen er der atter en dag. Har jeg det meget svært, må jeg tage én dag ad gangen. Herren griber ikke ind over for fx gigt - “Men jeg er nu lige gode venner med ham alligevel!” sagde en troende engang. Den holdning hjælper. Sammen med tanken om, at man jo stadig har muligheder - nu måske i begrænset omfang - men alligevel.

Her hjælper bespisningsunderet. Jesus tog få fisk og brød i hænderne og velsignede dem. Derefter velsignede han dem og delte ud. Flere tusinde mennesker blev mætte. Sådan kan Jesus også tage en sygs liv i sin hånd og velsigne vedkommende. Jesu velsignelse kan rigeligt ophæve de indskrænkninger, sygdom kan medføre.

Paulus var i husarrest i Rom i mindst to år. Var det ikke spild af Paulus aposteltjeneste? Nej, for imens skrev han flere breve, som udgør en god del af vores Ny Testamente. Og hvor har de breve velsignet millioner af kristne i snart totusind år! Sådan blev hans ‘begrænsning’ brugt af Gud. O dyb af Guds rigdom og visdom og kundskab! udbryder Paulus (Rom 11:33).

Mange ting ved en sygdom er nye, så man først skal vænne sig til dem. Andre ting kan man slet ikke overse og klare. Eksempelvis som patient (eller som ægtefælle til én), at få diagnosticeret rygsøjlegigt. Eller som forældre at få et mongolbarn. “Allerførst, hvordan skal jeg i det hele taget forholde mig til det?” spørger man sig selv. “Den visdom har jeg ikke!”

Her er hjælp at hente hos Jakob, der taler generelt om lidelse. Men hvis nogen af jer står tilbage i visdom, skal han bede om at få den fra Gud. Den visdom, jeg mangler, kan jeg få fra Gud! Ja, men jeg er ikke en god nok kristen. Jeg skylder ham også, at ... . Gud, som giver alle rundhåndet og uden bebrejdelser, og så vil han få visdommen (Jak 1:5).

Ovenikøbet har vi at gøre med ham, som har skabt menneskets krop og psyke. Han, der er almægtig, alvidende, og ‘Underfuld Rådgiver’ - og den gode Hyrde. Han er nær (hos den, der ikke kan mere). Ham har vi adgang til. Intet og ingen kan skille os fra hans kærlighed. Han , der kan trøste som ingen anden. Han, som en dag vil tørre tårerne af din og min kind.
Men menneskeligt set er der ingen lette genveje! For en lidelse benævnes netop virkelig at Lide.

En kristens død
Sådan vurderer Herren det, når en kristen kaldes hjem: Kostbar i Herrens øjne, er hans frommes død (Sl 116:15 DO 1931). En kristen dør ikke et sekund før - ikke et sekund senere, end Gud vil det. Mit livsløb er i din hånd (Sl 31:16). At dø er for en kristen ikke det værst tænkelige. Brødre, vi vil ikke, at

I skal være uvidende om dem, der sover hen, for at I ikke skal sørge som de andre, der ikke har noget håb. Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør (1 Thes 4:13, Joh 11:25).

Det er at blive forfremmet til en uudsigelig herlighed og fryd. Det er at være sammen med Jesus Kristus i de evige boliger. Lige straks sker det næste: Jesu herlige tilsynekomst og vores forvandling til lighed med ham. Uden fysiske og psykiske sygdomme, uden smerter, uden nogen form for forkrænkelighed. Det modsatte mål, end alt på denne jord, er nået. Vi venter på, at vort salige håb skal opfyldes og vor store Gud og frelser, Jesus Kristus, kommer til syne i herlighed (Tit. 2:13).

Jeg mener nemlig, at lidelserne i den tid, der nu er inde, er for intet at regne mod den herlighed, som skal åbenbares på os (Rom 8:18).

Noter:
1. “Mennesket er ånd, Men hvad er ånd? Ånd er selvet. Men hvad er selvet? Selvet er et forhold, der forholder sig til sig selv, eller er det i forholdet, at forholdet forholder sig til sig selv; selvet er ikke forholdet, men at forholdet forholder sig til sig selv. Mennesket er en syntese af uendelighed og endelighed, af det timelige og det evige, af frihed og nødvendighed, kort sagt en syntese.” Søren Kierkegaard, Sygdommen til Døden er Fortvivlelse, s. 73.

-----