Hævn, tilgivelse, straf

Af Louis Nielsen- KP 02-2007

De ting, som overskriften til denne artikel tager op, er ikke nemme at forholde sig til.

Forskellene mellem f.eks. de politiske partier i Danmark er store, når det gælder retspolitikken. Der er også stor forskel på menigmands holdning og kriminologers og juridisk skolede personers. Menigmand kan ofte ikke få straffene høje nok og synes, at domstolene tit er alt for blødsødne. Og politikerne er som regel lydhøre for sådanne signaler; derfor ser vi i disse år en tendens hen imod højere strafferammer for mange forbrydelser. “Straf, straf!” er et af tidens mantraer. Man synes at tro, at bare vi straffer hårdere, opnår vi et tryggere, mere lovlydigt samfund. Men det er som så meget andet i tiden en illusion.

Straf i større sammenhæng
Sjældent overvejer vi om straffen er hensigtsmæssig i forhold til forbrydelsen, om virkning på offer såvel som på forbryder og virkningen på det videre samfund og den enkeltes personlige moral og menneskelighed.

Meget sjældent kommer begreber som sammenhængen mellem udstået straf og forsoning på banen, og ofte undlader vi at spørge, om der er en sammenhæng mellem straf og gengældelse, og om en universel retfærdig gengældelse ikke stiller os alle i et virkeligt dilemma, hvor hver og en af os ville findes skyldige, og gengældelsen ramme os hver og en?

Hævn er igen et andet begreb, men et begreb fyldt af konsekvens og med et stort ødelæggelsespotentiale. Tilgivelse og tilgivelsens mulighed, henholdsvis umulighed må også bringes på banen.

Der er således meget at tænke over, og det er langfra sikkert, at vi bare nogenlunde kan komme det hele igennem eller bare nogenlunde give nogle svar, som dur.

Æresdrab og stokkeslag
Sager som de, der er foregået herhjemme om “æresdrab”, har utvivlsomt rystet mange, og vi skal bestemt ikke forsøge at forsvare dem. Men vi kan næppe heller siges at forstå disse mennesker eller at nære nogen sympati for dem. Og “ære” kender vi højest som forfængelighed, og mange sælger gerne ud af deres ære.

At ære også kan være et spørgsmål om liv og død, har vi kun ringe forståelse for. Når vi ser med vesterlandske briller, ser vi alt i vor egen kultur som den højeste form for civilisation. Vor måde at forstå forbrydelse på er pr. definition den mest humane, civiliserede og fuldkomne, menneskeheden til dato har set.
Men vi afskyr begrebet autoritet og har for længst afsat alle autoriteter, Gud, forældre og skole, og selv små børn insisterer på, at ingen bestemmer over dem. Første gang mange unge rebeller møder en autoritet, og at nogen lægger hånd på dem, er, når de møder politiet, og når de står foran en dommer og sidenhen spærres inde i et fængsel, og da er der mange, som hyler op og taler om politivold og politibrutaliet.

Hvorfor er det først i denne situation, at de skal opleve, at autoriteter kommer man ikke sådan uden om, at de er en nødvendighed, hvis livet skal fungere og fungere for andre end en selv? Når alt kommer til alt, er det Gud selv, som har indsat myndighederne og givet dem sværdet i hånden, med ret til at dømme og endda til at bruge sværdet.

Men alene ved at sige det, hvad dog er, hvad Det Nye Testamente, ikke kun Det Gamle Testamente siger, har vi placeret os mellem de politisk ukorrekte, fundamentalisterne, landsbytosserne, som ingen partier, selv ikke de mest yderligtgående vil lukke ind i varmen.

Dødsstraf er en straf, man end ikke kan diskutere i Danmark. Og går vi længere endnu og bare antyder, at f.eks.stokkeslag under kontrollerede forhold måske ville være en mere værdig og hensigtsmæssig straf for f.eks. voldsforbrydelser og visse tyverier end langvarig indespærring og frihedsberøvelse vil være det, så har vi tabt enhver ret til at mene noget. Hvor meget godt gør fængelsstraffe ved mennesker? Hvorfor bliver det spørgsmål aldrig rejst?

Lad mig understrege og understrege så kraftigt som jeg kan, at jeg ikke aktuelt går ind for nogle af de her nævnte straffe. Jeg rejser det kun som et principielt spørgsmål. Ånden er blevet lukket ud af flasken, og det er ikke muligt at bringe den tilbage. Intet moderne samfund kan skrues tilbage i sit udviklingsforløb, også selv om det nogen gange ville være godt, hvis det blev forsøgt.

Er hævn primitivt?
Så længe uret, undertrykkelse og forbrydelse er en del af samfundet og en del af menneskers liv med hinanden, så længe vil broderens blod råbe til Gud om hævn (1 Mos 4:10).

Kendsgerningen er jo, at vi lever i en falden verden og endnu er langt fra “de nye himle og den nye jord, hvor retfærdighed bor”, som Gud har lovet alle, som tror, at vi endnu er langt fra den himmelske by, hvor “intet vanhelligt kommer ind, og heller ingen, der øver afskyelighed og løgn, men kun de, der står indskrevet i livets bog, Lammets bog” (Åb 21:27; se også 21:8 og 22:15).

I den humanistiske, sekulariserede ideologi, som er idégrundlaget for den vestlige verden, betragtes hævn og trangen til hævn som et primitivt levn fra en fjern fortid, som vi for længst må have lært at lægge bag os. Evolutionen har ført os så meget længere. Samfundet har et politi- rets- og fængselsvæsen til at tage sig af disse ting, men det, man gør i disse institutioner, må ikke opfattes som “hævn” eller gengældelse; snarere er der tale om en beskyttelse af samfundet mod visse menneskers uhensigtmæssige adfærd, om behandling og om at udsende et advarselssignal til andre om, at det at bryde landets love har konsekvenser.

Loven bruger ordet “straf”, men straf bør ikke opfattes som gengældelse eller hævn. Sådan tænker kriminologer og retspolitikere, medens menigmand ofte har en helt anden mening. Ønsket om, at forbryderen må komme til at “rådne op i helvede” er ikke kun noget, vi hører på film, men også noget, som bliver sagt i mange mange situtioner. Den fromme puritaner, der hver gang han så en mand blive ført til galgen, sagde “Her går jeg, var det ikke for Guds nåde” høres ikke mere. Erkendelsen af, at vi alle i os bærer kimen til de allerværste ting, er blevet fremmed for de fleste af os.

Vi burde se hele dette spørgsmål om straf, gengældelse og hævn som ikke blot en psykologisk og eksistentiel ting og en politisk og juridisk ting, der kun vedkommer politi, domstole, fængelsvæsen og de, der dømmes som kriminelle, men som en påmindelse om vores allesammens skyldighed og om den dommens, straffens og hævnens dag, der venter forude, og som Bibelen advarer os om.

Straf af synden
Benægtelsen af forsoningen som forso-ning, dvs.som båret straf og afværgelse og stilnelse af Guds vrede og hellige harme, som er blevet så almindelig mellem teologer, endda evangelikale teologer, er et vidnesbyrd om, hvor lidt alvor vi tillægger synden og faldet og også om, hvor let vi tager på Bibelens udsagn.

Dødens tilstedeværelse og universelle herredømme over hvert eneste menneskeliv er et uafrysteligt vidnesbyrd om faldet og om syndens straf. I virkeligheden er vi alle dømt til døden, døden, som ender vort liv, men også den evige død, den anden død, fortabelsens død.

Guds advarsel til Adam om, at “den dag, han spiste af træet til kundskab om godt og ondt, skal du dø” (1 Mos 2:16-17), er blevet opfyldt ikke alene over Adam, men over hvert eneste individ siden. Vi kom til at leve i en verden, hvor døden har herredømmet. Og kun Guds nåde kan ændre dette, men det er en helt anden historie, det er historien om Jesus, om Guds nådegave og det evige liv i Ham (Rom 6:23), om livet og retfærdighedsgaven i ham, der har afsat døden fra tronen og indsat nåden og livet i stedet (Rom 5:21). Det er evangeliets historie. Og det er alt andet end en historie om naturlig selektion eller om menneskelig udvikling. Det er Guds historie og Guds alene.

Gud mister aldrig en tøddel af sin suverænitet eller af sin uindskrænkede frihed. Gennem Jesus Kristus har han skænket menneskeheden et “nådeår”, en dør ind til hans rige, en frelsens og forligelsens dag, en mulighed for at få syndsforladelse og evigt liv, få fred med ham, blive hans barn og få arvelod hos ham. Så generøs er han, så generøst er evangeliet. Og det uanset hvor dybt vi faldt, og hvor meget en helvedes fange blandt helvedes fanger, vi har måttet være.

Men den historie ændrer ikke noget ved Guds regime og herredømme over verden.

Den store dommer
Gud er stadig “alles dommer”, og der er stadig en dommens dag forude, hvor han vil dømme verden med retfærdighed (ApG 17:31). Jesus Kristus er nu menneskers frelser, men er også den, som Gud har udpeget til at være alles dommer. Og fortabelsens mulighed er stadig en mulighed. Og nogle vil høre de forfærdelige ord af hans mund: “Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle” (Matt 25:41).

En vredens og dommens og straffens dag venter stadig forude for alle, der “ikke tog imod kærlighed til sandheden, så de kunne blive frelst” (2 Thes 2:10).

Gud finder ikke behag i, at den gudløse dør, men i, at han omvender sig, så Gud kan give ham liv. Og vi kristne beder for menneskers frelse, og vi ønsker ikke hævn, straf, gengældelse og dom over noget menneske. Vi ved hvor skyldige og hjemfaldne til straf, vi selv er, men kan dog sige, at vor Gud har forbarmet sig over os og i sin store barmhjertighed og nåde frelst os (Rom 2:4; 9:22-26; Ef 2:1-10; 1 Tim 1:12-17; Tit 3.4-7). Det samme ved vi, kan han gøre for alle andre.

Men troen er desværre ikke alles, og ikke alle adlyder evangeliet; ikke alle ønsker at komme til lyset, men ønsker at blive i mørket. Og vi kan ligesom ikke gøre noget ved det. For også det bor i menneskehjertet, et had til sandheden, et had til godheden, et had til Gud.

Hvis ikke Gud havde ret til som Gud at dømme verden, så stod verden ikke mere (Rom 3:5-6; se også Sl 11:3-7). Principielt og overordnet er al synd, synd mod Gud, og alle overtrædelser er lovbrud, oprør mod hans lov og herredømme (Sl 51: 6; 1 Joh 3:4). Hævnen og gengældelsen hører følgelig også alene ham til (Rom 12:19-20). Kristne opfordres derfor til ikke at dømme “før tiden, før Herren kommer igen, som skal bringe for lyset, hvad der er skjult i mørket, og åbenbare, hvad hjerterne vil” (1 Kor 4:5).

Allerede Abraham kendte Herren som den, der dømmer hele jorden” (1 Mos 18:25). Og Jesus taler om Gud som dommeren, og siger, at “Han har overladt al dom til Sønnen, for at alle skal ære Sønnen, som de ærer Faderen” (Joh 5:22-23). Og dommen er både nu og siden, men mest siden: “Den dag, da Gud dømmer det, som skjuler sig i mennesker, efter mit evangelium ved Kristus Jesus” (Rom 2:16). “Gud kræver dig”, siger Prædikeren, “til regnskab for enhver handling, alt det skjulte, godt eller ondt” (12:14).

Overordnet tilhører altså dom og al gengældelse Gud, men han har delegeret sin myndighed ud, for familiens vedkommende til fædre (Heb 12:8 ff.) for nationens og samfundets vedkommende til øvrigheder og myndighedspersoner (Rom 13:1 ff), for kirkens vedkommende til dens “tilsynsmænd” og “ældste”. Og øvrighederne er forpligtede til at “bære sværd”, og “lade vreden ramme dem, der gør det onde”.

Vi må komme til korset
Alle er vi afhængige af Guds barmhjertighed, alle har vi grund til at råbe “Herre, forbarm dig over mig!”, og det har vi, fordi vi alle er skyldige, idet vi jo alle har syndet, og ingen af os er retfærdige, men alle strafskyldige (Rom 3:19-26). Tænk på røverens bøn fra korset. Han vidste sig skyldig, og han beklagede sig ikke over sin straf. Men han kaldte på barmhjertigheden, han kaldte på Jesus, og døren til Paradis åbnedes for ham i samme øjeblik.

Gengældelse, skyld, straf, hævn er ikke realiteter, vi kan psykologisere bort, eller se på som primitive rudimenter i en evolutionær udvikling. For synd og forbrydelse kaster skygger over menneskers liv, nedbryder freden og tilliden, gør ondt, ødelægger den verden og de liv, som Gud har skabt. Heller ikke skal vi forsøge at undskylde og bortforklare det onde i vore egne hjerter ved at projicere det over på andre. Andre kan have skyld, men selv er vi ikke uden skyld, og det er en illusion og et bedrag at tro det.

Vi kan alle komme til korset, vi kan få tilgivelse og udslettelse af vor synd, vi kan alle få et nyt liv. Vi kan komme til at opleve Guds nåde og opleve at få fred med Gud. Og den fred er aktiv både på det vertikale og det horisontale plan.

Vi vil ikke finde, at alt kommer i orden og at alt bliver godt på denne side af Himmelen og Det Nye Jerusalem. Vi vil stadig kunne opleve, at nogle er onde mod os, (som vi desværre måske også kan være onde mod nogle andre), vi vil måske også opleve, at nogle er vore fjender, store eller små, at nogle misunder os og bagtaler os, og vi vil føle os krænkede og måske bitre, og vil ønske hævn og håbe på gengældelse.

Men vi advares direkte imod at “tage os selv til rette”. Jeg tror, vi vil kunne bede for disse ting, helst også for dem, som volder os ondt, jvf.Herrens undervisning i Matt 5:43-48 eller Paulus’ i Rom 12:17-21, og vi vil kunne stole på, at Herren vor Gud tager sig af det, og vil bringe os ret. Bedst ved, at den, som gør os ondt, omvender sig og bliver frelst.

Men om det ikke sker, så på Herrens dag, hvor alt vil komme frem for lyset og enhver få sin dom af Gud. Vi ønsker ikke og vi beder ikke om hævn, og gør vi det, som de myrdede sjæle under alteret gør det (Åb 6:9-11), så gør vi det ud fra en længsel efter at se Gud herliggjort i dommen, se alt bragt ind under hans sandhed og hans herredømme og kontrol, se alt underlagt ham.

Sl 104, som handler om skabelsen og Guds omsorgfulde, nåderige forsyn, og i hvilken vi også hører et ekko fra Paradiset, slutter sin lovprisning af Gud med en bøn: “Gid syndere må udryddes fra jorden, og de ugudelige ikke længere være til”. Vi vil måske opfatte denne bøn som et udslag af den hævngerrige ånd, vi til vor fortrydelse finder i nogle af sal-merne. Men sådan skal det måske slet ikke opfattes.

Snarere er det en erkendelse af og et suk til Gud over, at verden er så brudt og disharmonisk, og at dette skyldes synden, som derefter konkretiseres og personliggøres i synderen og den ugudelige. Paradis er kommet, når denne tilstand ikke er der mere, men “jorden er fyldt med kundskab om Herrens herlighed, som vandet dækker havets bund” (Hab 2:14).