Stolt af Herren - eller af dig selv?

Af Louis Nielsen KP 01-09

Vi kender sikkert allesammen til spændingen mellem det vi tror, og det vi gør. Nogen gange føler vi os feje, usle og forlegne, og andre gange griber vi os selv i at optræde med alt for megen overlegen stolthed. Ofte beskæmmes vi af den afgrundsdybe forskel mellem os og Ham, som ”var ydmyg og sagtmodig af hjertet”.

”Den, der er stolt”, siger Paulus, ”skal være stolt af Herren”, og han føjer til: ”For det er ikke den, der anbefaler sig selv, der står sin prøve, men den, som Herren anbefaler” (2 Kor 10:17-18).

Dette er et råd og en henstilling, vi møder igen og igen i Skriften, måske mest koncentreret i Jer 9:22-23: ”Dette siger Herren: Den vise skal ikke være stolt af sin visdom, den stærke ikke af sin styrke, den rige skal ikke være stolt af sin rigdom. Nej, den, der er stolt, skal være stolt af dette, at han kender mig. For jeg, Herren, øver trofasthed, ret og retfærdighed på jorden; det er, hvad jeg ønsker, siger Herren”.

Ikke mindst Paulus retter igen og igen op på vor hukommelse om dette for nogle af os ømme punkt.

Stolthed, selvretfærdighed, selvgjorthed, selvgodhed, selvviskhed, selvsmagen og selvcentrerethed er blade på samme tidsel. Selv i vor ydmyghed kan der være en god portion stolthed; stolthed har mange klædedragter at iføre sig.

Det er virkelig en disciplin og en hjertets dannelse at iføre sig ”ydmyghed” og ydmyghedens søstre, ”mildhed” og ”tålmodighed” (Kol 3:12). Kun Guds Ånd kan hjælpe os og give os et gennembrud med hensyn til det (Gal 5:22-23), hjælpe os til at lære af Jesus, som er ”sagtmodig og ydmyg af hjertet” (Matt 11:29), gøre os til et rigets barn, som karakteriseres af ydmyghedens frugter: medfølelse, sagtmodighed, hunger og tørst efter retfærdigheden, barmhjertighed, renhed af hjertet, fredsskabelse (Matt 5:3-9).

Ser vi hen over vort liv og lader vi det gennemlyse af det, som siges i bjergprædikenens saligprisninger og talrige andre steder i Bibelen, så føler vi os meget små.

Bekendelsesmæssigt holder vi fast ved, at ”ved nåde er vi frelst ved tro; det skyldes ikke gerninger, for at ingen skal rose sig” (Ef 2:8-9), men før vi aner det, begynder vi at se en fortjeneste i, at vi tror og er frelst, medens så mange andre ikke er det. Og vi tilskriver det os selv, hvis vi ved en sammenligning med de andre, finder os selv mere retskafne, mere respektable, mere moralske, mere gudvelbagelige. Straks er der kommet ”døde fluer i salveblanderens olie”.

Med en fordømmende attitude begynder vi at optræde i diskussioner, langt fra den ærefrygt, hvormed vi altid må nærme os ”den Hellige og højt ophøjede det, han som bor i høje og hellige, og hos den, der er knust, hvis ånd er nedbøjet”, han som ”ikke anklager for evigt og ikke vredes altid, for så ville deres ånd svigte for mine øjne, den livsånd, jeg selv har skabt” (Es 57:14-16).
Snart har vi glemt, at det er ”af barmhjertighed”, vi er bragt derhen, hvor vi er, og vi begynder at ”færdes i kødelig klogskab (bl.a.moralisme) og ikke i Guds nåde” (2 Kor 1:12).

Mere og mere kommer vi til at ligne den ældre af de to brødre i Herrens lignelse om ”de fortabte sønner” (Lukas 15); sådan burde vi kalde lignelsen snarere end ”lignelsen om den fortabte søn”.

I virkeligheden var der to fortabte sønner, måske var den ældre af dem endda mere fortabt end den yngre, for han nægtede at lade sig forlige med sin faders kærlighed og lukke sin fars kærlighed ind i sit liv. Måske skulle vi også standse lidt op her og tænke efter, hvem vi måske ved vores ”ældrebrødre-retfærdighed” har hindret Jesu kærlighed i at nå.

Jesu hyrdekærlighed opsøgte os, og ved Guds nåde fandt den os; vandrer vi nu i hyrdens spor med en opsøgende kærlighed som hans, eller jager vi snarere mennesker væk? Det giver uden tvivl anfægtelse at stille det spørgsmål, ikke mindst til ens egen samvittighed, men det er vigtigt, at vi stiller det.

Alternativet til dette er ikke, at vi glorificerer den yngre bror. Bibelen er totalt fremmed for den sentimentale tilgang til livet, som vi ikke mindst i vor tid stort set lader bestemme alt. Møder vi en sentimental udlægning af et bibelsted, kan vi roligt lade være med at lytte. Den yngre broder var fortabt og havde ødet det liv væk, som Gud havde givet ham, sat det over styr i udsvævelser af mange slags. Men ikke des mindre blev Faderen ved med at elske ham og ved med at spejde efter ham. Det er det underfulde og også gådefulde ved den kærlighed, Faderen har. Brorson synger så stærkt herom:

”Når vi betænke, hvad Faderen tænkte,
da han begyndte at drage os ud,
da han os livet i Midleren skænkte,
smykked’ os faldne til Frelserens brud,
at han os elskte, os onde så såre,
må vi hensmelte i kærligheds tåre,
Halleluja, halleluja!”

Gud bevare os i denne undren.

På Kristi vegne
Kristne må nødvendigvis sige sandheden, men aldrig som kommer den fra os selv eller på nogen måde er vor ejendom.

Først og fremmest må vi resolut stille selv os under sandheden både til dom og genrejsning, både til ydmygelse og til trøst. Men vi må lære at tale ud fra korset og forligelsen med Gud på korset, der som på Kristi vegne siger til mennesker ”Lad jer forlige med Gud” (2 Kor 5:18-21).

Vi må aflægge det at tale på egne vegne, tale på moralens vegne, på lovens vegne, på den menneskelige retfærdigheds vegne, på dydens vegne. Vi må tale som de, der er blevet forligt med Gud, og som ved om sig selv, at vi ingen retfærdighed har i os selv, men alene i Ham, ”der ikke kendte til synd, men af Gud blev gjort til synd for os, for at vi kunne blive Guds retfærdighed i Ham”.
Kunne vi dog få mennesker til at se som Gud ser, ikke som vi ser, og det i alle ting, også når det er abort, ugiftes samliv, skilsmisse, homoseksuel praksis, der tales om.

Når det gælder vore kollegaer, naboer, familiemedlemmer og samfundet i bred almindelighed er det et stort og åbent spørgsmål, hvor meget det tilkommer os at sætte os til dommere over deres liv. Det med at dømme hører den fremtidige verden til (1 Kor 6:1 ff.), og at leve mellem ”utugtige, griske, røvere og afgudsdyrkere” (1 Kor 5:9 ff.) er et grundvilkår for livet i verden, som vi også som kristne må affinde os med til ”de nye himle og den nye jord, som Gud har lovet os” kommer.

Vores ansvar over for dem er at bede for dem, lade dem ”mærke, at vi har et et mildt sind”, være ”lys” og ”salt” for dem, ”holde fred” med dem”, ”elske” dem, fortælle dem om Jesus, ikke at blande os eller snage i deres liv. Disse er i det mindste de retningslinjer, Det Nye Testamente lægger for os, og dem gør vi rigtigst i at følge. Kirken som lovgiver for den måde samfundet og mennesker i verden skal leve på, er ikke en del af kirkens apostolske opdrag.

Noget andet er at advare mennesker mod Guds vrede og Guds dom. Men den advarsel er en integreret del af kirkens forkyndelse af evangeliet.
Noget helt andet er vor færden og vort ansvar i forhold til kirken. Her kan vi ikke bare være passive tilskuere. Her har vi et personligt ansvar både med hensyn til, hvordan vi selv lever og med hensyn til, hvordan andre lever. Her skylder vi at vejlede hinanden i, hvad der er Guds vilje, og hvad der behager ham, og det gælder både vore handlinger i relation til samfundet, til arbejdspladsen og til naboer, i relation til ægteskab, hvordan det indgås, hvordan det leves, hvordan det skal vogtes og værnes, forældreansvar og ansvar overfor de andre i menigheden, vort sociale ansvar osv.

Ansvaret er der, og ingen skal unddrage sig det, men vi skal heller ikke herske over hinanden, blande os i ting, som ikke vedkommer os; heller ikke skal vi være overvågende og censurerende, nøjeregnende, loviske, mistroiske. ”Til frihed er vi kaldet”, og det er ikke alene et fundamentalt evangelisk princip, men også et princip at indrette sig efter og leve efter, kun føjer Paulus til: Brug ikke friheden som et påskud for kødet, men tjen hinanden i kærlighed” (Gal 5:13). Men selv i de situationer, hvor der er behov for at sætte noget på plads hos hinanden, er der grund til at passe på os selv.

Paulus og menigheden
Paulus’ forhold til menigheden i Korinth og hans tacklen de mange provokationer, problemer og sorger, den gav ham, er en kraftig anskuelsesundervisning i, hvor nænsomt, vi bør vandre i forhold til hinanden, hvor meget vi skal passe på os selv, hvor nemt det kan gå galt, men også at ansvaret er der, og at vi må løfte det; vi kan ikke bare lægge det fra os.

Paulus’ adfærd over for korintherne viser, hvor langt han var nået på ydmyghedens vej, men modsat også hvor megen åndelig skade opblæsthed og hovmod kan fremkalde. De sidste ting var der så rigeligt af hos korintherne, og det gjorde Paulus’ færd hos dem så tornet og sorgfuld og tvang ham også ind i dybe overvejelser over sig selv og sine egne handlinger og motiver. 2 Korintherbrev 10-13 er en eneste stor anskuelsesundervisning i dette.

Det dybereliggende problem med menigheden i Korinth var, at på et eller andet sted i dens modtagelse af evangeliet og dens tro på Jesus var der en defekt, en skade, som aldrig rigtig kom i stand. Sporadiske omvendelser, selvransagelser og bringen medlemmer under menighedstugt fandt sted; følelsen af harme kunne komme i kog, medens menigheden til andre tider tog ganske nonchalant også på alvorlige forsyndelser i dens midte.

Stolthed over åndelige manifestationer, nådegaver og følelsen af sejr var udtalt blandt korintherne, ligeså benovelsen over åndelige supermænd; Paulus talte ikke rigtig med i det selskab, men nogen dybereliggende anger, nogen dybereligende sorg over synd efter Guds sind var der ikke. Med sådan en generel indstilling kan det ikke undre os, at der var op til flere udbrud af moralsk slaphed og udbrud af endda meget alvorlige syndige handlinger i menigheden i Korinth. Ligeledes kan det ikke undre, at Paulus havde det svært med netop denne menighed.

Rådvild Paulus
På en måde kan kirken af i dag godt se sig selv i menigheden i Korinth. Manglende forståelse af evangeliet, relativisme i forhold til hvad Guds ord siger, læggen tyngdepunktet andre steder end i evangeliet om Jesus korsfæstet og opstanden, misrepræsentation af hvad kristen frihed er, opblæsthed over egen fortræffelighed, mangel på sand selverkendelse og på ydmyghed alt det tilsammen virker, at vore dages kirke også ofte er en mudret affære.

I menigheden i Korinth tvinges Paulus til altid nøje at overveje sine ord, sin fremfærd og sine handlinger, for gang på gang viser det sig, at man misforstår ham og misfortolker hans motiver. Er han mild og venlig udlægges det som svaghed, optræder han med fasthed og strenghed er det også forkert. Giver han afkald på rettigheder og slider sig op for deres skyld ænser de ikke motiverne til hans handling, men mistænker ham for uærlighed og stikken til side.

Ikke mærkeligt, hvis Paulus bliver rådvild og knap nok ved, hvad han skal stille op med korintherne. På mange måder må han øve vold på sig selv og optræde over for dem på en måde, han ikke bryder sig om og helst vil undgå.

Skammelig praksis og adfærd har han altid lagt afstand til; det lader sig aldrig forene hverken med budskabet i evangeliet eller med evangeliets ånd. Komme med brask og bram og lade blæse i basun foran sig vil han heller ikke. Komme med smigrende ord og med retorikkens virkemidler er heller ikke i evangeliets ånd eller efter evangeliets orden. Komme i sagtmodighed og ydmyghed, i besindighed og mildhed og dog i den fasthed og frimodighed, som evangeliet giver vil han helst. Komme som en far til sine børn snarere end som en apostel med myndighed til både at bryde ned og bygge op vil han allerhelst.

Men hvad vil korintherne? Hvordan skal han komme? Bare han vidste det?
Vi må endelig ikke opfatte Paulus som vankelmodig, en vendekåbe, en ubeslutsom, veg mand. Overhovedet ikke. Han ved hvem han er; han kender sit kald og sin udrustning, han ved i hvis navn og med hvis myndighed, han kommer. Men det ligger ham fjernt at udnytte det og på nogen måde prøve med magt at vinde over korintherne.

Deraf hans dilemma. Og det er vigtigt, at vi forstår det som et dilemma. Når vi er i et dilemma, er alle gode råd dyre. Så er vi virkelig afhængige af Gud, så ønsker vi os virkelig hjulpet af Gud. Måske er en af kirkens problemer i dag, at den så sjældent føler sig i et dilemma. Måske er det også den enkeltes personlige problem i hans og hendes omgang med mennesker.

Måske er der noget, vi skal sige fra overfor. Hensynet til Guds sandhed, hensynet til Guds menighed, hensynet til dem selv tilsiger os det. Flygte fra det kan vi ikke, men hvordan skal vi så reagere? Udfolde alle vore retoriske evner, tromle mennesker ned med argumenter, være vrede, hånende, spottende, fryse dem ude, verbalt skælde dem huden fuld, frakende dem al ære?

Hvilken effekt vil det få på os selv? Vil det gøre os hovne, arrogante, ufølsomme, selvgode og selvretfærdige? Vil vi nyde den applaus, nogle måske vil give os for vort mod?

Vil vi stadig tale sandheden og tale den uskrømtet, men iøvigt lade os ydmyge. Optræde med fasthed, men alligevel bævende, ikke vige tilbage fra det, som ellers nemt opfattes som svaghed?

Det er i retning af dette sidste, at Paulus forbereder at komme til Korinth. Han giver sig Gud i vold. Han beder om og håber på det bedste, men han er indstillet på, at Gud endnu engang vil ydmyge ham og ydmyge ham i korinthernes påsyn og omdømme. Det er risikoen forbundet med hans arbejde, et arbejde som kun kan gøres på Guds præmisser og på Guds måde.

Men sådan er Gud selv kommet i Kristus. Bliver han ydmyget, vil han heller ikke jamre over det, for hvor ren han end føler sig over for korintherne, er der i en falden verden altid et element af skyld, vi har at svare på. Behovet for at retfærdiggøre os har vi i og med, at vi søgte at blive retfærdige ved tro på Kristus, lagt i Guds hænder nu og på dommens dag; det er ikke længere vor business. Men i det har vi også vor frihed, frihed til at være fri overfor Gud, fri over for andre, fri af vor egen forfængelighed, egne meninger, fri af imagepleje, selvviskhed, ømskindethed og selvmedlidenhed, frihed også over for vort hovmod og vor magtsyge. Vi kan byde det altsammen farvel og møde morgendagen med hvad den bringer os, hvad den end åbner op for os, være det sig sejr, være det ydmygelse.

Hvor og hvordan det ender i Korinth, ved Paulus ikke. Men han kommer bedende til Gud om, at korintherne ”ikke vil gøre noget ondt, ikke for, at det skal vise sig, at Paulus skal stå sin prøve, men de gøre det gode, selv om det må tage sig ud, som om han ikke stod sin prøve” (2 Kor 13:7. Og føjer han til:”Vi formår ikke noget imod sandheden, men kun for den. Vi glæder os, når vi er magtesløse og I stærke”.