Danske salmer:
Rejs op dit hoved, al kristenhed

Af Louis Nielsen - KP 03-2009

Denne pragtfulde salme skrev Grundtvig i 1837. Det er en salme til anden søndag i advent og en salme, som har dagens tekst fra Lukas-Evangeliet kapitel 21 som sit forlæg.

Udgangsordene for salmen er vers 28 i Luk 21, hvor Jesus siger: “Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig”.

Forventningen til og forkyndelsen af Herrens genkomst har man ikke hørt meget til de sidste årtier, og det uanset om det er folkekirker eller frikirker, vi taler om. Det er næsten som om, vi er faldet i søvn, hvad det angår, og tænker som den dårlige tjener i Herrens lignelse: “Min herre lader vente på sig! og derpå giver sig til at slå sine medtjenere og spiser og drikker med svirebrødre” (Matt 24:48-51).

Herren selv nægtede, at han kendte timen for genkomsten, men på en måde er det som om han med sin lignelse foregriber, at det godt kan trække ud med hans genkomst. Ventetid er altid en stressende og belastende tid, og til sidst gider man måske ikke vente mere og forlader og opgiver det, man venter på og går videre til næste punkt på ens agenda.

Sådan kan man nogen gange opleve og opfatte kirkens øjeblikkelige holdning til Herrens genkomst. Den virker fjern og uaktuel og derfor skænker man den ikke megen opmærksomhed, vil måske, at det må vare rigtigt længe. Men dermed bliver det, at Jesus kommer igen en trivialitet, og ikke det man jubler over og længes efter. Men så har vi også givet slip på en side af kristendommen, som fylder meget i Det Nye Testamente, og som nytestamentlige kristne så frem til med stor glæde og entusiasme, nogen gange måske med en entusiasme som manglede visdom og modenhed.

Lys og frydefuld salme
Grundtvig kendte en salme fra 1564 “Løft op dit Hoved, al Christendom” skrevet af Koldings borgmester Søren Kjær, men det er kun titlen og versemålet, han overtager. Kjærs salme var mest optaget med domsscenerne i Lukas 21 og var en stærkt formanende og advarende salme med et stærkt omvendelseskald.

Grundtvigs salme er en meget lys salme, en salme, som ikke mangler dommedagsmotivet, men i hvilken alligevel Guds frelse og forløsningen er det, som bærer salmen, helt i overensstemmelse med Jesu løfte: ”Løft jeres hoveder, for jeres forløsning nærmer sig”.

Denne lyse og frydefulde tone er også den fremherskende de fleste af de steder, hvor Det Nye Testamente taler om Herrens komme. Det er en dag, hvor vi skal juble (1 Pet 1:8); det er en dag fyldt af salighed (Tit 2:13), af hvile (2 Thes 1:7), af forherligelse (2 Thes 1:10), fyldt med trøst (1 Thes 4:18), en dag, bruden (kirken, de hellige, Guds folk) længes efter og beder om snart må komme (Åb 22:17), ja som også Helligånden i os længes efter. Han, som kommer igen, er Herren vort liv, Herren vort håb (Kol 3:4). Hans komme betyder også, at vi bliver ligedannet med ham (1 Joh 3:1-3).

Den glemte genkomst
Når håbet om, forventningen til og glæden ved Jesu genkomst har fortonet sig hos så mange kristne, hænger det også sammen med, at himmelglæden er forsvundet fra manges liv og lovprisning.

Forkyndelsen har i mange år været optaget af “her og nu”; det, som ligger uden for vore normale erfaringer og ikke kan redegøres for videnskabeligt, er blevet “demytologiseret”, dvs. afklædt mysterium, trancendens og hinsideshed og udlagt eksistentielt eller narratativt dvs. som en god historie med en opbyggelig pointe. Endelig har også den voksende materialisme og udsigten til et godt og langt liv hernede fået mange til at glæde sig mindre til Himlen og måske endda til helt at fraskrive sig troen på, at der er en Himmel og et evigt liv.

Men sådan var det ikke for Grundtvig. Vi vil næppe kunne kalde ham bibelfundamentalist, men det er svært ud fra hans salmer at tro andet om ham end, at hans kristendom var klassisk, dvs., at han troede på de sandheder, trosbekendelsen opregner, herunder medregnet disses transcendente og historiske indhold. Grundtvig kæmpede iøvrigt i sin samtid en hård kamp mod rationalismen.

Troen på, at Jesus kommer igen, og det vil ske, som Han har sagt, lyser klart ud af den salme, vi her har foran os. Som i de fleste af Grundtvigs salmer er sproget billedrigt og dramatisk. Grundtvig trækker på Bibelen; der er mange bibelske billeder og allusioner i salmen, men han benytter sig også af et billedsprog med rødder i den nordiske mytologi.

Alle væsentlige aspekter i Det Nye Testamentes forkyndelse af Herrens genkomst er med i salmen. Den er virkelig en forkyndelse af genkomsten. Synges den anden søndag i advent, hvor teksten handler om genkomsten (Lukas 21) understøtter den forkyndelsen. Det er noget man ind imellem godt kan savne i kirker, hvor “lovsang” i vid udstrækning har erstattet salmesang.

Om salmen skriver Erik Norman Svendsen (“Syng for livet”, Kristeligt Dagblads Forlag 2008): “Salmen er med sine mange bibelske billeder og gammelnordiske forestillinger (især v.7-9) ganske svær at forstå i alle enkeltheder. Men sigtet er ganske klart: Jesu genkomst og dommedag er ikke en menneskeskabt katastrofe eller guddommelig straffeaktion, men fuldendelsen af den frelse, som Kristus har forkyndt og bragt i stand”. I vor optik skriver vi hjertens gerne under på det sidste, men er lidt mere forbeholdne overfor udelukkelsen af enhver tale om straf.

Salmeforskeren Helge Dahn citerer salmeforskeren Ludwigs: “ Denne adventssang gennemspiller et vældigt register. Den begynder i en lys og frejdig optakt at kalde vor tanke og hu opad mod Himlen; så vækker den det dybe suk og stiller det med blide, himmelske toner for atter at løfte sig i jublende frelsesforvisning.

Dæmpet toner forklaringen af Herrens tøven, og i stille inderlighed lyder formaningen til forbøn for den faldne slægt. Men til sidst spilles der for fuldt værk: domsbasunerne gjalder, luer knitrer og brager, og jord går under, mens dødens trone styrter sammen, og den nye jord stiger frem under en ny himmel, og salmen toner ud i festlig fryd”.

Jesus i Himlen
Salmen begynder med næsten ordret at citere Jesu ord: Løft jeres hoved” (Luk 21:28); Jesus er gået forud for os til sin herlighed, og vi skal følge ham did. Jesus hører nu til i Himlen, og Guds folk, Guds menighed hører også hjemme dér. Det er der flere steder i Det Nye Testamente, som siger.

“Vort borgersamfund” er dér, siger Paulus (Fil 3:20) og derfra forventer vi Ham som forløser og frelser. “Vi er oprejst med Kristus”, siger Paulus også; derfor skal vi også “søge det, som er i Himlen, og når Kristus, vort liv, bliver åbenbaret, skal vi også åbenbares med ham i herlighed” (Kol 3:1-4). “Når han åbenbares”, siger Johannes “skal vi blive ligesom Ham, for vi skal se Ham, som Han er” (1 Joh 3:2).

Når Kristus kommer igen, kommer han ikke i ringhed og fornedrelse, men i herlighed og pragt og al jorden vil blive oplyst af hans herlighed (Matt 26:64). “Han kommer”, siger Paulus, “for at blive herliggjort blandt sine hellige og blive hyldet blandt alle, som kom til tro” (2 Thes 1:10).
Hvor mange af disse bibelhenvisninger, Grundtvig har haft bevidst i tanke, da han skrev sin salme, kan vi ikke vide, men salmens første strofe er gennemtrængt af Bibelens budskab om Jesus; derfor når vi synger med på denne strofe, synger vi i virkeligheden Bibelens budskab ud:

Rejs op dit hoved, al kristenhed!
opløft dit øje, slå ej det ned!
i Himlen du har hjemme;
der er dit hjerte, der er din skat,
derfra han kommer med æren brat,
hvem du kan aldrig glemme.

I næste strofe genkalder Grundtvig sig, hvad røveren på korset tryglede Jesus om i sin dødskamp: “Jesus, husk mig, når du kommer i dit rige” (Luk 23:43). Jesus, “korsets høvding” er nu i sit rige, og til Ham på ærens trone retter også vi vor bøn, at han må komme os i hu, så vi lukkes ind i Guds rige, så “skæl” falder fra vore øjne, og vi ser og forstår Jesus for hvem Han er og sådan, som han er, så Paradiset lukkes op og vi ligefrem ser ind i det:

Rejs op dit hoved, af hjertet sig
til korsets høvding: “O, tænk på mig,
nu er du i dit rige!”
Da skæl der falder fra øje dit,
du mægter, som du har ønsket tit,
i Paradis at kige.

Jesu død for os på korset renser al synden og skylden bort, men det er Jesu ophøjelse til Faderens trone, som giver Ham hans universelle kraft til at frelse enhver, som i tro kalder på ham (Joh 12:32; ApG 5.31; Rom 10:9-13; Heb 7.23-25).

Røveren havde råbt til Jesus: Husk mig, når du kommer i dit rige”; Jesus svarede ham: “I dag skal du være med mig i Paradis”. Fremtid var blevet nutid, riget Paradis, Gudshaven før syndefaldet, fredens og livsalighedens hjem, haven, hvor Gud Herren kom og gik, haven med livets træ og de livgivende floder.

Grundtvig fortsætter i tredje strofe med at fortælle, hvad det er, vi ser, når vi grundende og undrende kigger ind i Paradiset. Igen tyr han til Bibelens billedrigdom, til Bibelens første og sidste blade: “Du”, siger han og mener “al kristenhed”, menigheden, Guds folk, men han tiltaler den hele vejen igennem i tredje person ental, som “du”. I kirken synger vi sammen og er sammen og er os bevidste om, at vi er sammen, men vor egen personlige, individuelle bekendelse og bøn høres i vor fælles bekendelse.

Vi ser “livets træ”, hører “Himlens fugle”, hvormed Grundtvig utvivlsomt mener englene, og de synger som de sang julenat og som vi hører dem synge i lovsangene i Åbenbaringsbogen, om “herrefærden i højen sky” (se ApG 1:10-11), om den nye himmel og den nye jord (2 Pet 3:13; Åb 21:1) og om opstandne kristne, nu iklædt udødelighed og evigt liv.

Der ser i haven du livets træ,
og Himlens fugle i lun og læ
du hører liflig sjunge
om herrefærden i højen sky,
om jord og himmel de splinterny,
om kristne evig unge.

Hidtil har Grundtvig kun ladet sin salme om genkomsten handle om den glædelige, strålende og med længsel ventede side; i strofe 4 tager han også den anden op, dommens, men med, om vi så må sige, et positivt fortegn:

Ej mer du gruer for dommedag,
du ved, din dommer har ført din sag,
og fra sig selv den vundet;
des mer du længes hvert morgengry,
til Herren dages på rosensky,
når nat er helt udrundet.

Det er en ganske vidunderlige strofe. Herren er dommeren, og han er anklageren, men han er også forsvareren. Dommeren har vundet sagen for os, taget fordømmelsen på sig selv og fjernet den fra os, sat os over for sig selv lydefri og uden anklage (Rom 8:1; 33; Ef 1:3, Kol 1:22 (1948 oversættelsen “uden anklage”). Derfor gruer vi heller ikke mer for dommen, men kan tillidsfuldt give os hen til glæden ved genkomsten, til længslen efter, at natten skal være forbi og den evige morgen oprinde.

Frimodig og kæk
Den forventningsfulde og frimodige, ja ligefrem kække tone fortsætter gennem hele strofe 5 stigende mod nye højder:

Og når du under hver himmel-egn
du ser din konges det visse tegn,
ja tegn i sol og måne,
da funkler frydeligt øje dit,
da rejser hoved du kækt og frit,
mens stjerner dø og dåne.

Grundtvig er nu tilbage i dagens tekst, hvor Jesus i sin tale på Oliebjerget netop henviser til”tegn i sol og måne” (Luk 21:25). Jesus siger, at “mennesker skal gå til af skræk og frygt for det, der kommer over verden” (Luk 21:25-26), men til disciplene siger han, at da skal de “rette sig op og løfte deres hoveder, for forløsningen nærmer sig”. Det er dette Grundtvig sigter til, når han om de kristne siger: Da funkler frydeligt øjet dit, da rejser hoved du kækt og frit.

Hidtil har salmen kun handlet om den glæde, forventning og fryd, som for den kristne menighed er knyttet til håbet om Jesu genkomst. Nu følger tre strofer, som knytter sig til den anden side af genkomsten, at for verden varsler den dom, rystelse og undergang:

Men skønt du længes, o kristenhed,
så glem dog ikke, at godt du ved,
hvad Herren tøver efter,
og bed ham aldrig, før timen kom,
til jordens gru og al verdens dom
at røre himlens kræfter.

Du ved, du tjener en Herre mild,
som ikkun nødig med himlens ild
hjemsøger jordens lyder;
som vennen dristigt for Sodom bad,
så bed og du for den store stad,
til selv han staven bryder!

Ja bed for Babel, til grant du ser,
at bøn og sukke ej både mer
mod undergangens bølge!
Da råber Herren: Jeg kommer snart!
og bruden svarer: Med lynets fart
i sky jeg dig skal følge!

Grundtvig fastholder stadig længslen, men minder os om, at den er iblandet en sorg, en sorg over den verden, som er i oprør mod Gud, og for hvem genkomsten kun bringer dom og undergang. Synderens død og undergang bringer aldrig glæde til Gud.

Det er ikke Guds ønske og vilje, at nogen sjæl skal dø. Til tider overses det hos os, som ønsker at fastholde Bibelens budskab uafkortet, herunder også advarslen om, at der er en dobbelt udgang, også en udgang til fortabelse. Det bør fylde os med sorg, at nogle mennesker vælger den vej, ligesom det fylder Gud med sorg . Han venter netop med at opfylde forjættelsen om, at Jesus skal komme igen, fordi han ønsker at give mennesker tid til at komme på andre tanker.

Abraham, Guds ven, bad for Sodoma, ikke kun fordi han havde familie dér, men fordi det oprigtigt pinte ham at tænke på, at en hel by skulle gå til grunde, som verden var gået til grunde i syndfloden. Gudfrygtige mennesker er mennesker, som sætter ret og retfærdighed højt, men de er også mennesker med medfølelse. Desværre er de ofte et mindretal, men de ved til hvem, de kan henvende sig, henvende sig med sukke og forbøn, og de ved, at deres sukken og bøn vinder genklang i Himlen, genklang i Guds hjerte og vilje.

Det med sorgen, sukket og bønnen får Grundtvig glimrende trukket frem i salmen uden, at det på nogen måde tager noget fra glæden og længslen efter, at Herren kommer igen. Dagen kommer, hvor nådens tid rinder ud, og hvor det ikke længere giver mening at bede. Den time er kun kendt af Gud, men når den kommer, vil bruden, kirken også være rede til at at møde ham i skyen og følge ham til hans herlighed.

Da gjalder luren for sidste gang,
da luer bavnen i blomstervang,
da styrter dødens trone,
da lutres herlig den gamle jord
i skærsilds-luer, på Herrens ord,
da stråler livets krone!

Denne sidste strofe er rig på bibelhenvisninger (Åb 22:: 17; 20; 1 Thes 4:16; 1 Kor 15.52; Åb 11:15; Jak 1:12, ; se også Matt 19:28 og Åb 21:1), ligesom Grundtvig også henter billeder fra nordisk mytologi: Luren og bavnen (bål) var de signaler, der kaldte de gamle nordboere sammen.