danske salmer:
Kommer sjæle, dyrekøbte

Halleluja for Lysets drot

Af Louis Nielsen KP 02-09

To salmer om Kristi Himmelfart

Kristi Himmelfartsdag har ikke den store betydning mere som helligdag. Som alle kirkens andre højtider på nær måske julen har den mistet i betydning.

I mange kirker i dag er den ligesom Store Bededag blevet en konfirmationsdag, og i frikirkerne fejres den slet ikke. Det er en skam, fordi det betyder, at opmærksomheden omkring den enorme betydning Kristi Himmelfart har for vidnesbyrdet om Kristus og for frelsen nedtones og trues med helt at forsvinde.

Fysisk og astronomisk er Herrens himmelfart svær at forklare, for hvad er forklaringen på det, disciplene var tilskuere og øjenvidner til?

Hvad er “himlen” i himmelfartsfortællingen i ApG 1:9-11? Umiddelbart er det himlen over dem, himlen med dens skyer, som kommer og går, og over den hvælver sig stjernehimlen og universet i dets uendelighed af rum og tid. Apostlene oplever at se Herren skilles fra dem og rykkes opad mod himlen og skjules så for dem af en sky.

Det er ligesom inkarnationen og opstandelsen og de mange undere i Herrens liv ting, som vi ikke kan forklare fysisk. Det er sådanne ting, som Gud kan og hører med til det at være Gud, Skaberen af tid og rum, men også uden for tidog rum.

Herren kom fra “himlen”, fra “Faderens herlighed”, og han vender tilbage til “himlen” til “Faderens herlighed”. Det ses og opleves ved, at han stiger op, løftes op. Men det er kun Himmelfartens ydre rammer og omstændigheder; dens mening ligger på et helt andet plan og er teologisk.

Herren vender tilbage derfra, hvor han kom, tilbage til den herlighed, han havde hos Faderen, før verden blev til. Men han vender tilbage som den inkarnerede Menneskesøn, altså som menneske, men nu er i et herliggjort legeme, et opstandelseslegeme, som dog stadig kendes som ham selv og i hvilket man ser sårmærkerne af naglerne, der fæstede ham til korset og af spydstikket i hans side i hans død.

Kristi himmelfart fastholder inkarnationens betydning og sætter et menneske på tronen, den anden Adam, det himmelske menneske, men netop et menneske (se 1 Kor 15:42-49).

På grund af Menneskesønnens herliggørelse hos Gud (det som Himmelfarten står for) efter korsets lidelser vil også vi komme til at se Guds herlighed og komme til at være i Guds herlighed i evighed.

Himmelfarten opfylder alt det, Jesus talte om i sin afskedstale i Ovensalen og bad om i sin ypperstepræstelige bøn (Johannes Evangeliet kapitel 14-17). “Efter sin lidelse ser han lys og ser det, hvormed han skal mættes”, skrev Esajas (53:12) århundreder før det skete. Jesus selv forudsagde den dag, hvor netop dette ville finde sted:

“Hvad så, hvis I ser Menneskesønnen stige derop, hvor han var før”? (Joh 6:62). “For sin lidelses og døds skyld”, siger Hebræerbrevets forfatter (2:9) “ser vi Jesus kronet med herlighed og ære” (se også 1:3-4). “Han (Jesus)”, sagde Peter i sin tale på Pinsefestens store dag, “er ophøjet til Guds højre hånd” (ApG 2:33), og kort tid efter vidnede han i Salomos Søjlegang, at “Jesus skal bo i himlen, indtil de tider kommer, da alt skal genoprettes, som Gud fra fordums tid har forkyndt gennem sine hellige profeters mund” (ApG 3:21). Stefanus ser i sin død “ Menneskesønnen stående ved Guds højre side” (ApG 7:56). Tronbestigelsessalmen i Det Gamle Testamente (Salme 110) er også et af Det Nye Testamentes mest betydningsfulde og fremtrædende kristologiske vidnes-byrd. Gud har gennem opstandelsen og himmelfarten “gjort Jesus til både Herre og Kristus” (ApG 2:36).

Han har “højt ophøjet ham og skænket ham navnet over alle navne, for at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig, i himlen og på jorden og under jorden, og hver tunge bekende: Jesus er Herre, til Gud Faders ære” (Fil 2:9-11).
“Han satte ham” skrev Paulus til Efeserne (1:20-23) “ved sin højre hånd i himlen, højt over al myndighed, magt, kraft, herskermagt og hvert et navn, som nævnes kan, ikke blot i denne tidsalder, men også i den kommende. Alt har han lagt under hans fødder, og han har givet ham som hoved over alle ting til kirken; den er hans legeme, fylden af ham, der skaber hele sin fylde af alle”.

Senere i brevet fortsætter Paulus med at skrive: “Han (Kristus) er steget op til det høje, han har ført fanger med, han har givet gaver til menneskene. Men at han er steget op, hvad andet betyder det, end at han også er steget ned til den lave jord? Han, som er steget ned, er den samme, som også er steget op højt over alle himle for at fylde alt” (4:7-10).

Hylder Jesu kongemagt
I den danske salmeskat er der flere helt vidunderlige salmer, som fejrer Kristi Himmelfart og hylder hans kongemagt. Af dem har vi valgt to: nr. 213 i den gamle salmebog, 250 i den nye og 178 i Evangelisk Sang “Kommer, sjæle, dyrekøbte” og nr.221 i den gamle salmebog, 261 i den nye og 179 i Evangelisk Sang : “Halleluja for Lysets drot”.

De to salmer er oversættelser og gendigtninger af gamle udenlandske salmer, som Grundtvig har beriget os med. Grundtvig var selv en skjald af Guds nåde, og som oversætter og gendigter er han uovertruffen. Salmerne opleves som virkelig og ægte danske, som om de aldrig har været til på noget andet sprog end dansk.

Kommer, sjæle, dyrekøbte stammer helt tilbage fra 800-tallet og er en del af en angelsaksisk “messiade” tilskrevet skjalden Kynewulf. “Hvad der hændte på Golgata, ved klippegraven, i Dødsriget og efter opstandelsen blev tanken ikke træt af at sysle med. Man kunne ikke nøjes med Den hellige Skrifts beretning, endnu mindre med trosbekendelsens korte og knappe ord og .... herved fæstnedes trækkene i det mandlige Kristusbillede, billedet af lysdrotten, der gæstede dødningskongens slot og sprængte Helveds port” (Henry Larsen “Kristus og Satan” 1903, citeret efter “Salmehåndbogen” ved Helge Dahn).

Grundtvigs nordiske natur blev tiltrukket af det kristendomssyn, der i Kristus så helten, som triumferede over sine fjender. Den samme grundtone lader han finde genlyd i salmerne “Syng højt, min sjæl, om Jesu død” (183/210) og “Lad vaje højt vort kongeflag” (184/ 211); begge salmer oversættelser af gamle salmer.

Opstandelsen med Himmelfarten forbindes i disse salmer til ét sammenhængende sejrstog. “Den bedste kommentar til hans salme er Joakim Skovgaards maleri på nordvæggen i Viborg Domkirke, hvor keruberne åbner himmelportens mægtige malmfløje og samtidig vender sig i fryd mod den kommende skare, som Kristus drager op fra dybet”.

Den evige gudstjeneste i Himlen
Salmen indleder med at indbyde alle Jesu “dyrekøbte”, alle de, som er døbt til hans navn, og som nu er blevet “søskende til Davids søn”, til Messias, til at ledsage ham i hans sejrstog fra Dødsriget ind i Himmeriget. Engle i højtidsskare slutter op om ham i hans sejrstog. (Strofe 1).

Og Himlen bryder ud i jubelkor ved hans komme, kæmperne (ærkeenglene), som vogter Himlens borg, åbner skyndsomt den høje port (for vort indre øje ser vi tydeligt billedet af en kæmpestor, masiv og solid ridderborg) så sejrherren fra Golgata, verdens frelser og verdens dommer, bæreren af navnet over alle navne, kan drage ind - umiddelbart tænker vi på Salme 24:7-10.

Sejrherren er ikke alene, millioner af hans genløste (strofe 4), af dem som før var fortabte, men nu er fundne, følger ham. Døden, djævelen og alle ondskabens slagne hære må vige og er nu på vej til deres evige skæbne i ildsøen (Åb 20:10; 14) - “over dem går flammebølger”. (Strofe 2 & 3).

I salmen genkender vi mange billeder og referencer. Vi henviste til dem i artiklens indledende afsnit. “De gyldne kroner” og “de mange millioner” henleder opmærksomheden på tronscenen i Johannes’ Åbenbaring 4 & 5 og scenen med den utallige skare af “alle folkeslag og stammer, folk og tungemål foran tronen og foran Lammet” i Åb 7.

Ikke alene opstandelsen, himmelfarten og tronbestigelsen er her, genkomsten, Herrens dag og den evige lyksalighed i Himlen er også med. Men det er også menigheden samlet til gudstjeneste. Hver en gudstjeneste er ligesom en foregribelse af den evige gudstjeneste i Himlen.
Det er en tone, som slås an i salme efter salme, ikke mindst hos Grundtvigs, f.eks i de kendte linier i julesalmen “Et barn er født i Betlehem: “På stjernetæpper lyseblå skal glade vi til kirke gå, Halleluja, halleluja!” “Jammerdale” er ikke som hos Sthen og Brorson jorden og jordelivet, men fængslet i de dødes rige, hvorfra Jesus ved sin død for os har sat os fri (jvf. Salme 68:7; 19; Esajas 42:7; 49:25; 61:1; Ef 4:8). (Strofe 4).

Herren - “Davids søn”, “den fromme”, “alle djævles skræk og gru”, “verdens frelser, verdens dommer” - og vi - hans “dyrekøbte”, “igenløste folk”, “før for-tabte men fundne nu” - “har alt til fælles” ånd og støv og liv og blod, troen, håbet, kærligheden, lyset, glansen, glæden, freden, livets træ og livets flod. Jesus, Guds søn fra evighed iførte sig vort kød og blod, “blev menneske”, “blev ligesom os”( brødrene, Heb 2:14). Og den natur - nu i herliggjort og uforkrænkelig skikkelse - har han taget med sig til Himlen, og har dermed løftet os, som engang skal blive som han, med sig ind i Himlen.

Vi har i sandhed alt til fælles med ham, Hans arv er vor arv, hans herlighed er vor herlighed, det velbehag, Gud ser med ham på, ser han også med os på, vor bøn bliver hørt som hans bøn er det. Alle Himmelens velsignelser tilhører os, hans Ånd er hos os; med ham og på grund af ham er Paradiset opladt os på ny, og vi kan spise af livets træ og drikke af livets flod. (Strofe 5).

Hidtil har vi i salmen færdedes i de himmelske sfærer. Nu bringes vi i strofe 6 ned på jorden igen. Jesu komme til verden, hans død for os, hans opstandelse, hans himmelfart har ændret alt. Før det havde vi intet valg. Vi sad i mørkets fængsel, var under syndens og dødens herredømme, var i Adam og døde i Adam. Fortabelsens dom hang over os. Men nu efter, at Jesus har været her, har vi fået valgets frihed tilbage. Mennesker kan nu alle dage og alle steder vælge og vrage mellem dagens lys og nattens mørke, Paradis og vilde ørke, Helved hedt og Himmel sød. Automatisk og af sig selv får vi ikke adgang til Himlen og livet. Vi må vælge det. Vi må afgøre om vi vil være mellem de dyrekøbte og det igenløste folk, mellem dem, som kommer til Jesus, modtager ham og følger ham til Himlen, eller om vi går i djævelens følge og dermed også kommer til at rammes af djævelens dom. Det er alvoren ved at være menneske, at valget må træffes. Men samtidig er det også vort privilegium, at vi kan vælge livet, fordi Gud i sin nåde og ved sit indgreb i Kristus har gjort det muligt for os.

Salmen slutter (strofe 7) med en lovprisning af “Frelsermanden med et navn som ingen anden; løseren af dødens bånd” og med en hyldest til treenigheden, Fader, Søn og Helligånd.

Halleluja for lysets drot
Den anden af vore udvalgte Kristi Himmelfartssalmer er Watts Halleluja for lysets drot (“Hosanna to the Prince of Light”). Watt, som vi tidligere er stødt på i vores gennemgang af julesalmen Fryd dig, du jord! (Kristent Perspektiv 4, 2008) skrev salmen i 1707 og Grundtvig oversatte den i 1837.

Atter en vidunderlig gendigtning af en aldeles vidunderlig salme. Salmen er i emne og tone beslægtet med “Kommer, sjæle, dyrekøbte”. Grundtvig hentede også denne salme fra England. “For alle germanske folk “lød kvadene om Krist og hans sejr som et heltekvad større end noget man førhen kendte, og dog så hjemligt fordi det genspejlede det herligste man kendte på jord, kongen og hans hird” (Axel Olrik, citeret fra Helge Dahn Salmehåndbogen).

“Kamp-og sejerstonen fortsatte hos “den store germanerhøvding Morten Luther” og i Kingos påskesalmer, men især hos Grundtvig. “Disse salmer synger om noget, som finder sted i Himlen, men om en håndgribelig virkelighed, selv om det er en virkelighed udenfor vor verden.

Salmerne handler ikke om os, ikke om vor tro, ikke om vort håb og længsel, ikke noget vi har oplevet. Det handler om noget vi ikke kan opleve. Man vil måske kalde det poesi, men det er ikke træffende. Indholdet er massivt realistisk.

Disse salmer kunne vi kalde “mytologiske salmer” i modsætning til de psykologiske, som vi i dag er så indtaget af. Vi finder fortrinsvis det over-verds-lige, “mytologiske” islæt i de gamle salmer, mens det er den nyere tid, der har skænket os den “psykologiske” salme. Her er Grundtvig dog en fremragende undtagelse og tildels også Brorson. “Myten” forstås her om Guds handling i Kristus, som Bibelen skildrer, og som hindrer kristendomsforkyndelsen i at blive blot historie, poesi, filosofi eller psykologi - altså noget der foregår på det menneskelige plan eller er “opkommet i menneskets hjerte”(1 Kor 2:9)”

(Citater af E.Molland og Alex Johnson efter Helge Dahn Salmehåndbogen).

Vi vil nok tage forbehold overfor ordene “myte” og “mytologisk”, men bortset fra det kan vi ikke være mere enige. Når vi synger disse, ganske vist ofte gamle salmer, hindres vi i at gøre kristendomsforkyndelsen alt for subjektiv, netop det kirken ikke mindst på grund af lovsangskulturen, er blevet så forfalden til i nyere tid.

Triumfsalme
Halleluja for lysets drot er ligesom “Kommer, sjæle, dyrekøbte!”, hele vejen igennem en sejrs-og triumfsalme, en glædes salme, en jubel salme, og der er også noget at juble over.

Djævelen kaldes i Det Nye Testamente “ham der har dødens magt” eller “har dødens vælde” (Heb 2:14), Grundtvig kalder ham “dødningkongen”. Jesus taler om “den stærke, som vogter sit hus eller sin gård” (Matt 12:29; Mark 3:27 og Luk 12;31).

Grundtvig kombinerer med sit “gæsted dødningkongens slot” de to bibelsteder. Helvedes eller dødsrigets porte sprængtes, da Jesus med vælde opstod af graven (strofe 1), dødens kongestol styrtede og tyrannens (djævelens) mod faldt - strofe 2. I mørket - dødens og dødsrigets mørke - skinned “livets sol” - “livstræet fæsted i graven rod” (Grundtvig) -”Livskongen løfter op med sig til livet sin børnevrimmel” (Ingemann), som det siges i to andre og elskede salmer.

Med heltefryd i stråleskrud - Jahve omtales visse steder i Det Gamle Testamente som en helt; det samme gør den messianske konge (Sl 45:4; Salme 110). Jesu gerning på korset beskrives som en triumf: “Han afvæbnede magterne og myndighederne, stillede dem offentligt til skue og førte dem i sit triumftog i Kristus” (Kol 2:15).

“Han gjorde med sin død ham magtesløs, som har dødens magt, nemlig Djævelen” (Heb 2:14); apostlen føres ved sin tjeneste for evangeliet “med i Kristi triumftog” (2 Kor 2:14). I Johannes’ syn på Patmos ser han den korsfæstede, opstandne, himmelfarne og herliggjorte Menneskesøn med “et skarpt, tveægget sværd udgående af sin mund” (Åb 1:16). Det er som en helt, som sejrherre, at Jesus vender tilbage til Faderen, til sin Faders gård. (Strofe 3).

Dér er så Jesus nu højt ophøjet, men tronende for os som vor frelser og vor Gud, og velsignelserne trindt om land rundhåndet strør han ud.
Det er det, som altid er i forgrunden, hvor Jesus er, og hvor og når vi møder ham. Det er det, som blev lovet allerede Abraham og som profet efter profet vidnede om, nådens, fornyelsens, genop-rettelsens og fredens tid. Det understreges igen og igen i evangeliernes fortælling om Jesus, i apostlenes prædikener i Apostlenes Gerninger og i brevene. Det gentages også og rækkes ud til verden i kirkens forkyndelse af Kristus. Kristus er her for at frelse, for at læge og give liv, er her for at velsigne. Rundhåndet får vi Guds nåde, og rundhåndet velsigner Herren sin kirke med rige gaver. Der er ingen karrighed eller påholdenhed hos ham. (Strofe 4).

Livets konge
I støvets børn med banesår, lovsynger livets drot! Drot er det gammelnordiske ord for konge, som Grundtvig trækker frem her. Et meget smukt og sigende ord. I Hebræerbrevet 2:10 kaldes Jesus “banebryderen for deres (sønnernes/ børnenes/ brødrenes) frelse” eller “deres frelses ophavsmand” (1907- oversættelsen), i den norske oversættelse “deres frelses høvding”, som måske mere præcist dækker det græske archægos.

Støvets børn er os mennesker som skabninger formet og skabt af støvet og på grund af syndefaldet vendende tilbage til støvet (1 Mos 3:19).
Banesåret, der gør det af med os, som uundgåeligt ender i den evige død, er det sår, Adam fik, da han faldt, og som vi alle bærer med os ind i livet. “Døden trængte igennem til alle”, “alle dør vi i Adam”,”syndens løn er døden”, men Gud ske lov for hans gave, et gyldent år, et nådens år, et frelsens år, et år hvor evangeliet med dets indbydelse til til-givelse, indgang i Guds rige, liv og fred forkyndes for os, som vi kan åbne os for og tage imod.

Jesus er virkelig for os blevet livets drot, og vi priser Gud for ham og fryder os og glæder os over livsaligheden i ham. Igen et gammelt dansk ord med stor poetisk kraft, jvf.1871 oversættelsen af ordene i Salme 16.11:”Du vil kundgøre mig Livets Sti; for dit Ansigt er Mættelse af Glæder, Livsaligheder ved din højre hånd evindelig”. (Strofe 5).

I salmens sidste strofe rettes der (som i Salme 103 og flere andre steder i Bibelen) en opfordring til englene (måske også til Guds sejrskirke i Himlen, jvf.ordene i Heb 12:23: “deres ånder, som er retfærdige og har nået målet”) om sammen med os at lovsynge Immanuel, Gud med os, som trods mørkets magter og trods menneskets fald har rejst den faldne jord igen.