danske salmer:
Lovsynger Herren,
min mund og mit indre

Af Louis Nielsen KP 01-09

Denne pragtfulde lovsangssalme af Grundtvig er i en af flere gendigtninger af Det Gamle Testamentes Salme 103 - den største af alle lovsangssalmer.

Helge Dahn skriver i Salmehåndbogen: ”Salmeforskeren Niels Møller fremhævede gerne Den danske Salmebog for dens spændvidde; den rummede mange forskellige toner, men – tilføjede han – ”måske mangler den danske kirke den engelske kirkes og oldkirkens højstemte lovsangstone, der ligesom forsøger at istemme englenes store skabelseshyldest til Herren”.

Denne mangel føles mindre, efter at denne festlige salme er kommet med i kirke-sangbogen. Og Grundtvigs gendigtning står ikke tilbage i vælde, men føjer endda mange pragtfulde billeder til.

Grundtvig følger forlægget fra Salme 103 ret nøje, men tilfører det flere billeder, som han henter ind fra den gammelnordiske verden såsom ”højsæde” og ”høvdingeskare”. Ligeledes benytter han sig af den gamle mængdebetegnelse ”skok” (snese).

Hvor Salme 103 taler om, at ”Herren udfrier dit liv fra graven” synger Grundtvig: ”Løskøbt har han dig blandt Helvedes fanger”, og hvor den bibelske salme siger ”Du bliver ung igen som en ørn” , siger Grundtvig ”Sol-fuglen lig bliver ung du igen”. Grundtvig henviser hermed til myten om Fugl Fønix, som efter at have levet 500 eller 1000 år døde og brændte op i sin rede, men igen stod op af asken i forynget skikkelse, ligesom solen forsvinder og står op påny.

”Lovsynger Herren min mund og mit indre” er også blevet velsignet med en særdeles munter, men samtidigt ophøjet og skøn melodi, så både ordene og tonerne gør os glade og fylder os med lyst til at lovsynge ”Jehovahs højhellige navn” og til at længes efter den dag, hvor vi for evigt skal synge ”Skaberens pris, hvor han troner i glans”.

Salmer er også lovsange
Hvad er lovsang? Det spørgsmål er ikke så let at besvare i dag, hvor lovsangsbegrebet er blevet noget nærmest rituelt, et fast og ofte meget langt led i gudstjenesten med sine egne meget udskiftelige ikke- metriske tekster, ofte ledsaget af rytmisk musik.

Rendyrkede lovsangsfortalere betragter bestemt ikke salmesang som lovsang, og ser gerne al sang i kirken erstattet af ”lovsang”. Men ”Lovsynger Herren min mund og mit indre” og med den adskillige andre af kirkens salmer og sange er bestemt lovsange. Kirken bliver fattigere, og den enkelte af os bliver fattigere, hvis den slags sange forsvinder fra Guds hus.

At lovsynge Herren kalder på alt i os, på hjerte, læber og intellekt, på kærlighed, tro, glæde, hengivelse, jubel. Lovsang er bekendelse, lovsang er ophøjelse af Guds navn og Guds gerninger, af alt hvad Gud er og gør; i lovsangen retter vi vor opmærksomhed bort fra os selv og vort eget og retter den mod Gud, og vi retter også vore længsler mod Ham og Hans rige, Han, som var, som er og som kommer.

På den vis rækker lovsangen mod Himlen og ind i Himlen og bringer Himlen nær til os. Lovsangen hernedefra blander sig med det himmelske lovsangskor, og lader os dermed opleve en forsmag af Himlen og Himlens herlighed.

Forkyndelse og bekendelse
Lovsang er forkyndelse og bekendelse på samme tid. Forkyndelse har mest med intellektet at gøre, og føleser og vilje også indgår heri. Troslæren hjælper os med at formulere og afgrænse det, vi tror på, forklare det, systematisere det, sætte det ind i rammer og historiske sammenhænge.

Poesien, især den sungne poesi (salmerne) hjælper os med at bekende og udtrykke vores tro som hjertesprog. Grundtvigs salme bidrager i allerhøjeste grad med begge.

Salmen bevæger sig over hele spekret af det, en lovsang skal bevæge sig over. Den har fokus rettet mod Gud og handler ikke om mig og os. Vore følelser af befrielse, taknemmelighed og glæde er allesammen afledt af Gud, af hvem han er, og hvad han har gjort, gør og vil gøre for os..

Salmen er frelseshistorisk orienteret, men det personlige livs vandring, og oplevelsen af Guds nåde og trofasthed er også et stærkt element i dens tilbedelse. Gud hyldes både som Skaber, Forsyn og Frelser, hyldes både i fortid, nutid og fremtid.

Alt det skabte, det synlige som det usynlige, mennesker, engle, stjernevrimmelem er med i Skaberens pris. Det er præcis det, som gør salmen himmelsk og hensætter os både til skabelsens dag og til den kommende skabelses evige dag.

Alt i mig love hans hellige navn, således David; Grundtvig:

”Lovsynger Herren, min mund og mit indre!
Sjungende hjerte, tag Ånden i favn!
Tonerne spille, som stjernerne tindre,
trindt om Jehovahs højhellige navn!”

Serafernes råb til hinanden ”Hellig, hellig, hellig er Hærskarers Herre, hele jorden er fuld af hans herlighed” ligesom høres her. Min sjæl, pris Herren, glem ikke alle hans velgerninger! Han tilgiver al din skyld, helbreder alle dine sygdomme synger kong David, Grundtvig:

”Sjæl kom i hu, at Guds pris du forkynder
tidlig og sent, for han evig er god,
han som forlader i skok dine synder,
råder på al din elendighed bod”.

Det kan bestemt ikke siges bedre. Han udfrier dit liv fra graven, han kroner dig med med godhed og barmhjertighed, således Salme 103; i Grundtvigs gendigtning bliver det til den vidunderlige strofe:

”Løskøbt har han dig blandt Helvedes fanger,
kranser dig yndig, som kongen sin ven,
skænker dig alt, hvad dit hjerte forlanger,
solfuglen lig bliver ung du igen”.

Her er vi fremme ved evangeliet, rører lige ind i hjertet af det. Udfrielse er nu centreret ikke omkring udfrielse fra sygdom, fare og utidig død, som det i første række var det for kong David, men omkring udfrielsen over alle udfrielser, udfrielsen fra den evige død, den evige fortabelse, fra Helvede selv, fra den bestemmelse, som vi alle i Adam er på vej til.

Det er den distinkt kristne lovsangstone, vi hører her: ”Og de sang en ny sang: Du er værdig til at få bogen og bryde dens segl, for du blev slagtet, og du købte med dit blod mennesker til Gud af alle stammer og tungemål, folk og folkeslag og gjorde dem til et kongeligt folk og til præster for vor Gud, og de skal være konger på jorden” (Åb 5:9-10).

Grundtvig har i sin gendigtning af Salme 103 ikke noget, som svarer til Salmens vers 6 og 7, og dog kan man sige, at indholdet af disse vers på en måde indgår i strofe 4 og 5, som svarer til Salmens vers 8-13:

Højt, som til himlen der findes på jorden,
Vokse vor Herre lod nåden i hast.
Langt, som fra syden der måles til norden,
Skilte fra os han vor skam og vor last.

Faderen tager vel barnet til nåde,
Så tager trælbårne syndere du,
Gud! For du kender vor skabelses gåde,
Støvtråde-værket du kommer i hu.

Gud er ”barmhjertig og nådig, sen til vrede og rig på troskab” hedder det i Salmen; hos Grundtvig bliver det til ”vokse vor Herre lod nåden i hast”, en lykkelig omskrivning, må vi kalde det, som forener og sammefatter ”sen til vrede” med ”så stor er hans nåde”.

Salmens ”så langt som øst ligger fra vest” bliver hos Grundtvig ”langt, som fra syden der måles til norden”. Man kunne godt få den tanke, at længedimensionen syd-nord inddrages fremfor breddedimensionen øst-vest, fordi Danmark ligger i norden. Også til os i det fjerne norden når og rækker Guds nåde, og også vi er under hans tilgivelses vingefang.

Gengivelsen af Salmens ”du husker på, at vi er støv” med ”støvtråde-værket” er igen et eksempel på Grundtvigs store gave ud i det at finde billeder og sigende metaforer, metaforer som også let huskes, og som vi vil kunne bruge igen og igen. Her er der virkelig tale om stor kunst, en side ved vor salmeskat, vi skal lære at sætte pris og værne om.

Kontrast mellem Gud og os
Et træk ved Salme 103, som også går lige igennem i Grundtvigs gendigtning er den voldsomme kontrast mellem mennesker og Gud; vi er hans skabinger, afhængige af hans tilgivelse og aldrig ophørende men voksende nåde, vi er også børn, afhængige af, at Faderen stadig ser på os som sine børn og behandler os som sine børn og ikke som trælbårne (født som) syndere. Og så er vi også støv, støvtråde-værk, skrøbelige, ubestandige, sårbare, let og hurtigt forgængelige. Guds nåde derimod er som han selv, ”evighedsblomsten”, rækkende fra slægt til slægt:

Menneskeliv er som græsset i enge,
blomsten vi ligne fra isse til fod,
stormene hvine, og bladene hænge
visnet, man ved ikke mer, hvor den stod!

Evigheds-blomst derimod er din nåde,
fryder dem alle, som frygte din magt,
bliver end sent deres afkom til både,
som holde hart ved dit bud og din pagt.

De sidste tre strofer af ”Lovsynger Herren” svarer til vers 19-22, den del af salmen, som vender sig til alle andre skabninger i Himlen og på jorden og befaler dem at prise Herren som David og hele Guds folks forsamling har prist ham:

Herren, vor Herre, han troner i Himlen,
enevoldskonge er han over alt.
Stjernerne lig er om højsædet vrimlen,
høvdingeskaren, blandt tjenere talt.

Lover ham, engle! Som herlig udrette
ærinde hans, alt som ordene lød.
Priser ham, kræfter som fluks iværksætte,
hvad med et vink kun den vældige bød.

Lovsynger Herren, hans værker i klynge,
Verdener alle! thi riget er er hans.
Glæd dig, min sjæl til for evigt at synge
Skaberens pris, hvor han troner i glans.

Hvilket herligt og opføftende fokus på Gud: enevoldskongen, den Vældige, Skaberen som troner i glans.

Og som Salmen begynder med ”Min sjæl, pris Herren!” og slutter med det (vers 22b), således slutter Grundtvigs salme som den begyndte med en opfording, men nu rettet til hver en skabning, hver et værk af Herrens hånd, til at lovsynge ham.

Ovenpå dette crescendo lyder som i Salmen en stille, men fuldtonig opfordring til ”min sjæl” om at blive ved med at lovprise Skaberen, men nu med glæde og forventning til engang at gøre det evigt og altid dér, hvor han troner i glans – i Himlen.

------

Lovsynger Herren, min mund og mit indre

Lovsynger Herren, min mund og mit indre!
Sjungende, hjerte, tag Ånden i favn!
Tonerne spille, som stjernerne tindre,
trindt om Jehovas højhellige navn!

Sjæl, kom i hu, at Guds pris du forkynder
tidlig og sent, for han evig er god,
han, som forlader i skok dine synder,
råder på al din elendighed bod.

Løskøbt har han dig blandt Helvedes fanger,
kranser dig yndig, som kongen sin ven,
skænker dig alt, hvad dit hjerte forlanger,
sol-fuglen lig bliver ung du igen.

Højt, som til himlen der findes fra jorden,
vokse vor Herre lod nåden i hast.
Langt, som fra syden der måles til norden,
skilte fra os han vor skam og vor last.

Faderen tager vel barnet til nåde,
så tager trælbårne syndere du,
Gud! for du kender vor skabelses gåde,
støvtråde-værket du kommer i hu.

Menneskeliv er som græssets i enge,
blomsten vi ligne fra isse til fod,
stormene hvine, og bladene hænge
visnet, man ved ikke mer, hvor den stod!

Evigheds-blomst derimod er din nåde,
fryder dem alle, som frygte din magt,
bliver end sent deres afkom til både,
som holde hart ved dit bud og din pagt.

Herren, vor Herre, han troner i Himlen,
enevoldskonge er han over alt.
Stjernerne lig er om højsædet vrimlen,
høvdingeskaren, blandt tjenere talt.

Lover ham, engle! som herlig udretter
ærinde hans, alt som ordene lød.
Priser ham, kræfter! som fluks iværksætter,
hvad med et vink kun den vældige bød!

Lovsynger Herren, hans værker i klynge,
verdener alle! thi riget er hans.
Glæd dig, min sjæl! til for evig at synge
Skaberens pris, hvor han troner i glans!

N. F. S. Grundtvig, 1836