danske salmer:
Glæd dig du jord

Af Louis Nielsen KP 04-08

Man kan godt undre sig over, at denne i den engelsktalende verden særdeles kendte og klassiske julesalme ikke er kommet med i den sidste udgave af Den Danske Salmebog. Den har allerede været længe i Hjemlandstoner. I Evangelisk Sang findes den som nr.109.

Salmen er skrevet af Isaac Watts (1674-1748), som iøvrigt har tre salmer i Den Danske Salmebog (nr.210, 261 og 573). Isac Watts havde en usædvanlig poetisk åre; det siges om ham, at han helst udtrykte sig i rim, så meget, at han som dreng blev straffet for det af sin far.

Isaac Watts står i den engelsktalende verden som den “moderne salmesangs” fader; før hans tid sang man kun på latin, eller hvis man sang på modersmålet, da kun fra Davids salmer i metrisk gendigtning. Da Watts begyndte at skrive sine salmer vakte det i første omgang megen furore og rynkede bryn.

Watts har skrevet utallige salmer, bl.a. “Jesus skal herske over jord” (Kristne Sange nr.38); “Kom, hver, som elsker Gud” (Kristne Sange nr.166); “Når jeg med undren korset ser” (Evangelisk Sang nr.129), “Foran Gud Herrens kongetrone” og “O Gud, vor hjælp i år, der svandt”(Evangelisk Sang nr.41).

“Glæd dig du jord” må vi vel snarere kalde en carol, en munter og glad julevise end en salme. Vi finder ikke den samme eftertænksomme dybde i den, som vi f.eks. finder i Gerhardts “Hjerte løft din glædes vinger” og i mange af vore største julesalmer. Den er mere at sammenligne med “Glade jul, dejlige jul” eller “Julen har bragt velsignet bud”; bare er ordene, tonen og melodien både let og munter i “Glæd dig du jord”, hvor både “Glade jul” og “Julen har bragt” er højtidelige, højstemte og en anelse sentimentale.

Jesu komme til verden er så afgørende en begivenhed, at det kalder på vor sang. Her er både meget at grunde over, takke for og undre sig over. Og meget at juble over, danse for, blive høj af. Derfor er julen også en højtid, som fylder flere dage i kirkeåret, og som vi forbereder os til gennem en lang adventstid og endnu reflekterer over, efter at vi har passeret nytår. Sådan var det en gang, sådan er det næppe mere. Sådan var det i folkekirken, næppe så meget i frikirkerne.

Vi kan næppe ændre ret meget ved det, nostalgi er sjældent til nogen nytte, men salmebogen er et stærkt vidnesbyrd om, “hvad denne store frydefest for glæde har at bringe”. Så var det måske ikke så tosset en idé at bruge Salmebogen som daglig andagtsbog i tiden fra advent til jul og daglig vælge sig en julesalme til andagt, meditation og bøn. Der er nok at tage af. I den nyeste udgave handler det om salmerne fra nr.84 til 138.

Alt levende priser Gud
De engelske carols, juleviser, er kendetegnet ved deres munterhed, jubel, overstrømmende glæde. De skal næsten synges, medens man er i bevægelse. Det gælder også for “Glæd dig du jord”. Her kaldes der på jorden, ikke kun på menneskene, men på “mark og skov og bjerg og dal og alt det skabte uden tal”. Også de skal istemme lovsangskor. De har ikke ord at udtrykke sig med, men de priser Gud ved at være til, ved deres vidder, dybder og højder, lethed såvel som deres massivitet, ved deres farver, ved vindens susen i træerne og grenenes bevægelse, ved det bølgende korn, ved blomsterrigdommen i vår såvel som når de ligger øde hen om vinteren ventende på vår og på at blive tilsået. Også ved deres dyre- vrimmel lovpriser skov og mark Gud.
Watts sprog er tydeligt inspireret af Bibelens sprog, ikke mindst Esajas’ og Salmernes sprog.

“Himlen skal glæde sig, jorden juble, havet med alt, hvad det rummer, skal larme, marken med alt, hvad den bærer, skal juble, alle skovens træer skal råbe af fryd for Herren, for han kommer” (Sl 96:11 ff.). “Herren er konge! Jorden skal juble, og de mange fjerne øer skal glæde sig” (Sl 97:1). “Bryd ud i fryderåb for Herren, hele jorden, bryd ud i jubel og lovsang!” (Sl 98:4). “Havet med alt, hvad det rummer, skal larme, jorden og de, der bor på den. Strømmene skal klappe i hænderne, alle bjerge skal juble for Herren, for han kommer for at holde dom over jorden. Han holder dom over verden med retfærdighed og over folkene med retskaffenhed” (Sl 98:7-9).

I det bibelske univers hører mennesket og den øvrige skabelse, medskabningen sammen. Mennesket er ikke blot den ypperste af Guds skabninger og skabelsens kulmination, men den øvrige skabelse er til for menneskets skyld. Det går ikke an at sige i disse økologiens og klimaideologiens dage, men det er det, Bibelen siger.

“Når jeg ser din himmel, dine fingres værk, månen og stjernerne, som du satte der, hvad er da et menneske, at du husker på det, et menneskebarn, at du tager dig af det. Du har gjort det kun lidt ringere end Gud, med herlighed og ære har du kronet det. Du har gjort det til hersker over dine hænders værk, du har lagt alt under dets fødder, får og okser i mængde, himlens fugle og havets fisk, dem som færdes ad havenes stier” (Sl 8:4-9).
Mennesket faldt, og med det alt det skabte. Døden kom, og døden herskede, over mennesket og alt det skabte.

“Skabningen”, siger Paulus, “venter med længsel på, at Guds børn skal åbenbares. Skabningen blev jo underlagt tomheden, ikke fordi den selv ville, men på grund af ham, der gjorde det, og med det håb, at også skabningen selv vil blive befriet fra trældommen under forgængeligheden og nå til den frihed, som Guds børn får i herligheden” (Rom 8:19-21).

“Kongen”, den store konge, evighedens konge, den længe lovede og ventede konge er på vej, og derfor skal hele jorden glæde sig og stemme i med hyldestråb. Det er julens tema, evangeliets tema, det tema, kirken lever og ånder i. Det er også temaet, som giver genlyd i Himlen: “Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag” (Luk 2:13-14).

Watts har lyttet sig ind til lovsangen i Himlen og på jorden og kan ikke andet end opfordre mennesker og alle skabninger, ja jorden selv til at synge med og “istemme lovsangskor”. Den vidunderlige melodi til denne carol understreger ved sin frydefuldhed, lethed, nærmest bølgende bevægelse det glædesmættede i at synge med i dette lovsangskor. Vi kan ikke lade være, vi bare må være med.

Hver af salmens tre strofer begynder med “Glæd dig, du jord” og slutter med en opfordring til “alverden”, “du jord” og “fjernt og nær” at lovprise Jesus Kristus.

Lyset hyldes
Jesus nævnes ikke ved navn et eneste sted i salmen, men ingen kan være det mindste i tvivl om, at med “lyset”, “kongen stor” og “han” og “ham” menes Jesus Kristus.

I første strofe hyldes Jesus som lyset, som nu bor iblandt os. Det betyder også, at mørket flyr for hans nærhed. Det er blevet dag. Profetens ord om det store lys, som mennesker i “landet med trængsel” “i mørket” og “i mørkets land” (Es 8:21-9:1), skal se, er gået i opfyldelse. Gud har endnu engang befalet: “Der blive lys”, og lyset er kommet. Ordet, som er lyset og i hvem lyset er, er blevet kød, og “lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke” (Joh 1:1-5).
Lysets komme indvarsler den store forvandling, indvarsler frelsens og nådens tid. Og dets komme minder os om Guds kærlighed, om det “dyb af kærlighed” hvormed og hvori Gud sender sin Søn den enbårne til verden, sin søn den elskede.

“Vi har set og bevidner”, skrev den aldrende Johannes, “at Faderen har sendt sin søn som verdens frelser. Den, der bekender, at Jesus er Guds søn, i ham bliver Gud, og han bliver i Gud. Og vi kender og tror på den kærlighed, som Gud har til os” (1 Joh 4:14-16). “Gud elskede verden så højt, at han gav sin søn den enbårne”(Joh 3:16). “Er Gud for os, hvem kan være imod os. Han som ikke sparede sin egen søn, men gav ham hen for os alle, vil han ikke med ham skænke os alt?” (Rom 8:31-32). “Gud er nu ikke længer vred,/ det kan vi deraf vide,/ at han har sendt sin Søn herned/ for verdens synd at lide. / Det vorde vidt og bredt bekendt, / at Gud sin Søn for os har sendt/ til jammer, ve og våde!/ Hvo ville da ej være fro/ og lade al sin sorg bero/ på Jesu søde nåde?” (Brorson)

Julesorg
Flere julesalmer berører det med sorgen. “Sorg er til glæde vendt, klagen endt” synger f.eks.Grundtvig i “Julen har englelyd”, og Hostrup synger “Julebudet til dem, der græde, det er vældet til evig glæde”, Gerhardt “ I, som tunge stier træde,/ stands og hør:/ Her er dør til den sande glæde;/ og i huset inden døre/ trøstes ved/ slig en fred,/ ingen sorg tør røre”, osv., osv.

Sorg er ikke en tilstand, som hører den oprindelige skabelse til, og i det nye Jerusalem i Guds kommende rige “skal der ikke være sorg” (Åb 21:4). Sorg hører sammen med synd, sygdom, død, modgang, svig, fald, nød og ulykke den faldne skabning og den faldne verden til. Og sorg er der megen af i verden, og ingen af os undgår den.

Men budskabet om Jesu komme til verden betyder netop, at nu vender den proces, nu er der håb, nu er der lægedom, nu kan alt blive nyt, og sorgen kan tages bort. Nu er der virkelig trøst, virkelig glæde, varig glæde, en “fred ingen sorg tør røre”. Derfor kan vi virkelig give glæden rum, for “Gud vender al vor sorg til fred, han vender sorg til fred”.

Måske er der også i den verslinje et ekko af Esajas: “På dette bjerg (Zion) skal Hærskarers Herre holde festmåltid for alle folkene, et festmåltid med fede retter og lagret vin, med marvfede retter og ædel og lagret vin. Så opsluges på dette bjerg sløret, det slør, der ligger over alle folkene, det dække der er bredt over alle folkeslag; døden opsluges for evigt. Gud Herren tørrer tårerne af hvert ansigt, han fjerner spotten fra sit folk fra hele jorden, for Herren har talt. På den dag skal man sige: Han er vor Gud, vi satte vort håb til ham, og han frelste os. Han er Herren, ham håbede vi på, lad os juble og glæde os over hans frelse, for Herrens hånd hviler på dette bjerg” (Es 25:6-10).

Måske var det ikke ved Jesu første komme til jord, at dette skete, men hans komme julenat er et tydeligt og klart forvarsel og en forsmag på hans endelige komme ved tidernes ende, og når vi tænker på Jesus Kristus og på, hvad han har bragt os af velsignelser og gaver, inkluderer vi i tro de gaver, vi først fuldt ud får lov til at nyde, når han kommer igen.

Kongen er nu iblandt os. “Himmerigs konge iblandt os bor, han juleglæden os bringer”; “Lad det klinge sødt i sky: Længe leve Kongen ny, Zions konge, barnebly”, “Han kom til jord, som os profeten spå’de”; “Konning er du blandt konger bedst; ånders konge blev støvets gæst, fører os op fra skyggedal hjem til sin lyse kongesal. O, Gud ske lov!”. Og sådan kunne vi fortsætte fra den ene julesalme til den anden og finde dette glædelige tema: Kongen er her! Det blev tydeligt forkyndt den nat, han fødtes (Luk 1:32; 2:10 ff), og det fastholdes gennem hele evangeliefortællingen, ikke mindst i forbindelse med hans korsfæstelse, opstandelse og himmelfart. Det kalder om noget på menneskers og al skabningens hyldest. Det gjorde det julenat, og det må det fortsat gøre, hver gang menigheden er samlet til gudstjeneste, og hver gang vi møder ordet om Jesus.

Men ikke alene på menneskeheden alle vegne, på hele skabningen og på Himmelens hærskarer af engle kaldes der, at de skal istemme lovsangskor, der kaldes på dig og mig, på den enkelte af os, på hver eneste menneskesjæl på jord: “Luk op for ham din favn. Giv rum i hvert et hjerte her”. Kristi komme til verden er fra begyndelsen til enden sat ind i en universel sammenhæng. Hans komme vedkommer alle og er tænkt at skulle være til velsignelse for alle. “I dig skal alle jordens slægter velsignes” (1 Mos 12:3). Sådan lød Guds løfte til Abraham. Kristi komme til verden udtrykker Guds velvilje mod alle (1 Tim 2:1-5; Luk 2:14; Joh 3:16). Men samtidig er der ikke tale om tvang eller tilfældighed. Mennesker tvinges ikke ind i Guds rige eller tvinges til at tage imod hans gave. Heller ikke er det tilfældighedernes lov, som råder som ved så meget andet i livet. Hver for sig må vi lukke op for ham og give ham rum.

“Den store glæde for hele folket”, og “freden til mennesker med Guds velbehag” er åben for alle, men betinget af, at vi tager imod den, giver rum for Guds gave, for Kongen. Først da er vi også rede at “forkynde hans ære fjernt og nær” og “lovsynge hans store navn”.
Så lad os lukke op for Jesus, lukke op for Kongen. Så vil også din og min røst høres blandt alle dem, der “istemmer lovsangskor” og gør det med glæde og jubel..

---------------

Glæd dig du jord

Glæd dig, du jord, lad mørket fly,
thi lyset blandt os bor.
O, hvilket dyb af kærlighed,
Gud vender al vor sorg til fred,
han vender sorg til fred,
han vender sorg til fred,
Alverden, pris hans kærlighed.

Glæd dig, du jord, dit lovsangskor
skal hylde Kongen stor.
Lad mark og skov og bjerg og dal
og alt det skabte uden tal,
istemme lovsangskor
istemme lovsangskor
Istem, du jord, dit lovsangskor.

Glæd dig, du jord ! Han kommen er!
Luk op for ham din favn,
giv rum i hvert et hjerte her,
forkynd hans ære fjernt og nær,
lovsyng hans store navn,
lovsyng hans store navn,
Lovsyng hans ære fjernt og nær.

Isaac Watt