danske salmer:
Du, Herre Krist

Af Louis Nielsen KP 02-08

Denne den mest kendte og elskede salme findes i den gamle salmebog som nr.46, i den nye som nr.52. I både den gamle- og den nye salmebog indleder den afsnittet “Troen på Guds Søn”.

Salmen er skrevet af Hans Christensen Sthen, 1544-1610, præst ved Skt.Olai Kirke og rektor ved latinskolen i Helsingør, provst i Malmø. Sthen er vores ældste salmedigter. I den gamle salmebog er der 10 salmer af Sthen, i den nye 11, og derudover er fem salmer oversat eller bearbejdet af Sthen i begge salmebøger. De fleste formodentlig ukendte for det store flertal af kirkegængerne.

Foruden “Du, Herre Krist” er “Den mørke nat forgangen er” (682; 736) og “Gud efter dig jeg længes” (nr 449; 498) kendte salmer af Sthen. Af oversatte og bearbejdede salmer er julesalmerne “Af højheden oprundet er” (87,106) og “Nu vil vi sjunge og være glad” (91; 110) også rimeligt kendte.

Både “Du, Herre Krist” og “Den mørke nat forgangen er” indgår i den bønne-andagts- og rejsebog, som Sthen udgav og kaldte “En liden Vandrebog”.
“Vandrebog” skal forstås i både direkte og overført betydning; sømænd f.eks. kunne have den med sig, når de stod til søs, andre rejsende ligeledes; i overført betydning taler vi om og opfatter vi livet som en vandring, rejse eller en sejlads over skiftende vande.

Sthen hører hjemme i en tid, hvor ordene “Far med Gud!” stadig gav mening, også om det måske ikke altid var ærligt ment. I dag synes det længst passé for de fleste, men næppe for dette blads læsere.
For os giver det stadig dyb mening og tilfredsstillelse at lægge vort liv, vor dag, vore forehavender i Guds hånd.

Dyb afhængighed af Herren
Gennem alle Sthens salmer går en erkendelse af vor dybe afhængighed af Herren Jesus Kristus. Denne forståelse skaber en atmosfære af tillid, tilbedelse og længsel efter at følge Jesus og ære ham.

Salmen er i sin oprindelige version skrevet sådan, at begyndelsesbogstaverne i de oprindeligt otte strofer danner ordene hans anno. Anno er det latinske ord for “år”; “hans” er formodentlig Herren Jesus Kristus. Hvad Sthen har ment med det, ved jeg ikke, men på en eller anden måde kan vi måske opfatte det som en dedikation; digtet, salmen dedikeres Herren Jesus Kristus og skal opfattes som et hyldesdigt og en kærlighedserklæring til ham. I Vandrebogen introduceres salmen med ordene: En Christelig Supplicatz (bønfaldelse) til Guds Søn” (“En liden Vandrebog”, side 66-67).

Både bøn og bekendelse
“Du, Herre Krist” er uendelig simpel i sin opbygning, simpel som den er ligefrem og enfoldig i sin tro på Jesus og sin tilbedelse af ham.
Noget af folkevisernes enkelthed og stilistiske opbygning genkendes i salmen.

Salmen er bøn, bekendelse og tilbedelse på samme tid. Derfor er den også så anvendelig og kan synges ved mange forskellige anledninger: Som tilbedelse og lovsang ved gudstjenester, ved bedemøder og andre menighedssammenkomster, i bibelkredse og ved hjemmeandagter, til privat meditation, bøn, bekendelse, lovprisning, ved bryllupper, begravelser og mindegudstjenester.

Den har, sammen med salmer som “Hil dig Frelser og Forsoner”, “Krist stod op af døde”, “Lover den Herre”, “Befal du dine veje”, “Alt står i Guds Faderhånd”, “Nu takker alle Gud”, “Vor Gud han er så fast en borg”, “Almagts Gud”, “Til Himlene rækker din miskundhed Gud”, fulgt generationer af danske, ja skandinaviske kristne fra vugge til grav. Man har kunnet denne udenad, og de har dermed lagt ord til og givet sprog både til lovsang og til bøn.
Sådan har det været, men sådan er det beklageligvis nok ikke længere. Hvormange f.eks. af vore børnebørn kender og elsker disse salmer?

Salmen er en bekendelse og bøn til Herren Jesus Kristus, den kristnes personlige frelser, og er det hele vejen igennem. Den er båret oppe både af evangeliets budskab og evangeliets ånd.

Til Ham og til ham alene står vort håb, og vi behøver dagligt og altid hans nåde og hjælp, ikke mindst til at blive i troen på ham. Det er ved hans ord, hans rene og sande ord, evangeliet, at vi kender ham, er hans disciple, bliver hjulpet og bevaret.

Det er ordet, som formidler forbindelsen til ham (Strofe 1).
Sthen ved ligesom Det Nye Testamente ikke andet at slå sin lid til, når det gælder frelsen, end Guds rige nåde, og han kender ikke andet grundlag for frelse end Jesu Kristi død.

Forsoningen mangler ikke i hans teologi. Heller ikke retfærdiggørelsen af nåde ved tro. Salmen er ægte luthersk og reformatorisk i sin teologi. Frelsen er dog ikke kun en dogmatisk sandhed for Sthen, en ortoksi som skal bekendes og holdes fast ved, men skænkes ham og opretholdes for ham i det personlige forhold til frelseren selv. “Synd og våde” truer os fra alle sider-sådan er livet for faldne syndere i en falden verden - men Herren Jesus, er os nær med hjælp og frelse (Strofe 2).

Sorger møder os, og sorgen kan bundfælde sig, men Jesus Kristus ønsker altid at trøste os, og ret betænkt “hvad nød er der, hvor du er nær”? Til ham kan vi derfor trøstigt overlade os i liv og i død (Strofe 3).
Sthen ønsker at følge Jesus og være lige dér, hvor Jesus vil have ham. Lykkeligvis er Jesus også med os. Vi overlades ikke til os selv og efterlades alene. Han selv er med os og hos os med sit milde sind og med sin nådegave, Ham selv (Strofe 4).

Så kan vi frimodigt vandre videre med forvisning om, at Herren Jesus Kristus aldrig forlader os, men altid står rede med nåde og hjælp til enhver, som kalder på ham. Det har han selv lovet og sagt (Strofe 5).
I den sidste strofe bevæger Sthen sig fra “jeg” og “min” til “os” og “vi”, ligesom han også retter blikket mod fremtiden og den evige glæde i Himmeriget.

Det er også den eneste strofe i salmen, som er rettet til Gud, Faderen. Dette vers blev tidligere brugt, når et giftemål eller bryllup kundgjordes i kirkerne.

Menigheden bad for det kommende ægtepar, at de sammen måtte leve sådan på Guds bud og sammen blive i det kristne liv og fællesskab, at de med alt Guds folk måtte komme til at opleve Guds evige glæde i Himmerig.
Men ikke kun i forbindelse med ægteskab og familieliv har vi brug for at bede den bøn; vi har bestemt altid brug for at bede den for hinanden og bede den sammen med hinanden.

En enfoldig salme
“Du, Herre Krist” er ikke nogen dramatisk salme med store billeder og stærke modsætninger, som flere andre salmer er det. Det er en jævn og rolig salme, en enfoldig salme, men det gør godt at synge den.

Den stiller ikke spørgsmål og på anden måde udfordrer troen. Den bekender troen i oprigtighed og forvisning. Med os selv og med andre kan vi diskutere troen, vi kan også lade vor tvivl og vore anfægtelser komme til orde, vor angst og alle vore spørgsmål.

Men det er også rart og rigtigt fra tid til anden at lægge alle disse ting fra os og ganske enkelt bekende troen og erklære Herren Jesus Kristus både vor tillid og vor kærlighed.

Det hjælper “Du, Herre Krist” os med, og derfor vil den vedblive med at være en af de salmer, vi igen og igen vender tilbage til, i kirken, i hjemmet og i vor personlige andagt.

Salmen har allerede levet i mere end 400 år, og selv med den fart, hvormed salmer glemmes i vore dage, tror vi, at denne vil leve længe endnu.

---------------

Du, Herre Krist

Du, Herre Krist,
min frelser est,
til dig jeg håber ene;
jeg tror på dig,
o, bliv hos mig
miskundelig
alt med dit ord det rene!

Jeg slår min lid
nu og altid
kun til din rige nåde;
o Jesus sød,
hjælp mig af nød,
ja, for din død,
frels mig fra synd og våde!

Går sorgen på,
din sjæls attrå
er altid at husvale.
Hvad nød er der,
hvor du er nær?
O Herre kær!
dig mon jeg mig befale.

Jeg være vil,
o Jesus mild,
hvor du mig helst vil have;
jeg lukker ind
i sjæl og sind
dig, Herre min,
med al din nådegave.

Da ved jeg vist,
o Jesus Krist,
du vil mig ej forlade.
Du siger så:
Kald du mig på,
hjælp skal du få,
og intet skal dig skade.

Giv os, o Gud,
vi på dit bud
må leve så tilsammen,
at vi hos dig
evindelig
i Himmerig
kan få din glæde! Amen!

Hans Christensen Sthen 1588.
Fr. Hammerich 1850.