| |
danske salmer:
Hil dig, frelser og forsoner
Af Louis Nielsen KP 02-08
Bag denne store og elskede salme, som Grundtvig skrev i 1837, gemmer sig “nogle vers fra den belgiske abbed Arnulfs “Bøn på vers ved hvert lem af den lidende og korsfæstede Kristus”.
Den middelalderlige mystiker på knæ foran krucifikset løfter blikket mod hver enkelt del af det martrede legeme, begynder ved fødderne og standser tilsidst ved hovedet, og Grundtvig har benyttet strofer fra forskellige afdelinger af den gamle latinske bøn. Han har i begyndelsen og slutningen nogenlunde fulgt dens tankegang, men digtet på egen hånd i vers 57.
Alligevel har man påstået, at salmens ånd lå ham fjernt, og at den næppe gav udtryk for det som han inderst inde mente om langfredag. Men selv om der ikke var megen lighed mellem den verdensflyende munk i Brabant, der med sin fantasi fordybede sig i korsfæstelsen, og menighedssangeren Grundtvig, der gerne sang til den opstandne og levende Herres pris, fornemmer man dog i “Hil dig, frelser” en ægte og personlig tone der har bidraget til at gøre salmen til en af de mest elskede” (Salmehåndbogen ved Helge Dahn, 1984).
Strofe 1:
“... Verden dig med torne kroner, du det ser, jeg har i sinde rosenkrans om kors at vinde”. Grundtvig” siger Helge Dahn i en kommentar til vers 1 i salmen “var i 1810 ført ind i en voldsom åndelig krise ved at læse en tysk forfatter, der “havde plantet en af sine giftblomster under hvad han kaldte det visne kors”. Selv ville han fra da af give Frelseren sine bedste rosenblomster, sin kærlighed og lovsang”.
Er man kristen, vil Kristi selvopofrende og stedfortrædende død på korset altid skabe resonans i sjælen. For det var med sit blod på korset, at Jesus købte os fri, forløste os fra vor synd, fortabthed og trældom, bragte os til Gud, gav os plads med sig selv i herligheden, gjorde os til sine og til Guds børn.
Det var med sit blod på korset, at Jesus stiftede en ny og evig pagt mellem os og Gud, at vi modtog syndernes forladelse, og grundlaget for et nyt liv blev givet os. Det var med blodet på korset, at verden blev forligt med Gud, at freden kom, og at vi som mennesker indbyrdes blev forligt, så menighedens fællesskab kan blive en realitet.
Korset er livsnerven i evangeliet, himmelstigen, den ny og levende vej til Gud og til hans rige. Korset proklamerer som intet andet Guds kærlighed til en fortabt verden, korset siger mig og alle, som tror og kender Jesus, at “Jesus elsker mig”, og elskede mig så “han gav sig selv hen for mig”.
Det proklamerer også højlydt Jesu kærlighed til Faderen og hans vilje til at herliggøre Gud, også hvor det kostede ham alt, kostede ære og liv og åbnede sluserne for verdens og djævelens had, for den mest bestialske mishandling, for nøgenheden, for pinslerne på korset, for menneskers hån og spot, for mørket, for helvede, for forladtheden, for Guds vrede. Men korset proklamerer også Guds sejr og triumf. Derfor er korset herlighedens sted.
Og derfor er korset temaet i de bedste lovprisningssalmer lige fra hymnen i Fil 2:510 over de himmelske hærskarers lovsang i Åb 5 til kirkens største og bedste salmer. Og det er stadigvæk tilfældet også i nyere salmedigtning, hvadenten vi tænker på Kendrick, Bjerkrheim og med dem flere andre
Strofe 2:
Den salme, vi her har foran os, mediterer dybt over den kærlighed, der drev Jesus til korset. Den begynder i Himlen, i evigheden hos Gud. Hvad kan have bedrøvet Herlighedens Herre dér? Intet. Men her hos os på jorden, skabt af den evige Fader, fremkaldes sorgen, kærlighedens sorg over en falden skabning, over dig og mig i vor fortabthed.
Så meget elskede han os i støvet, at han for vores skyld gav slip på al sin herlighed og alle privilegier forbundet hermed, opgav alt og steg herned. Fil 2:510 og 2 Kor 8:9 fornemmes som bibelsk inspirationskilde, måske også Esajas 53. “For os dig at meddele hel”, siger Grundtvig, “for at give os fuldkommen del i dig” forklarer Eva Meile og Birgit Meister det i “Salmeordbogen”.
Måske kommer det i sidste ende ud på det samme, men “meddele hel” associerer jeg med “at være brudt”, hvad vi jo er som syndere; “hel” forbinder jeg også med at hele, læge.
Jesus kommer og heler bruddet og heler os, meget lig hvad der står i Es 53:5, at “ved hans sår blev vi helbredt” eller det, Santon synger om i salmen “Kristus på korset du bar’ på dig”: “Der ved dit kors blev det store brud helet og alt gjort vel”.
Strofe 3:
“Kærligheden, hjertegløden, stærkere var her end døden”; “kærligheden er stærk som døden” står der i Højsangen 8:6 og længere henne i teksten “Vældige vande kan ikke slukke kærligheden”, men i Kristi kærlighed på korset møder vi en kærlighed, der er stærkere end døden, som døden ikke kunne gøre det af med, og som derfor vandt over døden, både den bogstavelige og den evige død.
Gerhard synger i sin julesalme “Hjerte løft din glædes vinger” om den kærlighed “stærkere end døden”, som steg herned julenat. “Heller giver du end tager”; Paulus citerer Jesus for at have sagt “Det er saligere at give end at få” ApG 20:35. Se også 2 Kor 5:15: “Han døde for alle, for at de, der lever, ikke længere skal leve for sig selv, men for ham, der døde og opstod for dem”.
“Ene derfor dig behager korsets død i vores sted”.
Grundtvig går ind for det, som i teologien kaldes “den objektive forsoningslære”. Det kommer igen i strofe 8 i linjen “Du betalte syndens sold”. Kristus antager sig overfor Gud vor sag, men som de følgende strofer til overflod godtgør udgår forsoningen fra Guds kærlighed. “Hvad teorierne” skriver Dahn “adskiller forenes uden besvær af en apostel (2 Kor 5:1421) og en digter”.
Strofe 4:
Hvad denne strofe angår, er Dahns kommentar så præcis, god og klar, at jeg vælger at videregive den fremfor min egen: “Man lærer ikke sin synd at kende gennem moralprædikener eller streng forkyndelse af loven, men ved at blive stillet overfor Kristi kors, åbenbaringen af den fuldkomne kærlighed.
Grundtvig oplevede synden hos sig selv som den kolde ufølsomhed: i hansfjeldhårde hjerte fandtes der intet som var værd at kaldes gengæld for Frelserens kærlighed.
“Vore tre store salmedigtere arbejder jo med hver sit særlige syndsbegreb. For Kingo er synd først og fremmest verdslighed, for Brorson stolthed, hovmod, for Grundtvig kulde, ukærlighed” (Ejner Thomsen). Den fromme pietist vil måske gerne finde noget at give ham, men Grundtvigs bekendelse er klar og luthersk: i mig er der slet intet, men alt mit håb ligger deri, at du har elsket mig til døden og med din kærlighed daler ned til mit hjerte:
Dog, nu skimter morgenrøden
jeg igennem skyer grå:
du mig elsket har til døden
og endnu elsker så,
daler med din kærlighed
til mit hjerte ydmyg ned,
så din kærlighed derinde
jeg som min kan forefinde.
(Salmebogen 586,4 Jesus! at du blev min broder).
Strofe 56:
“Jesu, Guds søns, blod renser fra al synd” (1 Joh 1:7). “Når nu blodet af bukke og tyre og asken af en ung ko ved at stænkes på mennesker, som er blevet urene, helliger dem og gør dem rene i det ydre, så må Kristus, der i kraft af en evig ånd frembar sig selv som et lydefrit offer til Gud, med sit blod langt bedre kunne rense vor samvittighed fra døde gerninger (synonym for synd), så vi kan tjene den levende Gud”(Heb 9:1314).
Mangfoldige andre bibelvers vidner om det samme, om Kristi offers effektivitet og magt og evne til at rense, forvandle, skabe nyt: “Mægtigt til hver sten at vælte, til isbjerge selv at smelte, til at tvætte hjertet rent.” Paulus har erfaret det, Luther har erfaret det, Wesley, Watt, Fanny Crosby, Grundtvig, ja alle, som tror på Jesus Kristus som deres Frelser og Forsoner har i ham oplevet tilgivelse og forsoning, oplevet at Guds riges morgenrøde er på vej, at noget helt nyt er blevet til og er ved at blive til (2 Kor 5:17).
Loven, gode forsætter, jernhård disciplin eller noget andet, vi kan gøre, kan ikke vælte stene og smelte isbjerge; det kan kun underet fra Gud, korset, den rensende flod, der vælder ud af den kærlighed, vi møder her.
Strofe 7:
Strofe 5 og 6 var mellem de strofer, som Grundtvig digtede på egen hånd uden reference til Arnulfs digt. Det samme gælder for strofe 7. I Kristent Fællesskab i Odense synger vi ofte vers 7 og 9 som bekendelse og taksigelse ved nadveren. Verset er i jegform, det er den enkelte af os, som beder denne bøn.
Det er forøvrigt interessant at lægge mærke til, at hele salmen er i jegform med undtagelse af strofe 2 og 3, som er i viform. Digtet er et meget personligt digt, hvis mening er, at vi individuelt skal reflektere over Jesu forsoningsdød og den kærlighed, han viser os, og at vi personligt skal åbne vore hjerter for hans kærlighed. Men samtidig understreger viformen i strofe 2 og 3, at salmen skal opfattes som en gudstjenestesalme beregnet på, at hele menigheden skal synge med.
“Du, som har dig selv mig givet”; jvf Gal 2:20 “Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig, og mit liv her på jorden lever jeg i troen på Guds Søn, der elskede mig og gav sig selv hen for mig”. I 1 Joh 4:9 læser vi: “Derved er Guds kærlighed blevet åbenbaret iblandt os: at Gud har sendt sin enbårne søn til verden, for at vi skal leve ved ham”.
Kristne, siger Paulus, er “i Kristus”, og Johannes taler om at leve ved Kristus. “Så kun du i mine tanker er den dybe sammenhæng”. Udtrykket kan Grundtvig have lånt andetsteds med meningen “historiens midtpunkt”, men for “den modne salmedigter gælder det hele hans syn på livet og på sig selv: udenfor Kristus er der forvirring, kun i ham er der sammenhæng nedenunder modsigelserne.” (Dahn).
Strofe 8:
Alle bærer vi på dødens kim; menneskets bestemmelse er én gang at dø. Ingen af os kan undgå døden, den venter os alle. Det véd vi. Grundtvig vidste det også, og som os alle var han skræmt og bange for døden, jvf.hans storladne salme “At sige verden ret farvel” (nr.609).
Her lægger han ikke fingrene imellem i sin skildring af døden og dens gru, men heller ikke, at der er hjælp og trøst at hente hos Herren Jesus, dødens overmand og besejrer.
Døden er ikke blot livets ophør som blomstens visnen er det, men der venter os et møde og et opgør med Gud, en dom, afregningen for “syndens sold”, som Paulus siger i Rom 6:23: “Syndens sold er død, men Guds nådegave er evigt liv i Kristus Jesus, vor Herre”. “Syndens sold” kaldtes endnu i 1907 oversættelsen det, som i 1948 og 1992 oversættelsen blev til “syndens løn”. Men det sold, den løn, som synden betaler, har “du betalt”, du Jesus, og derfor kommer jeg ikke til at “smage” døden, den evige død, fortabelsens død (se Matt 16:28; Joh 8:52; Heb 2:9).
Strofe 9:
“Ja jeg tror, men “gør det ikke af egen evne og kraft” (Luther); det skyldes din nåde, at jeg kan og tør tro på korsets mysterium” (Dahn). Og sådan som du på korset sagde til røveren: “Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis”, sig det også til mig. Hjælp mig i striden, især den sidste.
Intens nadversalme
“Hil dig Frelser og Forsoner” er en stærk salme, måske den mest intense langfredags- og nadversalme, vi har, men en salme som også kan synges og bliver sunget ved mange andre lejligheder. En salme, som også egner sig fortrinligt til personlig andagt, og hvis ord, vi nemt kan lade indgå i vore bønner.
“Hil dig Frelser og Forsoner” er varm og ægte forkyndelse af korsets livgivende evangelium. Som det evangelium ikke slides op, slides denne salme heller ikke op. Alle kirkens bedste salmer har det som sit tema, gamle som salmer af nyere dato. Salmer som “Klippe du som brast for mig”; “Når jeg med undren korset ser”, “Ved korsets fod hos Jesus”, “Jesus hold mig nær dit kors” “Kristus på korset du bar på dig”, “Kom og se” og “Tak at du tog mine byrder” hører alle hjemme blandt kirkens mest elskede, mest indsungne, mest kendte salmer, og de rører altid ved det dybeste i vor tro. Må de blive ved med det!
---------------
Hil dig, frelser og forsoner Hil dig, frelser og forsoner!
Verden dig med torne kroner,
du det ser, jeg har i sinde
rosenkrans om kors at vinde,
giv dertil mig mod og held!
Hvad har dig hos Gud bedrøvet,
og hvad elsked du hos støvet,
at du ville alt opgive
for at holde os i live,
os dig at meddele hel?
Kærligheden, hjertegløden,
stærkere var her end døden,
heller giver du end tager,
ene derfor dig behager
korsets død i vores sted!
Ak! nu føler jeg til fulde
hjertets hårdhed, hjertets kulde!
Hvad udsprang af disse fjelde,
navnet værdt, til at gengælde,
frelsermand, din kærlighed?
Dog jeg tror: af dine vunder
væld udsprang til stort vidunder,
mægtigt til hver sten at vælte,
til isbjerge selv at smelte,
til at tvætte hjertet rent!
Derfor beder jeg med tårer:
Led den ind i mine årer,
floden, som kan klipper vælte,
floden, som kan isbjerg smelte,
som kan blodskyld tvætte af!
Du, som har dig selv mig givet,
lad i dig mig elske livet,
så for dig kun hjertet banker,
så kun du i mine tanker
er den dybe sammenhæng!
Skønt jeg må som blomsten visne,
skønt min hånd og barm må isne,
du, jeg tror, kan det så mage,
at jeg døden ej skal smage,
du betalte syndens sold!
Ja, jeg tror på korsets gåde,
gør det frelser, af din nåde.
Stå mig bi, når fjenden frister!
ræk mig hånd, når øjet brister!
sig: Vi går til Paradis!
Grundtvig, 1837
|
