danske salmer:
Alt står i Guds Faderhånd

Af Louis Nielsen - KP 01-08

I sin tilblivelse kaldte Grundtvig denne korte salme Vorherres glæde. I Den danske Salmebog står den i udgaven af 1953 som den første salme i afsnittet De helliges samfund, i udgaven af 2002 i afsnittet Troen på Helligånden. Begge rubriceringer siger noget væsentligt om salmen, idet den handler både om Treenigheden og om fællesskabet.

Den er på samme tid lovprisning, be-kendelse og forkyndelse, noget enhver god salme er. Trosbekendelsens forskellige artikler er her, den kristne forvisning, og hvad den grunder sig på, er her, livet i fællesskab med Fader, Søn og Helligånd er her, håbet er her, glæden og freden er her, himlen og det evige liv er her. Hvad kan vi ønske mere?

Salmen er såre enkel i sin opbygning, består af tre korte strofer af fem linjer, hvor kun de to første linjer varierer fra strofe til strofe, medens de tre sidste er de samme i hver af stroferne: “af Guds nåde, til Guds ære/ evig glade vi skal være/ i vor Herres Jesu navn”.

Grundtvigsalmen “Krist stod op af døde”, “Til Himmels fór den ærens drot” og “Et barn er født i Bethlehem” er bygget op på lignende eller omtrent lignende måde, og det opleves som en særdeles effektfuld måde at bygge en salme op på. Et lignende mønster genfinder vi i nogle af Bibelens salmer som f.eks.Salme 136.

Om udtrykket evig glade i omkvædet siger Brix “Som så ofte før har Grundtvig her benyttet et vulgært udtryk efter dets oprindelige mening “evigglad”. Den vulgære betydning har mere været hen i retning af “ligeglad”.

Det går jo af og til med ord, at de kommer til at antage den modsatte betydning af den, de oprindelig har, især når de bliver dagligdags og bruges i tide og utide uden omtanke. Så bliver det overraskende, når et sådant ord bruges og nu i en sammenhæng, hvor det ikke giver mening i sin populære betydning og dermed tvinger brugeren til at reflektere over, hvad det mon betyder her? Vi trænger til at blive vækket, navnlig når det gælder evangeliet, for vi kan nemt glemme, at det både gælder hver dag og for evigheden: evig glade/ evigglad?

Glæde følger troen
Hvorfor er det så, at vi skal være evigt glade? Jo det skal vi være, fordi “alt står i Guds faderhånd”, fordi vi med Guds enbårne Søn er “sikre på vor arv og løn”, og fordi vi er “fælles om hans liv og fred, lys og kraft og herlighed”. Og det er alt af Guds nåde og derfor til hans ære. Og med det følger glæden.
Det, Skriften fortæller os, og Helligånden bekræfter, og det vi oplever og erfarer, går hånd i hånd i salmen og derfor lovprisningen, derfor bekendelsen af troen, derfor glæden.

Salmen er afgjort en menighedssalme, det er fællesskabet, det er vi og vor, ikke “jeg” og “mig”. Men det, vi oplever som menighed, er det bestemt også meningen, vi skal opleve individuelt. Derfor er der ikke kun til gudstjeneste, vi kan synge med på denne salme, vi kan bestemt også nynne med, når vi privat søger Gud, ja allevegne og til alle tider, hvor vi har behov for at blive styrkede i troen og behov for at lovprise Gud.

Vi bør være taknemmelige for, at vi har salmer, som er så enkle, at vi nemt kan lære den udenad, og samtidig er så fyldte af evangeliet, at de både fryder og styrker og giver ord til vor bekendelse og takkebøn.

Lovprisning alle steder
Hele salmen er som sagt en lovprisning af Treenigheden; i strofe 1 nævnes Guddommens tre personer eksplicit: Faderen, Helligånden, Herren Jesus Kristus. Faderens suverænitet, almagt, alviden, algodhed, forsyn og hans kunnen og gøren, hvad han vil, slås fast. Og med det følger den tryghed, tillid og fortrøstningsfuldhed, Guds børn kan møde livet med, møde døden med, møde evigheden med.

“Er Gud for os, hvem kan så være imod os?”. Den evige Gud, vor Fader ved vor Herre Jesus Kristus er os en borg til frelse, hvad skal vi da frygte, og hvad kan da true os? Just det er temaet i mange af Bibelens salmer og i talrige af salmerne i vor salmebog. “Ved midnatstid holdt Paulus og Silas bøn og sang lovsange til Gud” står der om de to mænds fængsling i Filippi. Og deres medfanger lyttede med. Lovsangen standsede ikke med fængsling og værkende rygge og lænkede hænder og fødder.

Guds pris lød selv her og under de omstændigheder, og håbet og glæden fik rum, ikke alene hos de to, som kendte deres Gud, men også hos flere af dem, som var fængslede sammen med dem. Som Guds børn, der kender Gud og ved hvem han er, og hvordan han er, har vi al mulig grund til at ære Gud, bade os i hans nåde og være “evig glade i vor Herres Jesu navn”. Bare en skam, at det er så sjældent, vi synger!

Nutid og fremtid forenet
Fra nutiden og dagen i dag, i morgen, i overmorgen og hver eneste dag vendes i strofe 2 vort blik og vort håb mod fremtiden, mod vor arv og løn hos Gud. Det er nytestamentlig og kerneevangelisk kristendom, vi synger om her, det med “at vi kan være sikre på vor arv og løn med Guds enbårne Søn”.
Inkarnationen er her, for Guds enbårne Søn er blevet som os, for at vi kunne blive som han, dvs. være børn hos Gud, være børn af hans forjættelse, have hjem hos Gud, have arv og løn hos Gud.

Vi, som ingen fremtid havde, er nu af Guds nåde til hans ære, børn af Gud, arvinger hos Gud, og har arv og løn i vente, og med Kristi komme til jord kan vi endda være sikre på det. Hvis ikke vi er glade, hvem skulle så være det?

I strofe 3 forenes det hele fremtid og nutid i den erfaring og oplevelse af evangeliets velsignelser, som vi allerede oplever og nyder nu ved Helligånden, ved Guds ord og ved fællesskabet i kirken, fællesskabet om ordet, fællesskabet om nadveren, fællesskabet med hinanden. Grundtvig taler om det, vi har fælles med Herren og fælles med hinanden, liv og fred, lys og kraft og herlighed. Liv og fred var og er det, Herren efterlod sine egne på den dag, han skiltes fra dem og løftedes til Himlen.

Ifølge Johannes-Evangeliet mødte Jesus sine disciple om aftenen den første dag i ugen (opstandelsesdagen, påskemorgen) og sagde “Fred være med jer!”, og han “blæste ånde i dem og sagde: “Modtag Helligånden” (Joh 20:19-23). Og “Åndens attrå”, siger Paulus “er liv og fred” (Rom 8:7). De helliges samfund og fællesskab er fællesskabet om livet, det evige liv (1 Joh 1:1-4; 5:20).

De helliges arvelod er en arvelod i lyset (Kol 1:12-13). Og Jesus har lovet, at hans kraft skal være med os og stå os bi. De helliges fællesskab og samfund beskrives her i den bredde og dybde, vi møder det i Det Nye Testamente, og deltagelsen og oplevelsen af menighedens fællesskab gøres til lige så integreret en del af troen og troens liv, som troen på Gud som Fader og delagtigheden med Sønnen.

I trosbekendelsen bekender vi ikke alene vor tro på Gud Fader, den Almægtige, på Jesus Kristus, Guds enbårne Søn, vor Herre og på Helligånden, men også vor tro på én almindelig kirke, de helliges samfund og det evige liv. Skipper vi kirken, skipper vi også en vigtig del af vor kristne tro, vor kristne bekendelse og vor oplevelse af troens liv.

Denne simple salme minder os om alle disse ting, fryder os ved dem og fortæller os, at vi skal have dem som grundpiller under os og over os i al vor færden, og gør det som lovsang, uden belæring og løftede pegefingre. For vi har i sandhed grund til altid “at være evig glade i vor Herres Jesu navn”.

--------

Alt Står i Guds Faderhånd

Alt står i Guds faderhånd,
hvad han vil, det gør hans Ånd:
af Guds nåde, til Guds ære
evig glade vi skal være
i vor Herres Jesu navn.

Sikre på vor arv og løn
er med Guds enbårne Søn,
af Guds nåde, til Guds ære
evig glade vi skal være
i vor Herres Jesu navn.

Fælles om hans liv og fred,
lys og kraft og herlighed,
af Guds nåde, til Guds ære
evig glade vi skal være
i vor Herres Jesu navn.

N. F. S. Grundtvig, 1856