danske salmer:
Sorrig og glæde de
vandrer til hobe

Af Louis Nielsen - KP 04-07

Thomas Kingo, baroktidens store digter og salmedigter, havde et bemærkelsesværdigt livsløb. I sin ungdom var han noget af en kraftkarl; i flere henseender var han en grov mand, nok ikke en mand alle har syntes om, og slet ikke bedømt efter nutidens standard. Men han var en vidunderlige salmedigter, sammen med Brorson og Grundtvig en af de tre store.

Hans salmer er fulde af saft og kraft, de ligefrem strutter af evangelisk kraft og tynge. De er også fulde af realisme og selverkendelse, tant og fjas og forstillelse er dem uendeligt fjern, tingene kaldes ved deres rette navn, nuet bedømmes ud fra evigheden, livet ud fra døden, det forgængelige ud fra det blivende. Kingos teologi er korsteologi, ikke herligheds-teologi, hans håb er helt og fuldt rettet mod Himlen, ikke mod noget jordisk. Dette er så meget mere bemærkelsesværdigt som Kingo også var livsnyder og et erotisk gemyt.

I denne salme oplever jeg et umis-kendeligt præg af Prædikeren, af Bjergprædikenen, af Lignelsen om den rige Bonde, af Jakobsbrevets formaninger og af Johannes’ advarsel til os om ikke at ombytte “Faderens kærlighed” med verden og verdens bedrag (1. Joh. 2:15-17).

Svulmende sprog
Kingos sprog i salmen eller i digtet, for det var længe om at blive anerkendt og optaget i salmebogen, er typisk barokt, svulmende og kraftigt, direkte og uden omsvøb.

Tingene bliver ikke pakket ind og gemt hen. Selv om vi er midt i Enevældens tid, siges det uden at lægge fingrene imellem, at “kongers bo er skøn uro, Himlen alene gør salig og fro”.

Således trækkes kontrasterne mellem det jordiske og det himmelske op gennem hele salmen, og det gøres klart for os, så ingen kan misforstå det, at “sorrig og glæde de vandre til hobe”, at der ikke er “solskin uden skyer”, ikke “dejligste roser uden “stindeste torne”; alle finder vi vor “sorrig i barm”, og at “alle ting må enden opnå”.

Åndelig realisme
Efter at vi nu i mere end tre uger hver dag har hørt vore politikere tale om velfærd, velfærd og atter velfærd, om længere middellevetid, om mere materiel rigdom, så er det godt at komme ud af tumlen og se lidt mere realistisk på livet, livet hvor det virkelig leves, og hvor den enkelte af os oplever det og må forholde os til det.

Men lad os nu heller ikke være for hårde mod vore politikere al den stund, vi ligner dem så meget, og de ligner os. Og lad os ikke glemme heller at tage kirken med. For hvad er det virkelig, som optager os i kirken. Er det ikke i vid udstrækning os selv og vore nydelser, måske ikke på et materielt plan, men så på et spirituelt. Åndelig (læs evangelisk) realisme er ikke det mest fremtrædende kendetegn for kirken i disse dage.

Så både som politiske mennesker, som kristne og som børn af vor tid, har vimeget brug for at lade os vække af denne storladne salme.

I lykke og ulykke
Salmen består af syv strofer. Sidste vers eller linje 7 i hver strofe henviser til Himmelen, og hvad den er og alene er. De øvrige vers eller linjer i de første fem strofer henviser til jordelivet med dets forandring og vekslen mellem det ene og det andet, snart “sorrig” , snart “glæde”; i strofe 6 gennemtænker Kingo dette vekslende og foranderlige jordeliv og ser frem til den kommende opstandelse og genrejsningen, den bringer med sig, og ender med i strofe 7 at lægge hele sit liv i Guds hånd i håb og tro.

I strofe 1 sættes foruden “sorrig og glæde” også “lykke og ulykke”, “medgang og modgang”, “solskin og skyer” over for hinanden. De er ikke alene hinandens modsætninger, men i livet som for flest, trofaste partnere, som altid ledsage hinanden.

Vi er ikke herre over nogle af dem; de er vilkåret, vi er sat i livet med, det “lod” som falder, “hvordan min Gud og min Herre, han vil” (strofe 7). Og skulle vi sidde inde med “jorderigs guld”, så lad os ikke glemme, at det ikke er andet og mere end “prægtigt muld”, forgængeligt som alt andet. Saligheden har kun Himlen. Det er dristigt at sammenligne guld med muld, men i sidste instans er det indlysende sandt.

Strofe 2 bevæger sig fra livet hos alle til livet på kongens slot. Her skulle alt være fryd og gammen, alt være fest. Men er det det? Pragten er der, men pligten og bekymringerne vejer så meget des tungere. Og i de store sale er evig uro. Altid nogen og noget at forholde sig til. Fred og glæde følger ikke med kongemagt og kongepragt. Kun Himlen kan give dem.

Strofe 3 siger, at sorgen gemmer sig alle vegne. Udadtil tilsmiler lykken måske en, men inderst inde “i barm” bærer man på sin egen sorg, som man måske ikke kan forklare for sig selv og slet ikke for andre, og sådan er man alene og ensom i sin sorg.

Selv om man bærer dyre smykker og er prægtig klædt, ser ingen sorgen derinde, og ingen kender den skade og harm, man bærer med sig overalt, hvor man går. Og sådan er det for os alle, måske er sorgen stor, måske er den lille, men vi bærer alle på sorger. Kun i Himlen bliver vi fri for sorgen.

Med strofe 4 inddrager Kingo vælde og visdom og timelig ære, styrke og ungdom i blomstrende år, altså alle de ting mennesker altid har pralet af og altid har brugt til at markere sig med og føle sig løftet over andre med. Også de er forgængelige og kan mistes undervejs; hvem vi end er, og uanset position i livet kommer døden til os allesammen. Evighed er det kun Himmelens salighed, som har.

“Dejligste roser har stindeste torne, skønneste blomster sin tærende gift” (stind; stiv) siger han i strofe 5.

Måske tænker han først og fremmest på erotik, forelskelse og dragning mod det andet køn, men metaforerne er brede nok til også at omfatte en række andre forhold i livet, hvor “skinnet bedrager”, og vi kommer til at bløde.
Løfterne er gyldne, forventningerne ligeså, men ofte brister de, og vi står desillusionerede, tomme og sårede tilbage. Ja livet er en skæbnesejlads på et farefyldt hav og landet, vi sejler imod, er heller ikke fast, men flyder; i våde-vand flyder vort land, Himlen har ene lyksaligheds stand.

Mening med lidelsen
Gennem hele salmen har Kingo hidtil fastholdt vor opmærksomhed på jordelivets flygtighed, omskiftelighed, forgængelighed, bedrag, pral, oppustethed, udsathed og endelighed og i hver strofe gentaget, at kun i Himlen finder vi salighed, ubekymret ro, frihed for sorg, evigt liv og evig lyksalighed. Nu i strofe 6 samler han sin sjæl om alt det, kun Himlen formår og i skæret fra den, løfter han jordelivet med dets kvide op over det selv og siger, at fordi vi har Himlen i vente, så har elendigheden her en mening og en evig værdi. Af angst skal komme en varende glæde, kvide samles til et mønster, fattigdom iklæde sig rigeste klæde, svaghed skal rejses på sundeste ben, og avind, misundelse vil ikke have adgang til Himlen. Bjergprædikens lovede velsignelser skal for evigt være indfriede.

Så gør det ikke så meget, hvis livet her måske bliver knapt så lykkeligt. Det kan jeg, bekender han i strofe 7, trøstigt overlade til min Gud og Herre. Lad ham afmåle mig min lod i livet og lad ham tilmåle mig den lykke, jeg skal få. Og lad kun verden med dens galde rase mod mig. Himlen er min, sorrig skal dø og saligheden, plantet i mig allerede nu, skal for evigt blomstre i Himlen, som her benævnes Himmerigs dejlige ø, en metafor, som uvilkårligt vækker alle drømme og længsler til live hos os.

Støvet salmeskat
Til videre eftertænksomhed henviser jeg til andre Kingo-salmer, som minder om denne og på en eller flere områder associerer til den. Det er i den nye salmebog nr.614 “Far, verden, far vel”, (i den gamle nr 525), nr 644 “Aldrig er jeg uden våde” (510) og nr.743 “Nu rinder solen op” (690).

Som jeg har tænkt over salmen, kan jeg heller ikke lade være med at tænke på, om den mangel på dybde og den mangel på at kunne udtrykke og leve sin tro på en moden måde, som er så udtalt i dag, ikke i nogen grad skyldes, at vi har droppet salmesangen og erstattet den i større eller mindre omfang med moderne lovsangskor. Og manglen på dybde og bredde i temaer, som er karakteristisk for lovsangsgenren, slår også igen i forkyndelsen, hvor vi oplever den samme mangel.

Salmen står i Den Danske Salmebog af 2002 som nr.46, i den tidligere udgave som nr.41.