Den religiøse bølge

Af Louis Nielsen - KP 01-2002

Ifølger gøres fra politikeres og ledende statsmænds side meget ud af at nedtone og benægte, at 11.september og det efterfølgende opgør med Bin Laden skulle være en “religionskrig”. Det er det selvfølgelig ikke fra USA’s eller EU’s side, men kan det helt benægtes, at sådan er det bestemt ment fra Bin Ladens og hans terrornetværks side?
Når konflikten i Mellemøsten lige nu er gået helt i hårdknude, skyldes det bl.a., at indflydelsesrige mindretal hos begge de stridende parter mere og mere udkæmper den som en religiøs konflikt.

Verdenssituationen lige nu, globalt set er bestemt blevet mere ustabil og farlig på grund af en opblussende religiøs fundamentalisme både hos muslimer, jøder og “kristne”. Hvordan man end ser på denne fundamentalisme, gør den det bestemt ikke nemmere at skabe fred og finde frem til nødvendige kompromisser.

Alle mennesker har svært ved at tilegne sig og leve efter Jesu ord i bjergprædikenen: “Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn”, fundamentalister ikke mindst, for når man nu er glødende overbevist om at kæmpe for Gud og for hans ære, så er det kompromissøgende og fredsstiftende, som Jesus taler om, jo ikke sagen.

Men det er vigtigt, at når vi som kristne og som kirke prøver at danne os et over- blik over slagsmålene og sympatiserer med den ene eller den anden part og indbyrdes skændes om, hvem vi skal holde med, at vi ikke glemmer, at vi helst skulle have vor identitet og vore idealer fra Jesus, ikke mindst fra bjergprædikenen.

Paulus siger om den fundamentalisme, han selv så glødende havde praktiseret, og som hans kære landsmænd så glødende praktiserede, at man “har nidkærhed for Gud, men uden forstand” (Rom 10:2), dvs. man mangler sandt og virkeligt kendskab til Gud. Det er en rammende karakteristik af fundamentalismen både da og siden.

Tidens religiøsitet
Det er nok tvivlsomt om eksemplerne, som følger her, af alle vil blive opfattet som religiøse, da en definition af religiøsitet kan være svær at finde frem til. En såkaldt substantiel definition er James Bissett Pratts:

“Den sociale holdning, individer og grupper for alvor indtager i forhold til den magt eller de magter, de opfatter som dem, der suverænt regulerer deres interesse og skæbne”.

Mange miljøforkæmpere nærer stærke religiøse følelser for naturen, endda så stærke følelser, at de af og til begår voldelige og kriminelle handlinger i den hensigt at redde naturen. Det samme gør sig gældende med helbred og sundhed, som mange dyrker med indædt fanatisme. Ud over traditionel medicin, som bliver stadig mere og mere avanceret, og som kravene til nu har antaget uendelighedskarakter, søges allehånde alternative behandlingsformer.

Velbefindende, sundhed og helbred er virkelig noget, vi dyrker. Ikke det mindste må true os, og risikofaktorer af enhver slags, selv de mest minimale accepteres ikke, koste hvad det vil at eliminere dem. Et tragikomisk eksempel på det er de enorme summer og dyreliv, vi ofrer på at udrydde kogalskab (BSE).

Fitnesscentre, plastikkirurgiske klinikker, badeanstalter og skønhedsklinikker er blevet templer. Alt vil vi ofre for at have den fuldkomme figur, paradoksalt også det, som kan koste liv og helbred, for at have gudeskikkelse.

Diskomiljøet, Roskilde festivalen og andre festivals rundt omkring i landet, betyder også oplevelser og begivenheder, som for mange har fået en religiøs status eller i det mindste en pseudo-religiøs status. Det samme kan siges om flere operaelskere og gourmander. Bestemte kokke, restauranter og vine dyrkes som noget guddommeligt.
Interessen og optagetheden af det okkulte, som er uhyre udbredt i tiden, er klart et religiøst fænomen. Således også den store interesse for og optagethed af kulter som Sai Babbas og Scientology og eksotiske religioner strækkende sig fra bolivianske og peruanske indianerriter til Tibetansk buddhisme.

Nogle gange, når vi hører viden- skabsmænd give en populærvidenskabelig fremstilling af et eller andet emne, kan vi også ofte fornemme en næsten religiøs holdning til emnet, f.eks. når Bendt Jørgensen næppe kan beskrive noget dyr eller levende væsen uden med stor begejstring at skulle placere det i den darwinistiske systematik.

Religion og religiøsitet er som disse eksempler viser et meget sammensat og mangetydigt fænomen. Menneskers følelser overfor religion og det religiøse er yderst ambivalente og forskelligartede. Nogle gør f.eks. så meget væsen ud af at være a-religiøse, at det i sig selv er blevet en religion. Det store flertal af medborgere er nok stadig aldeles ligeglade med religion, men på mange har en vis beskæftigelse med religion en sær dragende kraft dog for det store flertals vedkommende uden at gøre dem til disciple.

Kirken og religiøsitet
Hvad med den kristne kirke? Skal den hilse den opblussende interesse for det religiøse velkommen? Brugt med forstand og omtanke og med egen rodfæstethed i Ham, som “er Vejen, Sandheden og Livet”, er enhver åndelig opvågning og bevidstgørelse blandt folk velkommen og kærkommen, men ikke noget vi ukritisk skal falde i svime over. Det er vigtigt, at vi er “søgervenlige” (og er villige til at gå både en og to ekstra mil med folk) - det er Jesus og Paulus lysende eksempler på - men det er livsnødvendigt, at vi er os vor egen identitet bevidst, og at vi forbliver kompromisløst loyale overfor det overleverede budskab om Jesus Kristus, evangeliet.

Den religiøse opblussen omkring os må aldrig få så meget tag i os, at den kommer til at sætte dagsordenen, men det frygter jeg, er det, som i vist omfang sker.
For at skaffe os et overblik over situationen er der nogle spørgsmål, vi må stille og forsøge at svare på:

1. Hvorfor oplever vi lige nu en opblussen af den religiøse bevidsthed?
2. Hvornår er den religiøse følelse god, og hvornår det modsatte?
3. Hvad er kristendommens holdning til det religiøse? Er den meget religiøs eller snarere det modsatte?
4. Kan kristne være religiøst tolerante?1.

Religiøs opblussen
Da sovjetkommunismen brød sammen i begyndelsen af 90’erne, tror jeg, at det var en kæmpe overraskelse for langt de fleste. Verden var pludselig en anden. Siden da er det gået stærkt, og verden er under konstant forandring. Med sovjetkommunismen var ikke alene en “verdensmagt”, et politisk system og en altbeherskende ideologi og tilværelsesforklaring gået til grunde, men også en ateistisk og materialistisk religion, som havde en eskatologi, et håb om en messiansk tidsalder, det klasseløse, lykkelige samfund.

Mange af vestens intellektuelle havde mistet deres “tro”. Udbruddet af etniske og folkelige opstande her og der i verden skabte en ustabil verden med flygtninge i massevis, “enhedskulturen” smuldrede mere og mere, samfundet, uden fælles værdier, pluralismen og globaliseringen blev tidens politiske mantra og korrekte tænkning.

Det alternative og individualistiske i filosofi, religion, kunst og sundhed holdt sit indtog, ingen værdier har længere nogen universel gyldighed eller ret uden de nye idealer som globalisering, menneskerettigheder og politisk korrekthed.

Med det her indtrufne paradigmeskift samt som en reaktion mod kompleksiteten oguoverskueligheden og til dels selvmodsigelsen i den videnskabelige er-kendelse blev dørene til den spirituelle verden slået på vid gab.

I mangel på nogen universel gyldig sandhed og med opgivelsen af “den store fortælling” er enhver nu henvist til at fortælle sin egen historie, finde sine egne værdier og opstille sine egne parametre at leve efter. Det evige og det evigt værende som grundende i en personlig, evig Gud, som er kernen i den store fortælling (Bibelen, frelseshistorien), er der ikke mere for det postmo-derne menneske; ånd er der, men mere som energi og livskraft, måske endda som Livskraften, men ikke som Herrens Ånd, som svæver over vandene, og ved sin vilje og sit ord sætter verden og verdensløbet i bevægelse frem mod det mål, Han den Almægtige Gud og Skaber har sat sig.

Den uopfyldte længsel
Den religiøse følelse (urlængslen efter Gud), som er fundamental i mennesket, fordi mennesket er skabt i Guds billede og trods syndefaldet stadig er bærer af gudsbilledligheden, har mistet sit objekt (Gud) og rettes i stedet ind i en selv, mod seksualiteten og mod naturen, mod kosmos, mod “verdens hemmelighedsfulde kræfter”. Men det er præcist sådan afgudsdyrkelse beskrives i Bibelen. Megen nyreligiøs søgen er i sit væsen afgudsdyrkelse, som dybest set bygger på urløgnen, slangens forførende og henri-vende tale til vore første forældre i Eden: “I bliver som Gud”.

Ud fra det lys kan man næsten sige, at når evangeliets kald til omvendelse når et menneske, er det et kald til at forlade afguderne og vende sig til den ene og sande Gud, dvs. blive areligiøs. I antik-ken anklagedes de kristne for at være ateister, for det var indlysende for enhver, at de jo ikke dyrkede de guder, de øvrige dyrkede, og som staten dyrkede.

Gud Herren forbød sit folk, Israel at dyrke eller frygte andre guder end ham. Alle andre guder blev i hans nærhed “en tomhed”, “en løgn”, “et bedrag”. Ingen afguder havde karakter, Jahve var den Ene, den Evige og den Hellige, den Nåderige og Barmhjertige.

En moralsk og etisk verdensorden er en uundgåelig følge af at bekende, at “Jeg tror på Gud Fader den Almægtige, himmelens og jordens skaber”. Ham kommer man slet ikke i kontakt med uden villigheden til også at sige: “Jeg forsager Djævelen og alt hans væsen og alle hans gerninger”.

I modsætning hertil mangler afguderne totalt karakter; de er kun betinget udødelige, de er ikke evige, de er nok potente, men potensen stiger og daler; de er partiske, bestikkelige, lunefulde, hævngerrige, despotiske; de er uden moral, og nåde og barmhjertighed er ikke deres væsen, de er som naturens kræfter og som mennesket, som de også afbilder.

Jahve-troen, som Moses og profeterne forkyndte, brød med samtidens paradigmer; Israel kunne, hvis det adlød og dyrkede Jahve, ikke undgå at være et andet folk end dets naboer. Bedrøveligvis orkede Israel ikke det, men ønskede i stedet at være som de andre folk og blev mere og mere som dem.

Den religiøse følelse eller længsel må vi kalde god og naturlig. Det er naturligt for os (eller burde være) som mennesker at ære en uden for os selv som vor Skaber og Konge og bøje os for ham og tilbede ham. Sådan er det ikke nu, men sådan skal det engang blive. Det bliver den uundgåelige følge af, at Gud har oprejst Jesus fra de døde, gjort ham til Herre og givet Ham navnet over alle navne.

Alle knæ kommer engang til at bøje sig for ham. Den følelse (det instinkt kunne vi næsten kalde det) er rigtig og god. Religion defineret som tilbedelse af, bøjen sig for, lydighed mod og tjeneste for den levende Gud, alene og sammen med andre, er essensen af bibelsk begrundet tro, det vi skal omvende os til. I den forstand kan man tale om den kristne religion eller den kristne gudsdyrkelse. Religion og gudsdyrkelse er her synonymer.

2. Den religiøse følelse
Dansk kristendom ikke mindst under indflydelse af Tidehverv og folkekirkelig og frikirkelig liberalisme (men også på grund af danskeres generelle forbehold overfor at vise følelser) har lidt meget under, at følelserne parkerede man i våbenhuset eller i garderoben.

Men følelsen af ærefrygt for Gud, tilbedelse af Gud, beundring for Gud, glæde over Gud og kærlighed til Gud er bestemt ikke upassende følelser at bære på og give og finde udtryk for. Alt det må siges at høre med til troens naturlige udtryksmåde medmindre da, at tro gøres til noget udelukkende intellektuelt eller æstetisk.

Et krav om, at der bliver mere plads til det følelsesmæssige og til kropslige måder at udtrykke sin tilbedelse på, er derfor helt på sin plads og må hilses med glæde. Men det må ikke glemmes, at følelserne ikke er det primære og afgørende, det er den, de rettes mod. Kristen gudstjene-ste er ikke til for følelsernes skyld, hvor dejlige disse end føles, men er til for, at Gud kan møde os, og få anledning til at sige os det, han vil have sagt. Igen er det objektet, vi retter vor religion imod, herunder også vore følelser, som er det afgørende, ikke følelserne i sig selv.

Ellers risikerer vi at havne i samme blindgyde, som Israel havnede i, at Gud kommer til at “afsky” vor gudsdyrkelse, vor religion (jvf. Es 1:10-17). Israel anklages kun sjældent af profeterne for at have for lidt religion, men det anklages ofte for at have for meget, dvs. for meget af den forkerte slags religion.Kærlighedens lov

Loven og profeterne opsummerede Jesus i det dobbelte kærlighedsbud:
“Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind”. Det er det første og største bud.
Men der er et andet, som står lige med det:
“Du skal elske din næste som dig selv”
(Matt 22:37-39).

Disse bud udtrykker ifølge Jesus gammeltestamentlig religion; ved at associere sit eget liv og sin egen tjeneste med disse bud, så de fuldkomment og intenst personligt opfyldtes i Jesus, blev de også “den nye befaling” , Guds riges nye lov, essensen af nytestamentlig religion. Det fremgår tydeligt af apostlenes lære, at også for dem er disse bud hjørnestenen i nytestamentlig religion, som følgende eksempler viser: “Vær ingen noget andet skyldig end at elske hinanden; for den, der elsker andre, har opfyldt loven. (Rom. 13:8) (Se også: Heb 13:15-16, Jak 1:27, 1 Pet 3:8-12, 1 Joh 4:7-10).

Næstekærlighedsbudet demonstrerer, at gudsdyrkelse (religion), som er i Det nye Testamentes ånd og bogstav, aldrig kan være uden frugt, dvs. aldrig uden kærlighedens gerninger. At Guds vilje skal fremmes i verden er også den kristnes højeste begær og summen af hans bøn.

Brændpunktet i sand og ægte kristendom er aldrig, at vi selv skal blive mætte, fyldte og tilfredsstillede, selvom Jesus lover at opfylde disse behov hos alle, som vil følge og tjene ham. Gyldig kærlighed til Jesus stiller os altid overfor en ford-ring: “Vogt mine lam!”.

3. Er kristendom religion?
Hvad er Gud mest interesseret i, vore ritu-elle gerninger, vor lovsang, vor askese, vor henrykkelse, jublen og “væren i den syvende himmel”? eller i “at vi viser trofast kærlighed”? Vi skal ikke have læst længe i Bibelen, før vi kender svaret, og det ejendommelige eller ved nærmere eftertanke ikke så ejendommelige er, at begge testamenter giver det samme svar.

Mange teologer har ud fra betragtninger som disse draget den konklusion, at kristendom ret forstået slet ikke er religiøs, og at religiøsitet er et indtrængende fremmedelement i den kristne tro. I nogle af Bonhoeffers dagbogsoptegnelser fra fængslet møder vi hans refleksioner og overvejelser over det, han kaldte “religionsløs kristendom” og om menneskehedens kommen til “voksen-alderen”.

Bonhoeffer “profeterede” også om religionens totale kollaps og forsvinden fra efterkrigstidens totalt sekulariserede verden. I det tog han, som enhver i” bagklogskabens ulideligt klare lys” kan se det, totalt fejl.

Eftertiden har snarere bevist, at mennesket er ubehjælpeligt religiøst. Og efter min mening er det heller ikke sandt, at Bibelen, og det gælder både Det gamle Testamente og Det nye Testamente, afviser religion og den religiøse følelse per se, bare den er rettet mod det rette objekt - altså mod Gud selv - og at vi prioriterer lydighed mod Guds bud over religiøs nydelse.

For det er problemet med den religiøse følelse og den religiøse drift, som med alle følelser og alle drifter, at de kan blive særdeles selvdyrkende og manipulerende - både med Gud og med mennesker. Og den afdrift er en reel fare ved enhver religionsudøvelse, karismatikernes ikke mindre end rationalistens, den frommes ikke mindre end den vanekristnes, den professionelt ydmyges ikke mindre end farisæerens.

Bibelen giver os flere særdeles sigende - nogen gange komiske, ironiske, ligefrem sarkastiske fremstillinger af den situation2. Et af de meget sigende er Esajas 58.
Her maler Esajas et billede af et Juda, som med stor nidkærhed og stor iver søger Gud, og som spæger sig selv for hans skyld, uden at det ønskede resultat opnås. Her kommer religionen brugt som manipulation af Gud stærkt ind i billedet. Alle disse ting gør man jo dybest set ikke for Guds skyld, men for sin egen. Derfor spørger man heller ikke, hvad Gud ønsker, men tror nærmest pr. refleks, at Gud opnår en masse ved at “et menneske spæger sit legeme”. Derfor kunne han da i det mindste vise sin “taknemmelighed” ved at høre os, når vi beder til ham.

Ofte er der også mellem os kristne stor forvirring med hensyn til, hvad vi tror, Gud virkelig vil, vi skal gøre. Men grund-liggende vil han vel altid det samme: “løse ondskabens lænker og sprænge ågets bånd, sætte de undertrykte i frihed og bryde hvert åg; ja at du deler dit brød med den sultne, giver husly til hjemløse stakler, at du har klæder til den nøgne og ikke vender ryggen til dine egne”.

Disse er nogle virkelig provokerende og drilske vers, for vil det sige, at Gud finder mere behag i socialt arbejde a la det, som Folkekirkens Nødhjælp, Frelsens Hær eller Kirkens Korshær gør end i lovsangsgudstjenester, bibelstudiegrupper og evangeliserende arbejde som f.eks. Alpha kurser?

Så firkantet kan vi vel ikke eller bør vi vel ikke stille det op, for det ene udelukker ikke det andet, for med Jesu ord skal “det ene gøres og det andet ikke forsømmes”.
Gode gerninger er altid rigtige i sig selv, og bliver de gjort for Guds ansigt og i den hensigt at glæde Ham, vil de altid på en eller anden måde udråbe hans pris. Men socialt og næstekærligt arbejde, som gøres uden nogen som helst reference til Gud eller vidnen om ham risikerer nemt at ende i ren humanisme både for den, som modtager hjælpen og for den, som giver hjælpen. Både Jesus og apostlene lagde afgjort vægt på, at vi skal gøre gode gerninger, og gøre dem fordi de er gode, men de efterlod aldrig mennesker uden et vidnesbyrd om og en praktisk forkyndelse af, at alle gode gaver kommer ovenfra, fra Gud, som er god mod alle, og gerne giver og velsigner alle.

Kristen godgørenhed såvel som en politisk eller profetisk indsats fra kirkens side, må aldrig løsrives fra evangeliet og fra en forståelse af, at menneskets dybere problemer ikke så meget er dets menneskelige og timelige nød og politiske ufrihed, selvom begge kan være himmelråbende, men dets fortabte forhold til og fra Gud, som Jesus er kommet for at frelse og bringe i orden.

Humanismen har sit udgangspunkt og sit endemål alene i mennesket. Jødedom og kristendom har sit centrum i Gud og i hans rige. Bibelsk etik og bibelsk næstekærlighed har altid sin motivation og sin begrundelse i Gud, som “er god mod onde og uretfærdige”. “Også vore folk” , skriver Paulus til Titus (3:14), “skal lære at gøre gode gerninger og hjælpe, hvor det behøves, så deres liv ikke skal være uden frugt”.

Men “lærebogen” for den slags “gode gerninger” er “Guds vor frelsers lære”, underforstået “Guds nåde åbenbaret til frelse for alle mennesker” eller “Guds, vor frelsers godhed og kærlighed til mennesker” åbenbaret mod “uforstandige, ulydige, ondsindede, hadende mennesker” (Tit 2:10-11; 3:3-7).

For at vende tilbage til eksemplet fra Esajas er pointen ikke, at vi individuelt eller kollektivt skal holde op med at dyrke Gud og glæde os over ham og i ham, men tværtimod gøre det på den rette måde og med de rette motiver, dvs. uden bagtanke, uden beregning og kræmmersind, men taknemmeligt og med glæde:
“Hvis du tager dig i vare på sabbatten og ikke driver handel på min hellige dag, hvis du kalder sabbatten frydefuld og Herrens hellige dag ærværdig, hvis du ærer den ved ikke at gøre, som du plejer, drive handel og træffe aftaler, så skal du glæde dig over lykken hos Herren”.

Det er næppe tilfældigt, at lige sabbatten - den ugentlige gudstjenestedag nævnes. For gudstjenesten skænker os hvile og afslapning og bringer perspektiv ind i vor tilværelse ved at minde os om og fastholde os på, at livet, verden vi færdes i, alle gode gaver, såvel som frelse og forløsning og håb om Guds evige rige kommer fra Gud og fra Gud alene, og at vi derfor skylder ham vort liv. Og det er lisen i sabbatten (gudstjenesten), at vi her får lov til at hvile (slappe af) fra alt vort eget og lade os bære af Gud og det, han gør.

4. Religiøs tolerance
Om en religion er tolerant af væsen eller ikke, afhænger helt af dens indhold. En polyteistisk religion er tolerant, hvor en monoteistisk pr. definition ikke kan være det, for det følger med monoteismens idé, at den ene Gud også er den universelt ene sande Gud, som også er al-tings Skaber, og hvem enhver skabning er underlagt.

Jødedommen, kristendommen og islam er verdens tre store monoteistiske religioner; buddhismen er også en ver-densreligion, men buddhismen ved-kender sig ikke og tror ikke på nogen personlig Gud. Jødedom, kristendom og islam kommer fra den samme rod, uanset, hvor meget de ellers adskiller sig fra hinanden. Af de tre er jødedommen både den mest eksklusive og tolerante på samme tid, kristendommen er både tole-rant og intolerant, og islam er principi-elt intolerant. Disse generelle udsagn må dog tages med meget forbehold, for der findes naturligvis eksempler på jødisk intolerance og islamisk tolerance, ligesom kirkens historie og kirkens liv fremviser mange eksempler på særdeles fjendtlig fremfærd overfor anderledes tænkende.

Sandheden er at tolerance, især religiøs tolerance er et moderne begreb, mere et produkt af humanismen end af religionerne selv. Hertil kommer, at de nævnte religioner alle er yderst komplekse størrelser, ikke mindst kristendommen og islam; nogen helt entydig bestemmelse af deres holdninger i spørgsmålet om tolerance/ikke tolerance er meget svær at give.

Når det gælder islam er det politisk korrekt at mene, at den ikke udgør nogen trussel for verdensfreden og verdensherredømmet, og det er måske rigtigt nogen steder, men så enkel og entydig er virkeligheden ikke. Nogen steder i verden er der god grund til at frygte islam, om det om nogle årtier kan komme til at gælde i den vestlige verden eller dele af den vestlige verden, er svært at sige, men afvises kan det ikke.

Kristendommen er i sit budskab absolut intolerant, men det udsagn må forstås rigtigt. Kristendommen (evangeliet) gør krav på, at Jesus er det eneste navn under himmelen givet til menneskers frelse (ApG 4:12), at mennesker alle vegne og til alle tider er fortabte uden Jesus, at Jesus er menneskers dommer og Herre, at han alene er “vejen, sandheden og livet, og ingen kommer til Gud uden gennem Ham”, at alle, som ikke lyder Sønnen, har Guds vrede hvilende over sig, og at “evigt liv er at kende den ene sande Gud og ham, hvem Gud udsendte, Jesus Kristus”.

Men evangeliet er ikke intolerant i den forstand, at det farer frem med bål og brand og slår mennesker ihjel, hvis de ikke vil omvende sig. Kirken har gjort det, ja med skam at melde. Men det er ikke det samme som, at evangeliet sanktionerer disse skændige ting. Når om-vendelse forkyndes, er det “en befaling fra Gud”, men mennesker skal ikke sættes i fængsel, tortureres og dømmes til døden for ikke at adlyde befalingen. Kristne kan kun advare, formane, appellere, men må lade afgørelsen og valget være frit for den enkelte.

På det personlige plan er kristne principielt forpligtede på “at søge fred med alle” , “ære alle”, vise kærlighed mod alle, bede for alle, bidrage til det fælles bedste. Gud finder ikke behag i nogen synders død, det er indlysende, at evangeliet kun kan fremmes med fredelige midler.

Jødedommen er tolerant, fordi jøder opfatter den som noget, som dybest set kun angår jøder; islam er ikke alene en religion, men også en politisk ideologi, som har herredømmet over verden som sit mål og sit ideal; kristendommen (evangeliet) har det samme håb, men har det som et håb og ikke et mål, for kun Gud kan lade det ske. Indtil da kan indgang i Guds rige kun ske gennem evangeliets kald og appel, altså ved den fri forkyndelse af ordet, aldrig med våben eller andre former for tvang.

Evangeliet kan derfor med rette kaldes “fredens evangelium”, og selvom forsvaret for og udbredelsen af det beskrives med militære metaforer, kan det ikke fremmes med disse midler, men kun gennem prædikenens dårskab og overtalelse.

Kristne er forpligtet til at forkynde Kristus, også for den islamiske verden. Men det er ikke det samme som at have noget imod muslimer og søge at gøre dem livet surt. Som medmennesker skylder vi dem lige så megen næstekærlighed og respekt som ethvert andet medmenneske. I åndens verden må vi kæmpe mod islam, men vi må se til, at vi gør det med Åndens våben, med evangeliet, ikke med hån og menneskeforagt eller ved politisk hetz mod de fremmede i landet, hvoraf mange er muslimer. På den måde ærer vi ikke Jesus Kristus, og tror vi, at vi værner om kristendommen i vort land ved sådanne midler, tager vi grumme fejl.