Postmodernisme 2:
Evangeliet til tiden

Af Carsten Thomsen - KP 03-2003

Met mest utrolige faktum ved postmodernismen er dens totale accept af det flygtige, det splittede, usammenhængende og kaotiske, skriver David Harvey i bogen The Condition of Postmodernity.

Postmodernismen prøver ikke at bekæmpe uorden og det meningsløse, men bekræfter, ja omfavner kaos, svømmer rundt i det som en veltilpas fisk. Vi vil i denne artikel se på, hvad denne tendens i tiden betyder for vores selvopfattelse og identitet.

Årsagen til dette kaos er, at de store fortællinger og ideologier, inklusive kristendommen, er døde. Det kristne verdensbillede, den store fortælling om skabelse, faldet, forløsningen og frelsen er noget, som for den kristne giver substans og mening og relevans i alle livets sammenhænge - men dette er noget en postmoderne tid afviser. Der er ikke et sammenhængende verdensbillede i dag, der giver menneskers liv mening, intet sæt regler »i himlen«, der styrer menneskets valg, der er kun en jungle uden vejskilte.

De store ideers død betyder samtidig en følelse af tab og meningsløshed, da der ikke længere er noget, som binder og lænker de forskellige personlige erfaringer sammen. I stedet søger mennesket individuelt sin egen lille mening i tilværelsen.

Over porten til orakel-templet i Delphi stod der: ‘Kend dig selv’ - og at »finde sig selv«, »forstå sig selv«, »finde sin identitet« er slagord i en udpræget jeg-kultur i en grad, der ikke er set før i kulturhistorien.

Det er selvfølgelig vigtigt at vi kender vor identitet, at vi ved, hvem vi selv er og har en klar selvopfattelse - og som kristne vil denne identitet være rodfæstet i evangeliet, i forholdet til Jesus Kristus, som har fundet os, kaldet os og fyldt vort liv med mening. At leve sit live med dette »kald« fra Gud, med den kristne tradition i bagagen skaber kontinuitet, men dette er tabt i en postmoderne tid.

For mange er forholdet til livet et projekt, der udkastet, hurtigt gennemføres og droppes til fordel for et nyt projekt. Traditioner er blevet afløst af livsstile, som kan skiftes ud. Værdiløsheden ses af postmodernisten som en mulighed for at udnytte alt, sammenblande gammelt og nyt, skabe nye identiteter.

Postmoderne valgfrihed
“Den gældende norm er uhæmmet pluralisme. Vi er frie til at vælge, som vi lyster, uden at være varigt forpligtet på det valgte”. (Lars Fr. H. Svendsen, Kedsomhedens Filosofi)

- Det er nu alt for let at vælge identitet, men ikke nemt at holde fast på den...Jo friere valget er, desto mindre føles det som et valg. Valget mangler vægt og soliditet. Det kan tilbagekaldes med kort varsel eller uden varsel. Det efterlader ingen spor, det giver hverken rettigheder eller ansvar, skriver Zygmunt Bauman, i artiklen Postmoderne Virvar.

Valgfriheden ses som et af de største goder i dag. Vi kan ikke få nok valgfrihed, for det giver en fornemmelse af, at vi ikke er styret af nogen eller noget andet end den norm, vi selv personligt sætter.

Rod i hovedet
Men den øgede valgfrihed og den mængde af information, det enkelte menneske modtager gør, at over- skueligheden på forhånd må opgives.
Hele tiden sker der en opsplitning i tilværelsen i usammenhængende områder: Som ægtefælle, ansat på kontoret, forbruger, modtager af information, fritidsmenneske. Hele tiden forsøger vi at tilpasse os lige nok til et samfund i rivende fart, selvom det minder om at skulle springe på et kørende tog hver dag.

Hvordan da leve? Jo ved at sætte sig igennem i al denne kaos, konkluderer flere postmoderne teorier. Det handler først og fremmest om at følge med, om ”kunsten at navigere i kaos”. Det gælder hele tiden om at ændre sig og være på omgangshøjde.

Dette stormløb mod mennesket slider forsvarsmekanismerne. Tilbage er nu sårbarhed. At være fleksibel og åben over for ændringer og udviklinger er samtidig åbenhed over for usikkerhed, tvivl og orienteringsløshed.

- Set udefra fungerer samfundet i det daglige. Alle kommer til og fra arbejde, får hentet de rigtige børn i vuggestuen og på fritidshjemmet, får købt ind, får sat sig ned foran fjernsynet. Men inden i hovederne er der ofte rod, hvis der er liv. Rigtig mange har deres eget, personlige ingenmandsland at rave rundt i, søgende efter pejlemærker i mere eller mindre granatchokeret tilstand. Det er blevet deres egen sag at finde dem, og for mange lykkes det ikke, skriver Henrik Jensen i Ofrets Århundrede.

Strøm af information
I hverdagen forstærkes og videregives denne åbenhed og dette kaos gennem de elektroniske medier og den moderne teknologi. De digitale massemedier har indtaget vores hverdag og overdænger os med en enorm mængde af flimrende informationer.

Modernitetens kultur var i vid udstrækning en skriftkultur, og den afløses i stigende grad af en postmoderne billedkultur: Internettets virtuelle realitet, computerspil, multimedier, tv-reklamer, video og dvd.

Fjernbetjeningen er et symbolsk udtryk for postmodernisme. Med den lille tingest kan vi zappe rundt i en verden af flimrende oplevelser. Jeg kan surfe på nettet, ja ord som at surfe og zappe røber, at det er en kultur, som flagrende bevæger sig rundt på overfladen uden rigtig at komme i dybden, uden tid til eftertanken og reflektionen.

- Mængden af viden, billeder og koder forøges med en så rivende hast, at mætningsgraden er ved at være nået. Vi har aldrig tidligere været omgivet af så mange billedlige udtryk, men de betyder bare ikke meget. Vi kan ikke nå at opfatte dem. Underholdningsfilm, billeder af vold, kulinariske specialiteter og flykapringer glider forbi os i en hurtig strøm. Mødet med disse skiftende visuelle indtryk, der aldrig giver plads til fordybelse, nedslider både vor evne til at forstå og vor medfølelse. Forskellen mellem tv-skærmens spejlbilleder og den virkelige verden bliver slørede.

Tænk f.eks. over, hvordan vi ofte vurderer politikere på skærmen. Vi reagerer langt mere på, om politikeren sveder, stammer, om han/hun virker oprigtig, har »varme«, virker medfølende end personens politiske standpunkter og moral.

Spørgsmålet er også, om vi virkelig bliver mere medfølende i strømmen af dokumentarprogrammer om vanskabte børn, om personlige ulykker, naturkatastrofer, krige og vold. Betingelserne for global medfølelse er mere end nogensinde tilstede, men hvor tæt kommer disse informationer på os?

De truende ulykker gør os selvfølgelig ængstelige og bekymrede, men på den anden side hører vi om det hver dag, og det bliver en del af den daglige rutine - efter børnetimen og før vejret og sporten. Det hele er den samme surdej - nyheder, underholdning: Infortainment. (Ofrets Århundrede, side 372).

Musikvideoen
Et slående eksempel på de elektroniske mediers indflydelse er musikvideoen, som i dag udgør en væsentlig del af helt unges medieforbrug. Man slapper af, nyder hinandens selskab, mens musikvideoen flimrer over skærmen på MTV eller Boogie. F.eks. sender MTV verden over døgnet rundt med et to-cifret million-tal af seere 24 timer i døgnet.

Musikvideoerne har udviklet en ekstrem hurtig klipperytme præget af mange indstillinger, gentagelser og kontraster. Symbolikken er ofte særdeles håndfast. Der appelleres meget direkte til følelserne og underbevidstheden og ikke til forstanden.

- De mange usammenhængende og tilsyneladende uvedkommende billeder er hentet fra forskellige områder. Netop sammenkædningen af solistbilleder, handlingssekvenser og korte, meningsløse surrealistiske klip er det, der i forening åbner direkte adgang til den enkelte videoseers private fantasier og herved leverer råmateriale til de ubevidste romantiske eller seksuelle fantasier og drømme, der er mange musikvideoers egentlige indhold.

Man kan drømme sig til en slags identitet med musikvideoens pop- og rockstjerner. De er ikke kun idoler, men også mytologiske helteskikkelser. De symboliserer det mod, den handlekraft og den selvstændighed, som mange af de unge ikke synes, de har.

En farlig udvikling i musikvideoerne er, at alle værdierne bliver overeksponeret, dvs. de har en alt for synlig appel, og dermed bliver udtømt for mening. ”Vi gør intet andet i dag end at udtrykke os indtil denne fuldstændige udtømning”, siger Braudillard. Ingen har effektivt udnyttet popkulturen og musikvideoerne bedre end popstjernen Madonna. David Wells beskriver hende i bogen »God in the Wasteland«:

- Hun har gjort karriere ved at bryde alle grænser ned. Hun er indbegrebet af jomfru-skøgen, skiftevis sofistikeret og vulgær, skrøbelig og skudsikker, forførende og tøvende. Hun er på mange måder den perfekte personificering af den postmoderne virkelighed: Det sensationelle uden substans, bevægelse uden formål, en selvskabt person, der undergår konstante forandringer for sin egen skyld. I hendes verden er alt åbent og flydende. Alle grænser og tabuer er borte. Alt er muligt. I tabet af ”meta-historien” er der ingen struktur af mening, som transcenderer den personlige præference. I dette territorium er alle forskelle mellem rigtigt og forkert, godt og dårligt ikke bare kollapset – men blevet irrelevant.

Litteratur og film
Ikke kun ”populær-kunst” som musikvideoer, men også andre udtryksformer som litteratur, film og billedkunst er præget af en postmoderne tankegang.

Det er ikke tilfældigt, at netop filmen, der lever af at skabe illusioner, har fået så megen opmærksomhed i den postmoderne epoke. Flere filminstruktører har fjernet sig fra den lineære fortællestruktur, hvor man følger en historie fra start til slut. I stedet springes der mellem drømmesekvenser og alternative verdener.

Matrix er et af de bedste eksempler, hvor der veksles så meget mellem ”virkelighed” og ”kunstig computerskabt virkelighed” – selvom det hele jo i virkeligheden er opdigtet. Grænserne mellem de to verdener bliver utydelige og stiller spørgsmålstegn ved, om der reelt er nogen objektiv virkelighed, vi kan forholde os til. (Læs i øvrigt vores gennemgang af film i nr. 3, 2002 ”Virkeligheden eller Matrix?”).

I litteraturen er en bog som Bret Easton Ellis’ American Psycho et godt eksempel. Her en sammenfatning af bogen af Lars Fr. H. Svendsen:

”Der er ingen helhedsmening i American Psycho, alle hændelser er nærmest atomiserede. Romanen har en helt flad og episodisk struktur, uden nogen egentlig fremdrift, og den løber ud uden udgang. Romanen består ikke af andet end den unge, velstående Patrick Batemans beskrivelser af tøj, fjernsynsprogrammer, drab, tortur, drikkevarer, overfladiske dialoger etc...Han er blottet for egen identitet og han kompenserer for et minimalt selv ved hele tiden at forsøge at overskride, at udfolde sig. Alle Patricks handlinger virker helt vilkårlige. Gentagne gange understreges det, at der ikke er nogen som helst grund til at gøre det ene frem for det andet«.

Identitet i Kristus
Det er klart, at disse ting efterlader evangeliske kristne med en enorm udfordring. I et kristent verdensbillede er et meningsfyldt liv integreret i Gud selv. Formålet og meningen med vore liv må komme fra det evangelium, der har sit centrum i Kristus Jesus, som er uden for tid og rum, transcendent og alligevel samtidig immanent i os, boende i os, blivende i os.

Det står i skarp modsætning til ethvert verdensbillede, som så ekstremt relativerer alting og udtømmer alting for mening og formål. Uden Gud, så er det rigtigt, at der ikke ville være nogen overordnet mening, der ville kun være en illusion af meninger. Men Gud kalder os ikke til at producere vor egen mening og betydning.

Han kalder os specifikt til at følge ham, at blive rodfæstet i ham, at lade ham være vort liv, vor identitet, vort håb, vor frelse, vor endelige målestok for vore valg, vor etik, moral og levevis og ”livsstil”.

Kilde: Karl-Jørgen Helmichs materiale om postmodernisme.