Den kristne og den
offentlige debat

Af Louis Nielsen - KP 01-2007

Når kristne påkalder sig mediernes opmærksomhed eller selv søger til medierne, skyldes det som regel spørgsmål, som har med moral og etik at gøre eller hændelser i kirken, som vækker offentlighedens opmærksomhed.

I sidste tilfælde drejer det sig ofte om menigheder eller “sekter”, som på en eller anden måde opfører sig ekstremt eller om præster, som fremkommer med exceptionelle udtalelser omkring troen eller manglen på samme, eller om seksuelle skandaler i det kirkelige miljø, herunder misbrugssager.

Ellers lever kirken normalt et meget tilbagetrukket liv, og nyder ikke megen offentlig bevågenhed. Islams meget synlige tilstedeværelse i det vestlige samfund i dag har dog bevirket, at der generelt er blevet mere fokus på religion, hvilket imidlertid langtfra altid set med kristne øjne er nogen god ting.

Men ellers har det været sager omkring skabelse kontra udvikling, om troen kontra videnskab, om Bibelen og om kvindefrigørelse, om prævention og abort, om pornografiens frigivelse og nu om homoseksuelles og lesbiskes rettigheder, som har kaldt kristne frem på arenaen og dermed for en tid vakt mediernes interesse for os.

Ingen tid til uddybning
Generelt må vi dog erkende, at vi ikke er særlig gode til at tale vor, dvs. den kristne sag i medierne. Ikke altid fordi vi er dårlige til at kommunikere med omverdenen, men fordi der er en næsten uoverstigelig forståelseskløft mellem den herskende sekulære kultur og vores bibelsk inspirerede kultur. Mere om det senere i artiklen.

Offentlig debat giver kun lidt plads til at præcicere ideer og terminologi, således at vi klart får udtrykt, hvad sagen drejer sig om, og navnlig hvad den ikke drejer sig om, og det lykkes derfor undertiden for medierne at få drejet debatten sådan, at vi kommer til at stå som nogle latterligt småtskårne mennesker med en hyklerisk, bornert, farisæisk og fordømmende livsholdning. Resultatet er, at kristendommen kommer til at stå i et latterligt skær, og at vi, så langt fra at have fremmet Guds ære, som vi så gerne ville, har besudlet og krænket den.

Før vi overhovedet indvilliger i at indgå i en offentlig debat, må vi derfor grundigt have overvejet, hvad vi vil opnå med den, og om vi overhovedet kan føre den, så vi bliver forstået og offentligheden bibragt en klar forståelse af, hvad det kristne standpunkt virkelig er, og hvorfor det er det.

Ånden og den sunde fornuft
Med den voksende sekularisering og med den filosofiske pluralisme (politiske korrekthed) og menneskerettighederne som tidens ukrænkelige dogmer og eneste absolutte værdier er der samtidigt lukket af for andre forståelsesrammer.

Det lyder vanvittigt at påstå noget sådant, og det er også i alleryderste grad selvmodsigende, og vore modstandere vil ikke kunne indse, at det, de påstår om os, praktiserer de selv, bare i en mere absolutistisk og undertrykkende grad end kirken har gjort det de sidste 250-300 år.

Kirken har tværtimod bevæget sig i den modsatte retning og har for at begå sig i tiden mere og mere relativiseret troen - også mere end godt er. Det mo-derne nyhedenske samfund har bestemt en tro, det er bare ikke den kristne tro.

Jesus sagde ved en bestemt lejlighed, at “denne verdens børn handler langt klogere over for deres egne end lysets børn gør” (Luk 16:8). Ganske vist mente han det ikke som et generelt udsagn, men noget generelt kan måske udledes af det. I en anden sammenhæng sagde Jesus også til sine disciple, at “han sendte dem ud som får blandt ulve. Vær derfor snilde som slanger og enfoldige som duer” (Matt 10:16).

Det er rigtigt, at “ingen anden end Guds Ånd ved, hvad der bor i Gud” (1 Kor 2:11), og at det kun er “med de ord, som Ånden har lært os,” at “det åndelige” kan tolkes “for åndelige mennesker” (1 Kor 2:13). Det betyder imidlertid ikke, at den menneskelige forstand eller den sunde fornuft er sat ud af spillet.

Helligånden arbejder også gennem vor forstand, og det forhold behøvernødvendigvis ikke at begrænses til kundskab om troen, men kan også i kraft af Forsynet eller det, vi kalder “den almin-delige nåde”, udstrækkes til kundskab om hvordan vi skal leve, så det behager Gud og gavner vor næste. Alt det lægger Det Gamle Testamente sædvanligvis i ordet “visdom”, der begynder i “Herrens frygt”, det samme som Det Nye Testamente bl.a. også mener med “formaning”.

Bibelordet er ikke alene nyttigt til at gøre os vis til frelse, men også “til vej-ledning og til opdragelse i retfærdighed, så at det menneske, som hører Gud til, kan blive fuldvoksent, udrustet til al god gerning” (2 Tim 3:15-17).

Det menneske, som frygter Gud, stiller sig under Guds ords myndighed og finder i det ord vejledning og visdom med hensyn til, hvordan han eller hun skal leve. Han eller hun vil frygte for at stå Gud imod, at synde mod ham, eller at ophøje sin egen følelse af, hvad der er godt og ondt, over hvad Guds ord direkte siger.

For det gudfrygtige menneske kan en fremkaldt abort generelt aldrig blive en udvej til at undgå svangerskab og fødsel, hun (og han) vil kunne gå ind for, fordi det krænker Skaberens suverænitet over livet. Det er kun Ham, der giver liv og tager liv. Tilsvarende vil den gudfrygtige føle i forhold til eutanasi.
Den gudfrygtige vil også vige tilbage for at bryde sine løfter, herunder ikke mindst sit løfte om troskab i forbindelse med indgåelse af ægteskab. Alt det, Gud i sit ord siger om ægteskabet, ikke mindst det Jesus siger, vil veje tungere end lysten til at gøre et ægteskab forbi.

Ses det alligvevel som den sidste og eneste udvej vil det være med sænket hovede, at det sker. Tilsvarende vil det gudfrygtige menneske, selv om nogle af dem i sin natur måske føler sig tiltrukket af sit eget køn, afstå fra at indgå i et homoseksuelt eller lesbisk forhold, alene fordi det strider mod det, Gud i sin visdom og godhed har lagt i skabelsesordenen.

Og sådan med alle de andre ting i livet, alle de andre valg, vi mennesker står med, hvor det står mellem at vælge det gode og vrage det onde, “det gode” og “det onde” ikke forstået ud fra, hvad vi kalder eller føler som godt og ondt, men ud fra hvad Gud kalder godt og kalder ondt.

Gudsfrygt - valg og gave
Gudsfrygt kan læres, men er også et valg og et forsæt, en viljessag, såvel som en gave skænket af Gud. I flere af Salmerne, ikke mindst i Salme 1 og 119 ser vi, hvordan salmisten sætter sig for at følge Herrens vejledning og holde sig til den og elske den over alt andet. Det er også det, faderen i Ordsprogenes Bog formaner og opmuntrer sin søn til at gøre.

For det gudfrygtige menneske, det troende menneske, det kristne menneske er det gudfrygtige liv ikke et optimum, en valgfri ting, noget man kan vælge til eller vælge fra og noget man i enhver tænkelig situation nu overvejer, om man skal følge eller ikke følge. Og det kan godt være, at andre ser det som indskrænkende, men for os er det befrielse og frihed på samme tid.

De fleste gange er der talrige åndelige og gode grunde til, at kristen etik er som den er, at kristen handlemåde er som den fremstilles og udlægges i Bibelen. Ind imellem forekommer den måske også vilkårlig og insisterende.
Altid har den evigheden og Guds natur og herlighed for øje, og det er ikke altid nemt for os endelighedens børn at forstå den større dybde af godhed, skønhed og visdom, der er i Guds vilje. Derfor er der nogle gange, hvor vi må lyde uden at forstå.

Alt dette burde stå rimelig klart i den kristnes bevidsthed, men desværre er det heller ikke for kristne så selvfølgeligt mere, som det engang har været.
Det kan naturligvis ikke være lige så klart i ikke-kristnes bevidsthed, selvom der stadigvæk (og gudskelov for det) er mange mennesker, som skønt de ikke er bekendende kristne, alligvel har disse værdier eller nogle af dem mere eller mindre indskrevet i deres bevidsthed.

Der er bestemt også et oprør imod samme værdier, en uforsonlig åndskamp. Og den vil sandsynligvis tage til med tiden, og på forhånd synes det som, at vi kristne har trukket det korteste strå.

Selvfølgeligt så vi helst, at alle folk blev som vi (se ApG 26:29), dvs. kristne, men realistisk må vi erkende, at sådan er det ikke, for “troen er ikke alles” (2 Thes 3:2). Skulle vi kun have samkvem med dem, som er helligede, og er vore brødre og søstre i Kristus, og ikke “med denne verdens utugtige, griske, røvere og afgudsdyrkere,” siger Paulus, “så måtte vi forlade denne verden” (1 Kor 5:10 ff.). “Dem udenfor” er det “ikke vores sag at dømme” (1 Kor 5:12).

Vi må ikke lade som om eller opføre os som om, at Guds rige allerede er kommet, og vi allerede er “konger med Kristus” (1 Kor 4:8 ff). Det hører med til den slags overrealiseret eskatologi, som der var så meget af i Korinth, og som Paulus ikke havde noget til overs for. Desværre må vi sige, at denne overrealiserede eskatologi har præget en stor del af vor civilisations kirkehistorie. Mange kristne har svært ved erkende, at sådan er det ikke mere.

“Gud, konge og fædreland” er måske stadig et ideal for et enkelt borgerligt parti eller nogen i det parti, men som praktisk og gennemførlig politik er det for længst fortrængt af pluralismen, sekularismen, flertalsstyret og demokratismen.

Som kristne borgere er vi på mange måder dybt taknemmelige for samfundet, for det opfylder en mængde af vore behov for ordnede forhold. Gode veje og trafikforbindelser, gode skoler, beskyttelse mod overgreb, gode sygehuse, lægebehandling og ældreforsorg.

På andre områder føler vi også en dyb sorg over samfundet og flere af de love, der er blevet vedtaget. Om disse love føler mange af os, at de snarere er “ulykkeslove”, som på sigt nedkalder Guds vrede (Ef 2:3; Kol 3:6). Det gælder f.eks. loven om fri abort, om frasortering af børn med risiko for at blive født med genetiske defekter, om homofiles og lesbiskes ret til registreret partnerskab, om disses ret til kunstig insemation med henblik på, at de sammen kan blive forældre, og loven, som frigav pornografien, og som har medført, at sex nu kan udstilles overalt i det offentlige rum.

Alligevel er vi nødt til at være realistiske og erkende (og Det Nye Testamente støtter os i dette), at vores tid endnu ikke er inde. Den venter den dag, Herren Jesus Kristus kommer igen i synlig herlighed, og “Gud og Lammet tiltræder deres kongedømme” og “frelsen og magten og Riget bliver vor Guds og herredømmet hans salvedes” (Åb 11:15; 12:10). Og da slipper intet ondt ind i byen, ligesom sygdom, skrig, død, pine og sorg ikke gør det (Åb 21:3-8; 27; 22:15).

Universelt budskab
Vores ansvar som kristne og som kirke overfor verden er først og fremmest at bringe den budskabet om forligelsen gennem forsoningen på korset, budskabet om Guds nåde og tilgivelse ved troen på Jesus Kristus, Guds offerlam, som bar alverdens synd (Joh 1:29).

Vores budskab til verden er universelt og ubundet af tid, etnicitet, kultur, social lagdeling og uden hensyn til, hvordan vi end måtte gradbøje synden, budskabet om, at “Kristus Jesus er kommet til verden for at frelse syndere”, og at “Gud elskede verden så højt, at han gav sin Søn den enbårne, for at hver den, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv”.
Intet må vi lade komme imellem, som svækker dette budskab i forhold til noget menneske, uanset hvor meget vi synes, at de handler forkert.

Gud forlanger ikke moralsk forbedring af os, før han vil tage imod os. Han tager imod os som vi er, også som “utugtige, tyve, afgudsdyrkere, griske, ægteskabsbrydere, mænd der ligger i med mænd, spottere, røvere og drukkenbolte” (1 Kor 6:9-11). For alle disse synder og mange flere kan vi blive “va-sket rene, blive helliget, gjort retfærdige ved Herren Jesu Kristi navn og ved vor Guds Ånd”.

Men når vi har taget imod Guds nåde og tilgivelsen ved vor Herre Jesus Kristus, så betyder det også, at vi bliver “omvendt”, hvad ganske enkelt betyder, at “vende om til Gud fra afguderne for at tjene den levende og sande Gud og fra himlene at vente hans Søn, som han oprejste fra de døde, Jesus, der frier os fra den kommende vrede” (1 Thes 1:9-10).

At være indenfor eller udenfor Guds rige er den afgørende ting. Indenfor er Helligåndens liv og og fornyende og omskabende kraft til stede, her er Guds ords vejledning og tilrettevisning, og her er menighedens fællesskab, opmuntring, formaning og hjælp.

Det skal vi som kristne samle os om og fokusere på. Overfor verden har vi som sagt den primære opgave at vidne om Guds nådes evangelium. En anden af vores vigtige opgaver i forhold til verden er at bede for den og for alle mennesker. Nogle gange kalder Gud os måske også til at advare verden.
Men at dømme og fordømme er ikke vores opgave. Heller ikke at prøve på at tvinge verden til implementere Guds riges love som samfundets love. I en falden og syndende verden er megen lovgivning i bedste fald et forsøg på at dæmme op for de værste sider af menneskers misbrug af andre. Pragmatisme er en nødvendig del af det politiske håndværk, og man må give og tage. Valget er ofte ikke mellem noget godt eller ondt, men om det relativt bedste eller det relativt mindst onde. Menneskers faktiske adfærd er altid noget, man må tage alvorligt i politik.

Kristne, der går ind i politik, vil ofte være i et svært dilemma mht. til den faktiske virkelighed og hans og hendes tro og kristne idealer. Idealt set ud fra Guds riges horisont er f.eks. homoseksuel praksis (men ikke homoseksuel tilbøjelighed eller orientering) synd, fordi den strider mod Guds vilje i skabelsesordenen og i hans indstiftelse af ægteskabet, som altid er mellem en mand og en kvinde.

Men set fra samfundets side er det vigtigt at værne om det enkelte menneskes værdi og rettigheder og at drage omsorg for, at disse ikke kompromitteres eller på nogen måde undertrykkes. Det er det grundlag, lovgivningen har som sit givne udgangspunkt. Og i og med, at grundsætningen nu er det enkelte menneskes ubetingede frihedsrettighed over sig selv, så bliver det nærmest umuligt i et moderne samfund på nogen måder at indskrænke denne frihed. (At man så gør det på områder som f.eks.rygepolitik er et af paradokserne i situationen).

Kristne politikere vil være bundet af deres samvittighed overfor Gud og bundet til at respektere hans orden. Deraf dilemmaet, men det rækker som regel ikke til at ændre samfundet. Og forsøger vi at gøre det med magtmidler som f.eks. det at have adgang til medierne, så er dilemmaet, at vi meget nemt risikerer at kompromittere evangeliet, dels fordi medierne har sin egen dagsorden og fordi forståelseskløften mellem os og tidens tanker er så dyb, at der først må bygges bro over den, hvis vores holdning bare skal blive forstået nogenlunde rigtigt.

Vi vil altid skylde det konkrete menneske, herunder også de homoseksuelle at vise det Kristi kærlighed. Det betyder ikke nødvendigvis at anerkende dets handlen, men kærlighedens ansvar slipper vi aldrig fra, hvis vi vil følge Jesus. Og det er, når det kommer til stykket måske også den største udfordring for os, og ikke så meget den, at vi ofte taber i den offentlige debat.