Messiaseffekt:
Obama Frelseren

Af Louis Nielsen - KP 04-08

I en mediekritik i Politiken skrev Henrik Jensen:

“I månedsvis har medierne spredt palmegrene ud foran ham, mens han har prøvet at få sit æsel til at se ud, som om det gik på vandet. Obama blev båret igennem af en veritabel Messias-effekt, og det er stadig Palmesøndag. Men hvor længe?”

I lederen i Berlingske Weekend for uge 45 skrev Anne Knudsen:

“Ikke siden salig Diana Spencer kom ulykkeligt af dage ved Pont d’Alma, har verdensoffentligheden været i dén grad overbevist om det gode i et enkelt, smukt menneske.

Valget af Barack Obama til USAs næste præsident er akkompagneret af ekstatiske scener, sjælerystende kærlighedserklæringer, hede glædestårer og rapporter om en uspecifikeret, men overvældende lykkefølelse; der er håb”.

Ligesom Henrik Jensen kalder Anne Knudsen i sin leder det‚ vi oplever med Obama, for “klokkeklar messianisme”, og hun fortsætter:

“Vil Obama nu også kunne ændre klimaet til det bedre, skaffe amerikanerne gratis lægehjælp efter behov, skabe fred i Mellemøsten, bilægge den internationale finanskrise, få tropperne ud af Irak uden efterfølgende blodsudgydelser, omvende afghanerne til safrandyrkning på opiumsmarkerne, få afrikanerne til at holde op med at myrde hinanden, tale Hugo Chávez til fornuft og overbevise russerne om, at han vil dem det godt? Det kan blive svært at nå for en enkelt mand på kun fire år, ja, selv på otte, og især kan det nok blive svært at nå, mens massehysteriet stadig står i lys lue. Vi må håbe, den kommende præsidents formodede menneskekundskab vil skaffe ham gode medarbejdere”.

Og Anne Knudsen slutter sin leder:

“Referencerne til John F. Kennedys tid er utallige, og man kan forsøgsvis overveje, hvad Kennedy’ernes smukke, karismatiske Camelot egentlig bragte USA. John F. stod ikke for fornyelse; hans politik over for Cuba var en katastrofe, som var meget tæt på at koste en 3.verdenskrig, og det var ham og ikke Lyndon B. Johnson, der forpligtede USA til Vietnamkrigens helvede. Arven efter den myrdede præsident Kennedy var ikke et bedre samfund.

Arven var en afsmag for politik, som bagefter prægede USA i fire årtier. De amerikanske vælgere troede fuldt og fast, at kun onde, dulgte kræfter havde forhindret Kennedy i at omskabe deres verden til et langt bedre sted. Konspirationsteorier vrimlede frem, og et realistisk billede af, hvad der kan lade sig gøre i politik, forsvandt i fantasteri og eventyrisme.

Det, der blev tilbage efter Kennedy-æraen, var en dyb mistænksomhed, hvis anden side er den sanseløse begejstring for noget, der slet ikke er politik, men personlig karisma. [Denne sidste kommentar, frygter jeg for, at vi også kan og må overføre på meget af det, som er hændt i vore kirker disse senere år. (LN)]. Der er grund til alvorligt at frygte den sikre skuffelses politiske virkninger”.

Håb alene gør det ikke
Ingen af os kan vide, hvordan Obama vil blive som præsident. Vi håber og beder, at han vil blive en god præsident for sit land og sit folk og for den verden, hvori USA indtager og stadig vil indtage en førerstilling. Han indeholder sandsynligvis en række gode ting og har visioner om at samle, genopbygge og gavne det amerikanske folk, føre det ud af dets krise og gengive amerikanerne en stolt-hed over deres land og folk og genvinde respekten for Amerika som verdens ledende nation.

Men der er langt fra disse håb og til virkeliggørelsen af dem, og vejen til deres virkeliggørelse bliver lang, trang og besværlig, og måske lykkes det slet ikke. Obama har påtaget sig og er blevet tildelt en meget vanskelig, for ikke at sige umulig opgave, og vi vil nødig være i hans sted. Messiansk beruselse vender sig meget nemt til det diamentralt modsatte. Må det ikke ske for Obama, men vi kan frygte det.

Begejstret rus
Men hele fænomenet med Obama og den “Messiaseffekt” eller “klokkeklare messianisme”, som vore to kommentatorer har grebet fat om, giver os anledning til at stille nogle spørgsmål og reflektere over, hvad det er, vi oplever?

At medierne, taleskriverne, retorikerne, PR-folkene og andre, som kan deres metier, har en stor andel i Barack Obamas succes, er der ingen tvivl om. Allerede nu er der mediekoryfæer herhjemme, som arbejder med, hvordan man i vort land vil kunne bruge de indhøstede erfaringer fra Obama-kampagnen i en kommende valgkamp.

Argumenter, politisk ståsted, holdning og personlig karakter etc. vil stadigvæk spille en rolle for de fleste politikere, men hvem, der vinder et valg, vil i stigende omfang blive afgjort af den, som har mest medietække (karisma), og som bedst formår at udnytte og fylde mediet. Hvor godt det er for demokratiet og for nationens ve og vel er et helt andet spørgsmål.

Obamakampagnen og de enorme glædesreaktioner blandt folk både her og der da det var sikkert, at Obama havde vundet, er et fornyet vidnesbyrd om, hvor megen magt følelserne har fået over folk som flest.

Anne Knudsen har fuldkommen ret, når hun sammenligner med følelsesudbruddet ved prinsesse Dianas tragiske død. Mennesker, som ikke har den mindste tilknytning til Obama eller til amerikansk politik, kunne i deres begejstringsrus ikke få armene ned, andre hylede og dansede af begejstring medens glædestårer strømmede ned ad kinderne på andre.

Større end livet
Reaktioner som disse er svære at forklare. Nok kan man tale om massehysteri og eufori, men det er næppe hele forklaringen. Mennesker har et behov for at være sammen om noget og opleve noget uden for sig selv og noget, somoverskrider dem selv.

Lige nu befinder vi os i en nærmest global krise, og aviserne henter næsten hver dag dommedagsoverskrifterne frem. Ingen kan rigtig fortælle os, hvor vi er på vej hen, og hvornår det ender. En epoke synes slut, måske en tidsalder.

De mange ubekendte skaber stor uro, frygt og bekymring. Men samtidig kan vi ikke slippe illusionen om en verden i stadig fremgang og om personlig lykke uden stop og uden grænser. Frygten og uroen er stor, men forventningerne løfter sig stadig mod himlen. I sådanne tider og med sådan en usikkerhed rækker vi ud efter en frelser, og en sådan frelser finder vi i Obama, hvis slogan under hele valgkampagnen har været “Tid til forandring”.

Forandring er et følelsesladet ord, som vi umiddelbart altid vil forbinde med noget godt og positivt og med håb. Den, som lover forandring, lover os et andet liv og en anden verden. Sådan bliver det naturligvis ikke opfattet af alle, men sådan bliver det opfattet af de fleste, ikke mindst i en tid, som mange oplever som kriseladet og risikofyldt.

Men forandring er desværre ikke altid til det bedre, ikke sjældent til det værre. Men med en relativ ung mand som Obama - tilmed sort og derfor aldrig prøvet og tillige smuk, beleven og karismatisk - ved roret får vi et håb om en, som kan frelse verden, ja mere end det, udrette mirakler og gøre det umulige.

Alt beror på Gud
For os kristne - os som tror på Gud og tror på Jesus - ser verden anderledes ud. Vi er sat til at bede for alle mennesker og bede om alt godt for alle mennesker, mest af alt, at de må lære Guds sandhed at kende. Især er vi sat til at bede for øvrigheder og alle i høje stillinger, ikke mindst for Obama og andre af folkenes ledere.

Og vi er sat til at bede om, at vi selv må bevare hovedet koldt og hjertet varmt, så vi kan udføre det, Gud har sat os til at udføre i verden. Og det gælder uafkortet i gode tider som i dårlige tider. Dårlige tider bør kun skærpe vor virkelighedssans, de indeholder potentiale til at kunne gøre det. Dårlige tider kan dermed blive til velsignelse og sand berigelse.

Med det klarsyn, som erkendelsen af Gud giver os, og som hans ord udmærker sig ved at give os talrige eksempler på, så ved vi, at ultimativt beror alt på Gud og hans velsignelse. Han har skabt verden og os, han har en plan og et forsæt med os og den verden, han har skabt, han er den evige og uforanderlige, den evigt almægtige, og hans Forsyn er det samme til alle tider, så længe verden står. Både hans nåde og hans domme er operative i verden, hans miskundhed rækker til himlen og varer til evig tid.

Hvordan begivenhederne i verden og i USA udvikler sig, hvordan Obama bliver som præsident, og hvad han får lykke til, ved vi ikke, men vi vil bede for ham og for verden, at Guds miskundhed og frelse må nå ud til mange mennesker, og at vi må blive skjult “under hans vingers skygge”. Med “Gud i vold” begiver vi os ind i en ny tid. Hans ansigts lys med dets nåde og fred vil ledsage også i den, og så må vi stille vort hjerte tilfreds og sige til vor sjæl “Min sjæl, hvad vil du mer’?”