Nydelse under ansvar

Af Louis Nielsen - KP 01-2010

Tiden, vi lever i lige nu, forholder sig underligt splittet med hensyn til nydelser. På nogle områder lægges der op til afsavn og askese. Fx i elite- og ekstremsport, den overdrevne dyrkelse af sundhed, økologisk mad, vegetarisme og frygt for klimaforandringer.

På den anden side udfoldes også en ekstravagant nydelseskultur. Forskellen er, at hvor denne før var forbeholdt et stærkt begrænset antal af rige, er den med den stigende velstand udbredt til flere og flere og er for mange nærmest blevet en livsnødvendighed.

Tag bare en tur gennem et supermarked. Hvor mange af de tusinder af varenumre, vi har mulighed for at købe her, er bare i nærheden af at være livsnødvendigheder? Selv i vort samfund er der medborgere, som kun har penge til at købe nødvendigheder - og for nogle dårligt nok det - men for langt de fleste af os er det, som tidligere tider ville have kaldt luksus og ekstravagance, rykket ind i nødvendighedssfæren. Det er nok en overvejelse værd, ikke mindst i krisetider, hvor bare det at gå lidt ned i forbrug kan volde mange af os bekymringer.

Det er svært at trække grænser. Hvor går grænsen mellem pligt og frihed, arbejde og fritid, mellem hvad vi giver, og hvad vi forbruger, tid vi bruger på andre og tid, vi ødsler på os selv?

Menneskeskesynet ændres over tid. Det kommer til orde i den skelnen, vi gør mellem homo faber (det fremstillende menneske) og homo ludens (det legende menneske). Tidligere var flid og arbejde ikke blot absolut nødvendige, men også en hellig forpligtelse.

At være en dagdriver var noget af det værste, man kunne være, og der blev ikke set med milde øjne på sådanne. At arbejde var enhvers hellige forpligtelse, et livsvilkår pålagt en af Skaberen selv. Så meget var det en del af tingenes tilstand, at man ikke reflekterede over det. Man stod op for at arbejde og gik i seng for at hvile ud. Fritid var et nærmest ukendt begreb.

Alt det blev ændret, da man fra den gryende arbejderbevægelses side inddelte døgnet i tre perioder: 8 timers arbejde, 8 timers fritid, 8 timers søvn. Forpligtetheden til at arbejde blev ikke afskaffet, og pligt gik endnu forud for nydelse. Først når pligten var indfriet, kunne man nyde, men så havde man også ret til at nyde.
Hvis mennesket ikke skal reduceres til en ting, en maskine, så er det vigtigt

at finde en balance mellem arbejde og leg, mellem nødvendighed og lyst, mellem pligt og nydelse, mellem homo faber og homo ludens.

Balance i Skriften
Bibelens menneske-og livssyn går ind for denne balance. Sabbatsbudet både pålægger os at arbejde og at hvile. Det er vigtigt under skabelsesmandatet at arbejde (som Gud arbejdede), men det er også vigtigt at hvile (som Gud hvilede). Der er både noget eksistentielt (en opfyldelse af livet og livets mening) og noget eskatologisk (skuende frem mod Guds fremtid, mod de nye himle og den nye jord) i dette bud.

Berettigelsen af leg, nydelse, hvile, fornøjethed, latter, glæde og fryd indgår bestemt i det bibelske menneske- og livssyn og dermed i bibelsk etik og i det gudfrygtige liv. Grundstemningen for kristne er altid glæden og fornøjetheden i Gud, også når der er tale om arbejde, pligt og nødvendighed. Drivkraften er altid den samme: kærlighed til Gud, til næsten og til livet. Alle gaver kommer fra Gud, og fordi, “han er god og gør godt, og hans miskundhed varer evindelig”, er alle hans gaver gode (Jakob 1:17).

Selvom arbejdet er en hellig forpligtelse, men en forpligtelse med adel i sig, fordi det gør os til medarbejdere med Gud, behøver det ikke kun at være en byrde og tynge - selv om det element på grund af syndefaldet er trådt ind i det.

Nogen skarp sondring mellem pligt og arbejde og nydelse og frihed behøver der ikke at være; for mange er arbejdet en udsøgt fornøjelse, det som giver mening og identitet. Her skal vi dog være opmærksom på, at der er farer forbundet med at bevæge sig for langt ud af den tangent. Men stadigvæk er det også sådan, at for mange er arbejdet opslidende, og de længes efter fyraften og efter den gyldne pensionsalder.

Alt dette giver os en fornemmelse af, hvor svært det er at sige noget bestemt og afgrænsende om nydelse og det at nyde. For nogen (men i vore dages samfund ikke mange) er begge ord stadigvæk en slags fyord. Nydelse og nydelser er suspekte, for kan de være andet end kødelige, verdslige og syndige? Og hvad andet end at få sin sjæl frelst kan være noget legitimt anliggende for den sande kristne?

Instinktivt må vi medgive, at der er mange af os, som får en lettere dårlig samvittighed, hvis nydelser optræder for ofte og for kompakt i vores liv. Umiddelbart føler vi, at forsagelsens og den lystfornægtende vej er den, som behager Gud og vinder os ære og anerkendelse hos Ham.

Nogle vil endda gå så langt som til at føle, at forsagelsens vej er vejen til frelse. Nogle steder i Bibelen kan udlægges og forstås som om, at den fulde forsagelse er et ubetinget krav, hvis vi vil leve et helligt og gudvelbehageligt liv. Andre steder i Skriften lægger vægt på, at Gud er en rig og god Gud, som giver os rigeligt med gaver, som vi ærer ham ved at nyde og nyde i fulde drag.

Det er her et spørgsmål om balance og udøvelse af skønsomhed og sund åndelig dømmekraft. Spørgsmål om hvad vi er kaldet til og hensynet, det pålægger os, samt forhold omkring relationer og de forpligtelser, der hviler på os som følge af dem, må også indgå i vore samlede overvejelser. Også bør vi have i tanke, at “ingen lever for sig selv”; det vi gør efterlader sig altid spor hos andre, også selvom vi er frie over for alle, og vi ikke skal underlægge os andres luner og restriktioner.

Om at misbruge tiden
En god ledetråd giver Paulus os i Ef 5:15-17: “Se til, hvordan I lever, ikke som uvise, men som vise. Brug det gunstige øjeblik, for dagene er onde. Vær ikke tåbelige, men forstå, hvad der er Herrens vilje”.

Vi kender alle konflikten vi har med, hvordan vi bruger tiden eller misbruger den. Misbruger vi tiden, hvis vi bare sidder i en stol og slapper af? Misbruger vi den ved at se TV? Ved at ligge og slikke sol på stranden? Ved at læse netop den bog og se den film? Der er bedemøde i aften, men der er også den fodbold-eller håndboldkamp jeg lige må se? Så er der også opvasken og nullermændene på gulvet, børnenes behov for at lege, aflastningen af ægtefællen, telefonopkaldet eller besøget hos denne eller hin, brevet jeg skulle skrive og så videre og så videre?

Ifølge Paulus har vi ikke lov til at slå det hen, som om der ikke er noget spørgsmål. For vi ejer ikke os selv, og tiden er os noget tilmålt, en nåde fra Gud. Fanget mellem pligt og nødvendighed kan det være svært at tildele sig selv nogen legetim ret til sin tid. Hvem og hvad skal afgøre det for os? Vi selv kan ikke, og andre vil gøre krav på al vor tid, hvis de kan komme til det. Godt at vi kan søge til Gud og spørge efter, hvad han vil og efter, hvad der det vise og rigtige for os lige nu? Det vil ofte være at forlade stolen, den gode bog, TV-kiggeriet etc., men det vil også ind imellem være at blive siddende, læse videre, se videre.

Det samme gælder i forbindelse med enhver anden nydelse, enhver fritidsudøvelse, ethvert pengeforbrug.

Gud ønsker vi skal nyde I sig selv er nydelsen, lystfølelsen, glædesberuselsen neutral, er endda ofte god og ønskelig. Der er ingen tvivl om, at den er lagt ind i os af Skaberen selv som en del af gudbilledeligheden. Glæde hører med til Guds væsen, natur og omgivelser.

David lader sin lovprisningssalme til Gud for det gode liv, Han havde givet ham munde ud i en lovprisning for de fremtidige og evige glæder hos Gud, som venter ham: “For dit ansigt er mættelse af glæder, livsaligheder ved din højre hånd evindelig” (Salme 16:11; 1871-oversættelsen).

Sund skabelsesfryd
I en af de mest internationale, elskede og kendte salmer synger vi:

“Lover den Herre,
den mægtige konge med ære!
Lov ham, min sjæl,
og lad det din forlystelse være!
Mød ham med sang,
psalter og harpe giv klang!
Åndelig leg vil jeg lære”.

“Forlystelse” og “åndelig leg” er ikke netop udtryk, vi vil forvente at finde i en salme. Men skabelsesberetningen i Bibelen er ret forstået fyldt med denne glæde, og i flere af de lovprisningshymner, vi har i Bibelen, er der et ekko af den glæde, ja fryd, skabelsesberetningen er båret oppe af, denne konstatering til sidst, at “Gud så alt, hvad han havde skabt, og han så, hvor godt det var” (1 Mos 1:31). Vi kan ligefrem sige, at det var en stolt skaber, som betragtede sit værk.

Denne skabelsesfryd er helt igennem sund, og Guds børn vil genfinde den i den nye skabelse, som hviler på påskemorgens glæde, glæden som møder os fra den tomme grav og fra den frelser, som kommer til os og ønsker os “Godmorgen!” (Matt 28:9).

Og der blev glæde på jorderig,
lig glæden i engles Himmel:
Livskongen løfter op med sig
til livet sin børnevrimmel.

Guds børn skal holde med engle bøn
med jubel i Paradishaven:
Det var en søndag morgen skøn,
vor frelser stod op af graven.

Tilstanden efter syndefaldet blev en anden. Hvad der for vore første forældre før var lutter fryd får nu noget frusterende, lidelsesfyldt og tomhedspræget over sig. Begæret og selvviskheden fortrænger fryden, selvhengivelsen, følelsen af samhørighed og kærligheden.
Det handler nu mere om at opfylde sig selv end om at opfylde den anden og om at underlægge sig og besidde end om at tjene og udfylde og om sikre sig fremfor at ære sin skaber.

Nydelsen kan nu blive iblandet synd og selviskhed og kommer dermed til at indeholde elementer, som vi må lægge afstand til. I og med at begær, umådehold, overdreven selvopfyldelse, hensynsløshed og tøjlesløshed let kommer til at indtage lystfølelsen og nydelsen, bliver denne ikke mere ren, og derfor kan vi ikke bare ureflekteret give os hen til den.

Nydelse kan blive til synd, lede på afveje, ja ligefrem lede til fortabelse (Fil 3:18-19; 2 Tim 3:4; Heb 11:25; Jakob 4:1 -5; 1 Joh 2:15-l7; Judas 12-13). Kristen frihed tilsiger os, at principielt er alt tilladt, men ikke alt gavner (1 Kor 6:12), og synden vil meget meget gerne indtage os; kun ved, at vi søger vor hjælp hos Guds Ånd, kan vi undslippe syndens dødbringende magt.

Men der er også mange rene glæder og rene nydelser, herunder også fysiske glæder og nydelser, som er Guds gave til os, og som vi skal tage imod med taksigelse og glæde, og hvor afvisningen af dem vil være en hån mod Ham, som giver os dem, og giver os dem just for, at vi skal nyde dem. Jesus “spiste og drak”, og nogle kaldte ham endog “en frådser og dranker” (Luk 7:34), og Han gik ikke af vejen for at skabe vin, oven i købet den bedste vin ved et bryllup i Kana i Galilæa. Paulus afviser klart som falske lærere dem, som “forbyder ægteskab og kræver, at man afholder sig fra føde, som Gud har skabt til at modtages med tak af dem, der har erkendt sandheden” (1 Tim 4:3-5).

I Det Gamle Testamente lægges der megen vægt på, at når Israel samledes til Herrens højtider eller samledes for Herrens åsyn for at fejre en familiebegivenhed, at man så glædede og frydede sig med alle de gode ting, Herren dækkede bord med (5 Mos 12:12; 17-21). Festmåltidet og det dækkede bord bliver i Det Gamle Testamentes lovsange (Sl 23:5; 63:6) og i dets messianske profetier til en metafor for den rigelighed og glæde, som ledsager Guds nærhed, og som vil fylde det kommende messianske fredsrige (Es 25:6; 55:2), og Det Nye Testamente overtager disse billeder, ikke mindst i Jesu lignelser og i synerne i Johannes’ Åbenbaring (Matt 22:4; Åb 19:9).

Heller ikke søger Bibelen at skjule glæden og nydelsen - heller ikke den fysiske glæde og nydelse - i kærlighedsforholdet mellem en mand og hans hustru og metaforisk overføres det på glæden i pagten mellem Gud og hans folk (Højsangen 5:1, Ordsp 5:14-19; Es 54:5; Es 62:4) .

Vi går derfor ikke fejl, når vi konkluderer, at Bibelen afgjort giver plads for nydelsen og det at nyde, men også at nydelsen ikke er et mål i sig selv, som vi for enhver pris må opleve og have, hvis vi skal være autentiske mennesker. Bibelen fortæller os, at der er megen tom nydelse, og der er syndig nydelse.

Nydelse under ansvar
Menneskelivet er at være ansvarlig. Ansvarlig overfor Gud, som har skabt os og sat os i livet, ansvarlig overfor medmennesket, især vore nærmeste, ansvarlige overfor omverdenen, ansvarlige som forvaltere af Guds gaver, hvad enten det er liv og helbred, tid, muligheder og penge.

Dette ansvar fritages vi ikke fra, heller ikke, når det handler om nydelse. Nydelse må for den kristne aldrig udarte sig til tøjlesløshed. Nogen “nydelse” må vi sige nej til, fordi at sige ja til den, vil indebære, at vi handler i trods mod Guds vilje. Med David kan også vi bede om, at Gud, som kender os så intenst og så kærligt som Salme 139 beskriver det, også vil lade sit øje følge os og opdage for os, når vi går på “veje som leder til smerte” (vers 24; 1931-oversættelsen).

Vi er blevet “løskøbt fra det tomme liv, vi havde overtaget fra vore fædre” (1 Pet 1:18), og det betyder, at vi ikke længere skulle have noget behov for “at styrte os ud i den samme strøm af udsvævelser” (forklaret som “begær, svir, vilde fester, drikkelag og utilbørlig afgudsdyrkelse”) som miljøet i vore nærmere eller fjernere omgivelser måske styrter sig ud i (se 1 Pet 4:1-4). Læg mærke til, at Peter (Bibelen) taler yderst konkret om disse ting; behovet for at tale konkret om det er ikke blevet mindre i dag. Måske har det fået en alt for lille plads i undervisningen, ikke mindst i undervisningen af børn og unge.

Sund livsudfoldelse, også munter og kåd livsudfoldelse er ikke i strid med evangeliets væsen, og er også en naturlig del af det at være ung, men nogen gange kan man godt i dag sidde tilbage med en beklemt fornemmelse af aktiviteter, der er gået for vidt, som har taget overhånd, og ikke har været underlagt Helligåndens herredømme.

Udfordrende spørgsmål
Vi er her ikke for at anvise vore læsere ud i de mindste detaljer, hvilken livsstil de skal føre. Det er og bliver et personligt ansvar. Men gjorde det noget, om vi gav vor festkultur og vor selskabskultur et kritisk eftersyn? Ligner vi efterhånden ikke verden for meget? Er vort sociale liv og vor selskabelighedskultur tilrettelagt sådan, at den ærer Gud, og at vi tilstræber at opbygge en bibelsk festkultur imellem os, hvor der også bliver plads til dem, som ikke socialt kan følges med os, hvor der er megen livsudfoldelse og glæde, men en livsudfoldelse, i hvilken Herren Jesus Kristus har sin selvfølgelige plads? Kan en kristen bryllupsfest ikke nogen gange være for sexet, nogen indslag for lave, for løsslupne, for langt borte fra at ligne den himmelske bryllupsfest, som er enhver kristens håb?
Snerpethed er bestemt ikke en dyd, heller ikke en kristen dyd, og selvlavet hellighed skal vi holde langt borte fra os. Faren ved at skrive som jeg har gjort er, at det åbner for snerpetheden. Men bare at stille disse spørgsmål er vel ikke at være snerpet? Måske behøver de at stilles, og alle bør vi i det mindste tænke over dem.

Idealet og ønsket, vi alle må have for vore kristne møder, gudstjenester og samvær, er, at Herren Jesus må være midt iblandt os (Matt 18:20), at “Kristi ord må bo i rigt mål hos os” (Kol 3:16), at vi ved Hans Ånd må styrkes i det indre menneske .... og at vi sammen med alle de hellige får styrke til at fatte, hvor stor bredden og længden og højden og dybden er, og til at kende Kristi kærlighed, som overgår al erkendelse, så vi fyldes til hele Guds fylde nås” (Ef 3:15-19), så vi erfarer og oplever at være i Faderen og i Sønnen (1 Joh 1:1-4). Men meget kirke-og menighedsliv er i dag blevet underholdning for nogen, kultur for andre og for atter andre tradition.

Vi kommer sammen om en uendelig rig Gud, hvis skatkammer er fyldt, men hvor vi dårligt nok er begyndt at åbne skatkammeret for slet ikke at tale om at hente rigdommene ud. Der er glæder og nydelser i hobetal hos Gud (Joh 15:11; 1 Joh 1:4; 1 Pet 1:8-9), og vi behøver evigheden for bare at begynde at udgrunde dem. Der er føde i overflod hos Jesus, og det levende vand strømmer til stadighed ud fra ham, den evige klippe og det evige kildespring.

Hvorfor søge nydelsen, glæden og forfriskelsen så mange andre steder, når den til overmål kan fås hos Ham og opleves hos Ham? (Es 55:1-2; Jer 2:13)?