moses hansen:
Korstog med mange kasketter

Af Louis Nielsen - KP 03-2002

Moses Hansens korstog på Nørrebro blev en af de mest omtalte demonstrationer i lang tid. Men meningerne er delte om hans metoder og facon. Evangeliets forkyndelse sammen med korstog mod islam, israelsk patriotisme og en god portion danskhed.
Der er mange dagsordener.

Moses Hansen er en af de få kristne personligheder i tiden, som har gjort sig så bemærket i offentligheden, at alle har en mening om ham. Om han så dybest set skader eller fremmer den kristne sag i Danmark er et andet spørgsmål, som vi vil overlade til læseren selv at afgøre.

I de flestes øjne er han en nar, en charlatan, en provakatør, for nogle få en helt, en karismatisk leder, man bare må beundre.

Hvordan mennesket Moses Hansen er, kan kun de, som kender ham tæt på, udtale sig om. Men uden tvivl er han en glødende kristen, dybt oprigtig i sin tro, og det han giver sig selv hen til. Og uden tvivl vil han til hver en tid være rede til at betale den ultimative pris for det, han brænder for.

Overfor sin egen Herre står og falder han, og vi er ikke hans dommere, på nogen områder er det snarere ham, som ved sin radikalitet dømmer os.
Vores artikel her er heller ikke blot en artikel om personen Moses Hansen, men om et fænomen, og hvad vi positivt og negativt kan lære af dette fænomen.

Radikal forkynder
Moses Hansen har optrådt ved adskillige pornomesser, hvor han i Jesu navn har kaldt mennesker til omvendelse. Om hans fremgangsmåde er den rigtige kan altid diskuteres, men anliggendet kan ingen af os have noget mod.

Hans kampagner med korset har været en slags happening med et tydeligt budskab mod synd og syndens ødelæggende konsekvenser for menneskene, samtidig har Moses også forkyndt tilgivelse i Kristus.

Selvretfærdighed og farisæisme kan man vist ikke anklage ham for, tværtimod har han aldrig lagt skjul på det vilde liv, han selv har levet.

I den sammenhæng er Moses Hansen utvivlsomt en Kristi stridsmand og en korsets budbringer. Men han er ikke salonfæhig (som hører hjemme eller kan begå sig i kultiverede kredse, red.), og derfor vil de fleste, herunder også mange kristne tage afstand fra ham.

Men skal alt være salonfæhigt?
Er der ikke perioder i historien, hvor budskabet kun kan blive hørt ved mennesker som Moses Hansen, som Israel tidligere i sin historie f.eks. blev reddet ved en Jefta og en Samson og som Johannes Døberen, denne grove og sære mand var forløberen for Jesus, røsten i ørkenen, som banede Herrens vej?

Moses er ekstrem også i sin personlige livsstil. Nogle gange direkte dum,hvad han ikke går af vejen for at indrømme.

Alligevel lever han i et lykkeligt ægteskab og har tilsyneladende lykkelige familierelationer. Der må være noget dybt autentisk ved ham, når det - hans offentlige CV til trods - er tilfældet.

Glødende Israel-patriot
Han er lidenskabelig ven af Israel. Han er overbevist om, at Gud har lovet Israel at give det landet tilbage. Som i alle andre ting har han ikke sans for nuancer og komplicerede menneskelige forviklinger. Alt er for ham sort eller hvidt, og er landet Israels, skal Israel også have det, uanset araberne i landet, og vil de ikke afgive det godvilligt, skal de tvinges ud af landet.

Moses tænker i denne sammenhæng patriotisk, og han er ligeså meget eller måske mere israelsk patriot end den mest fanatiske patriot i Israel.

I Moses Hansens univers blandes Skriften og politik sammen på en måde, så det ene ikke er til at skelne fra det andet, og det er særdeles ulykkeligt. Den kristne vej må altid være at elske freden. Jesus saligpriste, når alt kommer til alt, “de, som stifter fred”.

Selv i en krigssituation er der forskellige måder at gå til krigen på. Nogle går ind i den for at skade fjenden mest muligt, andre går ind i den som et nødvendigt onde med håb om, at der snart må komme fred og forsoning. Den kristne holdning må være den sidste holdning.

Men i Moses Hansens univers bliver der ligesom kun plads til een ting, sejr til Israel, hvordan det integreres i det kristne budskab som sådan, går han ikke ind i. Retfærdigvis må det siges, at mange synes her at tænke lige så kortsynet som Moses.

Naturligvis er der situationer, hvor en nation og et folk må gribe til våbenmagt og har ret til at gøre det, og sådan synes Israels situation at være, men derfor kan det godt diskuteres om Israel er gået for langt, og om hævnmotiver ikke har fået for meget at skulle have sagt. Sådan er det naturligvis også fra modstanderens side, men Israel er en knusende overmagt i forhold til palæstinenserne.

Flere dagsordener
Moses Hansen har her på det seneste ladet sig meget provokere af et opråb, hvorefter Nørrebro skulle gøres til en bydel, som tilhørte muslimerne.

Dermed er han også trådt ind i striden om Islam i Danmark. I den strid har han inddraget Faderhuset, eller Faderhuset har inddraget ham i den strid, det i forvejen har kørende på Nørrebro med de autonome om Ungdomshuset på Jagtvej.

I korstoget på Nørrebro kommer der således til at indgå et sammensurium af dagsordener, om måske ikke i Moses Hansens udmeldinger, så dog i den måde personen Moses Hansen tegner sig for befolkningen på Nørrebro.

Korsets budskab op imod Islam, og Israel op imod den arabiske verden og Faderhuset kontra Ungdomshuset. I dette sammensurium af krydsende dagsordner er det ikke muligt at skabe ørenlyd for Kristi evangelium, hvis det skulle være lykkedes overhovedet at skabe ørenlyd.

Moses Hansens begrundelse for at indlede sit Nørrebrokorstog opgav han selv som, “at Nørrebro tilhører Kristus og ikke muslimerne”. Men hvad betyder det? og hvordan opfattes det af beboeren på Nørrebro og af den almindelige dansker?

I en generel forstand tilhører Nørrebro naturligvis Jesus Kristus, men det gør Mekka også, selvom man dér ville blive halshugget for at proklamere det. Men er det rigtigt at marchere for en parole om, at “Nørrebro tilhører Jesus Kristus”, bare fordi nogle få muslimer nu gør krav på Nørrebro som muslimsk , når kristendommens indflydelse på Nørrebro i generationer har været meget beskeden?

“Hvorfor skulle Kristus bekymre sig om Nørrebro nu, når han åbenlyst ikke har gjort det, medens bydelen nærmest var slum?” er der mange af Nørrebos beboere, som kunne tænke.

Danskhed og kristendom
Det er naturligvis krænkende og oprørende for en dansk bevidsthed at opleve, at yderligtgående muslimer på Nørrebro eller kriminelle drengebander i Kokkedal udråber bestemte bydele og områder som muslimske eller indvandrernes. Men det krænker os som danskere og ikke specifikt som kristne.

I Moses Hansens korstog blandes danskhed med kristendom, som om de to er identiske størrelser, og korstoget bliver mindst ligeså meget et korstog for danskheden som for evangeliet. Dermed udelukker det reelt muslimerne fra evangeliet, og kampen for dansk-heden og for Dannebrog stiller sig i vejen for evangeliet.

Korstoget kommer til at understøtte den politiske hetz mod især muslimer i Danmark, som føres fra Dansk Folkepartis og det yderste højres side. Det betvivler jeg er en kristen opgave. Kristnes forpligtelse er snarere at gøre godt mod alle mennesker også mod vore muslimske naboer, så de kan blive vundet for Kristus.

Truslen fra Islam
Dermed være ikke sagt, at Islams til-stedeværelse i Danmark og andre steder i Vesten ikke på sigt kan blive en fare for os. Der kan godt være grund til bekymring, men den fare ville aldrig blive en virkelig trussel, hvis vestens folk personligt var kristne og var forankrede i den kristne tro.

Det er vores foragt for kristendommen og vort oprør mod Gud, som har skabt det religiøse, kulturelle, eksistentielle og politiske tomrum, hvori Islam har fået sin chanche.

Den trussel, som udgår fra visse dele af Islam i Vesten, må vi nærmest forstå som Guds dom over folk og kulturer, som har kastet vrag på deres “førstefødselsesret”. Men formålet med, at Gud dømmer, er at vi skal omvende os. Vender vi ansigtet til evangeliet og ikke mod det, kan muslimers tilstedeværelse hos os blive en anledning for os til at forkynde Kristus for dem.

Vi kunne altså vælge at være i offensiven fremfor at være i defensiven, men korstog og lignenende, så offensive de end præsenterer sig, er i virkeligheden helt og aldeles defensive i natur.

Våben og krigslignende adfærd er en forhånds-erklæring om, at vi har tabt, og at vi ikke tør forlade os på de åndelige våben, som Gud har givet os, som er i evangeliets ord og budskab alene.

Moses Hansen og hans fæller har naturligvis ikke bevæget sig ind på Nørrebro med våben eller brosten i hånd, ej heller tomater, vand eller andet blødt kasteskyts, men de har gjort det med en retorik, som på forhånd har ampu-teret det budskab, de brænder for at bringe.

Nidkærhed er ikke alt
Det er en stor skam, at Moses Hansen med sin store nidkærhed og sin kompromisløshed nu og da kommer til at kompromittere selve den sag, han lader sig brænde op for. Nidkærhed har vi jo ofte uden forstand, i det stykke er det ikke anderledes med Moses end med alle andre.

Det er virkelig ærgerligt, at han nogen gange lader uforstanden få så meget magt over sig, for vi har virkelig brug for en mand som ham i dansk kirkeliv, en mand, som tugter os for vor selvbehagelighed, vort hovmod, vores mangel på engagement og vilje til at sætte os selv ind, koste, hvad det vil.

Iver og det at brænde for evangeliet er en del af nytestamentlig livsstil. Men iver eller nidkærhed i sig selv er aldrig en garanti for, at sagen er rigtig. Iver gør normalt et stort indtryk på os, og intuitativt er vi tilbøjelige til at holde med den ivrige. Men det er farligt at lade sig lede af indtryk.

Guds sandhed er altid den kristnes primære søgen. Og har vi fundet sandheden i Jesus og i evangeliet, som er sandhedens ord, så må vi også lade vor iver styre af Guds Ånd. Det betyder paradoksalt nok, at vi nogen gange må neddæmpe den.

Ikke at blande dagsordenerne og bære mere end én kasket er en af de ting, vi som evangeliets budbringere må indordne os under.

Det var præcist, hvad Paulus, uden på nogen måde at spare sig selv, øvede sig i, selvom det ikke var let for ham. For det, Paulus brændte for, brændte han virkelig for.

Evangeliet alene
Som kristne er vi hver især også hengivne for andre ting og andre sager end for evangeliet, og det er, som det skal være, så sandt som det at være kristen også er at være sandt menneskelig.

I samme øjeblik, vi er ude i evangeliets ærinde, kan vi ikke i samme postgang være ude i et kirkepolitisk ærinde, et patriotisk israelsk ærinde, en kamp for Dannebrog og danskhed, et moralsk korstog, en kamp mod en bestemt befolkningsgruppe eller et bestemt miljø.

For evangeliet annullerer alle relative dagsordener, hvor interessante og berettigede de end må være på deres egen boldgade. For evangelisten er der kun et, som tæller, nemlig at prædike Kristus som Herre og os selv som alles tjenere for Jesu skyld.

Hvad både Moses Hansen og alle vi andre har grund til at spørge os selv om er: “Kommer vi i Kristi mildhed og sagtmodighed”, når vi kommer til mennesker? eller kommer vi med brask og bram og med bedreviden. Nu skal de sandelig få sandheden at høre, så hatten passer.

Der er nok generelt for meget af den mentalitet mellem os kristne, ikke kun hos Moses Hansen, men hos os alle sammen. For det skal vi skamme os, og fra det skal vi omvende os, både når vi kommunikerer med hinanden indbyrdes som kristne, og når vi kommunikerer med verden udenfor, også med Islam.