Mig og næsten

Af Astrid í Hjøllum Christensen - KP 03-2009

Kender du til at være sammen med mennesker, og efterfølgende føler du dig totalt magtesløs på grund af deres livshistorie? Deres liv har ikke noget med dit liv at gøre, men alligevel dræner det dig. Kender du, at have set nyheder, og du bliver så påvirket af dem, at du ikke kan slippe billederne igen?

Kender du til, at nogle i den nære familie eller omgangskreds bliver syge, eller noget sker med dem, og magtesløsheden rammer dig? Eller måske bliver du selv ramt af magtesløshed og frustration over din situation?
Jeg tror rigtig mange af os kender til situationer, hvor vi ikke aner, hvad vi skal stille op med det. Hvor vi må erkende, at vi er totalt magtesløse, og nogle gange uden indflydelse på det videre forløb.

I sidste nummer skrev jeg om fattigdom i Danmark, denne gang vil jeg sætte fokus på vores ansvar og reaktioner overfor dem, der har det svært. I de næste numre vil jeg skrive om specifikke situationer, der kan ramme os eller vores nærmeste, såsom demens, alkoholmisbrug, psykisk sygdom o.s.v.

Jeg er klar over, at disse artikler er subjektive. Jeg udråber mig på ingen måde til ekspert i disse ting. Men det er emner, jeg beskæftiger mig med igennem mit job som familiekonsulent, og derfor optager mig.

Vores verden virker mere og mere barsk. Historierne om røverier, overfald og misrøgt bliver mere og mere makabre. Det, som førhen var usædvanligt, toner nu dagligt frem på skærmen. På mange måder påvirker det ikke én mere, fordi det er blevet dagligdag.

Jeg hørte i radioen, at Danmark var det 16. bedste land at bo i i verden. Denne undersøgelse var lavet ud fra bla. uddannelse, løn, levestandard og levealder. Det 16. bedste land, det lyder jo umiddelbart godt. Før var vi det 13. bedste land.

Danmark er et dejligt land at leve i. Vi har mange muligheder. De fleste har muligheden for at tage en uddannelse, og efterfølgende at få job. Vi har mad, tøj og en varm seng at sove i. Alle vore basale behov er opfyldt.
Der er stort set ikke nogen i Danmark, der vil lade sig nøje med at få de basale behov dækket. Børnene bliver beskæftiget i institutionerne, og i weekenderne er der mulighed for at dyrke kammeraterne, tage i svømmehallen, i biografen eller i skoven. Mulighederne synes uendelige.

Vi har mere end nogensinde før ”jeget” i centrum. Børnene bliver opfordret fra meget tidligt til at tage stilling til, hvem de er. Det er blevet helt legalt at sige at ”man ikke orker” at deltage i arrangementer eller at være dem, der har kagen med til børnenes klassefest. Det er blevet acceptabelt at foretage fravalg. Når man skal vælge uddannelse, kan man vælge bredt ud fra evner og kvalifikationer.

Selvom vi på mange måder har det godt, tyder flere og flere undersøgelser på, at vi bliver mere og mere stressede, får mindre og mindre tid til familien, selvom mange af os arbejder mindre, end man gjorde førhen.

Mange familier er i opløsning, og det er konstant i nyhederne, at vi ikke tager os ordentligt af vores gamle.

Jeg hørte en sige, at vi har en ”cocktail- og receptionskultur”. Vi forholder os til mennesker, som var vi til cocktailparty eller en reception. Ved receptioner taler man overfladisk med hinanden, emnerne er overfladiske, og man prøver at relatere til mange på kort tid.

Det handler om at holde gang i en samtale, men også at kunne vikle sig ud af den igen på 30 sekunder. Livet handler for os om i højere og højere grad at iscenesætte os selv. At deltage i flest mulige projekter og være bevidste om hvad vi går efter. Man ser det også i arbejdslivet, det er ikke længere en dyd at have været ansat på den samme arbejdsplads i 30 år. Facebook og My Space bliver brugt flittigt, her kan man chatte med gamle bekendte, eller man kan blot følge med i hvad der sker i deres liv, uden egentlig at involvere sig i det.

Værdierne er i den grad i fare. Alt kan revurderes, der er intet absolut. Vi lever efter parolen om at, hvad der er godt for dig, er ikke nødvendigvis godt for mig. Jeg er her i dag, men ikke nødvendigvis i morgen.

Hvordan møder vi tiggeren?
Jeg er godt klar over, at jeg sætter det på spidsen. Men bliver vi ikke påvirket af verden omkring os? Og dens holdning til tingene? Bilder vi ikke nogle gange os selv ind, at livet handler om MIG og MINE, at hvad der foregår rundt om os, har ikke nogen relevans for os.

Møder vi tiggeren på gaden med værdighed? Tænker vi på alle de kvinder, der bliver solgt til prostitution i Danmark? Tænker vi på naboen, der nogle gange ser nedtrykt ud? Eller tænker vi på den dame i køen i Netto, der altid lugter af gammelt skidt? Eller hvad med vore nærmeste i familien og vennekredsen? Er vi der, når de har det svært? Har vi noget ansvar for disse ting? Eller er det Statens ansvar?

Vi vælger ofte at være ligegyldige overfor ting, der foregår rundt omkring os. Jeg tænker tit på, at når de hjemløse kommer for at få penge, kikker jeg dem knap nok i øjnene. Det kan godt være, at jeg giver dem penge, men jeg kunne vise dem værdighed ved at se på dem. Jeg behøver ikke behandle dem uværdigt, bare fordi de lever et uværdigt liv.

Jeg tror nogle gange, at vores ligegyldighed skyldes total magtesløshed. Vi ved ikke, hvad vi skal stille op med det. Det bliver for uoverskueligt at gøre noget ved. Eller vi tænker, hvis vi først involverer os i det, så kommer vi aldrig ud af det igen. Og vi har alle travlt. Vi kan alle med rette sige, at det har vi ikke tid til at tage os af, det må andre gøre.

Tid til at lytte
Jeg oplevede engang med min mindste datter, at hun hostede så meget nede i vuggestuen, da jeg afleverede hende, at hun kastede op. Det var ud over det hele, og det var ikke rart for hende, og heller ikke mig. Hun havde ingen feber og var ikke syg, hun hostede kun. Der var en anden mor til stede, hun sagde ingenting, bare kikkede på mig. Jeg følte, at jeg kunne høre hende tænke ”sikke en mor, at aflevere sit barn, selvom det er dårligt” eller ”håber ikke hun smitter mit barn”. Det føltes enormt ubehageligt. Det står selvfølgelig for min egen regning. Jeg ved selvfølgelig ikke, hvad hun tænkte. Men efterfølgende overvejede jeg alle de situationer, hvor jeg kunne have gjort det nemmere for andre at være i den situation, de var i netop nu.

Simple sætninger som ”det er da en slem hoste” eller ” det er da ikke rart at skulle aflevere sit barn med sådan en hoste” eller ”skal jeg hente noget papir at tørre op med”, havde været en god støtte at få den dag i vuggestuen.

Jeg tror nogle gange, at vi på grund af magtesløsheden bliver handlingslammet. Og nogle gange er der en enorm lindring at hente, hvis blot der er nogle, der gider lytte. Vi komplicerer det at være der for andre. Det behøver ikke være komplekst. Nogle gange har folk blot brug for at høre, at andre også synes, de lever i en hård og uretfærdig situation. Der er utrolig meget at hente i at turde stå i afmagt med folk, at turde se afmagten i øjnene, og erkende at vi ikke har løsninger på alt, men vi bliver der sammen med folk.

Jeg hørte engang en sige, at når vi er sammen med folk, der er i situationer, hvor man føler afmagt, må man billedligt talt ”kravle ned af stigen, være sammen med dem, prøve at forstå dem, og kravle op af stigen igen til sit eget liv”. Et billede på, at det kan lade sig gøre at være i sorgen, tabet og ensomheden uden at lade sit eget liv gå i stykker af det. I Bibelen står der ” at vi skal græde med de grædende”, vi skal med andre ord vise vores medfølelse.

Andres liv er os ikke uvedkommende. I Bibelen tales der om, at når en del i legemet lider, lider resten også. Lider én legemsdel, så lider også alle de andre. Bliver én legemsdel hædret, så glæder også alle de andre sig.
Lignelsen om den barmhjertige samaritaner vidner også om, at vi ikke kan være ligegyldige. I Lukas 10.25-37 står der: 

Da rejste en lovkyndig sig og ville sætte Jesus på prøve og spurgte ham: “Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?”  Han sagde til ham: “Hvad står der i loven? Hvad læser du dér?”  

Manden svarede: ”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv.” Jesus sagde: ”Du har svaret rigtigt. Gør det, så skal du leve.”  Men han ville retfærdiggøre sig selv og spurgte Jesus: ”Hvem er så min næste?”  
Jesus svarede og sagde: ”En mand var på vej fra Jerusalem ned til Jeriko og faldt i hænderne på røvere. De trak tøjet af ham og slog ham, så gik de og lod ham ligge halvdød. Tilfældigvis kom en præst den samme vej; han så manden, men gik forbi. Det samme gjorde en levit, der kom til stedet; også han så ham og gik forbi.  

Men en samaritaner, som var på rejse, kom hen til ham, og han fik medynk med ham, da han så ham. Han gik hen og hældte olie og vin i hans sår og forbandt dem, løftede ham op på sit ridedyr og bragte ham til et herberg og sørgede for ham.

Næste dag tog han to denarer frem, gav værten dem og sagde: Sørg for ham, og hvad mere du lægger ud, vil jeg betale dig, når jeg kommer tilbage.  Hvem af disse tre synes du var en næste for ham, der faldt i røvernes hænder?«  Den lovkyndige svarede: »Han, som viste ham barmhjertighed.” Og Jesus sagde: ”Gå du hen og gør ligeså!”.

At være noget for andre
Budet om ”at elske sin næste som sig selv” vidner om vigtigheden af at være noget for andre. Det er ikke en del af det kristne liv, vi kan undsige os. Jesu liv vidnede også om, at troen måtte afføde handling.

Det mest fantastiske ved det er, at alle kan være noget for næsten, og vi alle har brug for næsten. Spørgsmålet er nemlig, hvornår er det dig, der bliver ”næsten”? Jeg ved, at jeg selv oplever mig som ”næsten”, når andre spørger ind til mig og mit liv. Eller da jeg i mine ungdomsår var syg af epilepsi, og der pludselig dumpede et brev ind ad døren med penge fra en ældre dame, der synes jeg skulle have en opmuntring. Hun var i øvrigt selv indlagt, og var nok så syg. Her viste hun mig overskud. Et overskud, jeg ikke kunne forvente, men som løftede mig op og mindede mig om Guds kærlighed.

Jeg tror, vi alle sammen kan tænke på situationer, hvor andre har hjulpet os igennem. Der er glæde i at være noget for hinanden, der er glæde i at hjælpe andre og blive hjulpet af andre.

Vi behøver heller ikke at holde af folk for at vise vores medmennesker medfølelse. Gud kan, hvis vi ønsker det, plante kærlighed i os. Han kan hjælpe os med at se værdi i mennesker vi selv har svært ved at se værdi i. Når vi vælger at gøre ting, som strækker ud over vores eget, får vi tit lov at opleve, at Gud opererer i det felt. At pludselig magter vi at stå i ting vi ikke troede mulige.

Vi bliver måske indgydt håb for andre, vi bliver mindet om andre i bøn, eller vi oplever at sige eller gøre lige det, der giver den anden lindring og håb. På den måde får vi også lov at opleve Guds suverænitet. Vi får lov at opleve, at selv om alt synes håbløst, åbner dørene sig.

Vi får lov at opleve, at Guds planer er større end vores egne. Vi behøver ikke at føle, at hvis vi først går ind i folks liv, så skal vi være sammen med dem altid. Men vi må prøve at vandre et stykke hen ad vejen med vores medmennesker for på den måde at bane vej for tro, håb og kærlighed. At bane vej for at de ser Guds kærlighed til dem, og de dermed oplever et håb for deres fremtid.