Den kristne i krig

Af Carsten Thomsen - KP 01-2003

Den kristnes forhold til magtanvendelse har altid været problematisk. At vende den anden kind til står over for staten og sværdet - vi ser her på nogle af krigens perspektiver i lyset af evangeliet med udgangspunkt i Irak-krigen.

(NB: Artiklen er skrevet før krigen i Irak begyndte).

"I skal høre krigslarm og rygter om krig. Se til, at I ikke lader jer skræmme! For det skal ske, men det er endnu ikke enden. For folk skal rejse sig imod folk, og land imod land...Alt dette er be-gyndelsen på veerne". Matt. 24: 6-8.

"Han skal skifte ret mellem folkeslagene, fælde dom blandt talrige folk. De skal smede deres sværd om til plovjern og deres spyd til vingårds-knive. Folk skal ikke løfte sværd mod folk, og de skal ikke mere oplæres til krig".

Verden står over for endnu en krig, en krig, som Danmark kan blive deltager i, og vi gør alle op med os selv, hvad vi skal mene om den. I denne stillingtagen er der ingen nemme, smertefrie, upro-blematiske løsninger.

Vi har ofte svært ved at høre og tage stilling til argumenterne midt i al krigslarmen, magtspillet i korridorerne, de mange selviske interesser, som nationerne plejer og prøver at fremme - den kolde beregnende realpolitik, som stadig dominerer mellem verdens stater.

For mange mennesker i de vestlige lande er konflikter, folkemord og krige primært et resultat af forfejlet diplomati, social uro og fattigdom, skæve militær-balancer, stridigheder om verdens ressourcer - af magtpolitik gået amok. Ville fornuften råde noget mere, ville alt blive godt, og vi kunne undgå krig, uro og vold.

Det vestlige menneske har i det store og hele udelukket Gud og Guds rige og søger udelukkende at fortolke verdens gang ud fra verdslige, materielle mekanismer. Folks håb, tillid og forventninger til en verden uden krig lægges på den politiske udvikling, og kun ganske få vender sig til Gud midt i verdens kriser.

Jeg har selv så utrolig nemt ved at skrive med skyklapper på i mit arbejde som journalist. Verdens begivenheder tolkes af eksperter, politikere og nu også mere og mere af journalister, vore dages profeter, men uden en reference til noget transcendent. Eksperterne kender magtpolitikkens krinkelkroge og leverer dagens løsninger på verdens sygdomme, mens vi andre sidder foran skærmen og følger med.

Jeg frygter, at mange kristne også op-sluges af selve processen, af den daglige nyhedsstrøm, men helt glemmer historiens Gud, som om han overhovedet ingen trumf har i magtspillet, at vi nærmest i bar flovhed over Guds tilsyneladende “tavshed” lader os rive med uden at anerkende Ham, fra hvem alt liv kommer, og som opretholder alt.

I ham blev alting skabt i himlene og på jorden, det synlige og det usynlige, troner og herskere, magter og myndigheder. Ved ham og til ham er alting skabt. Han er forud for alt, og alt består ved ham. (Kol. 1:16-17). Fra dette perspektiv må vi se krigen, hvis vi ikke blindt skal rives med af de voldsomme ødelæggelser, der følger i krigens spor.

Kristne bliver forvirrede over krigs-rumlen, fordi de har glemt læren om Guds forsyn, eller i hvert fald formindsket den til udelukkende at handle om Guds nærvær i dem selv. Denne holdning næres af en forbrugermentalitet, hvor det nærmest kun handler om, hvordan Gud kan møde den enkeltes behov og tilfredsstille vedkommende. Hvad Gud gør i verden får mindre og mindre vægt, mens hvad han gør for den enkelte personligt og privat får større og større vægt. Det nære vil selvfølgelig altid optage os mest, men kan også få for stor vægt.

En “Gud på indersiden” kalder teologen David Wells det. Hans bog “God in the Wasteland” er en alarmerende analyse af den moderne evangelikale kristne.

- Vort syn på verden burde opstå, ikke fra vor egen interne psykologi, ikke fra en fornemmelse af, hvad vi mener om verden baseret på vor egen erfaring, men fra den Gud, som er udefra, fra hvad han har åbenbaret af hans vilje for verden i hans Ord. Det er der vi finder hans mening, mening, som ikke kommer nedefra men fra oven.

KRIG MÅ ALDRIG ses adskilt fra Guds forsyn i historien. “....Gud den Højeste er hersker over det jordiske kongerige og kan sætte, hvem han vil, over det” (Dan. 5:21). “Herren gør folkenes råd til intet, han hindrer folkeslagenes planer”. (Sl. 33:10) Gud har en plan i historien, og historien følger denne plan.

Nøjagtigt hvordan er et mysterium, men det sker ikke mekanisk, da Guds vilje og dekreter ofte støder mod menneskers egen vilje, så historiens forløb til dels må ses i lyset af mennesket, der gør oprør imod Gud. Men vi kan hvile i, at den allestedsnærværende Gud i sit forsyn opretholder naturen, livet og dikterer verdens gang, nationernes fremgang og fald. Guds plan med menneskeheden har han i sin visdom i grove træk åbenbaret, men Guds mere specifikke veje med mennesker, folkeslag og nationer er meget af tiden skjult, også for menigheden.

At Gud “prisgiver” folk til deres egne lyster er en forfærdelig ting, ondskaben råder stadig i verden, alt for meget synes vi. I stedet for at fortvivle, må vi minde os selv om, at “det onde altid sker inden for rammerne af Hans suverænitet”, som D. A. Carson udtrykker det, hvor meget det end forbliver et mysterium for os.

Da Paulus har gennemgået Guds veje med Israel kan han til sidst kun udbryde: “Hvor uransagelige er hans domme, og hvor usporlige hans veje! For »hvem kender Herrens tanker, eller hvem kan være hans rådgiver? Hvem har givet ham noget først, så han må gøre gengæld?« Thi fra ham og ved ham og til ham er alle ting.” (Rom. 11:34-36).

Dette burde kalde på den dybeste ydmyghed hos os, så vi varer os for alt for bramfrit og utvetydigt at udtale os om, på hvilken side Gud står i diverse konflikter, og hvad hans konkrete plan er i en given krigssituation.

KRIG MÅ ALDRIG ses adskilt fra synden og Guds dom over synden. Krigen har mange årsager, men grund-læggende er den altid en konsekvens af menneskers synd. Det er en manifestation af vor egen synd, blot i en langt større skala.

Det er interessant at se på Jesu svar til dem, der ønskede at vide mere om de galilæere, Pilatus havde dræbt - om de var mere syndige og det var et resultat af Guds dom. I stedet retter Jesus en advarsel til dem, der kom med spørgsmålet: “Hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom de.” Jesus retter ikke opmærksomheden på Pilatus’ forfærdelige udåd eller ofrene, men der lyder en opfordring til at omvende sig.

Guds forsyn og plan med nationerne forbliver ofte et mysterium for os, men i enhver mørk tid med krig lyder der et kald fra Herren til syndige mennesker om at omvende sig.

Verdens ulykker må altid ses på det dybere niveau, hvor Herren udfører sin frelsesplan, hvor korset er den centrale begivenhed alt reflekteres imod, hvor vi ser Guds forsyn med sit folk klarest. Vore hjerter kan hvile i sikkerheden om, at intet kan skille os fra Guds kærlighed. Ikke sværd, død, magter eller noget nuværende eller noget kommende. (Rom. 8:38-39).

I krigen ser vi også Guds dom. I de fleste af verdens konflikter og krige er det ikke kun sort og hvidt, de onde mod de gode, som vi gerne en gang imellem ønsker at se det, så vi nemmere kan håndtere det onde, putte det i bås. “Ondskabens akser” eller “slyngelstater” er bekvemme ord fra et vestligt synspunkt, og jeg skal ikke for-svare disse lande, men mon ikke, at de vestlige lande burde bruge tiden til selvransagelse. Det stikker dybere end en kamp mellem demokrati og diktatur.

Vestens sekulariserede, materialistiske og individualistiske samfund har ført os længere og længere bort fra Gud og enhver tanke om at bøje os for ham, og er i stedet blevet ekstremt selvoptaget. Den rigdom og velstand, vi ejer, er også til dels på bekostning af lande i den tredje verden, der bliver fattigere og fattigere.

At Guds dom begynder med Guds hus må også få menigheden til at ransage sig selv midt i en krigssituation. Vi er en del af en nation, som trænger til omvendelse og til at vende tilbage til Gud.

Krigen lærer os samtidig, hvor skrøbeligt livet er, hvor sikkert døden når os alle, hvor store konsekvenser synden og ondskaben har. Det er ikke blot en del af Guds dom over nationers synder, men et kald til mennesker om at vende om, før det er for sent.

Det er i korset, at Gud afgørende gør op med døden, synden og ondskaben. ( Kol. 2:15, Heb. 2:14). I Jesu sejr over døden skimter vi hans endelige sejr og hans endelige retfærdige dom over nationerne. Vi venter tålmodigt på, at Jesus kommer igen. »Hvor længe, hellige og sanddru hersker, skal det vare, før du dømmer og hævner vort blod på dem, der bor på jorden?« (Åb. 6:9-10) råber martyrerne.

KRIG MÅ ALDRIG ses adskilt fra kirkens forhold til staten. Det er staten, som går i krig, og derfor må vi være klar over, hvilken autoritet staten har, og hvordan vores lydighed skal være mod den set i lyset af Guds autoritet.

Der er en flertydighed over staten, for på den ene side er den verdslig, på den anden side er den indsat af Gud og har fået autoritet til at udøve magt for at holde ondskaben nede og skabe ordnede forhold for folket.

Hvis ikke staten brugte magtan- vendelse, ville tilværelsen hurtigt blive ulidelig, som tilværelsen beskrives i Dommerbogen med myrderier, voldtægter og anarki - og det opsummeres i afslutningen: “På den tid var der ingen konge i Israel. Enhver gjorde, hvad han fandt for godt.”
Idealet er, at staten “skræmmer dem, som gør det onde” og “roser dem, der gør det gode”, men denne idealstat er langtfra altid realiteten, da rege-ringer styres af syndige mennesker, og da magten altid har en tendens til at brede sig længere end til at opretholde ret, lov og orden.

Derfor kan staten også hurtigt udvikle sig til et diktatur, som i Irak, hvor staten skal tilbedes blindt og herskeren ophøjes som en gud, en frelser, men i virkeligheden er en despot, der tilsidesætter retten med magt. I dens mest ekstreme form bliver staten beskrevet som det gudløse Babylon (Åb. 17).

Det er klart, at både staten og Gud har krav på os, at vi skal adlyde begge, men at Guds autoritet står over statens (Ap. G. 5:29). Vi må frygte Gud mere end mennesker - og det betyder, at staten ikke må være i tvivl om, hvor kirken står, hvilke prioriteter kirken har, og hvis autoritet den ultimativt følger.

Dette medfører en spænding i vort liv, som vi aldrig kan blive fri for. At være indbyggere i to riger, det verdslige og Guds rige, vil i nogle situationer betyde store ofre. De våben, staten og kirken bruger, er vidt forskellige. Mens staten bruger lov, magt, myndigheder og i yderste konsekvens militæret, så er kirkens krigsførelse åndelig og må bruge åndelige våben, som Guds ord, bøn og næstekærlighed.

I en krigssituation er det yderst vigtigt, at dette forhold er klart. Om statens brug af magt og hvornår den misbruger denne magt er ikke altid klart. Om den kristne skal gå med i en krig eller ej, eller hvornår det skal ske, her vil kristne også være uenige.

Personligt mener jeg, at staten altid må have krigen stående åben som en sidste udvej. Personligt mener jeg også, at en kristen kan blive nødt til at gå med i en krig. Kristne er en del af staten, ligesom vore medmennesker, og at skulle tjene dem og vise næstekærlighed betyder også aktivt at involvere sig i statens liv, ikke kun som sygeplejerske eller skolelærer, men også som politiker, politibetjent og soldat. Med det mål for øje, at staten som Guds ordning skaber rammer for det enkelte individ, hvor det kan udfolde sig, og lov og orden, retsvæsen og myndigheder beskytter de svage og fattige.

Med disse teologiske perspektiver foran os, kan vi tænke mere konkret på den situation, vi står i. Med en krig mod Irak meget tæt på er der flere konkrete ting, som vi må tage med i en etisk reflektion over krigens væsen.

FREDSARBEJDE og forholdet til fjenden. “Salige er de, som stifter fred. “I ikke må sætte jer til modværge mod den, der vil jer noget ondt. Men slår nogen dig på din højre kind, så vend også den anden til. Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske faders børn; for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. (Matt. 5:9,39,44,45). Jesu ord i bjergprædiken rammer som granatslag ned i ethvert selvtilfredst og stereotypt fjendebillede.

Kirkens forkyndelse af nødvendigheden af fred og forsoning i Kristus vil altid have førsteprioritet. Men vi er også kaldet til at stifte en “ydre” fred, og den skal vi også arbejde for.

At stifte fred må begynde i menigheden, hvor mennesker forsonet i Kristus skaber et samfund, hvor skel og barrierer mellem racer og nationaliteter er nedbrudt. Hvor forholdet specielt i vore dage til den muslimske verden og til indvandrere ikke er karakteriseret af bitterhed, vrede, kynisme og selvtilfredshed, men kærlighed, medlidenhed og et ønske om, at de også må blive omfattet af frelsen i Jesus Kristus. Når kristne palæstinensere og messianske jøder enes om at mødes for at stifte fred er det et udfordrende eksempel i en region, hvor hadet over for fjenden er så konsekvent destruktivt.

Vi må passe på den retorik, der forsøger at dæmonisere og umenneske-liggøre fjenden. I krigen mod terrorisme er dette en farlig tendens, hvor vi bliver alt for selvretfærdige, mens terroristen er ondskaben legemliggjort, mennesker, som skal jages og nedlægges som dyr. Vort verdensbillede bliver også politisk ubalanceret og naivt. Det gælder også over for vor muslimske nabo. Intet er mere udford-rende end at prøve at forstå og skabe kontakt med en helt anderledes kultur, men kristne må gå forrest her og ønske at bryde nogle af de barrierer, som eksisterer mellem folk.

Ofte er fredsdemonstrationer mod krige forståelige nok, men ofte fornemmer man, at de bygger på en verdslig humanistisk pacifisme, som har en meget naiv forestilling om, at mennesket i bund og grund er godt, at ondskab kan elimineres med oplysning og uddannelse, og nationernes stridigheder kan løses ultimativt med det rette forum, som fx FN.

Den kristnes verdensbillede tager her højde for, som vi har været inde på, menneskets iboende synd og statens gudgivne autoritet til at bruge magt for at fremme retten - men også en verden, der ligger under for den ondes magt.

Selvom vi aktivt kan deltage i protester mod krig og i opfordring til at løse kriser med diplomati og fredelige midler, så erkender vi, at denne fred altid vil være skrøbelig og midlertidig.

DEN RETFÆRDIGE krig i en moderne tid. De fleste kirkesamfund har op gennem historien været domineret af doktrinen om den “retfærdige” krig i et forsøg på at levere en etisk indrømmelse af retten for staten til at bruge krigen som middel, hvor alle fredelige midler er sluppet op. Begrundelsen er som før nævnt Romerbrevet 13 om øvrigheden.

Teologerne taler om, at den “retfærdige” krig for det første skal være den absolut sidste udvej, efter at alle fredelige udveje er forsøgt. For det andet skal skaden, der forvoldes, være ringere end den gavn, der opnås ved krigsførelsen.

Der skal altså hindres en endnu større ulykke, end den, som krigen selv indebærer. For det tredje skal der anvendes mindst mulig vold og ingen tilfældig vold eller vold mod civile. For det fjerde skal krigen kunne afsluttes retfærdigt for begge de krigsførende parter. Ingen har ret til at føre udslettelseskrige. For det femte er retfærdig krig kun mulig som forsvarskrig. Og endelig kan en krig kun være retfærdig, hvis den starter af en legitim årsag.

Forsvar/angreb: Det er en udmærket tese til at se etisk på krigsårsag og krigsførsel, men den eliminerer ikke vore problemer. Det er ofte vanskeligt at skelne mellem forsvar og angreb.

Kirkeledere er i øjeblikket meget uenige om USA’s ret til at gå i krig, fordi de er bange for at blive angrebet af masseødelæggelsesvåben. Er det for-svar eller angreb? Bliver krigen så voldsom, at den er værre end fortsatte sanktioner? Er alle fredelige udveje forsøgt? Tesen om retfærdig krig bliver brugt både til at sige ja og nej til en krig mod Irak.

Fjernstyret krig: Den teknologiske udvikling og moderne sofistikerede måde at føre krig på i dag stiller spørgsmålstegn ved det retfærdige i selve krigsførelsen. Den uhyggeligt voldsomme ildkraft, der sættes i gang med avancerede missiler og kraftige bomber, burde forurolige enhver kristen.

De vestlige lande med USA i spidsen kan kun føre krig i en moderne verden, hvor alle følger med foran skærmen, hvis der næsten ingen tab er på ens egen side. Det gør, at man hellere vil risikere tusinder af civile tab end at risikere selv de mindste militære tab.

Evnen til at lamme et land som Irak og lægge det totalt i knæ er rystende. Elværker, vandværker, broer, veje osv vil blive bombet og det vil forårsage store lidelser for civilbefolkningen. Den fjernstyrede krig, der mere og mere udkæmpes bag computerskærme, og hvor målene kun opleves som computergrafik er dybt problematisk og stiller nye etiske overvejelser.

Sanktioner: Samtidig må vi ikke være blinde for, at sanktionerne mod Irak faktisk har påført det irakiske folk enorme lidelser i de sidste 12 år - uden synligt at svække Saddam Hussein. Sanktioner lyder på papiret bedre end missiler og tanks - og er nemmere og mere smertefrit at få tilslutning til, men på længere sigt er de inhumane og rammer de fattige og forsvarsløse og risikerer endda større ødelæggelser end en hurtig krig.

Og så er vi tilbage ved begyndelsen. Der gives ingen smertefrie løsninger, og enhver ny tidsalder og enhver ny generation må overveje de nye etiske problemer ved krigsførsel. Her kan der ikke laves en fiks og færdig etisk håndbog, men for Guds ansigt må vi bede ham vejlede os.