Sundhed og sygdom:
En generation af klynkere

Af Louis Nielsen- KP 02-2003

Vores tid er utrolig optaget af sundhed og helbred. Fokus er rettet mod kroppen og velbefindende som måske aldrig før i historien.

Medicinsk og teknologisk har lægevidenskaben vundet meget store og betydelige landvindinger, sygdomme, som der før ikke var nogen virkelig effektiv behandling for, kan i dag behandles med stor succes. Effektiv og tidlig diagnosticering er yderligere en af tidens landvindinger. Og det alternative marked for sygdomsbekæmpelse blomstrer som aldrig før.

Alligevel synes sygeligheden ikke for nedadgående, måske snarere at vokse, nye diagnoser kommer stadig til, sundhedsudgifterne eksploderer og truer med at slå bunden ud af amternes og kommunernes økonomi, og overfor mange sygdomme står vi lige så hjælpeløse, som vi altid har gjort.
Hertil kommer, at tiden og den måde, tingene er sat sammen på og fungerer på, gør mange syge. Fra tid til anden bliver vi mindet om, at smitsomme og potentielt farlige sygdomme ikke er et overstået stadium, de kan stadig dukke op i et eller andet hjørne af verden og herfra brede sig til andre lande, selv til vor del af verden.

Hvad der er årsag, og hvad der er virkning, er ikke altid nemt at holde adskilte, når vi har med sygdom at gøre. Hvornår er det, fordi vi “har ondt i sjælen”, som vi kalder det i dag, at vi er syge eller føler os syge, og hvornår “har vi ondt i sjælen”, fordi vi er syge?

Det spørgsmål er ikke så ligetil at besvare. Men det sætter sit tydelige spor hos lægerne, som ofte hævder, at de bruger mere tid på at godtgøre for raske mennesker, at de altså ikke er syge, end de bruger på at behandle dem, som virkelig er syge. Der kan, hvor paradoksalt det end måtte lyde, gå inflation i sygdomme. Det kan blive ligefrem prestigefyldt og lidt trygt at lide af bestemte sygdomme.

Et liv i Jesu hænder
Ethvert menneske har som udgangspunkt krav på at blive taget alvorligt. Men man kan udvikle sig så meget som klynker, og man kan leve sig så meget ind i en offerrolle, at ingen længere tager en alvorligt, og hvad værre er, man får sine omgivelser til at gå omkring med en rigtig dårlig samvittighed, og man gør også i mange tilfælde sine medmennesker til kynikere.

Det er ikke nogen rar udvikling, og hele situationen kalder på besindelse. Kristne ved sig kaldet af Jesus, og de ved, at hans kald tager hele livet og hele livssituationen med sig. Dermed er den bestemmende faktor over deres liv lagt i en andens hænder, i Jesu hænder, i Guds hænder.

I hvad som helst, som møder dem, ved de sig omgivet af Guds herredømme og Guds forsyn. Dette fører ikke til apati og ligegyldighed og overladen sig til tilfældighederne, for Guds vilje er ikke blind, upersonlig og ufølsom, men bestemt af, at Gud har en vilje og en plan med den enkeltes liv. Og livets tilskikkelser er muligheder i den plan.

Sundhed er naturligvis at foretrække frem for sygdom, velbefindende og frihed frem for smerte og bundethed, men selv når disse goder måtte blive os nægtet, har vi et liv at leve og muligheder, som tilbydes os. Måske ikke de samme muligheder, men stadig muligheder, og med Guds hjælp kan vi måske vende vanskæbne og ulykke til noget positivt, måske ligefrem til vinding.

Sådan skal den kristne ræsonnere, altså ikke så meget tænke på de spildte og tabte muligheder, som på de nye og anderledes muligheder. Erkendelsen af det er det første skridt på vejen til at blive frelst fra klynkeriet.

Forventninger til livet
Hvordan vi oplever livet, har meget at gøre med, hvad vi forventer af livet. Groft sagt forventer rige og forkælede mennesker sig nok mere af livet end fattige mennesker og mennesker, som fra barndommen er vokset op med en hård tilværelse. At være rask, rig og en succes er mange af os nærmest kommet til at se på som en menneskeret. Men er det også det?
Hvad sagde Gud Herren til Adam og Eva efter faldet:

“Til kvinden sagde han: “Jeg vil gøre dit svangerskab plagsomt og pinefuldt,
i smerte skal du føde børn. Du skal begære din mand, og han skal herske over dig.”

Til Adam sagde han: “Fordi du lyttede til din kvinde og spiste af det træ, jeg forbød dig at spise af, skal agerjorden være forbandet for din skyld; med møje skal du skaffe dig føden alle dine dage. Tjørn og tidsel skal jorden lade spire frem til dig, og du skal leve af markens planter. I dit ansigts sved skal du spise dit brød, indtil du vender tilbage til jorden, for af den er du taget. Ja, jord er du, og til jord skal du blive” (1 Mos 3:16-19).

Der er uden tvivl både vrede og sorg i disse ord, men også nåde og barmhjertighed. For slangen (vers 15) er der ingen fremtid, en dag knuses hans hovede, for Adam og Eva loves en kommende lægedom mod slangens gift. Livet er dermed sat ind i et kontinuum af slid og møje, smerte og frustration, men også ind i et håb om udfrielse og frelse fra trældommen under forkrænkeligheden.

Peter fortæller os i sit første brev, at det at være kristen består i at “være vendt om til vores sjæles hyrde og tilsynsmand” (2:25 og ved Jesus Kristus og hans død for os på korset at have fået håb, således at “vores tro også er håb til Gud” (1:21).

Den kristne er en, som “overlader sin sjæl til den trofaste skaber” (1 Pet 4:19), dvs. til Ham, som til stadighed forsikrer os om sin omsorg for os, at han “aldrig vil slippe os eller forlade os”, at vi derfor “altid skal være frimodige”, aldrig skal miste modet, aldrig skal “blive trætte og forsagte i vore sjæle”.

Nogen gange er det som om, at vi har glemt det, når også vi lader os drive med strømmen af dem, som aldrig er taknemmelige, altid er utilfredse og knurrende, aldrig har overskud til at tage os af andre, fordi vi altid er bekymrede for os selv.

Syg på forhånd
Efterhånden er tingene blevet stillet så meget på hovedet, at syg er man, til det er blevet bevist, at man er rask. Deraf de mange screeninger og besøg hos lægen uden påviselig grund. Efterhånden er det sådan, at man hører mere om udbrændte kristne ledere end ledere, hvis tro er usvækket og hvis glæde bevaret og voksende.

Dette uden at fortie, at naturligvis er der tilfælde af udbrændthed, som kan henføres til fysiske og sjælelige årsager, til et dårligt arbejsmiljø eller til overbebyrdelse. Men der findes også udbrændthed, hvor årsagen mere er åndelig, som f.eks. illusioner om sig selv og andre, urealistiske forventninger til hvad opgaven går ud på eller fører til, overgearet åndelighed etc.

Jeg frygter for, at de mange pseudobegivenheder, som fylder så meget op i de fleste moderne menneskers liv, er en del af årsagen til, at så mange samarbejder så dårligt med livet og fungerer så dårligt i det hverdagsliv, de er sat ind i. Desværre er kristne ikke uindtagelige for den tendens. For også i den kristne verden er der meget, som bedst kan beskrives som pseudoåndelighed.Syndens virkelighed
Terapi er ikke løsningen på samfundets og den enkeltes “sygdomme”. Men terapi er ofte nødvendig.

Det ville hjælpe meget, hvis vi igen begyndte at regne med synden som en veritabel virkelighed i menneskers liv og verden. Så kunne vi igen begynde at relatere til sandheden, også til den mere ubehagelige sandhed om os selv og det liv, vi lever. Så blev vi også igen afhængige af Gud og henviste til ham, for synd er der ingen anden end Gud, som kan tage sig af og rense os for (helbrede os for).

Så ville vi også indse, at de tungere ting i livet ikke så meget er sygdom, mindreværd og følelsen af mislykkethed som fremmedgørelse for Gud, for os selv, for medmennesket, for verden, for livet, for døden, for evigheden.

Mangler bare en af disse dimensioner i vort liv, mangler dybdedimensionen, og vi fremmedgøres dermed for virkeligheden, virkeligheden, som er, at vi lever i en af Gud skabt verden, og at ingenting derfor kommer til sin ret, hvis det ikke forbindes med ham.Er troen virkelig for os?

Spørgsmålet, vi som kristne må stille os selv, er, om troen er virkelig for os? Kristne, som kommer fra lande, hvor fattigdommen og nøden er stor og møder os her hos os selv, undres ofte over, hvor lidt vi tror, spørger sig selv om, vi virkelig tror? Deres fornemmelse kunne meget vel være rigtig.

I beretninger, som når os fra Nord-korea (men også fra mange andre lande) om kristne under meget voldsomme forfølgelser, er et gennemgående vidnesbyrd, man hører fra andre fanger om de kristne, at de kendes på deres mildhed og medmenneskelige omsorg. Midt i deres egen lidelse og smerte har de alligevel plads for deres medfanger, til det smil og den medmenneskelighed og varme, som tænder håbets fakkel i en verden af lutter fornedrelse og mørke.

“Bliv ikke trætte” eller “vær ikke lunkne i jeres iver” er en opfordring, som med mange eksempler og i mange forskellige formuleringer når os fra Bibelens blade, fra både Det gamle- og Det nye Testamente. “Vi skal høste til sin tid, hvis vi ikke giver op”; “de, som sår med gråd, skal høste under frydesang”, “I, brødre, må ikke blive trætte med at gøre det gode”.
Bibelen fortier ikke, at ventetiden kan blive lang og vejen hård. Nemme løsninger findes ikke i Guds rige. Det er ikke Gud at springe over, hvor gærdet er lavest. Bjerge og høje skal jævnes, dale og kløfter skal højnes, sådan jævnes der midt i ørken og øde en landevej for vor Gud.

Men problemerne, bekymringerne og vanskelighederne kan vi vente på og tage i den rækkefølge, de kommer. Vi behøver ikke at foregribe dem, behøver ikke at ængstes og bekymres for alle hånde indbildte farer. De virkelige og nærværende er reelle nok.

Vi skal ikke, for at beskytte og bevare vort liv nu, pakke det sådan ind i bomuld, at vi knap nok lever. På den måde vinder ingen af os livet. Ved at leve fornuftigt kan vi måske undgå nogle sygdomme, men nogen ultimativ beskyttelse mod sygdom og anden fare har vi ikke i dette liv.
Løftet for det kommende himmelske Jerusalem om, at “Ingen indbygger skal sige: “Jeg er syg!” (Es 33:24) gælder netop den kommende verden, den verden, hvor ingen af faldets konsekvenser længere er til, ikke den nuværende verden.

Opsang fra Gud
Jeremias var en mand, der var oppe mod meget, en sart, fintfølende mand, som Gud ikke des mindre gjorde til en kobbermur, men ikke uden, at Gud og Jeremias måtte kæmpe for det. Overladt til sig selv kunne han fristes til at svømme hen i selvmedlidenhed. Men takket været Guds ihærdige trofasthed fik han ikke lov til det. Hvad vil du gøre, Jeremias, sagde Gud f.eks. til ham, den dag du krydser “Jordans stolthed”, når du ikke føler dig tryg i “et fredeligt land?”.

Med andre ord: Du kan lige så godt indstille dig på, at forholdene bliver meget mere utrygge (“Jordans stolthed” , vildt tropisk landskab langs det stykke af Jordan, hvor den løber i sin dybe dalsænkning). Eller “når selv fodgængere løber dig træt, hvad vil du gøre den dag, du skal kappes med heste?”

Ind imellem har vi brug for en opsang, godt hvis vi kan give os den selv, men kan vi ikke så en trofast ægtefælle, en god ven, en loyal kollega. Nogen gange er det så Gud, der giver os den, og da er den måske ikke så meget verbal, som at den møder os i livets rindende strøm af hændelser, små som store, alvorlige som muntre. Selvironi og selvironisk distance til sig selv er også god medicin. En fornemmelse af skamfuldhed over, hvor lidt der ofte skal til for at slå os ud i forhold til det meget, andre klarer i udstrakt arm, er også en god øvelse.

Om disse ting gælder, som det gælder Guds opdragelse af os generelt, at “de vækker rigtignok snarere ubehag end glæde, mens de står på, men bagefter bliver frugten fred og retfærdighed for dem, der har gennemgået dem.

Styrk derfor de synkende hænder og de kraftesløse knæ, og gå den lige vej på jeres ben, så det lamme ikke vrides af led, men tværtimod bliver helbredt” (Heb 12:11-13).