kirke og stat:
Er Gud republikaner?

Af Carsten Thomsen - KP 04-2004

Mange konservative kristne i USA har af flere grunde svært ved at få armene ned efter præsidentvalget i USA.

For det første var det de moralske enkeltsager, som viste sig at blive en afgørende faktor i valget, især abort, homoseksuelle ægteskaber og stamcelle-forskning. For det andet fik man genvalgt en præsident, som var en stærk modstander af disse tre ting, og som ydermere har været meget åben om sin omvendelse og tro på Gud. For det tredje fik man denne gang mobiliseret mange evangelikale Bush-støtter, og de blev en vigtig brik i hans genvalg.

Den kristne højrefløjs politiske indflydelse i USA har derfor skabt fornyet debat om forholdet mellem religion og politik, forholdet mellem kirken og staten. Ja, i medierne i Danmark har diverse journalister og eksperter med forskelligt held forsøgt at tolke brugen af Guds navn i amerikansk politik.

Renser politik for Gud
Præsident Bushs udtalelser om sin personlige tro koblet sammen med hans moralske standpunkter omkring homoseksuelle ville sikkert have udelukket ham fra en politisk karriere i EU! Derfor er det kun glædeligt, at et flertal af amerikanerne øjensynligt ikke mener, at disse synspunkter og hans åbenhed om hans kristne tro bør diskvalificere ham - tværtimod.

I Europa og i Danmark er de politiske realiteter nærmest de modsatte. I EU fravælger man en katolsk kommissær-kandidat, fordi han mener, at homoseksualitet er en synd, mens statsminister Anders Fogh Rasmussen er fortaler for vielse af homoseksuelle i kirkerne.

I dansk politik synes troen udelukkende at være et privat anliggende, som der ikke må spørges til, som kun synes at vedrøre en selv og Gud, når man sidder derhjemme i lænestolen.

Når politikerne forsøger at rense den politiske debat for al omtale af Gud, når man forsøger at nedtone og fortie ethvert etisk og moralsk argument, som er baseret på Bibelen, så går politikerne for langt. Det er paradoksalt, at netop i en tid, hvor religion synes at spille en større og større rolle i det “offentlige rum”, i medierne og i samfundet, så gøres der alt for at holde Gud ude af debatten.

Ingen danske politikere, selv ikke dem, der måske var enige med den italienske kommissær-kandidat, turde stille sig op og forsvare ham. Det ville være politisk selvmord.

Som cand. theol. Iben Tranholm bemærkede i en debat på DR2 forleden: Hvis de homoseksuelle går i demonstration i gaderne for at promovere deres rettigheder, så klapper alle i hænderne, mens en lignende kristen march ville blive betragtet som uanstændigt og et forsøg på at tvinge Gud ned i halsen på folk.

Gud på USA’s side?
I USA er stat og kirke forfatningsmæssigt adskilt, men religion spiller alligevel en stor rolle i amerikansk politik. Det er utænkeligt, at en præsident kan blive valgt, hvis han offentligt udtaler, at han i bund og grund er ateist. Her er det afgørende, hvor politikerne står religiøst.

Men det betyder også, at Gud ikke sjældent bliver misbrugt politisk for egen vindings skyld, at man nærmest forsøger at hive Gud ned i valglokalet og placere ham på det ene eller det andet partis side.

Det er således yderst betænkeligt, når en konservativ indflydelsesrig kristen som Jerry Falwell udtaler, at det “er enhver konservativ politikers, og enhver evangelikal kristens ansvar at genvælge præsident Bush”. Eller når en anden kristen leder, Pat Robertson, før valget sagde, at han havde “hørt” fra Herren, at “Bush ville vinde stort”.

Det efterlader ikke kristne med noget valg overhovedet. Den røde tråd i den religiøse retorik er, at George Bush - fordi han er genfødt kristen - har fået en særlig opbakning, sanktionering eller godkendelse hos Gud.

Det er samtidig betænkeligt, at evangeliet ofte bliver indviklet i det amerikanske flag, som når præsidenten taler om USA som det “retfærdige rige”, om USA’s mission og “guddommelige opgave” at “fjerne verdens ondskab”. Forsøget på at dæmonisere fjenden, at påkalde sig Guds gunst i kampen mod terror og tale om “korstog” i Guds navn er farligt. Denne enten-er-du-for-os-eller-imod-os-retorik er med til at sammenblande Guds, kirkens og nationernes roller.

En politiker er valgt af folket og repræsenterer hele folket, og skal tjene hele folket, uanset race eller religion, rig eller fattig. Han eller hun bør ikke vælges udelukkende på grund af ens religiøse ståsted, men også ud fra ens evner, karakter og selvfølgelig sidst - men ikke mindst - den politik, man står for.

Magtens korridorer
At en politiker er kristen er ikke nogen garanti for, at vedkommende nødvendigvis vil være en mere vis og retfærdig magtudøver. Vi må ikke være naive og blåøjede over for det politiske spil, som foregår i magtens korridorer. Her bruges ofte ufine metoder, spindoktorer, manipulation med og undertrykkelse og tilbageholdelse af information og leflen for specielle vælgergrupper.

Charles Colson, en tidligere nær rådgiver for præsident Nixon, fortæller om sine erfaringer i Det Hvide Hus, (det var før han blev kristen), at det ofte var lederne fra det religiøse højre, som var mest duperede og benovede over den magt, de pludselig havde fået, da de begyndte at blive inviteret ind til præsidenten til private samtaler. I stedet burde de have været de første til at se igennem den pomp og pragt, som omgav præsidenten, og tale med integritet som profeten Daniel.

Faktum er, at Bibelen ikke er et politisk kampskrift, Jesus prædikede ikke et politisk program og evangeliet er ikke nyheden om, hvordan en nation skal styres eller folket regeres, det er ikke en politisk ideologi, men nyheden om nåden og tilgivelsen i Jesus Kristus, verdens frelser og forsoner.

Kristne har ikke monopol på den rigtige måde at styre en supermagt på - eller et lille land som Danmark. Vi må give hinanden plads til at kunne stemme på forskellige partier. Hver enkelt har forskellig opfattelse af, hvad der er statens opgaver, hvad der bør lovgives om, og hvor grænsen går mellem borgerne og staten. På områder som den økonomiske politik og forholdet mellem rig og fattig, integration og flygtninge og kampen mod terror vil der også være forskellige holdninger blandt kristne.

Disse er alle overvejelser, som bør spille en rolle, når krydset skal sættes - ikke kun de moralske spørgsmål som abort og homoseksuelles rettigheder.

Når det er sagt, så klæder det ikke det store korps af europæiske eksperter og politikere, som afviser Bush netop på grund af hans stærke tilknytning til de konservative kristne, og fordi han forsvarer traditionelle værdier som ægteskabet og de ufødte børn. Disse spørgsmål har optaget amerikanerne meget mere end europæerne forestiller sig - og sikkert også mere end Kerrys valgmaskine havde regnet med.

Kirken som interessegruppe
Vi kunne som kristne lære noget af vore kristne brødre og søstre på den anden side af dammen. Ikke nødvendigvis deres metoder, og slet ikke i det tonefald, som det religiøse højre ofte fremsætter deres indignation over alskens umoralitet og verdslighed i, men mere i deres iver, i deres insisteren på, at tingenes tilstand ikke er i orden, at Guds bud og Guds kald til mennesker om at søge ham og indrette deres liv under ham må tages alvorligt.

Blandt danske kristne er der nok for meget laissez-faire, opgivende skuldertræk over for et samfund, som bevæger sig længere og længere væk fra sin Skaber.

På den anden side må vi også forholde os kritisk til hele det projekt, som det religiøse højre har gang i. Man undrer sig over, om ikke den indædte kulturkrig og det ofte skingre kor af kristne moralister, der prøver at få “Amerika tilbage til dets jødisk-kristne rødder” bliver hovedsagen, og dermed erstatter evangeliets budskab.

Sættes der ikke for stor lid til, at man gennem lovgivningen kan tvinge samfundet til at opgive dets umoralitet? Bliver kirken ikke andet og mere end endnu en interessegruppe, endnu en vælgermasse, som enhver præsident nu vil lefle for og love guld og grønne skove?

Bliver der i den øredøvende larm fra højtråbende konservative kristne også ørenlyd for evangeliets grundsandheder om nåde og barmhjertighed og tilgivelse i Jesus Kristus? Hvor mange ikke-troende tænker først og fremmest på den kristne politiske aktivist som en tjener for de svage og magtesløse - eller er han eller hun kun interesseret i sin egen gruppe, sine egne overbevisninger, sin egen tjeneste - ja, sig selv? (Lukas 22:26, Markus 10:44).

Disse spørgsmål kræver, at vi ser alvorligt på vore egne motiver og metoder, før vi løfter armene alt for højt og alt for længe.