Kampen mod Kedsomhed 2

Af Carsten Thomsen - KP 04-2002

Kedsomhed angriber alle, men den kan udvikle sig til en mere grundlæggende livslede og apati. Hvad gør vi ved den, og hvordan kommer vi igen op af sofastolen?

Den første artikel handlede om kedsomhedens anatomi, årsagerne til, at kedsomheden er så udbredt og samfundet så gennemtrængt af kedsomhed, at vi har udviklet et utal af fornøjelser og adspredelser for at holde kedsomheden fra døren. I de næste to artikler vil vi koncentrere os om at finde en kur mod kedsomhed.

Vi må indrømme, at kedsomheden også er krøbet ind i kirken. Hvor langt ind på rækkerne er svært at afgøre, for vi er nok mere påvirket af den tid, vi lever i, end vi er villige til at indrømme.

Det er ikke noget vi siger højt, men indimellem føles gudstjenesten tør og kedelig, Guds Ord er for os blevet forudsigeligt og har mistet sin friskhed, fællesskabet føles trivielt, arbejdet føles monotont og familielivet stillestående.

Bagved ligger der måske en dybere og mere skræmmende erkendelse: At Gud for os er blevet kedelig. Eller rettere, at livet med Gud blevet kedeligt. At vi forbliver uberørt og ubevæget i Guds nærvær er en alvorlig ting og afslører en goldhed og tomhed hos os selv.

Hvordan overvinder vi denne dybere kedsomhed, som undertiden sniger sig ind på os, som i nogen tilfælde kan plage os helt hen i livslede? Vi kan nærme os et svar ved at betragte det modsatte af kedsomhed, som kan findes i ord som engagement, lidenskab, begejstring, entusiasme, målrettethed, forundring og passion for livet og over for Gud.

Det er sjældent de ord, vi i første omgang vil bruge som synonymer for vort kristenliv, for det findes i deprimerende små mængder i kirken i dag.

Et begejstret liv
Først og fremmest må vi reflektere Guds eget engagement over for hans skabning. Gud keder sig ikke over denne verden. Han er fyldt med en dyb lidenskab og er intenst involveret i menneskers liv. Han er hver dag begejstret over det liv, som han opretholder ved sit mægtige Ord. Og hans hjerte er fyldt med sorg over den fordærvede verden og menneskers lidelser.

Den engelske journalist og skribent C. K. Chesterton skriver, at Gud har “barndommens evige appetit”, og måske er det denne appetit på tilværelsen, som vi mangler, måske er vi blevet for lunkne over for det liv, Gud har skænket os:

“Det vi trænger til, vi med vor titaniske tro og trods, er ikke en kølig aner- kendelse af tilværelsen som et kompromis, men vi trænger til at komme i et forhold til tilværelsen, der hviler på et had og en kærlighed, som kommer fra hjertet og går til hjertet. Vi ønsker ikke, at glæden og vreden skal neutralisere hinanden og frembringe en knarvorn tilfredshed, vi ønsker en hef-tigere fryd, en heftigere misfornøjelse. Vi vil føle universet på en gang som troldens slot, der skal stormes, og alligevel som vor egen stue, til hvilken vi hver aften kan vende tilbage.”

Det er Chestertons livsbekræftende indstilling. For ham er livet en skat, som vi hvert øjeblik står i fare for at miste, livet er en overhængende risiko, en uafladelig kamp mod tilintetgørelsens kræfter. Chestertons svar er et stormende, latterrungende, mangfoldigt varieret Ja til livet.

For det moderne gudløse menneske er tilværelsen en håbløs labyrint, men med blikket rettet opad mod Gud bliver det en meningsfyldt tilværelse.

“En heftigere fryd og en heftigere misfornøjelse”. Det er kristenlivet befriet for kedsomhed. Det er at være lidenskabeligt, aktivt involveret i livet med Gud og i livets mange muligheder. At kunne glæde sig med de glade og græde med de grædende er en god pille mod kedsomhed. Det er livsvisdom fra Bibelen, som er blevet talemåde, men virkelig i alt hvad vi gør at føle Guds glæde og føle hans hjertes smerte vil give livsleden dødsstødet.

At være i verden men ikke af verden er en aktiv kamp mod synden, djævelen og verden - det introducerer en spænding i tilværelsen, et drama, som vi må gå aktivt ind i. At leve vort liv i lyset af, hvad Herren har gjort for os i Kristus, og i lyset af håbet om Kristi komme.

Et kald fra Gud
En af årsagerne til kedsomheden beskrev vi i første artikel, nemlig tomheden og formålsløsheden ved det moderne menneskes tilværelse uden Gud. Modsat er det kristne liv fyldt med mening og har en klar retning. Som Chesterton er inde på, så indeholder kristenlivet et kald: “troldens slot, der skal stormes”, som han poetisk beskriver det.

Os Guinness skriver i sin tankevækkende bog “The Call”, at vort kald, eller rettere Guds kald til os vil eliminere kedsomheden.

“Personligt kaldet af Skaberen af universet, får alt det vi gør en mening og betydning, der flammer i hvert sekund og centimeter af vort liv. Udfordret, inspireret, irettesat og opmuntret af Guds kald, kan vi ikke blot et øjeblik falde hen i det behagelige, det middelmådige, det banale og det kedelige. Kaldet er altid højere, dybere og mere vidtrækkende...Kort sagt, hver gang ladhedens dampe stiger fra det moderne livs sump og truer med at overvælde os, så kniber Guds kald os i armen, og vi vågner brat. Mod den mest dovne fristelse til at udbryde “hvem bekymrer sig om det?” er kaldet den altoverskyggende motivation, det ultimative “hvorfor”. Gud har kaldet os, og på intet andet tidspunkt er vi mere os selv, end når vi rækker ud og besvarer kaldet. Gaben er intet svar til dette kald".

Guinness definerer i bogen Guds primære kald: “Kaldelse er den sandhed, at Gud kalder os til sig selv så afgørende, at alt hvad vi er, alt hvad vi gør og alt, hvad vi har bliver omgivet med en særlig hengivenhed, dynamisme og retning og levet ud, som et svar på hans kald og tjeneste.”

Taknemmelighed til Gud
Kedsomheden sætter sig fast, når vi er holdt op med at betragte livet som et kald, og når vi ikke længere er taknemmelige over Skaberen og skabelsen.

Taknemmelighed til Gud over livet i al dets mangfoldighed er en af de ting, som karakteriserer kristne og gør deres livsindstilling helt anderledes end den vantro? Denne grundlæggende er-kendelse af vores totale afhængighed af Livets Kilde har Brorson udtrykt smukt i en kendt salme:

Det mindste græs jeg undrer på
i skove og i dale,
hvor skulle jeg den visdom få,
om det kun ret at tale!

Verden kan forundres over græsset, over naturen, men den dybe sande taknemmelighed ejer verden ikke, for der er dybest set ikke nogen Skaber at være taknemmelig over for.

På overfladen kan det synes, at verden er blevet et mere spændende sted. Aldrig har vi haft så mange muligheder, så mange valg, så mange fornøjelser og adspredelser - alligevel er der paradoksalt nok en lede ved livet. Vi kan se de mest eksotiske naturprogrammer, men vi standser ikke op for at dufte til rosen. Vejret er ikke længere denne mysteriøse kraft, hvorigennem vi mærker Guds hånd banke på vor rude, men “vejrguderne” er reduceret til en kold meteorolog, som med teknikerens præcision dissekerer højtryk og lavtryk. Maden er ikke et dagligt under, men blot et køleskab, som forventes at være fyldt op. Et tag over hovedet er ikke en kilde til taknemmelighed, men en stadig irritation over, at man ikke bor i naboens hus, der er dobbelt så stort.

Spørgsmålet er om ikke den moderne tilværelse og den tekniske revolution fjerner den umiddelbare taknemmelighed til Gud på mange områder af vort liv. Står vi over for at miste noget, så vækkes dog denne taknemmelighed igen. Er vort job i fare, da tænker vi ikke på lønforhøjelse, men blot på glæden ved at have et job. Er vort legeme svækket alvorligt, så ønsker vi blot at blive raske og alt andet i vort liv får et skær af ubetydelighed mod det ene: At være i live.

Som kristne har vi alle haft et møde med døden: Vi er alle døde og begravet med Kristus og opstået igen med Kristus. Det er ikke bare en teolo-gisk spidsfindighed, men en åndelig virkelighed. Vi er født på ny, vort gamle jeg er begravet og noget nyt er blevet til. Vi kan allerede nu i Kristus, med hans Ånd i os, leve dette nye liv i opstandelsens kraft.

“I skal aflægge det gamle menneske, som hører til jeres hidtidige levned....og I skal fornyes i sind og ånd og iføre jer det nye menneske, skabt i Guds billede med sandhedens retfærdighed og fromhed.” Ef. 4:22-23.

Grib dagen
En af mine yndlingsfilm er Døde Poeters Klub. Den handler om, hvordan en lærer på en kostskole for drenge inspirerer eleverne til at se på livet med nye briller, at betragte deres egen tilværelse i et helt nyt perspektiv og indblæser i dem nyt gå-på-mod og begejstring, fx i scenen, hvor han beder dem stille sig på skrivebordet for at se på klasseværelset fra et andet ståsted.

I startscenen bliver der læst et vers op:

Pluk jeres roser, mens I kan
jeres tid er snart til ende
Blomsten, som glad i lyset står
i morgen dør kan hænde.

Den latinske sætning for “pluk jeres roser, mens I kan” er Carpe Diem og det betyder Grib Dagen, forklarer han. Eleverne står foran et glasskab og kan se klassebillederne fra de gamle årgange og han hvisker til dem, “Grib Dagen....gør jeres liv ekceptionelle”.

Den lille gruppe elever, vi følger, gør på hver sin måde op med sit liv og begynder at “Gribe Dagen”.

Problemet med filmens vision er dog, at argumentet for at gribe dagen er, at de hver især skal ende som kompost for påskeliljerne”. Det er jo ikke det mest opmuntrende. En form for hedonisme, som siger at vi skal “spise, drikke for i morgen skal vi dø”. Der er selvfølgelig en sandhed i det. Vi bliver til støv (Salme 90:3), men dog ikke for evigt (1. Kor. 15), og dette perspektiv mangler.

Som kristne skal vi “gribe dagen”, fordi dagen er en gave fra Guds nådige hånd, og vi må modtage denne dag, som den ubegribelige skat den er, udnytte dagen til dens yderste og glæde og fryde os på den. Den måde, vi gør vores liv ekceptionelle, er at modtage denne dag som en gave og i taknemmelighed selv at give Herren vort liv som en gave. Vore talenter, evner, tid, ejendele, ord og handlinger.

Gud har givet os dagen som en gave, og derfor kan vi gribe dagen, Carpe Diem. En teolog har sagt, at kristendommen er “fejringen af virkeligheden i Guds nærvær”.

Denne daglige opmærksomhed på kaldet, taknemmeligheden over Guds gaver og fornyelsen i sind og ånd vil også resultere i et liv, hvor øjeblikket er fyldt med mening, hvor vi kan gribe dagen.