|
Islam mellem terror og tolerance
Af Carsten Thomsen- KP 01-2002
Allerede
før støvet havde lagt sig i New York 11.
september efter terrorangrebet blev opmærksomheden
rettet mod den islamiske verden. En cocktail af diverge-rende
reaktioner væltede frem i både forsvar og
angreb på muslimernes tro.
Spørgsmålene blev
igen brændende aktuelle: Hvor meget af den islamiske
militante fundamentalisme, som vi ser i dag, er rodfæstet
i Koranens lære og de muslimske overleveringer?
Er der noget i islam, som sanktionerer denne terror? Hvor
fredelig en religion er islam egentlig, og hvor åben
er den for demokrati og menneskerettigheder?
Det er vanskelige spørgsmål,
og der gives ikke noget entydigt svar, fordi islam ikke
taler med én klar og tydelig stemme, men har mange
røster. Den, der giver størst ekko lige
nu er uden tvivl den islamiske fundamentalisme. Men der
er også andre mere moderate stemmer i den islamiske
verden, som tæller omkring én milliard muslimer.
Striden mellem ekstremister
og moderate har foregået i flere årtier, og
det er fundamentalisterne, som har en foruroligende fremdrift
i øjeblikket og vinder frem.
Politik og religion
Hvis en militant kristen sekt havde begået en lignende
terrorhand-ling, som Osama bin Laden, ville vi straks
afvise, at dette blev sanktioneret af Bibelen -
og at denne sekt på ingen måde repræsenterede
sand ortodoks kristendom. Selv løsrevne citater
fra Det Gamle Testamente om krig mod de vantro, ville
vi forklare ud fra de specielle omstændigheder,
som eksisterede med det jødiske folk i GT. Vi ville
desuden understrege det revolutione-rende i evangeliet,
Jesu lære om at elske sin næste og vende den
anden kind til - og afvise brugen af vold til at omvende
folk eller indføre en “kristen” lovgivning.
For en kristen dansker er det
nærmest en naturlig ting, at stat og kirke er to
størrelser, som lever side om side, og hver har
sine egne love og regler og autoritet.
Kristendommen har intet mandat
fra Gud til at søge politisk magt eller etablere
noget teokrati. Jesus kom ikke til verden med en militant
dagsorden, og det var heller ikke hans plan, at Peter
eller Johannes skulle styrte kejseren for at udbrede det
kristne budskab.
Jesu formaning om at “give
kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er”
var et udsagn, som den tidlige kirke tog til sig. Staten
skulle adlydes, men tilbedelsen rettes mod Gud. Paulus
udbygger argumentet om styrets funktion i Romerbrevet
13. Staten bør ikke forsøge at kontrollere
kirken eller den åndelige sfære, og kirken
bør ikke prøve på at gennemtvinge
evangeliets udbredelse gennem politisk magt.
Kristne er pilgrimme og fremmede
her på jorden - håbefuldt vandrende mod et
andet hjemland - der er intet mandat til at forsøge
at etablere Guds rige her på jorden.
I de første århundreder
betød det store forfølgelser af de kristne.
Men da Konstantin i 313 gik over til kristendommen, varslede
det også nye tider for kristendommens anspændte
forhold til staten. Der gik ikke lang tid, før
kirken udnyttede den nyvundne frihed. I flere århundreder
kæmpede kirken og staten om politisk indflydelse
og magt, og kirken gik endda i gang med eller sanktionerede
militære erobringer gennem en række “hellige
krige” - korstog - som til dels var en reaktion
på muslimernes fremmarch mod Europa.
Men med reformationen fik en
“genfødt” kirke revet sig løs
fra kejserens klæder og den katolske kirkes pavedømme.
Luthers understregning af, at alle havde direkte adgang
til Gud og ikke behøvede at komme til Herren gennem
en jordisk mellemmand betød store forandringer.
Senere med den stigende sekularisering i vesten blev kirkens
tidligere så tætte forhold til staten løsere
og dens politiske indflydelse langt mindre.
Kristendommen har i dag droppet
de militante og politiske aspirationer og har i det store
hele taget afstand fra krig og undertrykkelse som legitime
måder at udbrede troen på.
Islams Hus og Krigens
Hus
Islam er derimod i sin oprindelige form teokratisk og
gør ingen forskel mellem religion og stat. I de
første århundreder efter Muhammed var det
islamiske samfund én stat under én leder.
Selv efter at samfundet blev splittet op i flere stater,
holdt man fast i idealet om ét islamisk styre.
Shariaen - den islamiske lov,
som bygger på Koranen og de senere traditioner og
forskrifter - skal nøje efterleves, og alle dele
af menneskelivet skal ideelt set ind under islamisk lov.
At underordne sig Allah i et islamisk teokrati betyder,
at man underkaster både legeme og sjæl og
bøjer sig under Allahs repræsentanter på
jorden.
Der er desuden i den klassiske
islam et meget rodfæstet dualistisk syn på
verden: Os og dem. Islam deler verden ind i to adskilte
geografiske områder eller huse: Islams Hus og Krigens
hus. Islams Hus er alle de lande eller områder,
som er under muslimsk kontrol, mens Krigens Hus omfatter
alle andre områder, som det er muslimens pligt at
bringe ind under islam. Imellem de to huse er der en vedvarende
konflikt og modsætning indtil hele verden om-vender
sig til islam eller er underordnet styret i en muslimsk
stat.
Denne dualisme er blevet en
del af psyken hos den enkelte muslim, og gennemtrænger
hans handlinger og tankegang. Det giver sig nogle gange
udslag i en slags dobbelt målestok for, hvad han
kan tillade sig.
Muslimske drenge i Danmark vil
gøre ting ved en dansk pige, som de ikke vil tillade
med en muslimsk, og rige fra Saudi-Arabien kan skeje ud,
når de er i et vestligt land, mens de sørger
for, at Islams Hus ikke bliver besmittet, når de
er hjemme igen. Og det fører til voldsomme reaktioner,
når Vesten prøver at gennemtvinge sin vilje
i et muslimsk land.
Denne meget skarpt opdelte verden
er blevet styrket gennem århundreders krige og kampe
mellem islam og “de vantro”. I det 7. århundrede
begyndte islam at brede sig, og det fortsatte stort set
de næste 1000 år, med forskellige former for
hellig krig for at bringe flere områder ind under
Islams Hus. Muslimerne erobrede Mellemøsten, Nordafrika
og dele af Asien og Spanien og endda helt op i dele af
Frankrig, hvor kristendommen blev alvorligt truet. Islams
gyldne storhedstid og ekspansion blev ved i flere århundreder,
men i diverse korstog erobrede de kristne Spanien tilbage
og langsomt skrumpede det Ottomanske Imperium ind.
I nyere tid har muslimer i Mellemøsten
så oplevet den vestlige kolonialisering og imperialisme
på tæt hold - megen vestlig kultur har også
smittet af og øvet sin indflydelse i muslimske
lande og skabt konflikter.
For mange islamiske fundamentalister
har vestlig kulturel og økonomisk indflydelse derfor
en klart religiøs betydning ( Fx Khomeini, der
kalder USA for Den store Satan). Professor i islam, Bernhard
Lewis, skriver bl.a., at fundamentalisterne ofte erstatter
ordet imperialisme med “missionær”.
Det er ikke så meget imperialismen, som de kritiserer,
som det onde i, at vantro mennesker skal herske over sande
troende muslimer, eller præge det muslimske samfund
med vestlige “kristne” værdier.
Den arabiske forfatter Mazhar Mallouhi skriver om, hvordan
hans folk ser på historien:
“For muslimerne er korstogene,
som begyndte i 1087 e. kr., ikke slut. Der går ikke
en eneste uge, uden at aviser i den arabiske verden nævner
korstogene. Alt, hvad vesten foretager sig, er en forlængelse
af korstogene. Vesten har som mål at holde muslimerne
nede og ydmyge dem og splitte dem. For araberne har de
vestlige nationer altid stået imod arabernes drøm
om arabisk enhed.”
Med denne tankegang har vestens
religiøse pluralisme ikke nogen større chance
for at vinde indpas i islamiske samfund. Her oplever man
stadig deprimerende mange eksempler på undertrykkelse
af andre religioner. Jøder og kristne bliver i
bedste tilfælde tolereret som andenklasses borgere,
dhimmi, som må leve under restriktioner. Den frihed,
som muslimer har til at dyrke og udbrede deres religion
i vesten, er ikke-eksisterende i islamiske stater, hvor
det er forbundet med betydelige omkostninger, nogle gange
døden, at konvertere til kristendommen.
Bin Ladens jihad
Den islamiske fundamentalisme har siden 1970’erne
haft megen vind i sejlene. I vesten fik den for alvor
opmærksomhed, da Shahen i Iran blev væltet
i 1979, og Ayatollah Khomeinis præsteskab indførte
Sharia-loven. Der har i flere arabiske stater været
en voksende gruppe, som er blevet skuffet over den fejlslagne
arabiske socialisme, og som har haft et stærkere
ønske om at bryde med vestlig indflydelse og i
stedet søge svar og løsninger i den islamiske
tradition.
I tiden efter terrorangrebet
har USA’s præsident Bush flere gange forsikret,
at dette ikke handlede om en krig mod muslimer - men mod
terror. Men Osama bin Ladens budskab er stik modsat. For
ham og hans fundamentalistiske støtter er det en
religionskrig, en krig for islam mod de “vantro”,
og især mod USA, som repræsenterer den største
magt i de vantros verden. Som Osama bin Laden siger det:
- Vi er et folk på 1,2
milliarder muslimer, der aldrig vil tillade, at Guds hus
bliver overtaget af fordærvede, arrogante jøder
og kristne. Jeg er sikker på, at mine tilhængere
vil fortsætte den hellige krig og rette hårde
slag mod Amerika og dets allierede.
Men hvor megen krudt kan en
terrorist, som Osama bin Laden finde i Koranen? Legitimerer
islam på nogen måde disse terrorangreb? Et
af de begreber, som er blevet mest diskuteret, er jihad.
Det oversættes med “hellig krig”, eller
måske mere korrekt “at stræbe”,
som også kan forstås som en åndelig
og moralsk stræben på Allahs vej.
Ordet jihad optræder de
fleste steder i islams overleveringer i en militær
betydning. Det er en af de store forskelle på kristendom
og islam. Hvor Jesus, den lovede Messias, lagde sit liv
ned for verden, grundlagde profeten Muhammed islam med
sværdet i hånden.
Hellig krig har lige siden været
en religiøs forpligtelse inden for islam, og derfor
er den også i Sharia blevet reguleret i mindste
detaljer. Som hvornår man fører, afbryder
og genoptager krig. Hvordan man undgår at påføre
fjenden unødige lidelser, behandling af krigsfanger
osv. Martyrerne, der dræbes i en jihad, får
i koranen desuden løfte om belønning i paradis.
De ekstreme islamister hævder,
at deres terrorangreb er sand jihad mod vantro og fjenderne
af islam. At de med alle midler har ret til at bekæmpe
vestlige barbarers indflydelse i den islamiske verden.
Dette afvises dog af de fleste
islamiske eksperter. Professor BernhardLewis
henviser bl.a. til, at de muslimske lærde, som skrev
Sharia, stillede ganske bestemte forudsætninger
op for, hvornår en retfærdig krig kan udøves.
- Hvad de klassiske jurister
i islam aldrig havde forestillet sig var et sådant
uprovokeret, uannonceret masseslagteri af uskyldige civile,
som vi så i New York. Dette er der ingen fortilfælde
for eller tilladelse til i islam.
Historiens følelser
En del af de stærke følelser, som bin Laden
vækker hos mange muslimer, er den konstante henvisning
til historien. For en kristen i dag er kirkehistorien
ikke noget, der vækker de stærke følelser
eller kan opildne nogen eller bringe større skam
eller begejstring i sjælen. Troen i vort sekulariserede
vesten er blevet privatiseret og individualiseret, mens
kirkens kollektive bevidsthed er udvisket hos den enkelte.
Men for en muslim ligger islams
historie altid latent i bevidstheden, og når Osama
bin Laden henviser til islams stor-hedstid og fald vækker
det voldsomme følelser i de stolte muslimer hjerter,
som er yderst bevidst om deres religiøse og kulturelle
arv.
Osama henviser bl.a. til 1918,
hvor det sidste af de store muslimske imperier, det ottomanske
sultanat, blev besejret og meget af dets territorium delt
mellem britiske og franske magter. Nu fik tyrkerne godt
nok hurtigt generobret deres territorium, ikke i islams
navn men gennem en nationalstat, hvor stat og religion
blev adskilt, og hvor sultanatet og senere kalifatet blev
afskaffet. Kalif- fen var overhoved for alle sunnimuslimer
og blev betragtet som den sidste i en lang række
af overhoveder helt tilbage til profeten Muhammed.
- Gennem næsten 13 århundreder
havde kalifatet gennemgået mange omskiftelser, men
det forblev et potent symbol på muslimsk enhed og
identitet, og dets afskaffelse under det dobbelte angreb
fra fremmede imperialister og lokale modernister, kunne
føles ud over hele den muslimske verden, skriver
Bern- hard Lewis.
En moderne Muhammed
I øjeblikket er der således en strid mellem
de moderate/liberale og ekstremistiske/fundamentalistiske
kræfter i islam. Islam står efter 11. september
ved en “korsvej”. Kan muslimerne finde en
vej fremad og reformere islam og nyfortolke teologien,
så de skarpe modsætninger mellem islam og
moderne liv og samfund bliver udglattet? Eller kan en
Osama bin Laden få opflammet flere i den muslimske
verden til at acceptere hans fortolkning af islam.
Nyfortolkning bliver i hvert
fald svært. Den stærke underkastelse og ærbødighed
over for Koranen gør, at kritiske røster
og nyfortolkninger hurtigt bliver fejet væk. Erfaringerne
fra islamisk historie tyder på, at det, som lettest
accepteres er en tilbagevenden til de traditionelle synspunkter.
Islam betyder underkastelse,
og islam er en tilstand af absolut resignation, og muslimen
har en meget statisk opfattelse af den ideelle verden
og det ideelle samfund. Det betyder også til en
vis grad, at de er slaver af traditionen og fortidens
døde bånd.
Dette er noget absolut fremmed
i vesten, hvor vi er bange for stagnation. Vi ser den
store værdi i forandring, og det kræver stadige
tilpasninger til nye forhold og nyorientering. Vi stræber
nærmest uden ophør, og kodeordene er altid
udvikling og fornyelse.
Alt dette skaber konflikter
under vestlig indflydelse i den muslimske verden. De fleste
muslimer ønsker ikke at gå tilbage til en
middelalderlig udgave af islam, som bin Laden prædiker
- de ønsker også fremskridt og økonomiske
forbedringer. Men ikke i en vestlig udgave, hvor sekulariseringen
og videnskaben og moderniteten vil undergrave religionen
og skubbe den ud i periferien. Kampen foregår i
de fleste muslimske stater. I Iran og Sudan er det de
militante, som har fået overtaget. I Algeriet og
Tunis er de militante blevet undertrykt. I Egypten og
Jordan er der opstået et samarbejde med militante
muslimer, som er optaget i det parlamentariske system.
Men bortset fra i Tyrkiet, hvor
stat og religion er adskilt, har muslimske lande set bort
fra demokratiet som et brugbart alternativ, hvor ytringsfriheden
er i højsædet. Det falder desværre
naturligt sammen med den klare opfattelse i muslimske
lande, at islam ikke tolererer nogen form for kritik eller
uenighed - og derfor har vestlig pluralisme ingen større
muligheder for at vinde fodfæste.
Frygten for islam
Der er dog en tendens til at lade sig styre for meget
af tv-skræmmebilleder af ophidsede muslimer, der
slår sig til blods og råber død over
vesten. Frygten for islam som en potentiel “ond”
magt er ikke et nyt fænomen, men går flere
århundreder tilbage i Europa. Efter 1. verdenskrig
så de vestlige kolonimagter pan-islamisme (en fornyelse
af islam med en samling af alle muslimer) som en potentiel
trussel. Noget lignende kan man se i slutningen af 1800-tallet,
hvor vesten var optaget af den “gule fare”
og indvandringen af kinesere og andre asiatiske folk.
Faren ved islamisk fundamentalisme
skal ikke undervurderes, men faktum er, at vi ikke står
overfor én samlet front, som står parat til
at gå i krig mod vor civilisation. Der findes mange
forskellige retninger og bevægelser inden for islam.
Visse kristne bruger i deres retorik ret så voldsomme
udtryk om islam - og man kan frygte, at det smitter af
på holdningen og fordommene over for den enkelte
muslim.
Jeg har i denne artikel taget
udgangspunkt i islam, men sandheden er, at den vrede,
som fundamentalistiske muslimer har overfor vesten og
over for kristendommen ikke kun er baseret i islam, men
også i høj grad må tilskrives fattigdommen
i flere muslimske stater, frustrationen over landenes
dårlige ledelse og ringe herskere, hadet til Israels
eksistens eller i hvert fald Israels besættelse
af palæstinensiske områder - og USA’s
støtte til Israel.
Diskussionen af, hvad islam
som sådan kan tage på sin kappe, og hvor meget
der skyldes den nationalistiske, politiske og økonomiske
udvikling, er ofte ugennemsigtig og trådene løber
her ind i hinanden.
I næste artikel skal vi
se nærmere på de teologiske forskelle og ligheder
mellem kristendom og islam. Bl.a. om synd, nåde,
tilgivelse, treenighed og Jesus kontra Muhammed.
Islam
kontra kristendom
|
