I lyset af Søren Kierkegaard:
Islam og kristendom

Af Michael Bramming - KP 04-2002

Islam og kristendom har det fælles høje mål at adlyde Gud og gøre hans vilje, men vejen dertil er forskellig! Det ligger i opfattelsen af mennesket og af selve gudsbegrebet.

I mødet mellem kristendom og islam overser man i den aktuelle debat ofte de mest afgørende eksistentielle spørgsmål, vi mennesker stilles overfor i tilværelsen: Hvad skal jeg gøre med min synd og med min skyld? Søren Kierkegaard skriver:

“Den dybeste Selvbevidsthed i Menne-sket er Syndsbevidsthed. Den dybeste Sandhed i Mennesket er Skyldsbevidsthed.”

Og han påpeger flere steder i sit store forfatterskab, at det er her forudsætningen ligger for vor egen selvforståelse og frihed. Hvis vi som mennesker skal ”træde i karakter” som det menneske Skaberen har sat os til at være, og blive ”hiin enkelte”, så kan vi ikke vige uden om disse spørgsmål.

Kierkegaard går ud fra Paulus’ “Ånd, sjæl, og legeme” ( 1.Thes.5:23 ) og beskriver de modsætninger, der råder i alle mennesker. Vi er fastholdt i vor natur, det sjælelige og det legemlige, som er bundet til det han kalder for endelighed, og til tiden, eller det jordiske. Men vi ejer også i vort sind: Uendeligheden, evigheden og friheden!

For at kunne få disse momenter i balance, må mennesket opbygge et forhold til sig selv, få bevidsthed om sig selv, som ånd, og herunder dette selvforholds valg af holdning til synd og skyld. Den opgave kalder Kierke-gaard for ethvert menneskes Livsproject.

De dybe modsætninger mellem islam og kristendom fremstår tydeligt, når Islam siger, at det er det gode menneske, som kommer i Paradis. Det mente farisæerne jo også, og underligt nok er det også den almindelige opfattelse i kristenheden! 

Allah er den nådige, tilgivende og barmhjertige, og gør du dit allerbedste for at adlyde Koranen, og Muhammeds forståelse af dens budskaber, som han fik åbenbaret, så er du på vejen til himlen. Men hvem er god nok?Bibelen påpeger, at vi dybest set ikke aner, hvad der ultimativt er godt eller ondt, for vi ved ikke, hvad synd er! Det ved kun Gud!

Guds lov
Selv om Gud har sat sit vidnesbyrd i alt det skabte, så kender vi ham dog ikke, og derfor kender vi heller ikke os selv! Der skal åbenbaring til, og det er kun Evangeliet, der kan åbenbare Gud, og den han sendte, Kristus Jesus, og det sker kun ved Guds Ånd. 

”Ingen er god, uden Gud” sagde Jesus til den skriftkloge. Vi kommer kun ind i Guds Rige ved tro på Kristus, som sagde: “Ingen kommer til Faderen uden ved Sønnen, og ingen kender Sønnen uden at Faderen har åbenbaret ham”.

Allahu akbar betyder: Allah er større! Allah vil altid fremstå som den helt igennem utilnærmelige. At Guds ånd og menneskets ånd skulle kunne forenes, er derfor utænkeligt. Allah kan ikke være forpligtet, eller han skylder på intet punkt mennesket noget som helst! Det er, som om han forbliver fjern, pga. sin ophøjethed. Der er en uoverstigelig mur imellem.
Allah opleves ofte vilkårlig overfor sin skabning, mennesket. Ultimativt kan du kun gøre et: I blind lydighed at underkaste dig hans vælde. Men at opfylde loven, og at gøre gode gerninger, gøre sit allerbedste, som farisæerne jo også forsøgte, kan dybest set ikke tilfredsstille mennesket.

Der vil være noget uforløst tilbage. En Angest, som hele tiden vil flytte grænser. Hvorfor? Fordi dit selv, dit jeg er fikseret på loven, som tilhører det timelige eller det jordiske! 

Så langt jeg ser det, er Koranen med alle sine bud netop en hindring for, at det menneskelige selv (ånd) kan blive frit. I Islam er der ingen principiel forskel på ‘lov’ og ‘evangelium’. Koranens indhold er objektivt forståelige love og regler om, hvad der er ‘retfærdigt’. Men hvis du i din ånd vender dig imod ”Uendelighedens Mulighed”, Jesus Kristus, så kan troen på ham erstatte og opfylde loven. Kristus er lovens fuldender. Og drives vi af hans Ånd, er vi ikke under loven, (Gal.5:18) men under Kristi lov.

Guds åbenbaring
Niels Henrik Arendt, påpeger i sin bog, “Gud er Stor”, side 53, at Islam står overfor et stort dilemma.

”Gud kan ikke åbenbare sig for skabningen i sin uskabtheds vælde – deri har islam for så vidt ret; men kan han ikke komme mennesket nær i en skabning, så er åbenbaring umulig. Enhver åbenbaringsreligion konfronteres under en eller anden form med mysteriet, hvorledes det evige kan manifestere sig i den timelige verden; det gør islam også. Hvis forbindelsen mellem Gud og menneske er så indirekte, som den bliver, i hvert fald hvad sprog angår, hvorfra får Koranen så sin autoritet? Kristendommen får sin autoritet fra Jesus selv - det er virkelig et spørgsmål om at tro Jesus på hans ord. Men kommer Koranens autoritet så i virkeligheden også fra Muhammed, hvis Gud er så tilbagetrukket fra den skabte verden, som det synes – og er M. så ikke en slags mellemmand mellem Gud og menneske, selvom Islam energisk vil afvise, at der skulle være en slags Mellemmand? Er Islam så alligevel en slags messianisme?
I Islam er åbenbaringen definitiv med åbenbaringen af Guds ord, Koranen. Med overmål fastslår Islam, at med M. er Guds åbenbarings Vej til mennesker lukket. Men der åbnes muligheder for nye syn af Koranens budskaber og vejledninger.
I kristendommen er åbenbaringen også endegyldig, men den er også åben, i og med at den netop er en åbning ind til den levende Guds suveræne realitet”.

Dette fremgår også i Kol.2:9-10, ”thi hele Guddomsfylden er legemlig til stede i Kristus Jesus”. Åbenbaringen er en levende person, og ikke kun et skrift, og ”Bogstavet slår ihjel, men Ånden gør levende” 2.Kor.3:6.
Hvis et menneske møder sin Gud, som Peter gjorde det, ved den store fiskefangst, Lukas 5:4-11, så ved vi hvad synd er, at vi er syndere, der trænger til frelse og forsoning med Gud.

Det er jo sandheden der skal frigøre mennesket, (Johs.8:32) og få det til at indse sin totale afmagt. Men hele forsoningstanken og dette paradoks, at Gud blev menneske, og at han i Kristus forligte verden med sig selv, det er og bliver ”en dårskab for verden og en forargelse for ”den religiøse”, jøde såvel som muslim.

Guds kærlighed
I ”Kristelige Taler” fra 1848, skriver Kierkegaard om Guds kærlighed, der åbenbarer sig i hans almagt. “Overfor en almægtig Gud som har skabt alt ud af intet forbyder det sig selv, at mennesket skulle være ”noget” Gud må tage hensyn til. Men i sin skabelse af mennesket - føjer Han kjerligt til, ”bliv Noget endog overfor mig”. Vidunderlige Kjerlighed, selv hans Almagt er i Kjerlighedens Magt”.

Et sted i sine Journaler  udtrykker han det på denne måde:

”Det er ikke Almagten, der fordrer noget hos Mennesket, for her er vi kun Støv, et usselt intet. Men for Kjerligheden er vi Noget! Det Høieste der overhovedet kan gjøres for et Væsen, høiere end Alt hvad En kan gjøre det til, er at gjøre det frit.
Dette er det ubegribelige, at Almagten ikke blot formaaer at frembringe det Imposanteste af Alt: Verdens synlige Totalitet, men formaaer at frembringe det Skrøbeligste af alt: et lige overfor Almagten uafhængigt Væsen”.

Det er i kærlighedstanken, Agape, at Kristendom adskiller sig fra al religion. Vi kan og skal intet præstere for at opnå Guds frelse, kun tage imod i tro. Synd er jo ikke at tro, ikke at tage imod Guds gave, Jesus Kristus, og dermed blive retfærdiggjort og forsonet med Gud. (Johs.16:8)

Det er kun gennem forsoningen, at mennesket kan frigøres for sin Angest og realisere sit eget selvforhold, og først da træder det i karakter som et helt menneske, ”hiin enkelte”, en fri ånd, et frit menneske. Dette er imidlertid aldrig en statisk tilstand, men en kontinuerlig proces !               

Altså, mennesket er noget overfor Gud. Det er elsket af ham, det er af betydning for Gud, vi har værdi i os selv! Men den frihed, vi har vundet i Kristus, er frihed til at elske Gud og til at leve i hans kærlighed, frihed til at følge det dobbelte kærlighedsbud: Elske Gud og elske næsten! 
                  
Efterskrift fra Afsluttende uvidenskabelige Efterskrift.
Søren Kierkegaard understreger i hele sit forfatterskab, at alle bibelens moralske og etiske udsagn altid er til personlig afgørelse og efterfølgelse, og derfor ikke til f.eks. at hævde sig overfor muslimer, eller andre mennesker overhovedet! Det fremgår tindrende klart i hans analyse af begrebet Sandheden,hvor han bl.a. skriver:

Dersom en, der lever midt i Christendommen, gaar op i Guds Hus, i det sande Guds Hus, med den sande forestilling om Guden i viden, og nu beder, men beder i Usandhed; og naar en lever i et afgudisk Land, men beder med Uendelighedens hele Lidenskab, skønt hans Øje hviler på et Afguds Billede: hvor er saa mest Sandhed? Den ene beder i Sandhed til Gud, skønt han tilbeder en Afgud; den anden beder i Usandhed til den sande Gud, og tilbeder derfor i Sandhed en Afgud?

Hvortil en af mine gode bekendte bemærkede: “Man frelses ved at tro, at kristendommen er sandheden, ikke ved at tro, at en anden religion er usandheden”.