I støvet for islam

Af Carsten Thomsen- KP 02-2002

Islam kontra kristendom. Vi ser kort på nogle af de centrale forskelle mellem Koranen og Bibelen, og synet på synd, nåde og Kristus.

Islam tyrken i islam er dens stærke centrale fokus på monoteismen. Vi har indprentet os billedet af muslimen, der bøjer sig på bedetæppet i dyb ærbødighed, hengivenhed og respekt og beder den korte trosbekendelse:

“Der er ingen anden Gud end Allah og Muhammed er hans profet.”
Kortformen for trosbekendelsen er det ofte brugte “Allahu akbar” - “Allah er større”.

Allah er ikke kun stor, heller ikke kun den største. Nej, han er den helt anderledes, en fjern og uopnåelig Gud. Han er større, stærkere, skønnere, rigere og klogere end alt, hvad vi kender. Enhver tanke om Allah forbliver derfor mangelfuld og er dybest set forkert. Han kan ikke udtænkes, nås eller defineres. Han er ikke nogen personlig Gud. Han befinder sig hinsides alle følelser og begreber.

Derfor bøjer muslimen sig i underkastelse - i det ydre, såvel som i det indre - det vi må respektere, for det sætter ofte vor egen hengivenhed over for Gud i relief. Og det er meget betegnende, da islam på arabisk betyder udlevering, hengivelse og underkastelse.

I kristendommen rettes bønnen også mod den Almægtige, Skaberen af universet, men kan i frimodighed også påkalde Gud som vor Fader. Vi er kommet ind i et personligt forhold til Gud, og vi kaldes hans børn - noget utænkeligt for en muslim, når han skal beskrive sit forhold til Allah.

Koranen og Bibelen
Både kristendommen og islam tror på Guds åbenbaring igennem hellige bøger. Muslimerne hævder, at Koranen er Guds Ord åbenbaret til Muhammed gennem englen Gabriel. Muhammed er den sidste profet - selve “Seglet” på profeternes virke, som omfatter mange profeter ligefra Abraham til Jesus.

Derfor sætter Koranen som en nyere åbenbaring Bibelen til side. Ifølge mu-slimerne er Bibelens skrifter forfalsket af jøderne og de kristne og de påstår, at Bibelen derfor har forandret sig så meget gennem tiden, at den ikke længere er den samme bog, som Koranen refererer til. Ifølge islam har Koranen erstattet Bibelen som autoritet og optaget de vigtigste budskaber i sig.

Sammenlignet med Koranen virker Bibelen for en muslim som brudstykker uden indbyrdes sammenhæng og autenticitet. Koranen er derimod for en muslim en direkte, guddommelig afskrift af en bog, som er i himlen. Derfor bliver oversættelserne af Koranen heller ikke anset for at være fuldt ud så autoritative, som den arabiske original.

For kristne åbenbarer Gud sin vilje i både Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente - og alle trådene bliver samlet i Guds Ord, der blev kød - Hans komme til jorden i Jesus Kristus, Guds udtrykte billede. Gud begyndte her en ny gerning i mennesket gennem Helligåndens komme - Trøsteren, Vejlederen og Talsmanden. Bibelen siger, at “Han bor i os”.
I modsætning hertil er Allah fjernt fra mennesket, og der er en stadig kløft mellem Allah og den verden, han har skabt.

Loven og nåden
Ifølge muslimerne skabte Allah mennesket svagt, men gennem underkastelse, lydighed og fællesskabets hjælp kan muslimen nå frem til en tilstand, hvor Allah er tilfreds. Gennem en stærk karakter og gode gerninger - primært islams fem søjler (se boks) - er menne-sket i stand til at leve syndfrit.

Kristne tror derimod på, at “alle har syndet og mangler herligheden fra Gud”. At mennesket er åndeligt dødt på grund af synden og derfor ude af stand til at følge Guds lov og tilfredsstille Ham. Mennesket kan kun blive retfærdiggjort ved tro (Ef. 2:8-9).

Bibelen indeholder mange ærlige beretninger om fejlende, syndige personer, som Gud udvalgte ikke p.g.a. deres egen retfærdighed, men på grund af hans vilje og kærlighed. Muslimerne ser derimod en lang række historier om profetiske helte, som jøder og kristne gennem tiden omskrev historierne om og fik pillet ned.

Gud og Allah
Begge er monoteistiske religioner og kan sige “Herren er Gud, Herren er Én”. Men vi vil tilføje, at Gud har åbenbaret sig i tre personer, Faderen, Sønnen og Helligånden - Treenigheden. Denne centrale sandhed i kristendommen er helt utænkelig og blasfemisk for en muslim.

- I tilbeder flere guder, lød anklagen utallige gange fra muslimer i London, da jeg for mange år siden fik mit første møde med den muslimske tro.

Jeg var på et Turning Point team med OM, og vi gik rundt i Londons gader for at dele evangeliet med muslimer. Samtalerne bundede næsten alle i den samme konfrontation om Jesu guddommelighed.

Muhammed har på en eller anden måde fået den kristne forståelse af treenigheden galt i halsen. Forvirringen stammer formentlig fra en sekt i Mellemøsten, der på Muhammeds tid påstod, at treenigheden bestod af Faderen, Moderen og Sønnen (Allah, Maria og Jesus: Sure 5,116).

Kristne afviser denne vildfarelse, men alligevel mener mange muslimer, at de kristne lærer, at Allah havde seksuel omgang med Maria og avlede Jesus med hende. Derfor tager de stærkt afstand fra treenigheden, og Koranen afviser denne lære flere gange. (Sure 4:171 og 5:73).

Jesus i Koranen
Som vi har skrevet er det utænkeligt, at en muslim skulle bede “Fader Vor, du som er i himlene”. Muslimerne afviser, at vi er kommet ind i et sådant forhold til Gud, at vi er hans børn.

Muslimerne afviser også Jesu guddommelighed, selvom de ærer og respekterer Jesus som en af mange profeter. Der er flere ting, som Koranen accep-terer fra evangelierne. At Jesus blev født af en jomfru, hans helbredelser og mirakler, hans himmelfart og at han er hos Gud, men de kan ikke acceptere Jesus Kristus som Guds Søn, som Messias. De tager afstand fra hans død på korset og hans opstandelse.

I kristendommen er Jesus ikke blot en budbringer, han er selve budskabet. Guds Ord kommet i kød - fordi han fuldt ud er menneske og fuldt ud er Gud kan han dø i menneskers sted og sone den enkeltes synd.

Problemet er ikke, at islam totalt ignorerer synden, men at muslimerne ikke forstår, hvor alvorlig synden egentlig er, hvor dybt mennesket er faldet fra Gud. Derfor kan islam heller ikke se nogen nødvendighed for en forløser, og de kan ikke acceptere sonemidlet, Jesus Kristus.

For en muslim er der en kæmpe kløft mellem Allah og mennesket. Foran Allah er mennesket kun en slave, uendelig lille og ubetydelig. Der er ingen måder at komme nær på. Dette billede af Guds storhed og almagt i forhold til mennesket finder vi også beskrevet i Bibelen, men der er samtidig med Jesus blevet åbnet en vej ind bag forhænget, vi har frimodighed til at stå foran Gud, vi er blevet bragt nær ved Jesu blod, som dækker vores synd.

Derfor når muslimernes bøn ikke den sande Gud, for ingen kender Gud, uden den, som Sønnen vil åbenbare ham for. B. V. Henry skriver i sin bog “Fra Islam til Golgata”:

Der findes en række sekter og retninger inden for islam, som bygger sin lære på en trang til at komme nærmere Allah, alle mere eller mindre præget af mysticisme. På en underlig måde virker det som om, muslimerne søger efter en, som kan gå imellem dem og Gud, og mange er på en underfuld måde villige til at lytte til budskabet om, at mellemmanden, de søger, kan findes.
At bringe budskabet til sådanne søgende mennesker vil give dem svaret på råbet fra deres sjæl, at de kan finde vejen til Gud. Han er ikke langt fra nogen af dem. Jesus må altid blive fremstillet som mellemmand, og Ham, som har forsonet os med Gud.

Gerningsreligion
Uden en forsoner, uden en mellemmand er muslimen henvist til sine egne gerninger i håbet om, at det er nok til at få Allahs nåde og barmhjertighed, og derfor bliver islam til, hvad vi ville kalde gerningsreligion.

Denne korte gennemgang af de teologiske forskelle er meget forenklet og tegnet med en grov pensel, så en del nuancer forsvinder, men det giver forhåbentligt et indblik i den kløft, der rent faktisk eksisterer mellem Koranen og Bibelen.

Jeg vil slutte med et længere citat fra B. V. Henrys bog “Elsk Araberne”, som beskriver nogle af de konsekvenser gudssynet i islam har for en stærkt troende muslim - både den klippefaste tro og overgivelse - men også frygten og fatalismen:

Muslimen praktiserer sin religion åbent og trofast, desuden har han en ærbødighed for tilbedelsen af Gud og en respekt for personlig hellighed, som gør vores overfladiskhed til skamme.
Livets tilskikkelser er for muslimen som bud fra Allah selv, og han ser på hele sin tilværelse som forudbestemt af det guddommelige forsyn. Bevidst-heden om Guds magt hviler altid over muslimens sind. Ved alle anledninger lægger muslimen for dagen, at han har overgivet sit liv og sin fremtid til Allah.
Den Højestes Magt skaber en frygt hos ham. Om han skulle tænke og tale, som om Gud ikke eksisterede, ville det blot nedkalde Guds vrede over ham, eller Gud ville gå bort fra ham, og hans gerning vile mislykkes. Muslimen vender sig til Allah, drevet af en følelse af hjælpeløs afhængighed af Guds nåde og af den nagende bevidsthed om egne synder. Den Almægtige har foreskrevet et krævende ritual, og Han har givet udtryk for, at den lydige tjener kan regne med Hans nåde på dommens dag.
Med sin ømme samvittighed indser en muslim, hvor usikre løfterne er. Til syvende og sidst er det Herrens uudgrundelige vilje, som kommer til at afgøre det store og vigtige spørgsmål om frelse. Der findes ikke noget, muslimen kan gøre for at tilrive sig Guds tilgivelse. Og det, som er endnu værre: Et øjebliks uagtsomhed kan ødelægge alt det gode, som er bygget op gennem et helt liv i frygt for Gud. Både når han vågner, og når han sover, må den troende være på vagt.
Lydigheden mod det ene store princip - Allahs absolutte og suveræne vilje - er årsagen til både fatalismen og den uudslukkelige tro, som araberen har. Araberen tror fuldt og fast på Allahs indgriben og forsyn, og mest af alt kommer dette til syne i den yderste resignation.
Samtidig er dette ofte en resignation, som hænger sammen med en glæde over at kunne bøje sig under den guddommelige vilje.