|
Spidsen:
Grådigheden i det skjulte
Af Louis Nielsen - KP 01-2002
På flere måder
er jeg de seneste dage blevet mindet om grådighed.
De fleste af os vil sikkert opfatte det som et skældsord
og en fornærmelse, hvis nogen skulle kalde os “grådige”.
Og dog grådige er, hvad
mange af os nok er, uden at det går op for os.
Det er denne mere skjulte og
subtile form for grådighed, denne spids handler
om, ikke den mere åbenlyse, som alle mere eller
mindre kan blive enige om at tage afstand fra.
Det kan utvivlsomt diskuteres
hvem af de fattige lande, der skal have ulandshjælp,
og hvordan den fordeles, men det er usympatisk, når
Danmark som et af verdens rigeste lande financierer sit
eget overbrug ved at skære netop i ulandsstøtten.
Det virker også dybt beskæmmende,
når store industrivirksomheder, som endda fyrer
medarbejdere i stort tal, sender virksomhedens direktør
bort med et trecifret millionbeløb godt på
vej mod milliarden i gyldent håndtryk. Det samme
må siges om Royal Greenland, som med et meget stort
rødt tal på bundlinjen afskediger sin direktør,
men siger farvel til ham med 10 millioner i gyldent håndtryk.
Det virker også deprimerende
på vore værdisæt og værdinormer,
når vi belønner sportsstjerner, entertainere
og skuespillere med summer, som ligger langt over det,
vi normalt vil betale folk, som med deres arbejdsindsats
gør en forskel og skaber noget til virkelig gavn
for deres medmennesker.
Forleden blev vi mindet om,
at omkring 200.000 folkepensionister kun havde folkepensionen
at leve af, og at deres forbrugsmuligheder dermed også
var rimeligt indskrænkede. Men samtidigt er det
også tydeligt, at de mere aflagte yngre pensionister
forventer sig stadig mere og mere, herunder også
af offentlige ydelser.
Ingen hospitalsbehandling kan
blive for dyr; vil en kommune skænke sine ældre
borgere en årlig charterferie, er det vel også
kun rimeligt. Man har ikke noget imod, at et pensionsforsikringsselskab
flytter rundt med ens penge, så længe det
giver godt med udbytte, men den dag de finansielle markeder
bryder sammen, vil man ikke finde sig i at stå tilbage
med tabet, men forlanger at få sit som om intet
var hændt.
De enorme summer, som ugentligt
afsættes til spil og konkurrencer, illustrerer den
samme tendens, at vi ikke kan få nok. I princippet
kan man sige, at alle er lige, alle har lige muligheder
både for at tabe og vinde, men det er i virkeligheden
håbet om at vinde, som sker ved, at alle de andre
spillere taber deres indskud, som er drivkraften i spillelysten,
altså grådigheden.
De fleste af os har nok, måske
endda en del mere end vi strengt taget har brug for, alligevel
vil vi stadig have mere.
Nøjsom og tilfreds
Kristendommen foragter ikke den materielle verden; det
er dæmonerne, som gør det, og det er dæmoners
lærdomme, som lærer mennesker at gøre
det. Kristne modtager alt, hvad Gud har skabt med taknemmelighed
og har god samvittighed ved at nyde Guds gaver.
Men kristne advares mod lysten
til at være rig, advares mod grådigheden,
advares mod opblæstheden og tabet af virkelighedssansen,
som følger med at have for mange penge, for mange
ejendele, for megen magt, for mange mennesker omkring
sig, som kryber for en.
For Skriften er tilfredshed,
nøjsomhed og taknemmelighed dyder, fordi de afspejler
en livsstil, som ikke betragter livet som ens eget og
som er til for ens skyld, men som er til for at leve til
Guds ære, i afhængighed af Gud og i lydighed
mod Guds vilje og til velsignelse for andre.
Grådighed derimod er afgudssynd,
fordi det opkaster en selv som tilværelsens midtpunkt
og gør alle andre til brikker, som skal tjene til
at gøre livet strålende og behageligt for
en selv.
Når vi ikke skammer os
over at være sådan, hænger det utvivlsomt
sammen med den almindelige accept om ikke ligefrem beundring,
som selvhævdelse og selvhævdende adfærd
mødes med i dag og af reklameverdenens og mediernes
evindelige pusten til vor forfængelighed. Men sådan
er vi ikke skabt, og til det er vi ikke skabt, slet ikke
som de nye skabninger vi er i Kristus Jesus.
|
