Fundamentalisme, der forarger

Af Louis Nielsen KP 02-09

Der er en tendens i tiden til, at et ord mere og mere kommer til at stå for de følelser det vækker, end for det som det egentlig betyder. Associationerne kommer til at overskygge ordets hovedbetydning og ender måske med at gøre ordet ubrugeligt i den betydning, det oprindeligt havde.

Det gælder i allerhøjeste grad ordet fundamentalisme og fundamentalist. I dagens sprogbrug er ordet afgjort et skælds - og håneord.

Ordene har fået fornyet opmærksomhed i forbindelse med Islams fremtrængen. Islam anerkender kun én religion og én sandhed, sandheden går op i en højere udelelig enhed, og den er absolut, universel og evig. Den offentlige og den private sfære kan ikke adskilles, lige så lidt som den religiøse og den politiske sandhed kan det.

Langt fra alle muslimer er fundamentalister i den her definerede forstand; som i kristenheden således er det også i Islam, at en meget stor del af dens tilhængere og udøvere bare er det af navn, fødsel, vane, kultur.
Men der er også en hastigt voksende gruppe, som er islamister, dvs. de er missionerende og er det ofte på en militant måde, og de ser det som deres opgave og kald at erobre verden for Islam.

Tolerance for Islam
Når vestlig uvidenhed om Islam koblet sammen med værdirelativisme, postmodernitet og sekularisering møder en militant udgave af Islam, som ikke alene insisterer på særrettigheder for sig selv, men også i stigende omfang forlanger, at andre skal tilpasse sig dens rettighedskrav, så vækker det undren og efterhånden også irritation og mistænksomhed .

Al religion, ikke kun Islam, men især kristendommen vækker irritation, afvisning og et voksende krav om, at man holder det for sig selv. Det paradoksale er, at mange i vort land og i EU viser større forståelse og tolerance over for Islam end over for kristendommen.

I den politiske korrektheds og menneskerettighedstænkningens navn er man villig til at gå meget langt med indrømmelser til islamisterne, samtidig med, at man aktivt arbejder på, at kristendommens tilstedeværelse og synlighed skal minimeres mest muligt. Europa har vendt kristendommen ryggen.

Tolerance som åbenhed for og villighed til at anerkende, at andre har frihed til at tænke anderledes, vælge anderledes og leve anderledes end en selv, har præget vore vestlige demokratier i umindelige tider; frihed, frihedstænkning og frihedsrettigheder har været et fast fundament under den måde, vore samfund blev opbygget på og administreret på, og er det vel stadig, men i den sidste tid har det føltes som om, at også dette er på retur.

Mere og mere opfattes demokrati som flertallets ret til at bestemme, og flertallet opgøres mere og mere som mængde og talstørrelser, der kan stilles op i kurver og diagrammer. Mere og mere kan vi tale om “en herskende mening”, “opinion” og “trends” og mere og mere søges samfundet indrettet efter disse, og mere og mere underordner vi os disse. Ingen af os ønsker at være udenfor og blive opfattet som bizar, underlig, hægtet af udviklingen og frem for alt blive opfattet som fundamentalist.

Men flere og flere af os vil blive kaldt fundamentalister, og grunden til det vil blive mere og mere flydende. Bare det, at vi tror noget andet end flertallet tror, er nok til, at fundamentalist - etiketten kan blive hæftet på os. Flertallet tror ikke på Gud, medens vi tror på ham, altså må vi være fundamentalister.
Hvad gemmer sig bag udviklingen og tidens åndsklima, når sådanne forsimplinger kan finde sted? Det er det, vi gerne vil undersøge og forsøge på at give svar på med denne artikel.

Fundamentet
Islam og kristendom, hvor forskellige de end er, har noget tilfælles. Begge tror vi på en personlig, almægtig Gud og skaber. Vi tror også på, at Gudsrelationen er grundlæggende for hele tilværelsen. Alt er ikke relativt, foranderligt og kulturelt tidsbestemt. Der er noget, som er absolut, universelt og evigt. Men Islam og kristendommen tilegner og udøver disse sandheder vidt forskelligt.

Her mellem mange andre ting skilles vore veje radikalt. Men vor kultur viger udenom at angribe Islam, for vi har set, at det indebærer ricisi, nogen gange endda store risici. Mentalt dovne og nydelsessyge som vi er, viger vi udenom alt, hvad der kan gøre ondt og være ubehageligt. Men krænkede er vi i vor selvopfattelse, og denne irritation lader vi gå videre til de kristne, som man godt kan angribe, uden at det kommer til at gøre ondt. At det forholder sig sådan er nok en forenklet forklaring, men den indeholder givetvis en del af forklaringen.

Det er svært at sige, at man tror på Gud, uden at man samtidig tror på noget uden for sig selv og sin egen verden, på en, som er absolut, og hvis ord er absolutte, en som er evig, uforanderlig, rådende og herskende, som har liv og død, verdener og alle ting under sin magt, kontrol og herredømme, en som har skabt mig, og som jeg ultimativt står til ansvar over for.

Men med en sådan tilgang til livet og tilværelsen har jeg allerede gjort mig til fundamentalist. For jeg har en grundvold, jeg bygger mit liv og min verdensforståelse på, jeg har en lov, som styrer min samvittighed og fortæller mig, hvad der er rigtigt og forkert, godt eller ondt, jeg har et sæt værdinormer, som sætter kursen for mine valg, og som jeg indretter mit liv efter. Jeg er ikke absolut herre i mit eget liv, det er der en helt Anden, som er.

Fundamentalist er man, når man bekender sig til et fundament, for den kristne til Jesus Kristus, som for os er “Vejen, sandheden og livet”, den eneste, som kan føre os til Gud. Traditionelt definerer man i vor tradition og sammenhæng en fundamentalist som en, der tror på “Bibelens sandfærdighed, Jesu Kristi guddom og jomfrufødslen, det stedfortrædende sonoffer, kødets opstandelse og Kristi personlige genkomst” (Teologisk ordbog). Disse er “troens uopgivelige fundamentale lærdomme”.

En liberal kristendomsforståelse kan udmærket fornægte en eller flere af disse uopgivelige lærdomme, og ordet “fundamentalisme” og “fundamentalist” opstod og fik for os og hos os sin specifikke betydning ved det opgør, som i det forrige århundredes USA fandt sted med liberalismen. I denne oprindelige betydning og brug af udtrykkene vedkender vi os også fundamentalismen og erklærer os som fundamentalister.

Men siden har ordene antaget og optaget en række andre biklange, som vi ikke vil vedkende os. Associationen mellem “det politiske højre” i USA og fundamentalismen er vi ikke med på, anvendelsen af magt i abortbekæmpelsen lægger vi også afstand til, et bestemt børneopdragelsesprogram behøver vi bestemt heller ikke tilslutte os, ligesom det for os heller ikke hører med til troens grundlæggende og fundamentale indhold, at man skal være enig i en bestemt eskatologisk tolkning af Skriften (dispensationalismen: Darby, Gaebelin, Scofield, Tim LaHaye etc.), et bestemt syn på kirken. Frelseshistorien og måden Bibelen tolker sig selv på indenfor den bibelske kanon hører med til grundvolden (det fundamentale), men det gør specifikke fortolkninger ikke, her må vi være åbne for forskellige muligheder og tilstå hinanden en stor grad af frihed.

Fundamentalismen forarger
Det er ikke nogen ukendt sag, at evangeliet støder an, forarger og fremkalder hånlatter. Det var Jesus dybt fortrolig med, det var Paulus, det var alle apostlene, og før dem Moses og profeterne, og det er, hvad kirken i hele sin historie og eksistens har måttet leve med og tåle med overbærenhed og tålmodighed. Jesus, Guds Søn blev dømt som gudsbespotter, og han måtte sige til sin samtid: “Fordi jeg fortæller jer sandheden, tror I mig ikke”. Paulus var selv en bespotter og forfølger, før han blev apostel og lidenskabelig forkynder af evangeliet om en korsfæstet og opstanden Messias, og han kom til at opleve og erfare, at dette “ord om korset er en forargelse for jøder og en dårskab for hedninger”, og igen og igen gentog det sig, at for nogle blev evangeliet “en duft af liv til liv”, medens det for andre blev og forblev “en duft (stank) af død til død”.

Evangeliet ikke bare forlanger, at vi tror det, det forlanger også troslydighed, at vi modtager og underordner os Jesus som Konge og Herre.
Vantroen er overalt i den menneskelige natur, og vi følger instinktivt vantroen, også selvom evangeliets og troens grunde både er substantielle og godt bevidnede. Når vi møder evangeliet (kristendommen) foregår der derfor en kamp i os, i intellektet, i viljen, i valget, en kamp, hvori også Djævelen er en aktiv medspiller.

Den store amnesti
Vi kan ikke og vi har intet mandat til at tvinge nogen. Det er ikke Helligåndens måde at arbejde og virke på at tvinge. Hvor kirken har gjort dette, har den gjort det i sit kød og har snarere modarbejdet Helligånden og virket modsat den forligelsens tjeneste, vi er kaldet til. Kristendommen er her helt modsat Islam. En islamisering af verden kan udmærket foregå med våbenmagt, tvang og undertrykkelse. Det strider ikke mod Islams væsen, hvad moderat islamisme og Euroislamisme end siger herom og ønsker skal være sandheden.
Mennesker har frihed til at frasige sig Guds herredømme og afvise hans fremstrakte hånd. Gud indbyder gennem Jesus Kristus og forligelsesværket på korset os fjendske mennesker til at nedlægge våbnene og få tilgivelse for vor synd og vort oprør, få fred med ham og blive forligt med ham.

Evangeliets tidsalder er nådens tidsalder, det er forligelsens tidsalder, det er tidsalderen med den store amnesti. Alle kan komme og modtage syndsforladelse, frelse og evigt liv. Jesus er ikke kommet for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham. Dommens dag venter, men den kommer med usvigelig sikkerhed.

Alle må engang stå frem for Guds trone, og spørgsmålet er da, om vi kommer som dem, der ved Jesus Kristus er blevet forligt med Gud og blevet Hans børn og arvinger, eller vi kommer som fjender af Gud, der vil blive dømt og bortvist fra hans ansigt for tid og evighed. Det er den overvejelse, konfrontation og det valg, evangeliet stiller os overfor og gør nu og hver gang, det lyder.
I 1906 digtede salmedigteren J.Santon den kendte salme “Kristus på Korset”. I den salme beskriver han den dobbelthed vi konfronteres med, når forkyndelsen af korset rammer os:

Korset er sejrens og frelsens tegn,
anstød for kødets lyst;
korset er balsam og sildigregn
over et såret bryst

Verden forhåner det korsets træ,
stamper det hårdt imod.
Her finder syndere ly og læ,
renses i Jesu blod.

Budskabet om Jesus, den Han er, hans korsdød og hans opstandelse vækker stadig anstød, forargelse og modstand, dengang som nu. I dag er der kommet også andre temaer til, som gør bibelsk kristendom uspiselig for mange af tidens mennesker, intellektuelle som ikke intellektuelle.

Modviljen mod kristendommen sætter ikke kun ind på tankens og ideernes plads, meget ofte i dag er den på følelsernes plads. Det gør den (modstanden) så meget mere ubestemmelig og så meget sværere at sætte ind overfor. Alt er ligesom afgjort på forhånd, og vi får ikke et ben indenfor. Ordet “fundamentalist” ligesom ordene “racist” og “nazist” bliver udråbsord, afskysord, skældsord, som siger mere om brugerens følelser end om en intellektuel redelig holdning og indstilling til det ens medmenneske står for og virkelig mener. Ordbogsdefinitionen og den historiske udredning af disse ord og begreber er for længst glemte. Al meningsfyldt kommunikation er for længst gjort umulig. Had og ophidselse er det eneste, der bliver tilbage.

Den eneste sandhed
Af de ting i kristendommen, som virkelig forarger og ophidser et modernistisk sind, er selve sandhedskravet det mest iøjnefaldende. Evangeliets insisteren på, at Herren Jesus Kristus er Sandheden og den eneste vej til livet og til Gud føles utrolig arrogant og politisk ukorrekt helt ud i neglespidserne.
Forkyndelsen af synd og fald og det umulige i, at mennesket kan frelse sig selv er også en anstødssten af de store. Evangeliets basis i Guds personlige og aktive skabelse af universet, verden og alt liv, som er i verden og Guds universelle og evige herredømme forarger også. Det samme gør tanken om dom og muligheden for evig fortabelse (Helvede).

Bibelen og troens afhængighed af vidnesbyrdet i Bibelen om såvel Guds gerninger som hans talte ord er heller ikke hver mands kop the. Frelseshistorie og historicitet (det at det virkelig skete og skete i tid og rum), som også hører med til det, hvormed kristendommen står og falder, lader sig dårligt forene med tidens forkastelse af de store fortællinger.

Kristendommens understregning af Guds suverænitet og vores dybe afhængighed af hans nåde udfordrer jeg-kulturen, X-faktor holdningen, og “se mig! hør mig! læg mærke til mig!”- holdningen, vi er vokset op med. Kristendommens etiske imperativer er også tung, ja ligefrem uspiselig kost, for den som vil være samtidig og føle sig samtidig. Kristendommen bliver også udskreget for at være antifeministisk, chauvinistisk, diskriminerende mod bøsser og lesbiske.

Konklusionen på alt det er nok, at vi må acceptere fundamentalist-etiketten. Men vi vil forbeholde os ret til at forklare os og til selv at definere, hvor vi er fundamentalister og på hvilken måde vi er det. Det vil vi ikke overlade til medierne og den offentlige mening eller til følelses-tyraniet.

Politisk kamp og indflydelse
Et andet og meget påtrængende spørgsmål, hvis svar der også er megen uenighed om forskellige kristne imellem, er i hvor stor en udstrækning kristne kan, skal, bør sætte deres præg på lovgivningen? Det skal tilføjes, at som samfundenes værdier er sat sammen i dag, er det ikke mange steder i verden, at kristne ligefrem kan sætte sig på lovgivningen og tvinge deres synspunkter igennem. Men kirken har tidligere haft meget stor magt, endda større magt end konge og kejser.

Traditionsmæssigt, teologisk og principielt opfatter både den ortodokse og den romersk katolske kirke sig som Guds rige og Guds repræsentant på jord og føler sig derfor kaldet til at få så megen indflydelse på statens love, anliggender og embedsførelse som mulig.

Kirkens indflydelse og magt har dog været stærkt aftagende både i øst og i vest de seneste 250 år, men den romersk katolske kirke udøver stadig en relativ stor magt i SydEuropa og i flere latinamerikanske lande. Den lutherske kirke har som en af sine hjørnestene Luthers to-regimentelære, hvorefter kirken står for troen og det åndelige, medens fyrsten (staten) står for det verdslige regimente.

Den reformerte kirke (grundlagt af reformatoren Calvin) har traditionelt også søgt efter og udøvet stor indflydelse på politik og den civile magt i de lande, hvor den blev statskirke, hvilket den blev i Holland og i Skotland, i nogle tyske stater og schweiziske kantoner og til dels i England. Gennem udvandrende fra England og navnlig Skotland til de nye stater i Vest (USA) blev det amerikanske samfund skønt konstitutionelt erklæret som et sekulært samfund alligvel dybt præget af calvinismen. Det gør sig gældende den dag i dag, hvor det politiske højre nok rekrutterer hovedparten af sine medlemmer fra arvtagerne af disse.

Men et er, hvordan kirken historisk har forstået og omsat sin rolle i forhold til staten, et andet er, hvordan Bibelen, herunder især Det Nye Testamente ser på denne. Med den tilgang og forståelse vi (dette blads redaktion og kirkelige baglan) anlægger på det spørgsmål, tilskriver Jesus og apostlene ikke kirken, menigheden eller Guds folk, noget politisk mandat.

Kirken kaldes ikke til at være en politisk magtfaktor i verden i denne tidsalder. Jesus Kristus har i sin opstandelse fået al magt i Himlen og på jorden (Matt 28:18, Joh 17:2). Navne, magter, myndigheder og troner er underlagt ham i den nuværende verden og i den kommende (Ef 1:20-23; Fil 2:9-11; Åb 5:12; 1 Kor 15:24-28). Men indtil Jesus kommer igen i skyerne med magt og megen herlighed (Matt 24:30) er dette usynligt for alle andre end for dem, som ser med evangeliets og troens øjne (Heb 2:8-9).

De hellige (Guds folk/ de kristne) skal engang dømme verden (1 Kor 6:3), men indtil da har ingen sådan opgave (1 Kor 5:9-13), og Peter viser os klart i sit brev, at vi må indrette vort liv i verden, som de fremmede og udlændinge vi er for verden (1 Pet 2:11-4:6).

Det betyder ikke, at vi ikke har et ansvar for verden og et ansvar for at advare mennesker om, at konsekvensen af at gøre oprør mod Guds lov og sandhed kan blive, at samfundet rammes af Guds vrede (Rom 1:18 ff.; Kol 3:5-6). Som enkeltpersoner kan vi, bør vi og må vi bruge den indflydelse, vi har til at gøre godt - også hvis vi har politisk indflydelse og administrativ magt - og til at hindre det onde. Men som kirke er opgaven, ansvaret og kaldelsen en anden, ligesom etikken, værdierne og “det gode liv” i kirken defineres efter andre forbilleder, målsætninger og motiver end livet i verden.

Det betyder ikke, at der ikke kan være sammenfald mellem et givent samfunds og dets borgeres moral og værdier og kristne menneskers ditto - når alt kommer til alt har vestens kultur i det hele taget været - og er det stadig - meget præget af netop kristendommen - men det betyder, at vi som kristne bevidst henter vor moralske kodeks og vor inspiration til at leve det gode liv fra Jesu lære, fra Bibelen, fra Helligåndens tilstedeværelse i kirken og i vore personlige liv, fra evangeliet om Guds rige og fra den nye skabelsesorden, som er kommet med Kristus.

I alle ting og i enhver henseende ønsker vi at leve til Guds ære og glæde og til vor næstes gavn. Vi er stadig syndere og falder stadig i, så fuldkommenhed er der ikke, men vi ønsker at leve bevidst efter det, vi er blevet oplært i i Kristus, og som Helligånden til stadighed tilskynder os til.

Når nu selv vi kristne har svært med altid at leve det gudvelbehagelige liv, og der nogen gange foregår en heftig kamp og strid i os om at følge og indordne os under Guds vilje, så kan vi umuligt forvente og forlange, at ikke-kristne (uigenfødte mennesker) skal kunne gøre det.

Det gør det naturligvis ikke harmløst og uden konsekvenser at bryde med Guds lov og gøre oprør mod hans vilje, men det er ikke vores sag at “dømme dem, der er udenfor”. Der kommer dog en dag, hvor Gud vil dømme jorderig med retfærdighed” (ApG 17:31).

Et humanistisk samfund, som principielt afviser at stå til ansvar overfor Gud og hans lov, kan tillade abort og samgifte mellem to af samme køn; kristne vil ikke kunne sanktionere nogen af dem, men vi kan ikke hindre, at det sker.
Vi bedrøves over det, men ændre det kan vi ikke. Vi kan advare mod det, men når vi gør det, bør vi være yderst omhyggelige med, hvordan vi taler, og hvordan vi fører os frem. Vi må aldrig lade det sådan få overhånd hos os, at det hindrer os i effektivt og troværdigt at forkynde evangeliet om frelse og tilgivelse i Kristus.

Vi må heller aldrig bruge det til at graduere og opdele synd med. Ligeledes må vi vogte os for den selvretfærdighed og “frelsthed”, der så let kommer til at tage magten over os, hvis vi ikke til stadighed er beskyttede af, at også vi har vor retfærdighed i Kristus og i blodet på korset, og kun i det.

Mennesker, som ikke kender evangeliet, ikke kender Bibelen og ikke kender Gud har svært ved at følge kristendommens moralske rationale. Vores første opgave er aldrig at prædike moral, men at prædike Kristus. Først når mennesker kommer til tro på ham og begynder at lytte til ham gennem forkyndelsen af hans ord og således lærer ham at kende begynder visdommen, godheden og kærligheden i hans bud at blive åbenbar.

Målet for kirken og dens forkyndelse er, at mennesker skal lære Kristus at kende, vide sig elsket af ham og komme til at elske ham igen. Det er, at vi skal blive nye skabninger i ham, et nyt menneske, som til stadighed opbygges og fornyes til lighed med sin skabers, frelsers og herres billede.

Fundamentalisme vil verden kalde det, og lad verden om det. Selv vil vi kunne tale om “Kristus-fundamentalisme” og være stolte over det. Men det er en fundamentalisme fyldt af nåde og godhed, varme, glæde og fred. I det stykke skulle verden meget gerne kende, at der er alverden til forskel mellem dem, som følger Kristus og f.eks.taliban.