Frygt for fremtiden

Af Louis Nielsen KP 04-08

Årskiftet 2008/ 2009 tegner knapt så muntert som flere af de foregående årsskifter. Hver dag bliver vi mindet om, at vi står midt i en global finanskrise, som efterhånden også udvikler sig til en global økonomisk krise med stigende arbejdsløshed, tusinders hjemløshed, konkurser, formuetab og tilbagegang i produktion og omsætning. Recession kalder økonomerne det - et af de allerslemmeste ord, de kan tage i deres mund. Det bør give os allesammen kulderystelser, mener de, og uvægerligt fremkaldes minder om de grumme tredivere. Men hvordan bør vi reagere?

Ingen af os kender fremtiden, selv ikke de mest vise. Fremtidsforskning kan iklæde sig videnskabelighed, så meget den lyster, og opstille indviklede matematiske computermodeller, og fodre disse med en mængde tal, men hvis forudsætningerne brister, falder det hele som et korthus.

Og forudsætningerne er skrøbelige som alt andet i livet er det, ikke mindst fordi det i vid udstrækning handler om mennesker, tilmed syndige mennesker. Illusionsmageri har vi set meget af, og mange har levet højt på at fylde os med illusioner og dagdrømme.

Nu er pendulet svunget den anden vej, og nu er der ingen grænser for, hvor uheldsvangert fremtiden tegner sig for os. Dommedagsoverskrifterne kaldes næsten daglig frem.

Men lad os igen minde os selv om, at ingen - og vi mener helt bogstaveligt ingen - kender fremtiden. Det gør alene Gud i hvis hænder, den alene er. “Gud ene tiden deler”, sang Johan Heermann i 1632 og Brorson i 1739, og de sang videre: “Han sårer, og han heler, han kender småt og stort; han intet ondt bestemte og intet godt forglemte: Alt, hvad han gør, er herlig gjort”.

Gudstroen og gudsfrygten inspirerer til den besindighed og nøgternhed, som Skriften konstant opmuntrer og tilråder os til at udvise under alle livets forhold. De tilsiger os til at møde livet, dets tilskikkelser, omstændigheder og på samme vilkår som Hamid Pourmand (en iransk tidligere muslimsk højtstående officer, som blev kristen, og som på grund af sin kristentro har lidt meget og lider meget): Sig aldrig til Gud: Jeg har store problemer. Sig altid til problemerne: Jeg har en stor Gud.

Sådan taler Skriften
• Thi således sagde den Herre Herren, Israels Hellige: Ved omvendelse og stilhed skal I frelses, i ro og tillid er jeres styrke (Es 30:15: 1931- oversættelsen).

• Lad ikke jeres hjerter blive modfaldne og frygt ikke de tidender, der høres på jorden, når der i det ene år kommer én tidende, og i det næste en anden, når der er voldsfærd på jorden og hersker følger på hersker (Jer 51:46; 1931-oversæt.)

• Vi bliver ikke modløse (2 Kor 4:1; 16). Så er vi da altid ved godt mod (2 Kor 5:6).

• Vær ikke bekymrede for noget, men bring i alle forhold jeres ønsker frem for Gud i bøn og påkaldelse med tak. Og Guds fred, som overgår al forstand, vil bevare jeres hjerter og tanker i Kristus Jesus (Fil 4:6-7).

• Dengang fik hans røst jorden til at skælve, men nu har han givet et løfte, der lyder: “Endnu én gang vil jeg få ikke blot jorden, men også himlen til at skælve”. (Heb 12:26-29). Udtrykket “endnu engang” viser, at de ting, som kan rokkes, fordi de er skabt, skal forvandles, for at de ting, som ikke kan rokkes, skal bestå. Lad os derfor takke for, at vi får et rige, der ikke kan rokkes, og med tak tjene Gud, som det er hans vilje, i gudsfrygt og ærefrygt. For vor Gud er en fortærende ild.

• Men han lagde sin højre hånd på mig og sagde: “Frygt ikke! Jeg er den første og den sidste og den, som lever: Jeg var død, og se jeg lever i evighedernes evigheder, og jeg har nøglerne til døden og dødsriget (Åb 1:17-18).
Dette katalog af bibelsteder tilskynder os til at være fattede, til ikke at lade os gribe af panik og unødig bekymring og til at sætte vor lid til Gud og være optaget med det, Han vil med os.

For store ord?
Recession - tilbageskridt er måske et ildevarslende ord. Men er det ligefrem en katastrofe? Og tilbageskridt i forhold til hvad? Måske i forhold til de sidste 8-10 år, men også i 1997, 1996 og 1995 havde vi det godt og led ingen nød, og sådan har det været med små udsving uafbrudt siden 1950’erne.

De fleste af os er bare blevet rigere og rigere. Nogle mennesker og nogle lande oplever kollaps, men en nød som den, vi finder i de fattige lande i Asien, Afrika, Syd- og Mellemamerika kommer vi næppe til at opleve. Selv med recssesion vil vi have det godt og sandsynligvis have det godt længe endnu.

Som kristne har vi Guds forjættelser om en ny og retfærdig verden, om Gudsevige rige, om genoprettelsesestiderne, om verdens genfødelse ved Menneske-sønnens komme i herlighed. Vi har et levende håb og pant på det ved den iboende Helligånd, som vi har fra Gud.

Vi har Bibelen, vi har det profetiske ord, som lyser som en lampe for os på et mørkt sted, indtil dagen bryder frem, og morgenstjernen stiger op i vore hjerter (2 Pet 1:19). Dette profetiske ord advarer os om svære tider forud for Herrens genkomst og Guds riges komme.

Om vi er i de tider eller på vej ind i dem, ved vi ikke, men svære tider er altid et kald til os om at standse op og tænke efter, et kald måske til omvendelse. Svære tider bør sende os i tænkeboks og bør få os til at bede.
De spørgsmål, som vi måske især skulle rette til os selv, er spørgsmål som

“Hvor har vi vor rigdom? i hvad søger vi vor lykke og fred? Hvad får vort ansigt til at stråle og vore øjne til at tindre? i hvad finder vi tryghed og tillid? hvad former og skaber vor identitet og vor selvbe- vidsthed?

Jeremias bebrejder sin samtid, at den havde forladt Herren - et kildespring af levende vand, for at hugge sig cisterner, sprukne cisterner, som ikke kan holde vand. Esajas forudser en tid, hvor mennesker kaster deres guder af sølv og guld hen i mørket til spidsmus og flagermus (2:20).

Johannes advarer os mod at lade os bedrage og blinde af det, han kalder “kødets lyst og øjnenes lyst og pral med jordisk gods”, og han minder os om, at dette ikke er af Faderen, men af verden. “Og verden og dens begær går til grunde, men den, der gør Guds vilje, bliver til evig tid” (1 Joh 2:15-17). Paulus siger uden omsvøb, at “denne verden, som den er, går til grunde”(1 Kor 7:32).

Alt det ved vi godt, og vi har hørt det ofte, men tror vi det? Vi tror det måske ikke så meget, når alt kun bevæger sig én vej, opad og fremad? Nationalproduktet stiger år for år, huspriserne med, luksusbutikkerne bliver flere og flere, rejserne oftere og oftere og længere og længere bort, og forventningerne stiger op mod skyerne, og “om føje tid kan vi købe hele verden”.

Men inderst inde ved vi godt, fordi Guds ord fortæller os det, at det ikke kan holde. Men vi lever som om, at det altid vil holde, altid vil gælde, og værre endnu kommer vi på grund af det til at føle os uindtagelige, nærmest almægtige. Sådanne følelser er dødsensfarlige, for så glemmer vi, at vi er skabninger og ikke Gud, skrøbelige skabninger, skabninger af ler, som let brydes og slås i stykker. Så er vi også for alvor sårbare og indtagelige, når det virkelige livs storme rejser sig.

Hvor i Guds profetiske plan med verden vi er, ved vi som sagt ikke. Tiden kan være meget nær, nærmere end vi tror, men den kan også være langt borte. Tingene kan udvikle sig hurtigt, meget hurtigt. Vi så det med Sovjetimperiets og Murens fald, vi ser det nu igen med finansmarkedets kollaps, som nok ikke skete fra dag til nat, men alligevel over ganske kort tid. Beskrivelsen af Babels fald i Johannes’ Åbenbaring kapitel 18, især vers 17 viser sig pludselig at være mere realistisk, end vi bryder os om at tænke på: “Så stor en rigdom ødelagtpå en eneste time!”

Velsignelse i forklædning
Vækker recessionen eller den truende mulighed for recession sådanne tanker og sådanne reflektioner hos os individuelt og i kirken, kan den godt være en velsignelse i forklædning. Så får den os til at søge Gud og Guds vilje, søge rigdommene i den himmelske og evige verden, søge dem i de personlige relationer, i Guds ord og i kirken og i glæden ved at være i Guds vilje og gøre Guds vilje, søge Gud og hans retfærdighed forud for alt andet. Så fortæller den os også, at Gud ikke har opgivet os og prisgivet os til os selv og vor forgæves søgen. Så er vi altså stadig genstand for hans opmærksomhed og hans årvågenhed.

Så kan vort blik også rettes mod de usynlige og evige ting, mod de evige rigdomme i Kristus. Så vil vi også mere intenst bede “Led os ikke fristelse, men fri os fra det onde” og “Komme dit rige!”, og mere intenst vil vi længes efter, at Riget skal komme. Så bliver det nok et andet nytår end de umiddelbart foregående, men et mere velsignet og mere mindeværdigt nytår.