Vielse af homoseksuelle:
Fonsbøll og kristendom

Af Louis Nielsen- KP 03-2003

For nogen tid siden stod et debatindlæg at læse i Kristeligt Dagblad (tirsdag den 26.august). Dele af debatindlægget vil blive citeret undervejs i artiklen. Anledningen til indlægget var den genopblussede strid om kirkelig vielse af homoseksuelle. Forfatteren til indlægget, provst Fonsbøl, har tidligere rykket ud som fortaler for Thorkild Grossbøl.

Det skræmmende ved Fonsbøls indlæg er ikke, at han går ind for vielse af homoseksuelle. Det er selvfølgeligt skræmmende nok, men hans opgør med apostolsk kristendom og Bibelen, Det gamle-såvel som Det nye Testamente, er endnu mere skræmmende.

Mange andre kirkelige debatter i de senere år har efterladt os med indtrykket af, at når det gælder kravet til kirken om at ændre på endda trossætninger, som kirken “står og falder med”, er der intet dekorum, ingen ydmyghed og ingen tilbageholdenhed hos folk.

I de fleste tilfælde har kirkens folk dog afvist at efterkomme krav som “ud med Jesus”, skabelse og kødets opstandelse, medens den overfor kravet om “bort med jomfrufødsel, dommedag og helvede” og afskaffelse af vielsesritualets “til døden skiller jer ad” (Politiken 16.september) allerede har vist sig mere føjelig. Men striden om Grosbøll, Fonsbøls artikel og andre indlæg viser dog klart, at nogle af kirkens folk er villige til at fjerne alt eller næsten alt fra kristendommen, som står moderne tankegang og moderne livsstil i vejen.

Bibelen ikke i høj kurs
Også mellem frikirkefolk, som de fleste af dette blads læsere regner sig selv til, står Bibelen de facto heller ikke så højt i kurs, som den engang gjorde. Man forstår godt Bibelselskabets forskellige initiativer og kampagner for at gøre folk mere interesseret i Bibelen; det er også på høje tid, måske er det allerede for sent.

Den personlige daglige andagt med bibellæsning og bøn er for mange af tidens travle kristne på vej ud. Bibelstudiegrupper og fællesskabsgrupper læser måske et ord her og der i Bibelen, men egentligt og koncentreret bibelstudium for at finde ud af, hvad Bibelen siger, bliver det sjældent til. Bibelstudier i forkyndelsesform er også sjældne at finde på kirkernes mødeprogram, og ved gudstjenesterne møder man nok Bibelen i de foreskrevne prædikentekster eller i frikirkerne i den tekst, præsten har valgt at prædike over, men igen her er det sjældent at opleve en dyb indføring i Bibelens eget budskab.

I praktisk teologi og i pastoral teologi er det også som regel den dagsaktuelle psykoterapeutiske og politiske måde at forstå tingene på og gøre tingene på, som fører an, sjældnere en rodfæstethed i Skriften og afsæt i Skriften. Skønt vi med Luther gerne beder og synger om, at Guds Ord skal være vort arvegods, er det alligevel sjældent, “at vi holder det højt i ære”.

Tvivl om autoriteten
“For mig at se”, erklærer provst Fonsbøl, “bliver Bibelen meget nemt et redskab for umenneskeligheden, når den tages bogstaveligt, læses som Guds ufejlbarlige ord og bruges som guddommelig autoritet, så man netop under henvisning til skriften fralægger sig ansvaret for at tænke og føle selv som et medmenneske, der lever i nutiden”.

Problemet med disse ord er, at de indeholder både noget forfærdeligt og ydmygende sandt, men også noget forfærdeligt falsk. Ved at opstille en karikatur, som de fleste kender, opnår Erik Fonsbøl at så total tvivl om Bibelen, om den overhovedet er Guds ord, om den overhovedet har nogen autoritet, om den ikke snarere gør os dumme end oplyste, og om den ikke dybest set fratager os sand menneskelighed snarere end fremmer sand menneskelighed.

For mænd af Erik Fonsbøls observans ser det unægteligt ud som om, at enhver ekstern autoritet i kirken, være sig Bibelen, apostlene eller den kirkelige overlevering skal afskaffes til fordel for den offentlige mening, demokratiet, menneskerettighederne, den uindskrænkede frihed og politiske korrekthed.

Spørgsmål som hvad der er sandt, og hvad der er falsk i lære, liv og praksis, om sådanne spørgsmål da overhovedet kan stilles, afgøres ikke ved at søge til Bibelen, Jesus og apostlene, men af den dominerende opinion i tiden, som synes, at homoseksuelt samliv ikke alene er fuldt acceptabelt, men også insisterer på at Gud skal synes om det og bifalde det.

Som tilfældet er med flere andre moderne teologer, er Fonsbøls ord så kønne og forførende, at vi næsten bliver revet med, hvis vi da ellers forstår, hvad ordene betyder, for det er ofte hurdlen ved det, at det gør vi ikke:

“.... For det var vel ikke det, der var meningen med evangeliet. [ At kirken med henvisning til “Bibelens klare lære, Bibelens verdensbillede og Bibelens patriarkalske kvindeundertrykkende og fremmedfjendske samfundssyn” (ja den får bestemt ikke for lidt) skal “forhindre og bekæmpe snart sagt ethvert tiltag i retning af oplysning, nytænkning, medmenneskelighed og humanisme”]

Tværtimod ser jeg netop evangeliet om Kristus som et opgør med enhver farisæisk fundamentalisme, der kun ser skriftens tids- og stedsbestemte bogstav som guddommelig og uforanderlig lov, men ikke ser den ånd, der ligger bag skriftens vidnesbyrd - ikke mærker frihedserklæringen til mennesker om at tænke og føle og handle som selvstændige, ansvarlige medmennesker - ikke hører kærlighedserklæringen fra korset til en forstenet, menneskefjendsk verden om at modtage og selv finde tilbage til den menneskelighed og den næstekærlighed, vi blev skabt til at udfolde, mens tid er.

Er det ikke bare lidt bemærkelsesværdigt, at det sekulære samfund igen og igen skal vise kirken vejen frem, netop hvad angår menneskeligheden - f.eks. med loven om registrering af partnerskab? Det burde efter min mening være omvendt, når man tænker på den ufattelige åndelige rigdom, kirken forvalter, og som den burde forkynde i tide og utide: friheden i Kristus til at overskride enhver grænse og ethvert skel, som fordomme og umenneskelighed - herunder den bibelske - sætter mellem mennesker”.

Hvad er der tilbage af Bibelen?
Standser man op, og ser man bort fra retorikken - hvad man jo desværre langt fra altid gør, når man præsenteres for en floromvunden udtalelse som denne - så må man nok spørge, hvad alt dette betyder, og hvad det implicerer.

Kirken og kristendommen rummer “ufattelige åndelige rigdomme”, men hvad disse rigdomme er, får vi ikke noget at vide om, for stort set lykkes det provst Fonsbøl med sit korte indlæg at problematisere alt, hvad vi forstår ved overleveret kristendom.

Bibelen er mest en farlig, negativ, menneskefjendsk bog; Paulus og hele Det nye Testamente er med deres holdning til jøder oprindelsen til antisemitisme og jødehad, og Paulus har med sin afvisende holdning til homoseksuelle “legitimeret undertrykkelse og nedværdigelse af generation efter generation af dem, som er anderledes og udenfor”.

At kirken gennem en stor part af Europas kristne kultur har været “en magtkirke” er desværre sandt nok, men at kirken har været undertrykkende netop ud fra “Bibelens klare lære, Bibelens verdensbillede og Bibelens patriarkalske, kvindeundertrykkende og fremmedfjendske samfundssyn” er en meget bitter kop te at servere for os en tidlig morgen eller for øvrigt på et hvilket som helst tidspunkt af døgnet.

Hvad er der tilbage af de “ufattelige åndelige rigdomme, kirken forvalter”?, er der efter dette god grund til at spørge. Og hvad er disse rigdomme? Er den ufattelige åndelige rigdom “frihedserklæringen til menneskene om at tænke og føle og handle som ansvarlige medmennesker”? Er kristen frihed væsentligst kun det “i Kristus at overskride enhver grænse og ethvert skel, som fordomme og umenneskelighed herunder den bibelske sætter mellem mennesker”?

Humanisten Fonsbøl
Det er mere i det, Fonsbøl skriver af positive ting, at han er farlig og forførende end i det, han skriver af negative ting. Det farlige og forførenede ligger i, at følelserne, som ligger bag hans udfald, vil mange kunne identificere sig med, men når det gælder hans holdning til evangeliet, til Skriften, til apostlene, og også til Jesus, så forekommer Fonsbøl langt mere at være humanist end kristen.

For i virkeligheden er det et humanistisk evangelium i postmoderne, menneskerettigheds-tænkende jargon, Fonsbøl præsenterer os for, og ikke det autentiske kristne evangelium.

Bibelen er i Fonsbøls udgave af kristendommen reelt afskaffet. Den er ikke på nogen tænkelig måde Guds ord, den har ingen autoritet, den er helt overladt til os til at bruge, som vi finder det for godt; pluk det ud af den, du kan bruge og smid resten væk, det er såmænd ikke andet værd, det er holdningen. Bibelen er jo på mange måder farlig, undertrykkende, menneskenedværdigende.

Bibelens Jesus, Menneskesønnen, kirkens Frelser, Herre og Gud var grænseoverskridende og radikal til det umulige. Ingen tvivl om det. Men var Jesus humanist og oprører mod alt overleveret og bestående? var han protypen på en hippi med disses flamboyante livsstil og flambyante sange om at “make love, not war”? var han en revolutionær frihedshelt a la Che Guevara, eller var han Herrens Tjener, den lydige Guds Søn, forkynderen af Guds rige med dets understregning af Guds styre?

Kan kirken efter Fonsbøls model længere kaldes “Guds kirke, sandhedens søjle og grundvold”? er den det, efter at Moses, Bibelen, Paulus, de kirkelige bekendelser er blevet udvist af kirken? Fik Fonsbøl lov til at handle og sætte tonen i kirken, så var kirkens grundvold borte, og så var der ikke længere nogen kirke, uanset om bygningerne stadig var der og blev der.

Gud detroniseret
Man kan sige, at den forholdsvis megen plads, vi har optaget af bladets sider til dette opgør med provst Fonsbøls indlæg, var ilde anbragt, hvis det hele kun er noget, som vedrører Folkekirken.

De fleste af os viger uden tvivl mange skridt tilbage fra at sige det, Fonsbøl siger, og vi er også fundamentalt uenige med ham både i hans bibelsyn, hans kristologi og hans konkrete holdning til homofile ægteskaber. Alligevel kan vore følelser og fokus godt ligge på linje med Fonsbøl.

For den tendens, eller - vi kunne næsten kalde det - det paradigmeskift, hans artikel afspejler, er det, hvor Gud er blevet detroniseret og mennesket har indsat sig selv på Guds trone. Sådan har det været siden syndefaldets dage, vil nogen kunne indvende og sandt nok. Forskellen er blot, at hvad der før var noget man kun hviskede, og som man rødmede over ved at gøre det, nu er blevet til et råb, som ingen længere skammer sig over at stemme i med.

Om noget er godt eller ondt, sandt eller løgn, rigtigt eller forkert, afgøres ikke længere ved henvisning til den nedarvede fællesmenneskelige visdom eller til Guds autoritet i Bibelen.

Gud har ikke længere nogen anden autoritet end den, vi vælger at give ham, og da Han har meddelt sig til os næsten udelukkende gennem Bibelen, og Bibelen ikke længere anses for at være Guds ord til os, så ved vi næsten ikke noget om Gud eller måske rettere, vi ved kun det, vi selv vil vide.

Det ved vi så til gengæld så meget desto mere. (Spørgsmålet om Bibelen er Guds ord eller ikke, og om vi i Bibelens ord har en autentisk åbenbaring af Gud og hans vilje og veje med mennesket, er derfor meget mere afgørende for kristentroen, end vi sædvanligvis er villige til at indrømme).

Følelsesbetonet
I dag orienterer vi os ud fra vore følelser, hvad medierne er særdeles dygtige til at udnytte. Følelserne kan få os alle op af stolene, også politikerne. At være homoseksuel forstås mere og mere som noget genetisk bestemt, noget vi er født til at være på samme måde, som vi er

født som sorte eller hvide, drenge eller piger.
Samtidig har vi været gennem en seksuel revolution, hvor sex ikke længere betragtes som noget, der hører ægteskabet til, men som vi kan praktisere, når som helst vi føler lyst til det.

At få opfyldt sine seksuelle behov uanset hvilken orientering og retning de går i, anses som en menneskeret. Ingen skal længere diktere os noget, hvad sex angår.

Nægter vi at anerkende homoseksuel praksis, diskriminerer vi, viser mangel på respekt og krænker individets rettigheder. Og denne måde at se på tingene på og forstå tingene på har nu vundet hævd i sådan en grad, at homoseksuelle forhold ligestilles juridisk med ægteskab.
Den eneste instiution, som har haft svært ved at følge dette mønster og anerkende tingenes nye tilstand, er kirken. Kirken har derfor været og er under et enormt pres til at følge trop, i enkelte lande er det endda ved lov foreskrevet kirken, at den skal så at sige “skik følge eller land fly”.

Folkestemning gør ikke sand
For dem i kirken, der ikke anerkender Bibelens autoritet, er dette en ret så simpel afgørelse. Kirken følger bare samfundet og stiller også gerne kirkens ritualer og symbolkraft til rådighed for ægteskaber mellem to af samme køn. Og man gør det ikke bare nødtvungent, men gerne, og finder smukke teologiske begrundelser for at gøre det.

De i kirken, som med henvisning til Bibelen og til kirkens lære ikke synes det er nogen god ide, men holder fast ved det gamle, kan man altid affeje som selvretfærdige, hårdhjertede mennesker, endda som fundamentalister, og værre kan det ikke blive i det åbne, frie, postmoderne samfund.

Men tænk, hvis det nu forholdt sig sådan, at det faktisk er en særdeles menneskekærlig og menneskeværdig handling at afvise homoseksuel praksis.

Det, man sådan gennem medierne manipulerer den offentlige mening til at anerkende som godt og naturligt, bliver ikke uden videre godt derved.
Folkestemninger er yderst overfladiske og labile og kan let slå om, og den anerkendelse, den homoseksuelle møder, er ikke sand medmenneskelig respekt, og meget hurtigt kan han eller hun føle sig afvist og alene og henvist alene til ligesindede, hvoraf nogle måske bare er liderlige og promiskuøse, som bare bruger den homoseksuelle og derefter gør sig færdig med ham.

De homoseksuelle selv bibringes en forståelse af deres seksuelle natur som en del af dem selv, de ikke kan udøve nogen kontrol over, og som de bare blindt må følge. Set fra en bibelsk horisont er det menneskenedværdigende. Menneskets skabelse i Guds billede indebærer, at vi har et valg, at vi kan sige nej og ja vejledet af Guds ord gennem vor samvittighed, for den kristne af Helligånden.

Ikke at have sex eller at ikke kunne have sex er en mangel eller et savn, men som sådan ikke begrænset til de homoseksuelle, men sex er, skønt en overordentlig stærk drift hos de fleste, ikke en livsnødvendighed.
Man kan, hvad der måske forekommer utroligt for en sexfikseret og sexdomineret tid som vores leve et helt igennem integreret, fuldgyldigt og menneskeværdigt menneskeliv uden sex. Jesus levede sådan et liv.

Modtager alle syndere
Kirken har som Jesu Kristi kirke ingen ret til at afvise den homoseksuelle, men modtager ham som en synder på ligefod med alle de andre syndere, som kirken består af og gennem troen på Jesus som en broder mellem brødre, renset og helliget ved Jesu Kristi blod. Men kirken vil ikke finde en fortsat homoseksuel praksis som forenlig med de anvisninger, Helligånden gennem Guds Ord har givet os, og som Helligånden og Guds kærlighed udhældt i hjertet hos hver den, som tror, også giver hjælp og kraft til at forsage.

Og det at leve efter Guds vilje og efter Guds lov vil vi, når Guds lov ved Helligånden er indskrevet i vore hjerter, ikke finde livsfornægtende, menneskefjendsk og frihedsnægtende, tværtimod vil vi efterhånden ligefrem finde vor frihed og fred i at gøre det.

Vejen for kirken frem er, at vi omvender os, hvis den stadig skal være Jesu Kristi kirke og ikke skal opleve at se ham komme og slukke lyset og i yderste fald kaste os ud i mørket udenfor. At vi omvender os fra en kristendom, som i mange tilfældige ikke er andet og mere end en bleg afglans af humanismen, nu iklædt postmodernismens klædedragt.
Vi trænger til besindelse omkring, hvem der er Herre i kirken, og til besindelse omkring Skriften, og til at få opfrisket at det er Jesus og apostlene, som er menighedens grundvold.

Skal kirken modnes og være Guds talerør i tiden, sker det ikke ved, at den forlader sin grundvold, men ved, at den den “holder fast ved Hovedet” og “vokser op til Hovedet, ud fra hvem hele legemet føjes sammen og holdes sammen, idet hvert enkelt led hjælper til med den styrke, det har fået tilmålt, så legemet vokser og opbygges i kærlighed” (læs hele afsnittet Ef 4: 9-16).

Det er på høje tid, at kirken, folkekirker såvel som frikirker kommer i gang med den overvejelse, og at vi træffer vort valg.