eutanasi:
Har vi ret til at afbryde et liv?

Af social- og sundhedsassistent Astrid í Hjøllum Christensen - KP 02-2007

Aktiv og passiv eutanasi bliver ofte diskuteret både i kristne og ikke kristne kredse; meningerne er mange, og det er en meget svær problemstilling. Jeg tror, at de fleste af os kender skæbner, hvor vi tænker, hvad er meningen med dette? Hvor meget smerte er det meningen, at et menneske eller dets pårørende skal bære? Ville det ikke være bedre, om han eller hun var død? Jeg har selv inden for mit arbejde stået i den situation flere gange.

Jeg er klar over, at som rask menneske er det nemt at have nogle holdninger også til et emne som eutanasi, så når jeg vover mig ud i at skrive en artikel om emnet, er det i dyb ydmyghed og respekt for hver enkelt, der har et langt mere smertefuldt liv, end jeg nogensinde har haft.

Uhelbredelig syg
Jeg havde en gang en patient, hvis situation gjorde dybt indtryk på mig. Patienten havde en uhelbredelig cancer, hun ventede bare på at dø. Igennem et halvt år kom hun i afdelingen, startende med at gå ”rask” ind i afdelingen til at ende sine dage på afdelingen.

Jeg husker især hendes sidste nat, hvor jeg var nattevagt, jeg husker tydeligt smerterne, der nærmest var ulidelige for hende, jeg husker den enorme angst i hendes øjne og jeg husker, hvordan hun var for svag til at hoste, og dermed følte at hun var ved at blive kvalt.

Mest af alt husker jeg min egen frustration, hjælpeløshed og afmagt, mit ønske om at hjælpe og lindre, men ikke at være i stand til det. Her var en patient, der var svær at hjælpe i hendes sidste kamp.

Massiv hjerneskade
Et andet menneske der har prentet sig ind i min hukommelse, er en ung pige på bare 22 år. Hun havde af en uvis grund valgt at springe ud fra 5. sal og pådrog sig dermed en massiv hjerneskade. Familien havde inden ulykken oplevet pigen som glad og velfungerende og de fandt aldrig årsagen til, hvorfor hun havde forvoldt sig selv skade.

Da jeg passede pigen var hendes udviklingsstadie som et spædbarns, dog uden nogensinde at kunne udvikle sig yderligere. Hun lå der i sin seng, krummet sammen i fosterstilling, gnavede på sine fingre og uden nogen synlig kontakt til omverdenen. Jeg husker at vi i personale gruppen snakkede meget, om det dog ikke var bedre at hun var død.

Man fristes til at tænke, ville det ikke være bedre, om vi havde mulighed for at hjælpe folk i stor smerte til at dø? Er det ikke for meget, at pårørende skal være vidne til så megen smerte?

Aktiv eutanasi forbudt
I Danmark er aktiv eutanasi forbudt; man har som læge ingen ret til at afbryde et andet menneskes liv, man må derimod gerne give nødvendig smertestillende medicin til døende vel vidende, at det kan afkorte dødsprocessen.

Så vidt jeg ved, er det kun i Holland, at det er lovligt at udføre aktiv eutanasi, og jeg kender ikke til, hvilke erfaringer de har.

Jeg ved, at blandt fagfolk i Danmark, særligt blandt modstanderne af aktiv eutanasi, ønsker man at få slettet begrebet passiv eutanasi, idet man i Danmark ikke hjælper folk til at dø, men gør alt for at lindre en ubehagelig og smertefuld død. Man har også i Danmark lov til at afbryde livsforlængende behandling, hvis patienten eller pårørende ikke ønsker aktiv behandling længere.

Bibelen om eutanasi
Bibelen beretter om kong Saul af Israel. Saul blev alvorligt såret i krig. Da Saul frygtede at blive dræbt eller taget til fange af fjenden, tog han sit sværd og prøvede at dræbe sig selv. Han råbte til en soldat ”Kom herhen og giv mig dødsstødet; jeg er i live endnu, men det sortner for mine øjne” (2. Sam. 1:9).

Soldaten opfyldte kongens ønske og dræbte ham. Sandsynligvis for at bevise sin uskyld bragte soldaten det diadem og et armbånd, Saul havde haft på, til David og sagde ” Jeg er klar over, at han ikke kunne overleve” (2. Sam. 1:10). Der var ingen lov dengang, der omhandlede eutanasi, men det forhindrede ikke David i at dømme soldaten til døden.

Måske har hændelsen chokeret tilskuerne, Saul var trods alt skadet og ville næppe overleve, alt dette stod klart for soldaten, da han udførte medlidenhedsdrabet. David var rasende over at nogen havde den frækhed at dræbe Herrens salvede, en konge der var udvalgt af Gud (2. Sam. 1:16).
Noget tyder på, at Bibelen er modstander af aktiv eutanasi, hvad enten det er at stikke et sværd i en konges blødende krop på slagmarken, eller at give folk en stærk dosis medicin så de dør.

Forbudet mod mord i de ti bud gælder logisk nok også mordet på en selv (2. Mosebog 20.13). Aktiv eutanasi strider også i mine øjne imod kærligheden til en selv ”Du skal elske din næste som dig selv” (Matthæusevangeliet 22.39).
Medlidenhedsdrab fremstilles i Bibelen i negativt lys; her anses mennesker, der enten har taget deres eget liv eller fået andre til at gøre det, som ulydige. Nogle ville sige, bestemmer mennesker ikke selv over deres krop og deres liv? Bestemmer folk ikke selv, at det er blevet for smerteligt at leve?

Til det siger Bibelen ”Eller ved I ikke, at jeres legeme er et tempel for Helligånden, som er i jer, og som I har fra Gud? I tilhører ikke jer selv, for I blev købt dyrt. Ær derfor Gud med jeres legeme.” (1. Korintherbrev 6.19-20).

Passiv eutanasi
At lade nogen dø (passiv eutanasi) er derimod en anden sag. At lade nogen dø, som rent faktisk er døende, kan for-svares; vi bør alle have en erkendelse af, at vi er dødelige, og at vi alle uundgåeligt kommer til at stå der.

At smertedække en døende er kun rimeligt, ingen bør have flere smerter i forbindelse med døden end nødvendigt. Der er heller ingen grund til at foretage en behandling på en patient, der ikke ønsker det, hvis man ved, at det kun er et spørgsmål om tid, før patienten ikke er i live mere.

Skriften taler ikke tydeligt om det at lade nogen dø. Problemerne har også været anderledes i bibelsk tid, da man ikke havde de samme muligheder for at forlænge folks liv ved hjælp af respiratorer, medicinsk behandling eller sondemadning.

Holder folk kunstigt i live
Netop det, at lægerne er blevet dygtigere, synes at komplicere tingene, fordi mennesker kan holdes i live til næsten det urimelige. Mennesker kan genoplives, selv om de pådrager sig massive hjerne-skader, hvor de får et liv, som vi synes er uværdigt.  

Jeg tror, at vi alle ville ønske, at det var så simpelt som Job udtrykker det i Jobs bog 1.21 ”nøgen kom jeg ud af moders liv, nøgen vender jeg tilbage! Herren gav, Herren tog, Herrens navn været lovet”. Det virker så enkelt. Gud giver liv, Gud tager liv, og der er en grænse mellem de to ting.

Men hvor er grænsen?
Har den moderne teknologi saboteret den måde, Gud giver og tager liv på? Hvis Gud har givet mennesket midler til at opretholde livet, kan det ikke passe, at hans visdom ikke kan følge med.
Hvis han udstyrer mennesket med evnen til at gøre fremskridt og opfinde noget til bedste for livet, vil han også udstyre os med visdom til at tage beslutninger.

Det spørgsmål, der trænger sig på, er: Hvordan skelner man mellem det at sørge for, at mennesket får alt det liv, han eller hun har krav på, og det kunstigt at forlænge dødsprocessen?

Der er ikke nogle enkle svar på dette spørgsmål, og jeg tror at vi alle vil opleve det kompliceret den dag, vi skal træffe valg på vores pårørendes vegne, men Jakobs brev 1:5 siger ”Hvis nogen af jer står tilbage i visdom, skal han bede om at få den af Gud, som giver alle rundhåndet og uden bebrejdelser, og så vil han få den.” Gud lover os visdom, hvis vi beder om det.

Nej til aktiv eutanasi
Med alle de muligheder der er for at give en værdig død ved hjælp af smertelindring og omsorg, mener jeg ikke, at aktiv eutanasi skal være en mulighed. Tænk hvis aktiv eutanasi blev lovligt i Danmark.

Jeg tror, at det for mange kunne blive et pres, jeg tror mange kunne fristes til at tænke, at de er en byrde for familie, venner og samfund. Kunne det ikke også blive frygten for det ukendte og smerterne, der ville drive mange syge til at vælge aktiv dødshjælp som en udvej?

Jeg tænker også på stærkt handicappede, hvem skal bestemme, om de har et værdigt liv? Hvad med den 22-år gamle pige jeg passede, er det et værdigt liv at leve som det, man kalder en ”grøntsag”?

Hvad med alle de kræftramte, kunne de fristes til at tage imod tilbuddet om aktiv eutanasi, selvom de stadig har lidt tid igen? Eller hvad med dem med diagnosen alzheimer, skulle de også have tilbudet, inden de bliver for demente? Hvor går grænsen?

Det ser måske ud som om, der intet foregår i et menneske, der ligger for døden, eller ligger i koma eller i en alvorligt syg, men Gud kan sagtens fuldføre sit værk i et liv, selv om det ser ud som, der intet sker.

Først i evigheden vil det blive åbenbaret, hvad Han har udrettet. Døden er, hvordan vi end planlægger den, stadig den sidste fjende. Men vi kan gøre det at dø så fredfyldt og afklaret som muligt.

Vi kan faktisk gå gennem døden fredfyldt, måske endda med ophøjet ro.
I Filipperne 1:21 står der ”Thi for mig er livet Kristus og døden en vinding”.
Med igennem det hele går Jesus ved vores side. Jesus forstår vores smerte og har selv oplevet en smertefuld død. Han forstår vores afmagt og hjælpeløshed, og vi er på ingen måde alene, selv ikke når vi føler, at vi er det.