Det gode og det skønne -

om etik og æstetik

Af Louis Nielsen KP 04-08

I Kristeligt Dagblad for lørdag den 8.november havde Ole Hartling en lørdagsreflektion om “Æstetik og etik”, med undertitlen “Det gode prisgives ofte i jagten på det skønne”.

Ole Hartling, tidligere formand for etisk råd, skriver hyppigt i aviserne, ikke mindst i Kristeligt Dagblad. Han har iøvrigt lige vundet Rosenkjærprisen for 2008 og har i den anledning holdt en serie af foredrag om etiske emner i DR på program 1.

Foredragene er også udkommet som bog. Vi er taknemmelige for mennesker som Ole Hartling, som i allerhøjeste grad bidrager til, at også den af kristendommen inspirerede samvittighed får en røst i den offentlige debat. Må mange have lyttet; må mange tænke efter.

Vi gengiver her et længere uddrag af Ole Hartlings artikel:

Etik er læren om at vælge og gøre det gode, og det drejer sig om, hvordan vi ordentligvis behandler hinanden. Etik har altså noget med mennesker at gøre og udspiller sig mellem mennesker. Man kan ikke være etisk helt alene, ikke fordi man er uetisk, når man er alene, men fordi, der ikke er en etisk udfordring. Modsat etik er der ikke nogen medmenneskelig fordring i æstetik.

Æstetik handler ikke direkte om forholdet mellem mennesker. Æstetik har derfor ikke med nødvendighed relationen i sig. Æstetisk set kan man nøjes med at være beskuer eller tilskuer, og har man “sansen for det skønne”, kan det skønne være et menneske, et møbel, et landskab og så videre.
I æstetik involveres man ikke dybere. Man engageres ikke. Det er som at se en tragedie på teatret - den skal overværes og i en vis forstand nydes, for man skal jo ikke involvere sig og komme de nødstedte til hjælp. Falder ens sidemand i teatret derimod om, er man forpligtet til at yde hjælp, og det ville være uetisk blot at være tilskuer.

Æstetik er den uengagerede eller den uforpligtende sans for det, som er smukt. Og det smukke kan være det gode. “Det var en smuk tanke” siger vi for eksempel og mener, at det var en god tanke. Eller: ”Det var smukt gjort”. Men man kan jo også sige: “Ja, det ku’ være smukt!” - det er snublende nær, at der kommer en ironisk distance.

Et gammelt ord lyder: “Det menneske, som interesserer sig for dine klæder, skal du ikke vise dit indre”. Men i vore dage har vi travlt med at vise os for hinanden i det ydre. Og at vi til en vis grad er nødsaget til det, er en pointe, jeg engang hørte filosoffen Lars-Henrik Smidt fremføre. Han omtalte, at hans oldefar ikke mødte flere fremmede mennesker i hele sit liv, end han, Lars-Henrik, møder på et år. Oldefaren vidste, hvem de var, og om de var til at stole på. Om det var ven, fjende eller fremmed.

Det ved vi ikke i dag, for vi møder utallige. Vi må derfor med det samme kunne se, hvem vi har for os. Vi er nødt til at kunne afgøre, om vi kan stole på det andet menneske. Afgørelsen skal træffes hurtigt og sker naturligvis overvejende på det ubevidste plan. Det menneske, der ser æstetisk ud, som er veltrimmet og har en velholdt krop og altså generelt ser sund ud, er åbenbart i stand til at tage vare på sig selv, så det menneske kan jeg regne med.

Det er interessant, om tidens sundhedsdyrkelse, der ligner en epidemi, dybest set kan begrundes i æstetik. Denne epIdemis symptomer er dyrkelse af det sunde, smukke, unge, stærke, rene og ubesmittede. Det kan i sin yderste konsekvens retfærdiggøre bortdømmelse af den ikke så æstetisk smukke, den tykke, den ikke længere unge.

Nok at blive set
I vor tid bliver vi altså set an, og derfor stræber vi efter og kredser om anseelse. Derimod er kaldet forladt. Kender man overhovedet ordet “kald” længere? Ifølge ordbogen er det et arbejde, som forudsætter uselviskhed og føles som en indre trang. I dag er det gode, det etiske ikke nok i sig selv, hvis ikke det bliver set. Etikken er forladt til fordel for det æstetiske. Relationen er forladt til fordel for det selvoptagede.

Det, som tager sig smukt ud, er ikke nødvendigvis også etisk. Det smukke er ikke uden videre synonymt med det gode, og det betyder, at vi ikke kan nøjes med det smukke, hvis ikke det smukke rummer det gode og det godes udtryk.

I Charles Dickens “Store Forventninger” opdrages den skønne Estella af Miss Havisham. Hun opdrages til hårdhed - hun skal knuse mænds hjerter, for det var en mand, der knuste Miss Havishams hjerte. Estella faScinerer os ved sin skønhed og ved sin skønheds magt. Hun er en mystisk femme-fatale. Men det er først, da hun til sidst åbner sit hjerte for godhed og kærlighed, at vi åbner vore hjerter for hende.

Generelt gør vi os bedre, end vi er, for det tager sig bedre ud. Derfor er det vigtigt at betragte æstetikken i etikkens lys, og her ses det, at hvis det bliver et formål i sig selv at søge det skønne, kan det føre til, at “det gode” prisgives. Eller med andre ord: Det er ikke i sig selv forkert at tilstræbe det skønne, men denne stræben må underordnes det etiske.”

Uddrag af Ole Hartlings artikel slut.

Guds skønhed
Så vidt Ole Hartling, og til det ønsker vi blot at tilføje nogle få bibelske betragtninger. Bibelen er ikke blind for det skønne og smukke, men sondrer mellem en skønhed, som er hellig og gudskabt og en skønhed, som er blevet fordærvet ved menneskeTs syndighed. Men Guds skønhed kan ikke isoleres fra

Guds karakter; den er nærmest udstrålingen af den, hans herligheds glans. Ordet “herlighed” er på mange måder synonymt med skønhed; det samme gælder nogen gange ordet “hellig”.

Guds skønhed er ikke bare af fysisk art, men er i allerhøjeste grad også etisk og moralsk. Splittelsen mellem det smukke og det etiske eksisterer ikke, når det er Gud og det, som tilhører Gud, vi taler om. Flere steder i Bibelen tales der om Guds herlighed, skønhed, livsalighed.

Således i Salme 27:4: “Om et har jeg bedet Herren, det attrår jeg: alle mine dage at bo i Herrens hus for at skue Herrens livsalighed og grunde i hans tempel” og i Salme 90:17 “Herren, vor Guds livsalighed være over os” (1931-oversættelsen). I indretningen af helligdommen og præsteskabets klædedragter fremhæves også skønheden, således også i den måde gudstjenesten i templet skal føres frem på, og livet leves på (se 2 Mos 28:2; 40; 1 Krøn 16:29; Salme 29:2; 96:6).

Jerusalem eller Zion kaldes “Skønhedens krone” (Sl 50:2) og “Israels herlighed” (Klags 2:2); det samme kaldes Israels konge (2 Sam 1:19; Es 33:17). Hellighed beskrives også som skønhed eller prydelse (Sl 96:9). Også

Israels folk siges at være som “kronEsten, der funkler over hans land” (Zak 9:16-17). I den åbenbaring af Herrens herlighed og udråbelse af hans navn, som Moses indbydes til i 2 Mos 33:18-34:6, siger Herren i 33:18: Jeg vil lade al min skønhed gå forbi dig, og jeg vil udråbe Herrens navn foran dig”.

“At gøre noget smukt for Gud” var et slags motto for Mother Teressa, og for hende og hendes medsøstre var det at tage sig af de fattigste af de fattige i Calcuttas slum synonymt med, i overført betydning at vise dem Guds ansigt. “Gud så, at det var godt” - som det stadige omkvæd i skabelsesberetningen lyder - indeholder også tanken om noget skønt og smukt.

At søge det gode og gøre det gode er smukt i Guds øjne; godhed har i sådanne sammenhæng både en etisk og æstetisk dimension. Bibelen lægger konsekvent vægt på dette med at gøre gode gerninger, og sådanne omtales som gode og velbehagelige (smukke) for Gud. Kristne, som har lært Guds barmhjertighed at kende gennem frelsen i Jesus Kristus, opfordres til at give sig selv til Gud, til at gøre hans vilje, og denne beskrives som “god, velbehagelig og fuldkommen” (Rom 12:1-2; se også Tit 3:8).

Vi vil lade denne reflektion munde ud i nogle ord af Benedikt af Nursia (død 543):

“Når du begynder på noget godt, skal du frem for alt vedvarende og indtrængende bede om, at Han (Gud) må fuldende det. Dermed skal Han, som allerede nu i sin nåde tæller os blandt sine sønner, aldrig få anledning til at blive bedrøvet over vore onde gerninger”.