Uintelligent debat

Af Carsten Thomsen - KP 04-2005

Hvor mange evolutionister skal der til for at skrue en pære i?
Svar: Ingen - hvis der er tid og tilfældighed nok, så vil pæren skrue sig selv i!

Den seneste debat om udvikling kontra intelligent design har været ophedet.
Kravet om at indføre teorien om intelligent design (ID) i skolerne som en alternativ forklaring på livets oprindelse ved siden af udviklingslæren er massivt blevet skudt ned i diverse debat-indlæg.

ID er et nyt navn for en teori, som har været fremme længe, nemlig, at selv de simpleste livsformer er så komplekse, at de ikke kunne opstå af sig selv - livet og universet kun kan forklares i lyset af en forudeksisterende intelligent skaber eller kraft, livet må være opstået ved en plan og en styring. Modsat siger evolutionen, at alt er sket helt ved en ren og skær tilfældighed.

Det er ejendommeligt, at teorien så heftigt trådt under fode i den videnskabelige verden. Når vi ser umiskendelige tegn på orden og koder i de mindste af universets byggeklodser, så må ingen udbryde “en designer”, en “Skaber”, men i stedet stædigt fastholde “tilfældighed” eller som Tor Nørretranders så poetisk skriver det “det begyndte ved et tilfælde...Skabelsen skete tilfældigt; herligt, men heldigt”.

Den danske professor Tom Fenchel afviser ID i en artikel i Kristeligt Dagblad ved at betegne teorien som “pseudo-videnskab” og som “religiøst farvet spekulation uden faktuel substans”.

- I dag vil ingen seriøse biologer - religiøse såvel som ateister - betvivle, at evolutionslæren giver den korrekte beskrivelse af livets udvikling....Alle biologer vil kunne sige med den russisk-amerikanske genetiker Dobzhanskys sentens: “Intet i biologi giver mening undtagen i lyset af evolution”, og han fortsætter:

- Videnskab handler jo om viden - ikke om tro!

Ergo: Forskere, der tror på, at Bibelens Gud har skabt universet med et bestemt formål kan ikke komme i betragtning som seriøst arbejdende biologer.
Er det at regne med Gud en ringere videnskabelig forudsætning end at ignorere ham? Burde det ikke være sådan, at videnskabsmanden tillader, at forskningsresultaterne følges, hvorend de leder hen?

Nej, nu afskriver man forskere, der gennem de samme videnskabelige meto-der kommer frem til, at verden er så kompleks, at ren og skær tilfældighed ikke er en tilfredsstillende konklusion.

Tro og videnskab
Et andet argument i debatten er, at man ikke skal blande tro og videnskab, og at fortalerne for Intelligent Design netop gør sig skyldige i dette.
Men kan vi sætte så vandtætte skodder mellem videnskab og tro?

Det er da besynderligt, at når man står med to mulige forklaringer på et fænomen, så er det nærmest en rygmarvs- reaktion at råbe “evolution” - enhver forklaring, som forudsætter ordet Gud, fravælges pr. automatik. Ja, man holder krampagtigt fast i neodarwinismen og ønsker ikke engang at diskutere andre muligheder - i stedet møder forskere, som undersøger Intelligent Design, en aggressiv og arrogant videnskabelig kold skulder.

Ingen videnskabsmænd er nulstillet, når de går i gang med at opstille teorier og efterprøve dem. Er man ateist bestemmer det vel også de teorier, der opstilles, de metoder der vælges, og - tror jeg - den tolkning, man kommer frem til på basis af resultaterne.

Den anerkendte biolog Ernst Chain har skrevet dette om sine kolleger:

- Den opfattelse, at videnskabsmænd er objektive, nøgterne, upartiske og tolerante, er en myte. De er nøjagtig lige så fordomsfulde og følelsesbestemte som enhver anden gruppe mennesker, også med hensyn til deres egne videnskabelige forskningsområder - og det gælder også forholdet til kolleger, de er uenige med.

Det er sandt, som Sir Arthur Keith skrev i et forord til en jubilæumsudgave af Charles Darwins Arternes Oprindelse: Evolutionslæren kan ikke bevises. Vi tror på den, fordi det eneste alternativ er speciel skabelse, hvilket er utænkeligt.

Beviser halter
Naturvidenskaben må altid være villig til at lade sig korrigere og justere de foreløbige resultater, når ny viden dukker op. Som fx den orden og det design man har fundet i DNA-koden. I stedet spinder man teorier om selviske gener og jeg ved ikke hvad.

Det ville klæde Tom Fenchel med lidt mere ydmyghed i lovprisningen af udviklingsteorien. Jo, han indrømmer forsigtigt, at “der er sider af evolutionen, vi ikke forstår til bunds”, men samtidig skriver han, at “intelligent design-fortalerne skamløst udnytter, at biologer kan være uenige om detaljer.”
Rent faktisk er det ikke kun detaljer, som uenigheden drejer sig om. Hans kollega, biologen Claus Emmeche, Københavns Universitet, skriver i en kommentar:

- Neodarwinismen er ikke i sin nuværende form tilfredsstillende som teori om makroevolution, dvs. udvikling af nye arter og de mønstre af artsdannelse, som man kan iagttage i fossilerne i de geologiske lag-serier.

Hov! Udviklingen fra én art til en anden kan ikke bevises.
Er det ikke lidt mere end en detalje?

Kilde: Citater af Ernst Chain og Arthur Keith er fra Ateistisk Andagtsbog (Leif Andersen) Og diverse artikler fra Origo.

 

 
 

Forside

Bestil tidsskrift

Hvem er vi


Kontakt

Alle artikler

 


Copyright © 2004 Kristent Perspektiv  |  Forside  | Bestil Blad