|
Cyberspace - en ny udfordring
Af Carsten Thomsen - KP
03-2000
Der kommer hver dag nye øjenbrynsløftende historier om, hvad folk har bedrevet på internettet.
Nogle få eksempler: En mand prøvede fornylig at sælge en af sine nyrer på Ebay, et amerikansk auktionssted på nettet. Et ægtepar havde arrangeret det sådan, at man via web-kamera kunne opleve deres barn blive født i cyberspace. Et andet par besluttede, at nettet var det perfekte sted at blive gift (vielsesritualet blev sendt via e-post!). Og så har jeg lige læst, at flere og flere kristne i USA forlader deres lokale menighed og melder sig ind i en af de mange kirker i cyberspace.
Hver dag hører vi også om de store forhåbninger, der er til Internet, de nye muligheder, der nu har åbnet sig i cyberspace, om endnu et teknologisk web-gennembrud. Dette medie vil skabe nye fællesskaber og nye samfund over landegrænserne, det vil revolutionere erhvervslivet, det vil mere end nogen sinde gøre verden til en global landsby - og måske vil nettet bringe en ny åndelig vækkelse med sig.
Jeg var en af de første i min egen omgangskreds, der røg på “nettet”, og de første par år kom jeg med mange små-ironiske kommentarer, som “Er du ikke på nettet endnu?” - eller “Fortæl mig ikke, at du ikke har e-mail!”. I dag kan jeg ikke sige det til ret mange. Ja, folk undskylder ligefrem i dag og går rundt med dårlig samvittighed over, at de endnu ikke er “online” og har taget del iden digitale revolution.
Det er ingen underdrivelse at sige, at internettet for mange - især for den yngre generation - nu er blevet uundværligt. Den måde vi kommunikerer på, vedligeholder venskaber, bliver underholdt, investerer, handler, arbejder og lærer er fundamentalt blevet forvandlet og forandret af internettet.
Det bare små 10 år efter, at Netscape i starten af 90’erne lancerede deres brugervenlige web-browser, hvor man kunne hente al mulig data ned til sin computer - og udsende al mulig data. Cyberspace er nemlig et sted, et rum, eller zone om man vil, hvor information bliver lagt ud, byttet, modtaget og sendt. Her downloader og uploader man data-bits en masse, der går gennem kabler eller telefonnettet fra computer til computer, fra skærm til skærm.
Ulovligheder på nettet
Trods de mange muligheder Internet byder på, så har de destruktive kræfter også fået godt tag på nettet.
Der er en lurende frygt for det massive og globale sammenbrud, der nu er skabt mulighed for. En enkelt e-mail, der formerede sig selv, skabte kaos og nedbrud i virksomheder og hos private brugere verden over, I LOVE YOU-virussen var topnyhed i medierne i flere dage, og satte en stor diskussion i gang om sikkerhed på nettet, fordi hackerne overalt vil ind og ødelægge og stjæle.
Internet-sider med musik til ulovlig downloadning af spil, musik, film og programmer er der overalt, og den stærkest voksende industri på nettet er pornografien. Hele Politikens Internet-sektion var i august dedikeret til omtale - eller skulle jeg hellere sige lovprisning - af pornografiske steder på nettet. I en vurdering af omfanget af sex-hjemmesider sneg det sig over 300.000 sites.
En noget betænkelig artikel var der i denne sektion som sympatisk omtalte en mand, der plæderede for behovet for børneporno på nettet, fordi det gav pædofile mulighed for at dyrke deres “interesser” og derved ikke gik ud og begik overgreb på børn!
Et gigantisk spejl af menneskeheden
- Internettet er et gigantisk spejl, som bliver holdt foran menneskehedens ansigt, som vi aldrig har set før. Det reflekterer alle vores fejl og skrøbeligheder såvel som vore fineste kvaliteter. Det er et ærligt spejl. Så der er en masse forfærdelige ting derude, men det er virkelig os. Det viser, hvem vi er, siger Internet-eksperten Jaron Lanier i bogen The Soul of Cyberspace.
Det vil være en fejl blot at definere nettet ud fra de ting, der ligger derude. For cyberspace er helt essentielt et kommunikations-medium. En ny måde at kommunikere på, at skaffe sig information, viden og kundskab.
Folk bruger Internet i dag til en masse praktiske ting. Om det er at søge viden om en sygdom på Netdoktor.dk, tjekke vejrudsigten i lige det område, hvor man bor, handle aktier, købe bøger eller tøj eller dagligvarer, se de seneste nyheder, snakke med personer i et chat-room, diskutere sin hobby i en nyhedsgruppe, sætte din gamle vaskemaskine til auktion osv. De fleste bruger Internettet praktisk i research i forbindelse med deres studier eller i en arbejdssituation.
Det mest populære i cyberspace er dog e-mails. Ikke alene kan det redde adskillige regnskove, fordi vi bruger mindre papir, men det er også en effektiv måde at ved-ligeholde kontakten til venner i udlandet - missionærer kan hurtigt og billigt komme i kontakt med omverdenen.
Nu er det en stor mundfuld at tage internettet op i en generel artikel, og derfor bliver det følgende også kun til nogle få generelle betragtninger over nogle tendenser, jeg personligt har hæftet mig ved. Internettet er inde i en rivende udvikling og vil sandsynligvis ændre sig radikalt de kommende år - og ligeledes vores brug af det og syn på det.
Intet filter på Internet
Når man først får adgang til Internet, er mængden af informationer, der ligger derude helt overvældende. Man gribes i at “surfe” rundt på lykke og fromme i et hav af data.
For dette net kommer ikke med noget filter, som der er i et trykt medie eller på tv. Her er der ingen redaktionel udvælgelse, ingen moralske retningslinier, ingen - eller i hvert fald megen lidt - censurering - med et enkelt museklik kan du vandre ind på en ekstrem Nazi-side, en pornografisk hjemmeside eller høre en prædiken og læse dagens andagt. Det eneste filter, vi kan bruge, er det, vi selv bærer rundt på i vore hjerter.
Netop mangelen på et filter gør, at det kræver stor disciplin at færdes på nettet. Den disciplin, der er behov for nu, er ikke så meget at få information, men at fravælge information.
For vi har en verden af information på vores skærm, og vi kan som en anden net-turist surfe derudaf og besøge alverdens sider. Det er nemt at spilde sin tid og penge på unødvendig ligegyldig surfing efter information. Vurderer man ikke den information, man får, kan man lynhurtigt løbe ind i utroværdige hjemmesider, som producerer middelmådig information.
Det manglende filter har fået nogle kristne til at instal-lere et program, der automatisk filtrerer internet-sider fra, som har underlødigt indhold. I browseren Internet Explorer kan man i indstillingerne også sætte et vist filter til, som udelukker sider med vold og pornografi.
Det anonyme Net
Hvem sidder bag skærmen? Når man går ind i et chat-room på en Internet-side og snakker med en anden person - hvem snakker man så egentlig med?
Et tænkt eksempel: I skolen er Frode en genert, indesluttet dreng, der har svært ved at komme i kontakt med pigerne og ikke har ret mange venner. Men når Frode kommer hjem, sætter han sig foran computeren og logger sig ind på chat-siden med sit alias “Net-shawk” - han er kendt på nettet som vittig, hurtig med replikkerne og populær hos flere piger, der gerne vil chatte hele tiden med ham, og han har net-venner i mange lande, som han korresponderer med. På nettet er Frode hjemme - blandt ligesindede - og han nyder sin status til langt ud på natten - flere af ugens dage. Frode har en helt anden identitet på nettet - er en karl-smart -mens han i hverdagen er en nørd.
Anonymiteten gør, at det er meget svært at vide, hvem man egentlig kommunikerer med. Det betyder også, at folk åbner op og fortæller de dybeste hemmeligheder til vildtfremmede - for folk kender jo ikke én, og derfor er man mindre sårbar derude i cyberspace. Anonymiteten gør også, at folk pludselig kan finde på verbalt at overfalde én. “Flaming” hedder det nu - som så mange engelske ord, der finder vej til det danske. For ingen kender jo afsenderen af en anonym e-mail.
Anonymiteten betyder, at det netop er sex-industrien, der har kronede dage i cyberspace. For den florerer bedst i det hemmelige og skjulte - og uden besværlige ture ned til en skummel butik i Istedgade. Anonymiteten resulterer desuden i, at hackere udgør en af de største trusler på Internettet. Folk, der i det skjulte går ind og ødelægger en virksomheds data, eller kikker i folks personlige mails osv. Her snakker vi om frygten for privatlivets fred. For det erikke kun hackere.
Som-om samvær
Douglas Groothuis maler i bogen The Soul in Cyberspace et skræmmebillede af det, han kalder den “kunstige virkelighed” på Internettet, og den måde det indvirker på vor opfattelse af den “virkelige” virkelighed. Om Internettet er fundamentalt forskelligt fra andre måder at kommunikere på - som fx telefonen - det kan diskuteres. Selvom internettet har sine åbenbare teknologiske begrænsninger, primært hastigheden i overførsler af data, så er vi på vej derhen, hvor Internet og TV smelter sammen og giver helt nye muligheder.
Groothuis advarer specielt mod menneskers forsøg på ultimativt at “flygte fra kroppen”.
- Nettet umenneskeliggør os gennem manglende personlig nærværelse. Et vigtigt teologisk spørgsmål er: Hvor ulegemlig eller frigjort fra legemet skal vor komminikation være. Internettet spreder information vidt og bredt, men kun i en elektronisk form, der mangler den personlige nærværelse, som er hjertet i bibelsk discipelskab, fællesskab og tilbedelse. Der er en fare ved, at cyberspace mere og mere erstatter den legemlige interaktion. Vi er nok “forbundet” med folk rundt om i verden gennem internettet, men vi forsømmer samtidig vore ægtefæller, vore naboer og kirker. Dette er forkert, siger Groothuis.
De unge har især gjort brug af muligheden for at chatte på nettet. Som tidligere beskrevet så kan man få en hel ny omgangskreds på internettet - men samtidig have svært ved at begå sig i klassen eller få venner i den “virkelige” verden, hvor så meget andet tæller end lige ens evner foran et keyboard. Vi ser allerede nu de første tilfælde af især unge, som er afhængige af nettet - de lever størstedelen af deres liv foran computerskærmens flimrende lys, samtidig med, at de ikke formår at skabe nogen omgangskreds, når de er væk fra cyberspace.
For de fleste udgør dette nok ikke den store fare, men udfordringen er der. Hvordan vil internettet ændre den måde, vi kommunikerer på - samværet i familien? Jeg tror med tiden, at internettet vil blive en større trussel for et hjems fællesskab, samvær og trivsel end tv’et.
At der nu findes gudstjenester på Internettet, som vi kan “logge” os på - at mennesker forlader deres lokale kirke for i stedet at mødes på nettet - er direkte absurd. For vi er først “rigtigt sammen”, når vi samles i kød og blod og i fællesskab tilbeder og lovpriser den Gud, vi tilhører. Intet fællesskab i cyberspace kan erstatte det fysiske møde mellem mennesker - slet ikke i en kirkelig sammenhæng - hvor et varmt blik, en kærlig berøring gør hele forskellen og får alle de nuancer med, som vi mennesker så desperat har brug for. Det er det fællesskab, som apostlen Johannes længes efter, når han skriver: “Skønt jeg har meget at skrive til jer, vil jeg ikke gøre det med papir og blæk, men jeg håber at komme og tale med jer ansigt til ansigt, for at vor glæde kan være fuldkommen.”
Tekno-afhopper følte sig tom indeni
I den seneste udgave af Politikens Internet-sektion kan man i artiklen “Biip - du er på” læse om, hvordan tekno-logien giver os mulighed for at være online døgnet rundt.
Det skal ikke begrænses til Internettet - men snarere også ses i sammenhæng med tv, mobiltelefon, palm-pilots (små digitale time-managere) osv.
En stressforsker, Bo Netterstrøm, siger:
- Vi bliver let hæmmet i vores nære sociale liv, når vi hele tiden er på. Der er jo nogle unge, som nærmest er mobilnarkomaner. De sidder med mobiltelefonen tændt alle vegne og må bare ringe.
Carsten Graff, der har været IT-rådgiver, er det, man i dag nærmest kan betragte som en tekno-afhopper og computerskeptiker. Han fandt det grotesk, at han brugte al sin tid på tidsbesparende teknologi.
- Jeg føler simpelthen, at jeg forsvinder eller drukner, hvis jeg overgiver mig til de mange nye medier. Det er, som om der er tusindvis af stemmer, der alle vil mig noget, og det forvirrer. Jeg vil gerne føle, at det er mig selv, der styrer, siger han.
Han beskriver frygten for at forsvinde i mængden af ligegyldige fristelser, når han åbner skærmen, og han sætter nu pris på den ro, han finder i en skov.
- Der sker så meget. Porno, lodtrækninger, beskeder og folk, der vil have hurtige svar - alt det fik mig til at føle mig meget lille indeni. Men nu er jeg blevet meget bedre til at sortere i strømmen, og dybest set tror jeg, kunsten er at kunne vælge det fra, der forstyrrer os, hvis vi vil forstå, hvem vi er, siger Carsten Graff.
Ønsket om at være “online” vil øges de kommende år, og det vil give nye muligheder for kommunikation - men samtidig øge presset på os. Det bliver en udfordring for os at finde en balance mellem at kommunikere i cyberspace og udenfor - at være selektive, så vi ikke stopfodres med information, fortsat at bevare tiden til stilhed med Gud, fordybelse i Ordet midt i hverdagen, hvor nettet flimrer mere og mere og serverer de seneste “breaking news”.
|