Genteknologi 7:

Tekno Sapiens

Af Carsten Thomsen - KP 02-2007

Mennesket og maskinen smelter sammen. Humanitet og teknologi væves ind i hinanden. Fremtidens homo sapiens vil måske bedre kunne beskrives som tekno sapiens når - eller hvis - mennesket når det 22. århundrede. Vi beskriver i denne artikel de genteknologiske perspektiver med nano-teknologi, kunstig intelligens, cyborger og den fremstormende nye filosofi/ideologi, der kaldes transhumanisme.

Mulighederne for at reparere og forbedre mennesket er både skræmmende og fascinerende. Allerede nu kan vi indoperere pacemakere, der får hjertet til at slå og kunstige ører, hvor elektroder er forbundet med hørecentret i hjernestammen. Forskere er også på vej til at lave kuns-tige arme og ben, der er forbundet med nervebanerne, og således kan bevæges med “tankens kraft”.

Der arbejdes også i dag intenst med nanoteknologi, som er en teknik, hvor man kan flytte rundt på det enkelte atom og molekyle og udvikle nye måder at manipulere med dna-strengen på. Noget af det mest lovende er at at lave nanorobotter, mikroskopiske små maskiner lavet af bakterier og enzymer, der kan sprøjtes ind i fx blodet, hvor de kan finde frem til skadede celler og reparere dem. Eller sende advarsler, hvis der er ved at udvikle sig kræft eller alzheimers - ja, endda fungere som et ekstra immunforsvar i vores kroppe.

Et forskerhold i Los Angeles er ved at udvikle en chipbaseret kunstig hippocampus. Det vil reelt være en hjerneprotese, og den vil kunne anvendes til udbedring af skader på eller måske forbedring af hukommelsen.

Ved på denne måde at forbinde menneskets nervebaner med elektroniske signaler, håber man på at kunne forbedre vore sanser, så man får ekstrem god hørelse, øget lugtesans, røntgensyn og ekstra forstærkede lemmer. Ja, man forstiller sig nærmest uanede muligheder for kunstig intelligens, hvis vore hjerner kunne forbindes direkte med internettet eller andre elektroniske informations-systemer.

Transhumanismens drømme
Disse bioteknologiske drømme har sat skub i en ideologi, der hedder transhumanisme. De skræmmes ikke over disse udsigter, men omfavner dem. Transhumanisterne er ikke en lille gruppe skøre kugler på kanten af videnskabens verden, men tæller anerkendte og respekterede forskere.
På Etisk Råds hjemmeside står der blandt andet om transhumanisterne:

- De opfatter muligheden for totalt at forandre menneskets vilkår som en gevinst. De ser den biologiske krop som en begrænsning og håber på, at mennesker med teknologiens hjælp nu kan deltage målrettet i at forme menneskeartens videre skæbne i evolutionen. Skabelsen af et helt nyt slags menneske er i tråd med deres målsætninger, så længe det medfører, hvad de opfatter som forbedringer af enkeltindividers livskvalitet: Længere levetid. Helst udødelighed. Højere intelligens. Bedre humør. Mere frihed. Grænseløse muligheder”.

Transhumanisten Anders Sandberg skriver profetisk i bogen Homo Sapiens 2.0:

- Vores tidsalder er menneskehedens store korsvej. Det er muligt, at dette er det sidste århundrede for Homo sapiens - hvad enten vi går under i en katastrofe eller udskiller os som ny art.

- Transhumanisterne mener, at vi ved hjælp af ny teknologi kan løsne os fra de begrænsninger, naturen har sat for mennesket, frigøre os fra evolutionen og udvikle os selv. I deres perspektiv er det ikke teknologien, der truer den menneskelige værdighed, men derimod det som hindrer os i at udvikle os gennem teknologien - det er den virkelige trussel.

Transhumanisme er et mærkeligt misk-mask af tekno-utopiske drømme og triumferende ateisme og materialisme. Det er klart, at hvis man i forvejen tror, at mennesket ikke er andet end et produkt af blinde tilfældige kræfter, som igennem millioner af år har udviklet sig, hvorfor skulle vi så begræde, at mennesket vil “udvikle” sig eller forbedre sig til noget helt andet eller smelte sammen med teknologien?

Teknologien tager over
Hvor stor en tilslutning transhumanisme har eller får i de kommende år er uvist. Det er endnu de færreste videnskabs-mænd, der åbent erklærer sig for tilhængere af disse tanker. Men tendenser hen i retning af transhumanisme mærker vi overalt. Måske mest mentalt.

I en teknologisk tidsalder som vores, hvor Gud er afskaffet, er mennesket selv blevet objektet for intenst studium. Vi er nu i stand til at splitte os selv op - atom for atom - molekyle for molekyle - og vi er reduceret til intet andet end materie. Der er ingen ånd tilbage, når genteknologerne er færdige med at dissekere homo sapiens. Historikeren Henrik Jensen skriver i bogen “Det faderløse Samfund”, at to verdenskrige kraftigt modificerede vores fremskridtstro:

- Troen på menneskehedens evige moralske fremskridt gik tabt, men til gengæld lagde Vesten alle sine imponerende energier bag en febertro på det grænseløse materielle fremskridt. Hvad indad tabtes skulle udad vindes - en tro, der fortsat trives, selv om den har sine ironiske undertoner. Hjulpet på vej af århundredets katastrofer - krigene - er kurven for det teknologiske fremskridt steget stejlt i vejret.

I et “værdiløst” univers har den skabt sin egen virtuelle virkelighed, hvor den ene opfindelse hører til den næste, uden kvalificeret menneskelig mellemkomst. Vores jernbur synes at mangle rattet, og farten er ufattelig. Hvad der er en teknolo-gisk mulighed, bliver uværgeligt også en teknologisk virkelighed. Og i kølvandet på “det nye” diskuterer vi så ængsteligt, om det nu også er “etisk forsvarligt”.

Det er netop, hvad der i disse år sker i debatten om genteknologi. “Videnskaben forsker, teknologien effektiviserer og mennesket indretter sig”, som en engang har sagt. Årh jo, vi diskuterer da, om det nu også er “etisk forsvarligt” - men det sker i bølgeskvulpene af det bioteknologiske tankskib, der deterministisk tonser derudaf, og som ingen forestiller sig på nogen måde kan stoppes.

Skaberens grænser
Når vi vender os til Skriften for at finde pejlemærker midt i denne teknologiske udvikling, så må vi først og fremmest se på skabelsesberetningen. Her fornemmer vi, at Gud har etableret orden og klare fysiske begrænsninger. Han satte grænser for havet, som Herren siger det til Job:

"Hvem spærrede havet inde bag porte,
da det brød ud af moderlivet...
da jeg afstak en grænse for det
og indsatte port og slå og sagde:
“Hertil må du komme, ikke længere,
her standser dine stolte bølger.”

Der er ikke nogen del af skabelsen, hvor kaotisk eller selvstændig den end ser ud, som ikke er underlagt begrænsninger, sat af Skaberen selv. Også mennesket.

Vi dør alle. Det er både en forbandelse og en nåde - syndens løn er døden - men i Guds barmhjertighed har han også bestemt, at vi ikke skal leve evigt som faldne mennesker i en falden verden.

Herrens ord til Adam på de første blade i Bibelen gælder hele menneskeheden: “...med møje skal du skaffe dig føden alle dine dage...I dit ansigts sved skal du spise dit brød, indtil du vender tilbage til jorden, for af den er du taget”. (1 Mos 3:17-19). Livet er sat ind i denne ramme af slid og frustration, men også med håbet om udfrielse og frelse fra åget i den faldne verden.

Dette perspektiv savnes totalt i de transhumanistiske ideer. Udødelighed i denne verden er ikke et mål, ej heller at komme til at leve 250 år eller 500 år. Gud har sat nogle naturlige begrænsninger på vore leveår, som ikke fundamentalt skal rokkes med kloninger af mennesker eller ved at uploade vores hjerner og bevidstheder til computerens kunstige intelligens og andre mærkelige ideer om udødelighed.

Der er ingen teknologiske løsninger for de grundlæggende menneskelige begrænsninger, som Gud har sat. Mennesket vil blive gammelt og til slut dø. Gud har blokeret for livets træ med et flammende sværd.

Stræben efter himlen
Babelstårnet var et forsøg fra menneskets side på at nå op til himlen for at skabe sig et navn - for at sætte sig på Guds trone. Babelstårnet er et symbol på den tekno-logiske myte, der ikke anerkender nogen begrænsninger for menneskets tekniske muligheder. Teknologi, der er brugt for at indtage Guds retmæssige plads som Skaber, teknologi, som ønsker at ændre hele skabelsesordenen. Men drømmen ender i forvirring og adspredelse af folkene.

Det ufærdige tårn står der både som en dom og som en nåde. Et monument over menneskets tåbelighed og arrogance, men også et tegn på nåde, fra en Gud, der er trådt imellem for at for-hindre det teknologiske mareridt (eller drømme) i at blive til virkelighed.

Mennesket har altid skulle leve, kæmpe og strides med sine egne fysiske, mentale og åndelige begrænsninger. Vi er støv. Der er grænser for menneskelig intelligens, vi kan ikke som faldne mennesker stå foran Guds hellighed uden at falde til jorden, vi bliver syge, invalide, skrøbelige, depressive og ja, vi dør til sidst. Det er den menneskelige tilstand.

Bioteknologi synes umiddelbart på papiret - og i de vildeste fantasier - at tilbyde os en pille mod disse begrænsninger. At bryde fri af dette åg. At stoppe lidelser, at leve længere, at blive mere intelligente og fysisk stærkere. Men heri ligger ikke vor frelse, ej heller vor lykke.

Reparere eller forstærke
Vi kan godt byde de nye muligheder velkommen i et vist omfang. Nano-teknologien vil sikkert komme mange handikappede og syge til gode. Det er da en god ting, hvis kræft kunne stoppes i tide ved hjælp af mikroskopiske sensorer i kroppen. Eller den døve kunne komme til at høre igen, den lamme gå, og at vi kunne sluge en pille, som meget mere nøjagtigt end nu kunne gå ind og påvirke lige der, hvor virussen ligger.

Medicinsk forskning i, hvordan vi kan reparere ødelagte gener eller væv eller styrke immunforsvaret kan kun ses som en god ting. Gud har kaldet os til at bruge teknologien til at bevare og beskytte hans skaberværk. Men der er også en grænse her. Har vi friheden til altid at prøve at forbedre eller ændre på mennesket? Hvornår vil vi have ændret på menneskets grundstene i en så fundamental grad, at vi har ændret på Guds oprindelige design?

Lægen John Wyatt skelner mellem for eksempel genterapi, som har det formål at “restaurere” ødelagt dna eller at erstatte ødelagt væv med normalt væv lavet på laboratoriet. Her er formålet at bevare “kunstnerens” oprindelige skaberværk.

Derimod mener han, at genterapi, som har til formål at forstærke (på engelsk enhance), for eksempel i laboratoriet at skabe børn med stærkere ben eller øget intelligens, er at krydse grænsen for hvad der er etisk forsvarligt og menneskets ansvar.

Men han indrømmer, at grænserne ikke altid er klare, og at der vil være grå områder. Hvad for eksempel med genterapi, som vil betyde øget modstandsdygtighed over for infektioner som hiv? Hvad med nanoteknologi, der kan forlænge livet eller give os en bedre hukommelse? Repræsenterer disse en fundamental for-andring af den skabte orden?

Når alt er sagt, så tvinger de nye bioteknologiske landvindinger os til at tænke mere alvorligt og længe over den naturlige orden, som er givet i skabelsen. Hvad betyder det at være menneske? Hvilke begrænsninger er lagt ned i den fysiske struktur og i den moralske orden i skaberværket?

Livet i teknopolis
Desuden må vi tænke på, hvad genteknologien - eller for den sags skyld al teknologi gør ved os. For selvom den måske løser et problem for os, øger vort fysiske velbefindende eller skaber større valgmuligheder, så kommer den altid med konsekvenser. Barnløse kan nu få børn ved hjælp af kunstig befrugtning, men hvad har det betydet for den måde, vi opfatter den traditionelle familie og den naturlige forplantning? TV’et underholder, men måske bliver samtalerne i familierne også færre.

Vi lever i en kultur, som er nærmest besat af jagten på den perfekte krop. Men hvornår stopper vi op og erkender vore begrænsninger? Vi har allerede fyldt os med silikone og suget fedtet ud og skåret os selv til, så vi opfylder modemagasinets idealbillede. Nu skal vi være virkelig sunde og stærke og ingen smerte føle med nye “implantater” og designerpiller.

En af dem, der har reflekteret over konsekvenserne af det teknologiske samfund er historikeren Henrik Jensen. Han er ikke ret optimistisk på menneskets vegne og mener, at det er teknologien, der mest af alt holder sammen på det vestlige samfund. Jeg vil slutte af med denne nærmest profetiske dom over teknologien fra bogen “Det faderløse Samfund” (puha, hvor skriver han dog godt...):

Teknologien er i alt det praktiske alle-rede en religion (verbum religare: at binde sammen), og har også sin egen naturvidenskabelige kosmologi (big bang, sorte huller osv.), sine egne normer og ritualer, samt et “transgressivt”, globaliseret præsteskab, hvis første moralske bud til mennesket er betingelsesløs tilpasning til “tekno-logikken”. Den sande troende er et “refleksivt”, “fleksibelt”, “kompetent” hyperindivid, der “kan” sin computer til fingerspidserne.

Til gengæld for tilpasning synes teknologien at love mennesket et paradis på jord - måske det nærmeste vi nogensinde vil komme den narcissistiske ur-utopi...Men hvor det vestlige menneske undervejs i sit projekt altid besværgende har kaldet maskinen for “frihed”, svarer den nu højt og umisforståeligt “masse” tilbage. Vi bliver i stigende grad massificeret af teknologien. Bundtet og pakket og sat på løbende bånd. På trods af al velfærd og velstand er vi langt fra fortidens selvtillidsfulde kulturindivid. Vi er som ængstelige fugleunger med vidtåbne gab, præget af en evig følelse af at hænge efter tiden, håbende på det bedste, forventende det værste. Tiden er ikke længere menneskets, men maskinens.....

I en teknologisk mættet verden er det naturlige menneske (et hoved, to ben, to arme, to hænder, ti fingre) nærmest en invalid. Uden en række af maskiner, der har status som nødvendigt, personligt tilhør - gebis, briller, høreapparat, medicin og pacemaker, naturligvis, men også tv, computer, bil, telefoner, og lidt længere henne velsagtens diverse “implants” - føler ingen sig som et komplet eller “kompetent” menneske. Med dem kan man have en følelse af at være på omgangshøjde, måske endda på for-kant. Men hvor længe?

Teknologiens store fortælling begynder med, at mennesker enten tilpasser sig eller afstødes. Det var afstødning, der skete, da den personlige computers indmarch med ét slag invaliderede - hvor mange? 20-30 procent af befolkningen? nemlig de “segmenter” og aldersgrupper, som aldrig vil komme til at surfe på internettet.

At det teknologisk afstødte individ er en vederstyggeliged for det tilpassede (kompetente, fleksible osv.) individ, manifesterer sig i den distance, den unge instinktivt føler til den gamle. Den teknologisk afstødte er en zombie - symbolsk radikaliseret i den hjemløse, som vi styrter forbi på gaden.
Hvor man i det gamle samfund med lidt held kunne leve længe nok til at blive gammel og vis, bliver man i vores bare gammel og dum. I et hyperteknologisk samfund bliver folk måske nok ældre, men i social forstand dør de fra et sted midt i livet....

Og dér er vi så, arten menneske - den bløde maskine. Indtil videre vegeterer vi i porerne af en teknologisk verden, men med en lurende følelse af afmagt og victimisering. Hængende rundt omkring i køer, ventende på, at en eller anden maskine udfrier os - i bilkøer, telefonkøer, køer til elevatorer, fly, tog, kasseapparater, links eller kirurgiske indgreb.