Genteknologi 4:

Stamceller - kontroversiel
vej til helbredelse

Af Carsten Thomsen - KP 03-2006

Verden over undersøger forskerne i disse år det tidlige livs begyndelse - de allerførste af menneskets celler. På laboratorierne isolerer man stamcellerne fra det tidlige foster - embryonet - blot en 4-6 dage efter befrugtningen - og destruerer dermed det nye liv.

Der knyttes uendeligt store håb og drømme til stamcellens muligheder for at helbrede syge. Det er nemlig fra stamcellerne alle vore celler kommer fra - det er de “oprindelige” celler, der kan udvikle sig til de omkring 200 celletyper i den menneskelige krop - hudceller, blodceller, muskelceller osv.

Tænk, hvis man kunne isolere disse stamceller, følge deres udvikling, programmere og styre dem, så de kunne udvikle sig til lige det, vi ønsker: Vi kunne dyrke et nyt hjerte og en ny lever. Stamcellerne kunne også sprøjtes ind i kroppen og reparere døde celler, så en, der er lammet fra halsen og nedefter blev i stand til at gå igen, så kræft kunne udryddes, så mennesker med Alzheimers kunne få genopbygget de ødelagte nerveceller og hjernevæv.
Men udover deres enorme potentiale, så er denne forskning også højst kontroversiel - fordi liv skal destrueres for at redde liv.

Argumenter for
Alligevel er der ikke den store tøven at spore i videnskabelige kredse. For det første bliver embryonet i denne tidlige fase ikke betragtet som et menneske, der er omgærdet af nogle specielle rettigheder.

Det er liv, jo, men det føler intet, tænker intet. Det er blot en celleklump, som er i færd med at danne moderkagen og de beskyttende hinder, der skal omgive det kommende foster i livmoderen. Først efter de to første uger begynder dele af celleklumpen at specialisere sig, bl.a. til forstadierne til fosterets centrale nervesystem.

Og selvom man destruerer liv, så gøres det i en god sags tjeneste - for at redde millioner af andre liv. Hvordan kan man blot stå og se på, mens Alzheimers patienter eller kræftramte dør, når de kunne helbredes med denne forskning? Embryonerne skal jo alligevel destrueres, så derfor kan man lige så godt gøre brug af dem til forskning.

Desuden er der hele presset fra det videnskabelige miljø. Verdens universiteter, sygehuse og private laboratorier kæmper alle om at nå først i mål, vinde hæder, ære, prestige og selvfølgelig pa-tenter og penge på stamcelle-linier - dvs. at kunne følge en stamcelles bestemte udvikling og måske tage patent på den.

Da USA’s præsident Bush i juli nedlagde veto mod offentlig støtte til forskning på stamceller, var forargelsen i videnskabelige kredse stor. Vi sakker agterud videnskabeligt i forhold til andre lande, lød det. Samme piben hører man fra det danske forskermiljø. Så presset er stort for de enkelte lande. Hvis andre gør det, så må vi også.

Tendensen, vi ser nu, er, at der langsomt bliver lukket op for det - med diverse restriktioner - når befolkningen har vænnet sig til udviklingen - og måske på egen krop oplever den helbredende virkning, vil man formentlig presse på for mere vidtrækkende forsøg: F.eks. at producere embryoer på laboratoriet udelukkende til brug for forskning.

Argumenter imod
En kristen etisk tænkning omkring forsk-ning på embryoner kan aldrig ses adskilt fra livets Herre selv, Skaberen af himmel og jord og mennesket selv. Alt menneskeligt liv er helligt og skabt i Guds billede - uanset hvor skrøbeligt det er.

Personligt mener jeg, at denne celleklump, også selvom vi kun snakker om en minutiøs otte-cellet embryon, allerede her bør beskyttes og betragtes som liv skabt i Guds billede. Ved befrugtningen er der blevet skabt et unikt genetisk nyt liv. Processen er sat i gang, som, hvis vi ikke skrider ind med pincetter og andet, vil det resultere i et barn, hvis det sættes op i livmoderen.

At stamcelleforskning på embryoner gøres i den bedste mening for at redde andre liv i fremtiden kan ikke retfærdiggøre at tage liv. Hvis vi destruerer liv i videnskabens navn, så ender vi med at underminere selve videnskaben. Hvis målet får lov til at hellige midlet, så betyder det også, at det er dem, der har magten, som beslutter sig for målet - og dernæst også helliger midlet. Det vil uvægerligt gå ud over den svage, magtesløse og ubrugelige i samfundets øjne.
Stamcelleforskeren professor Peter Ebbesen går ind for at udnytte embryoner i forskningen, men i et interview ind-rømmer han samtidig:

- Det er umuligt at undgå at tænke på, at den lille bunke celler i reagensglasset kunne være blevet til et barn under de rette omstændigheder.
Han trøster sig med, at embryonet alligevel vil blive destrueret. Men det er en kynisk argumentation. Først producerer lægerne et stort antal embryoner til kunstig befrugtning - dernæst siger de “nå, ja, dem, der ikke blev brugt, kan vi så nu udnytte til stamcelle-forskning”.

Ubalanceret debat
Det er ikke sådan, at kristne er imod al forskning i stamceller. Faktisk peger flere kristne biologer på, at forskning på voks-ne stamceller eller fra navlestrengsblod er vejen frem i stedet for embryoner.

Den amerikanske professor David A. Prentice skriver i bogen “Human Dignity in the Biotech Century”, at forskermiljøet har oversolgt de små fremskridt, der er gjort med embryonale stamceller - og ignoreret de successer, der rent faktisk har været med stamceller fra voksne mennesker.

Potentielt er mulighederne større med embryoner - da de kan udvikle sig til alle former for celler - hvorimod “voksne” stamceller allerede er udviklet - og derfor traditionelt er blevet anset for at have begrænsede muligheder.

Men al forskning knyttet til stamceller fra embryoer er i øjeblikket mest hypeog store håb. Endnu ved man kun lidt om, hvordan man styrer stamcellernes udvikling i laboratorierne. Endnu er de ikke blevet afprøvet på mennesker, endnu har de ikke hjulpet et eneste menneske.

Prentice, der selv har forsket i stamceller fra voksne skriver, at der er beviser på, at embryo-stamceller (ES) i laboratoriet kan udvikle sig til flere former for celletyper, bl.a. hjerte celler, blodceller og forskellige nerveceller.

Problemet er blot, at cellen tages ud af dens normale udvikling i embryonet - og indtil videre har det været nærmest umuligt at styre cellen, da den i dette laboratorie-miljø ikke udvikler sig normalt. Helt spontant udvikler cellen sig f.eks. til andre former for væv, end det man søger, eller der er problemer med, at cellerne ofte udvikler svulster.

For eksempel har man forsøgt at transplantere ES i rottehjerner, hvilket førtetil ukontrolleret cellevækst og kræftsvulster.

- På en måde er disse problemer ikke uventede. “Job-beskrivelsen” for en ESer at vokse så hurtigt som muligt og producere en masse forskellig væv på samme tid. At prøve at få en ES til at vokse kontrolleret til et bestemt væv er ikke dens normale funktion, forklarer Prentice.

Et andet problem er, at der skal destrueres ganske mange embryoner til denne forskning. Et eksempel var et hold engelske stamcelleforskere, der startede med 58 embryoner - ud af dem kunne man kun isolere stamceller fra tre embryoner - og kun en stamcellelinie blev produceret.

Seniorforsker Claus Yding Andersen, Rigshospitalet, indrømmer, at der er store problemer med at styre stamcellernes udvikling. Alligevel tror han, at der muligvis kan ske egentlig behandling på mennesker indenfor de næste 10 år. Men måske ligger det også længere ude i fremtiden, siger han.

Voksne stamceller
I modsætning til ES har man rent faktisk haft pæn succes med behandling af forskellige kroniske lidelser med stamceller fra voksne mennesker. Men forskningen har ikke vakt så stor opmærksomhed i medierne og i forskermiljøet.

Især indenfor de seneste to-tre år er der opnået store fremskridt på dette område. En af overraskelserne har været at opdage, at stamceller ikke blot kunne skaffes fra knoglemarv, men fra mange flere typer væv, end hidtil antaget. Både fra bugspytkirtlen, leveren, muskler, brusk, hjernen, blodet, håret, ja, endda fedtceller. Problemet er, at de findes i meget små mængder - men man er dog blevet bedre til at finde dem.

- De seneste år er det blevet næsten helt sikkert, at cellerne i det voksne menneske kan reparere og regenerere ødelagt og dødt væv. Voksne stamceller er blevet isoleret fra flere forskellige væv - og de har vist en overraskende evne til at omdanne sig til andre vævs- og celletyper og reparere ødelagt væv.

- Den offentliggjorte videnskabelige litteratur er nu fyldt med artikler om voksne stamcellers evner som viser ligeså store, hvis ikke større muligheder end ES. Tidligere er de voksne stamceller blevet kritiseret for at være vanskelige at isolere - for ikke at kunne blive til alle slags væv, for ikke at kunne vokse og regeneres i det uendelige.

Prentice fortsætter: I flere studier er det blevet vist, at voksne stamceller fra f.eks. knoglemarv eller hjernen kan omdannes til nærmest ethvert væv i kroppen.

Et af de mest opsigtsvækkende eksempler er de såkaldte MAPC-celler fra knoglemarv - også kaldet de “ultimative stamceller”. Ved at sprøjte det ind i mus har man fundet ud af, at disse kan udvikle alle former for væv.

I dyreforsøg har de været i stand til at reparere skader, for eksempel hjertestop, lever-sygdomme, diabetes, Parkinson og lammelser i rygsøjlen. Ja, de er allerede blevet anvendt på mennesker. I mange tilfælde kan patientens egne stamceller bruges. Og det har den fordel, at man undgår, at immunsystemet afstøder de indsprøjtede stamceller.

En etisk forsvarlig vej frem
Og hvem ved? Måske vil voksne stamceller en dag kunne bruges til at udvikle et nyt hjerte og en ny lever...I hvert fald har en gruppe forskere fra universiteterne i Kingston, England, og Texas, USA, og nemlig fundet stamceller i navlesnorsblod, der er næsten lige så uspecialiserede som stamceller fra embryoner. De har fået alle cellerne til at blive til alle de tre fundamentale celletyper, som alt væv i kroppen kommer fra.

Ligeledes er det lykkedes for tyske forskere i forsøg med mus at udvinde en type stamceller, som ser ud til at besidde embryonale stamcellers evne til at blive til alle celler i kroppen. Cellerne er udvundet fra stamceller i musens testikler, som normalt udvikler sig til sædceller.

Så flere kristne stamcelleforskere siger enstemmigt: Stop forskningen på embryoner og lad os se, hvad vi kan opnå med voksne stamceller. Trods års forskning er vi kun lige begyndt at forstå stamcellens potentiale og udvikling. Lad os fortsætte med forsøg på dyr - eller forsøg med voksne stamceller. Lad os gå den etisk forsvarlige vej. Det er ikke et nej til videnskabelige fremskridt, men til en sund etisk forsvarlig forskning, der, som det ser ud til i øjeblikket, har lige så store muligheder i sig som at destruere embryoner.