Hvad er da et menneske?

Af Carsten Thomsen - KP 01-2006

Hvad skal vi mene om et menneskeligt embryon, der ikke er større end et knappenålshoved? Har det samme status som et voksent menneske - eller kan vi bruge det som forskningsmateriale i videnskabens tjeneste? Anden artikel om genteknologiens etiske spørgsmål.

Der foregår i disse år blandt lovgiverne verden over og i den videnskabelige verden en intens diskussion om, hvordan vi skal betragte det tidlige foster i de første 14 dage efter befrugtningen.

Livet starter ved befrugtningen, det er der generelt enighed om, men hvilket liv? Hvordan skal vi beskrive det, og hvad er dets moralske status? Et menneske – vor broder eller søster, som Kristus døde for - og dermed et ukrænkeligt liv? Eller et “potentielt” menneske, en celleklump vi ingen moralske forpligtelser har over for?

Med bioteknologien har forskerne fået kontrol over embryoet – betegnelsen for fosteret i dets tidlige udvikling - og derfor er embryoets status centralt i debatten om stamceller, genetik og kunstig befrugtning. Til denne eksperimenteren med livets mindste byggeklodser er der knyttet store politiske, medicinske og kommercielle interesser.

Landene er indbyrdes uenige om, hvordan og om embryoet skal beskyttes mod forskning. I Tyskland er det forbudt at benytte embryoer i forskningen, mens det er tilladt i Danmark med restriktive begrænsninger, mens fx Kina har givet genetikere ret frie hænder.

Embryoet er ikke et menneske
De biologer, etikere og filosoffer, der tillader forskning på embryoer, betragter grundlæggende kun embryoet som et “potentielt” menneske. Det er ikke en “person” endnu. Det føler intet, tænker intet, lider intet, er ikke klar over dets egen eksistens og står ikke i forhold til nogen.

De første fem-seks dage flyder embryoet rundt i æggelederen og kan ikke overleve selv, med mindre det sætter sig fast på livmoderslimhinden, en proces, som først er fuldført efter 14 dage. Man ved ikke præcist, hvor mange embryoer, der dør i den proces, men nogle mener mellem 40-70 procent – det er lidt svært at forestille sig, at alle disse skulle være menneskeliv, der er gået tabt, lyder det.

Mange pointerer også, at man for at være en person må stå i et forhold til andre. Og det er først efter dette 14 dages punkt, at der kan opstå et moder-barn-forhold.

I dag accepterer vi, at en persons liv ender, når han eller hun er hjernedød, så der kan ikke være tale om en person, så længe, der ingen nervebaner eller hjernefunktion er, og de opstår først efter de 14 dage, som også er den grænse dansk lovgivning har sat for stamcelleforskning.

Der er andre, som sætter grænsen for, hvornår et embryon opnår status som menneske, langt senere, ja, for nogle er den grænse først ved fødslen. Men her diskuterer vi primært de første kritiske 14 dage.
Endvidere peger man på, at selvom embryoet er genetisk unikt, så er det svært at omtale en dag eet-embryon som en “person”, for det kan pludselig dele sig og blive til tvillinger, og hvordan skal vi så betragte disse?

Embryoet er et menneske
Evangelikale kristne er generelt enige i, at det liv, der sættes i gang ved befrugtningen, har krav på at blive beskyttet og har samme moralske og etiske status som et voksent menneske.

Ifølge Bibelen får vi ikke først værdi eller bliver en person, et menneske, ved en eller anden kunstig grænse for udvikling, intellekt, bevidsthed, evner eller kapacitet.

Vor værdi som mennesker ligger i, at vi er skabt af Gud i hans billede, og dette billede er en del af os fra vor tidligste udvikling - dette gør ethvert individ uendeligt meget værd i Guds øjne. Vi behøver ikke engang at kende eller være bevidst om ham (eller andre) - det er nok, at han kender os – at Skaberen står i et personligt forhold til os gør os til personer.

Dette forhold til Ham begynder ved befrugtningen, da der her er skabt et unikt genetisk liv, som aldrig før har været til. Om det når at udvikle sig eller dør tidligt rører ikke ved det faktum, at det er et liv, som bærer Guds billede.

At trække forskellige grænser for, hvornår dette og hint er udviklet eller er på plads hos et embryon, virker kunstigt og tilfældigt. Nervebaner og hjerneakti-vitet hos et embryon er en proces, og det er svært at sætte nøjagtig dato på denne proces.

Faktum er, at vi snakker om en proces og udvikling, der starter ved befrugtningen, en proces, som er sat i gang af Gud, der ultimativt er Herre over liv og død – en proces, som fortsætter med at føre til et barn, hvis den proces da ikke afbrydes i en petriskål.

Den eneste forskel på et embryon og en baby i sin moders skød er en god portion næring og lidt tålmodighed. Snarere end at sige, at embryoet “potentielt” er et menneske, er det mere rigtigt at sige, at embryoet er et menneske med et stort potentiale.

At embryoet i den første fase kan udvikle sig til to personer, gør ikke embryoet til noget mindre end et menneske - nærmest tværtimod – nemlig to personer.
At mange embryoer dør gør vel ikke deres værdi mindre? Blot fordi starten af livsprocessen er skrøbelig, betyder det vel ikke, at embryoet ikke har krav på vor beskyttelse og omsorg? Der er også en høj dødelighed blandt sudanesiske flygtninge, men derfor kan vi vel ikke forsvare at dræbe dem. Udgangspunktet for medicinsk forskning må vel være at redde og bevare menneskeliv.

Embryoet i Bibelen
Nu er Bibelen ikke en lærebog i embryologi, men den har alligevel indirekte en del at sige om fosteret, der støtter synspunktet, at livet er helligt og ukrænkeligt fra befrugtningen.

“I skyld har jeg været, fra jeg blev født,
i synd, fra min mor undfangede mig”.
Salme 51:7

“Før jeg dannede dig i moders liv,
kendte jeg dig,
før du kom ud af moders skød,
helligede jeg dig”
Jer. 1:5

“Det var dig, der dannede mine nyrer,
du flettede mig sammen i min mors liv.
Jeg takker dig, fordi jeg er underfuldt skabt.
Mine knogler var ikke skjult for dig,
da jeg blev formet i det skjulte,
blev vævet i jordens dyb.
Da jeg endnu var foster,
havde du mig for øje;
alle dagene stod skrevet i din bog,
de var formet”.
Salme 139:13-16

“Men da Gud, der havde udset mig fra moders liv og kaldet mig ved sin nåde”.
Gal. 1:15

I disse vers læser vi, at Gud kender fosteret, allerede før det blev skabt, det er under Guds beskyttelse og omsorg, og ikke noget vi egenrådigt kan bestemme over og har lov til at dræbe.

Gud beskrives som en håndværker/kunstner, der former fosteret som ler og fletter det sammen som et tæppe. Dette er ikke en detaljeret beskrivelse af fosterets udvikling, men det fortæller os, at embryoet ikke er et slumpetræf, men Skaberens viljesbeslutning.

Salmisten beskriver sig selv som en person med stedord som “jeg” og “mig”, allerede da han ligger i sin mor mave. Nu er det godt nok udtrykt i poesi, men der er ingen skelnen mellem ham som person før og efter fødslen.

Ifølge salmisten elskede Skaberen os og havde et forhold til os langt tid før, vi overhovedet havde en mulighed for at have et bevidst forhold til ham. Fra før
fødslen.

At være en person er altså ikke, at vi kender Gud, men at han kender os, ikke i, at vi elsker Gud, men i, at han elsker os. Selvom Jesu Kristi fødsel var unik og i sig har flere andre vigtigere teologiske aspekter, så er inkarnationen alligevel en bekræftelse på, at Gud betragter livet før fødslen som helligt og ukrænkeligt.

Jesus stod ikke blot iblandt os som et fuldvoksent menneske, men han blev fuldt og helt menneske fra undfangelsen til døden for at fuldføre Guds frelsesplan.

Hans “historie som menneske” begyndte, da han blev undfanget ved Helligånden. Undfanget overnaturligt – men selve processen begyndte ved befrugtningen, og ikke på et eller andet senere tidspunkt.

Embryoet er vor næste
Så der grubles i videnskabelige kredse over spørgsmålet “er embryoet en person?” – og vi kan næsten høre et andet lignende spørgsmål bagved: “Hvem er min næste?”. Har vi noget ansvar over for det? Skal det beskyttes?

Jesus afviste at stille nogle personligheds-kriterier op for, hvem ens næste var. Den gode samaritaner havde ingen problemer med at genkende sin nabo, da han lå forsvarsløs og forslået på vejen. For ham var det ikke et intellektuelt spørgsmål om, hvilket menneskeliv, der fortjente hans omsorg, eller hvilket liv, som var værd at redde - han rakte ud til det svage og ubeskyttede.

Mens biologerne sætter deres spekulative kolde kriterier op i forhold til embryoet, så er det vort ansvar som kristne at anerkende embryoet som en person og forsvare dets ret til at leve – også selv om det endnu ikke har nået ret meget af sit potentiale som person, også selvom dets kapacitet som menneske er yderst begrænset.

Også selvom vi først, når det bliver født, kan lære det at kende som en person.