Det Uselviske Gen

Af Carsten Thomsen - KP 04-2005

Er mennesket blot hystre for selviske gener, materie opstået ved en tilfældighed? Eller er mennesket skabt i Guds billede? Vi ser på to forskellige livssyn i en ny artikelserie om genteknologiens etiske spørgsmål.

Reagensglasbørn, abort, sæddonation, rugemødre, stamcelle-forskning, kloning af mennesker. De etiske spørgsmål i den fagre nye verden hober sig op, jo mere videnskabs-mændene finpudser instrumenterne.
Forskerne skærer helt ind til benet og fantastiske muligheder åbner sig, alt eftersom man får mere kontrol over det enkelte gens funktion.

I fremtiden kan vi måske helbrede alle former for kræft, vi kan alle få lagt et hjerte eller nyre på hylden til brug i krisetider, ingen behøver blive født som mongol, blind eller med anlæg for fedme og alkoholisme, ja, ægtepar kan selvfølgelig selv bestemme, om det skal være en dreng eller pige, høj eller lav.

Men teknologien åbner også for en række afgørende etiske spørgsmål:Hvordan definerer vi et menneske? Er der forskel på en celle, et foster, et spædbarn, en voksen? Hvor kommer livet fra, og hvordan beskytter vi det? Kan det spæde liv manipuleres med, hvis det tjener et højere formål, som at udvikle en nyre, der kan redde en patient?

De seneste år er der sket revolutionerende fremskridt indenfor den biotekno-logiske forskning. Årsagen er opdagelsen af, at alle levende celler i deres kerner indeholder et DNA-molekyle, der rummer oplysninger om arvelige egenskaber. Ved at manipulere med DNA-molekylets opbygning, f.eks. ved at “skære” gener ud, klippe det over og indsætte andre gener, kan man ændre arveegenskaberne.

Bioteknologiens fremskridt har desværre givet endnu et skub bort fra Den Almægtige Skaber. Jo bedre vi bliver til at kontrollere mennesketes byggemateriale, jo mere udbredt bliver tankegangen, at mennesket udelukkende kan defineres udfra nogle upersonlige genetiske koder.

Det selviske Gen
En af de forskere, der har haft mest held med at popularisere denne tankegang er Richard Dawkins, som forklarer evolutionen ud fra genets synsvinkel i sin bog “Det selviske Gen”. Mennesket er en overlevelsesmaskine, siger han. Robotter, der er blindt programmeret for at opbevare disse egoistiske gener.

Generne har overlevet ved at sætte deres værter - altså mennesket - i stand til at leve længe nok til at avle. Dawkins argumenterer for, at livets kompleksitet kan forklares gennem den usædvanlige konkurrence mellem generne for at overleve snarere end af noget ophøjet formål i universet.
Han reducerer mennesket til et resultat af genernes magtkamp.

- Vi er alle maskiner, som er bygget af DNA, hvis formål er at lave flere kopier af den samme DNA. Det er ethvert levende objekts eneste formål med livet, skriver han.

Nedskrivningen af menneskets værdi er en direkte konsekvens af evolutionen. Ole Vang, ph. D. i biokemi, skriver i bogen Dilemma:

- Fra evolutionsteoriens forsøg på at latterliggøre Bibelens skabelsesberetning og “bevise”, at det hele startede tilfældigt ud af ingenting til den opfattelse, at mennesket er summen af de genetiske interaktioner, går der en lige linie. Begge dele er forsøg på at frigøre sig fra Skaberen og hævder, at mennesket ikke er andet end de gener og genetiske interaktioner, som dirigerer vores holdning og adfærd. Når alt er nedlagt i generne, er det klart, at vi frem for alt må kende den totale genetiske kode. Kender man den, kan man beherske alt, “blive som Gud”. Det hele er bare et spørgsmål om kemi.

Den berømte britiske forsker Stephen Hawkins har argumenteret for gensplejsning med det argument, at den hurtige vækst i computer-teknologien gør, at der er en reel fare for, at computere vil opnå en intelligens, der overgår menneskets. Menneskets eneste chance for at overleve er ifølge Hawkins for alvor at modificere vore gener.

Mennesket - støv og ånd
Når vi kommer til Bibelen møder vi et radikalt anderledes menneskesyn.
I et bibelsk perspektiv ses mennesket aldrig isoleret, men altid i dets relation til Gud og det øvrige skaberværk. Mennesket beskrives både som “ånd” og som “støv”.

Gud formede mennesket af jord (1. Mos. 2:7), og derfor har vi biologisk set meget til fælles med det øvrige ska-berværk. Faktisk viser en genetisk ana-lyse, at over 98 procent af vores DNA er identisk med en chimpanses. Alligevel er det alene mennesket, som Gud fremhæver som unikt, da det er skabt i hans billede. (1. Mos. 1:27; Salme 8:6-8).

Vores plads i Guds skaberværk er altså under ham, men over det øvrige skaberværk. Mennesket har en unik status i Guds øjne, det er kronen på Guds værk og har en ukrænkelighed, som er afgørende forskelligt fra alt andet liv.
At vi er skabt i Guds billede får vidtrækkende konsekvenser for vort menneskesyn:

1. Afhængige af Gud
Vi er mere end blot kød, blod og knogler - vi er et åndeligt væsen, som dybest set er afhængige af Gud og tilhører Gud, og vore liv får kun mening i en relation til ham. Vi er ikke blot et objekt, en mekanisme, materie, der kan manipuleres med, men moralsk ansvarlige personer overfor vor Skaber.

Det betyder også, at det er Gud, som ultimativt er Herre over livet og døden. Hvem af alle dem er uvidende om, at Herrens hånd har skabt det hele? Alle menneskers liv har han i sin hånd, alt levendes livsånde (Job. 12:9-10, Se også Job 34:14-15, Præd. 8:8)

2. Den enkeltes værdighed
Ethvert liv er ukrænkeligt og uvurderligt, fordi vi er skabt i Guds billede. Det er så dyrebart i Guds øjne, at Gud ofrede sin egen Søn for at bringe det faldne menneske ind i et ret forhold til Gud.

Vor værdighed i Guds øjne er ikke afhængig af noget vi kan gøre, men alene fra den indre værdi vi har, som en reflektion af Gud. Det gælder det mindste kim til et foster i en petriskål, og en Alzheimers patient, hvis sind langsomt slides op.

Skriften vurderer livet så højt, at det paradoksalt nok kun er dødsstraffen, som er den retfærdige straf, hvis man dræber et andet menneske. For den, som tager et liv vanhelliger Guds billede, Guds mesterværk. “Den, der udgyder menneskets blod, skal få sit blod udgydt af mennesker. For i sit billede skabte Gud mennesket”.

3. Skabt til et forhold til næsten
Vi er ikke blot skabt til at leve i et forhold til Gud, men også til andre mennesker.
Gennem Bibelen ser vi igen og igen, at det er de svage, de magtesløse, de i verdens øjne ubrugelige, som løftes op af Gud. Hannah synger i sin lovsang i 1. Sam. 2: “Fra støvet rejser han de svage, fra skarnet løfter han de fattige, han sætter dem blandt fyrster og giver dem hæderspladsen”.

En frygt hos ældre mennesker er, at de bliver en byrde for andre mennesker, men i Guds skaberværk er vi en byrde for andre. Det er en grundlæggende del af det at være en familie eller et samfund.

“Bær hinandens byrder, således opfylder I Kristi lov”, står der i Gal. 6:2. Det betyder, at omsorg, respekt og medfølelse med næsten er en essentiel del af det at være kristen.

Der er visse neodarwinistiske filosoffer som reducerer menneskets værdi til celler og væv i sådan en grad, at de udviser en foragt over for det liv, som er forsvarsløst og svagt. For døende, mentalt og fysisk handicappede.

4. Guds forvaltere
“De (mennesker) skal herske over havets fisk, himlens fugle, kvæget, alle de vilde dyr og alle krybdyr, der kryber på jorden”, lyder det fra Gud på Bibelens første sider.

Som Guds forvaltere er mennesket sat til at “herske” over resten af skaberværket, ikke udpine og misbruge jorden for vort eget forgodtbefindende, men som Guds tjenere med kærlighed være med til at fremme det gode og frugtbare liv for næsten og værne om naturen til Guds ære.

I lyset af dette er der principielt intet i vejen med at forske i genteknologi, så vi forstår tilværelsen og os selv bedre. Problemet er blot, at det ikke længere sker med en bevidsthed om, at det er Guds skaberværk, videnskaben søger at udforske.

5. Mennesket i synd
Et realistisk syn på mennesket inkluderer også, at det er ramt på legeme og sjæl af syndefaldet. Legemets forfald og døden er i sidste instans Guds straf for menne-skets moralske ulydighed, at det vendte Gud ryggen og selv ville leve uden sin Skaber.

I Bibelen er døden noget unaturligt, en fjende, en straf, som gennemsyrer mennesket. Der er noget oprørende ødelæggende ved døden, som den kristne er bevidst om.

Men gennem Jesu liv, død og opstandelse kaster Det Nye Testamente nyt lysind over døden. For den, som ejer nyt liv i Gud gennem Jesu stedfortrædende død, bliver døden nærmest en befrielse, ja, en nåde - et farvel til det gamle menneske fordærvet af synden, og en forventning om det nye opstandelsesliv, når døden endegyldigt bliver tilintetgjort.

Den genoprettelse, som Jesus bringer med sig omfavner alt i universet, mennesker, dyr og naturen. Det er den kristnes forventning.
De utopiske drømme, som genteknologien lover, må tages med en vis skepsis. Den kristne lever i håbet om en ny himmel og en ny jord - og først da vil syndens konsekvenser - død, sygdomme, smerte og deformiteter - blive overvundet.

Kunstigt og naturligt
De fleste mennesker fornemmer sikkert instinktivt, at det ikke er godt at rode for meget med menneskets byggeklodser. Vi ser stadig den nyfødte som et mirakel, omend ikke fra Gud, så fra Naturen med stort N.

Faren er dog reel for, at genteknologien ændrer på dette. Hvilken konsekvens for vort syn på mennesket får det fx, når det barn bliver skabt ved hjælp af æg- og sæddonation i en rugekasse. Er det så en mysteriøs og vidunderlig gave, eller blot et produkt af menneskelig opfindsomhed og minutiøs planlægning?

Vi vil i de næste artikler beskrive genteknologiens perspektiver nærmere i rammerne af disse grundlæggende betragtninger.