Spidsen:
Professionelle bekymrede

Af Louis Nielsen - KP 02-2002

Ifølge“Vær ikke bekymrede!” sagde Jesus (Matt 6:25), og hans apostle (Paulus Fil 4:6; Peter 1 Pet 5:7) gentog det.

Bekymretheden hører livet til. For i og med, at livet er omgivet af mange ting, som truer det med ærgrelser, ødelæggelse og død, kan man med god grund sige, at bekymretheden er indbygget i tilværelsen. Og at være bekymret om noget er ikke altid noget negativt, tværtimod kan det aldrig at bekymre sig være et vidnesbyrd om et overfladisk liv, om arrogance og sorgløs tillid til, at synke hvad synke må, jeg vil altid holde mig ovenpå.

“Salige er de, som sørger”, siger Jesus, og giver hermed udtryk for, at der er noget i livet, vi med rette bør være kede af, nemlig den afsporing fra Gud og Guds vilje og den fremmedhed for ham, som med synden og faldet er kommet ind i verden, og som først definitivt vil være lægt i Guds kommende rige.

Men bekymretheden har det med at bevæge sig ud ad en tangent. Den har det med at aflede opmærksomheden fra det, vi rettelig bør være optaget af til det, vi med sindsro kan lade hvile, som vi under alle omstændigheder ikke er kaldet til at tage os af. Bekymretheden har det med at blive særdeles egoistisk og selvcentreret, fokuseret om mig og mit. Den glemmer nemt de andre, det at Jesus faktisk lærte os at bede ikke om mit daglige brød, men om “vort daglige brød”.

Livets usikkerhed
Den illegitime bekymrethed, den Jesus og apostlene advarer os imod, lever og ånder ikke i tillid til Gud og overlader sig til ham, tværtimod tager den tilværelsen i egen hånd og lægger råd op om - ofte fordækte råd - hvordan jeg skal klare mig ud af denne eller hin knibe. Ofte er bekymringen diffus og ordløs, ved ikke rigtig, hvad dens genstand er, livets almindelige usikkerhed nærer den og holder liv i den.

Naturligvis har vi ansvar, og vi må tage ansvar for vort eget liv, men det kan vi ikke uden Guds hjælp og uden at støtte os til ham. For så mange ting i livet er vi ikke herre over, og det gælder både biologiske ting som kroppens liv og vækst og det, som morgendagen udefra kan bringe over vort liv, som måske ændrer det i bund og grund.

I yderste fald ved vi ikke, om vi er i live i morgen, vi ved heller om der måske er krig i morgen, om et eller andet er hændt, som griber afgørende og dybt ind i verdensprocessen.

Mennesker har til alle tider bekymret sig, de rige med stadig at forøge det, de har samlet til huse, og navnlig med bekymringen over at miste det igen, de fattige med ikke at have mad og måske husly til morgendagen.

Den fattiges bekymring er umiddelbart mere forståelig end den riges, den kalder på vor medfølelse, medens den riges bekymrethed, i hvert fald for den fattige, mere tager sig ud som en luksus- eller overflodsbekymring. Men bekymrede er vi.

Men nu kommer Jesus og befaler os at lægge vore bekymringer til side og åbne os for Gudsriget, som han bringer; “livet”, siger han, “er mere end maden, og legemet mere end klæderne”. For Gud har omsorg for både livet og legemet. Vi lægger ikke noget til vort liv ved at bekymre os, tværtimod; derfor er det både forkert og tåbeligt at bekymre sig, ikke mindst hvis det tager opmærksomheden fra Guds rige og Guds retfærdighed, så at disse går os forbi.

Fortidens realisme
Jeg og sandsynligvis flere af dette blads læsere har levet i tider med stor usikkerhed, arbejdsløshed, fattigdom. Her kunne næste måneds husleje være et problem, som holdt ens forældre vågne om natten, ligesom det ikke altid var soleklart og selvfølgeligt, at der var penge til at købe mad for i morgen.

Uden at idyllisere fortiden, som bestemt var barsk nok, forekommer det mig alligevel, at den på nogle områder var bedre at leve i end nutiden. Medicinsk, teknologisk, uddannelsesmæssigt og velstandsmæssigt var den det bestemt ikke, men på andre områder var den det. Menneskers indgang til livet var generelt mere præget af realisme, af en fornemmelse for værdier, af afhængighedsfølelse og ofte af taknemmelighed og af medmenneskelig solidaritet, end tilfældet er i dag, hvor vi er kommet så langt, og det overvejende flertal af os har så meget.

Bekymretheden som levebrød
Man kan derfor ikke andet end undre sig over, at bekymretheden i dag er så stor og er sat så meget i system , at den ligefrem har udviklet sig til en slags profession, som mange mennesker lever af. Vi kalder den ved mange navne som forskning i miljø og sundhed, fredsforskning og fremtidsforskning. Prognoser om udviklingen inden for dette og hint hører dagens orden til, den statistiske sandsynlighed for, at dette eller hint indtræffer, udarbejdes i promiller og procenter.

Og vi bekymrer os tusinder af år ude i fremtiden og beregner omhyggeligt, hvornår næste meteornedslag finder sted, hvor det vil ramme, og hvor omfattende det vil blive. Vi tør ikke bygge atomkraftværker, selvom det sandsynligvis er den fornuftigste løsning på vort energibehov, af frygt for, at den ulykke, som med statistisk sandsynlighed, lad os sige, vil indtræffe med en for hvert 2000 år, skulle finde på at indtræffe snarere om 450 år end om 2000 år. Vi ofrer milliarder af kroner og tusinder af køers liv på et hypotetisk problem som kogalskab men overvejer ikke engang at investere i ulandenes enorme sundhedsproblemer, som f.eks. den forfærdeligt omsiggribende og dødbringende AIDS epidemi i Afrika.

Vi lader os dagligt opskræmme af underretninger om, at nu er det stof i vore fødevarer sundhedsskadeligt og muligvis kræftfremkaldende, også selvom risikoen måles i promiller snarere end procenter, og at lige den betydning for kræft, dette stof kan have, kun er en blandt mange andre risikofaktorer.

Blodpropper, kræft, sukkersyge og en række andre sygdomme er blevet selvforskyldte, og beskeden er, at det kunne du have undgået, hvis du bare havde levet mere fornuftigt. Godt at pudse glorien med for den, som har levet fornuftigt og måske undgår at blive syg, bittert for den, som har levet fornuftigt og alligevel bliver syg.

Vel har vi ansvar for, hvordan vi lever, og vel kan vi gøre noget for at undgå sygdom, men at ville udstede garantier for, at bare vi efterlever videnskabens og sundhedsapostlenes bud, så vil vi alle få et langt, sygdomsfrit liv er en løgn. For meget er vi herre over, og et godt stykke af vejen kan vi tage vor egen skæbne i hånden, men fundamentalt set er livet lige så usikkert, som det altid har været.

Mennesker, herunder børn, kan stadig blive ramt af dødelig sygdom, ulykken lurer på veje, i transportmidler, i defekte apparater og maskiner, 11. september viser os, at selv det at opholde sig i et bestemt hus på en bestemt dag kan betyde dødelig fare.

Overlade det til Gud
Vil vi være Gud - og tragedien er, at netop det vil vi være, - så bliver bekymringerne virkelig store, for så er der ikke den ting, vi ikke skal være opmærksomme på og tage hånd om. Og det glipper gang på gang. Hvor får vi den moralske indsigt og integritet fra, som det kræver at gøre sig til herre over liv og død? Og når ulykken, tragedien, døden indtræder, så vé den læge, som altså ikke var dygtig nok til at redde fra døden. Det er næsten blevet en menneskeret at skulle overleve. Og retsopgør venter, når nogen alligevel dør.

Hvor er det anderledes godt at slippe sine prætentioner om at ville være Gud, og overlade det til ham, som er Gud, fuldtud at være det også i det lille, begrænsede menneskeliv, der er dig og mig. Det er det, Jesus vil lære sine disciple, og enhver, som kommer til ham. For sådan levede han selv.

Det gør virkelig noget ved bekymringerne, i hvert fald de imaginære, som vi passende kan spare os, men også de virkelige og nærværende. For skulle den almægtige Gud og Forløser ikke kunne finde og udtænke en vej, som bringer lille mig igennem, også de ting, jeg frygter mest?