| |
Spidsen:
Tidens barnagtighed
Af Louis Nielsen - KP 04-2002
Ifølge Jesus er betingelsen
for, at vi overhovedet kommer ind i Guds rige, at vi “omvender
os og bliver som børn”. Og den stærkeste
og tætteste vished, vi kan have om, at vi er født
på ny og har Helligånden, er, at vi er Guds
børn og ved Helligånden “råber
“Abba, fader!” (Rom 8:15).
Men der er stor og afgørende
forskel på at være barn og at have et tillidsfuldt,
afhængigt forhold til Gud, som ethvert barn har
det til sine forældre og så at være
barnagtig, når man forlængst er voksen og
bør påtage sig voksenlivets opgaver og forpligtelser.
Det nye Testamente taler også
tydeligt om, at Guds mål med sit folk og med den
enkelte af os er, at vi skal “vokse op” og
blive voksne og modne, i stand til at skelne og vurdere,
i stand til at påtage os ansvar, i stand til at
være “fuldvoksne gudsmennesker, udrustet til
al god gerning” (se f.eks. Matt 13:23; Ef 4:11-16;
2 Tim 3:16-17; Heb 5:11-6:1 og 1 Pet 1:22-2:3).
Det barnagtige i tiden kommer
frem i tidens forbrugerisme, 1010 dens her-og-nu bevidsthed,
som helt har fortrængt evighedslængslen og
beskæftigelsen med det, som rækker ud over
øjeblikket. Dens lyst til bare at være tilskuere
uden personligt, mentalt og fysisk selv at være
til stede i noget, som bare nærmer sig forpligtetheden,
dens besættelse af at blive set og lagt mærke
til, dens hurtige satsen og næsten totale mangel
på udholdenhed og stadighed i det, man søger.
Identitet på TV
“Du er på,
du lever” er et af tidens slogans, som man godt
kunne tro, ligefrem er devisen visse mennesker lever efter.
Hvorfor stiller de ellers op i diverse programmer, hvor
deres optræden meget ofte fremstiller dem i dybt
ydmygende og krænkende positur?
Medierne vil gerne fremstå
som stærkt medfølende og sympatiske, og vil
så gerne præsentere os for såkaldte
“almindelige mennesker” , - og ofte lykkes
det, det må vi i al fairness vedgå. Men der
er også skræmmende eksempler på det
modsatte, hvor mennesker udstilles som en vare, og hvor
den dybere hensigt med programmet ikke så meget
er at oplyse og gøre os klogere på livet,
men kun at underholde og underholde os ved at pirre til
nogle af de værste instinkter i vor natur.
Hvorfor stiller folk op til
den slags?
Fordi identitet for svært mange er blevet et spørgsmål
om at være kendt og at kunne noget, som for et øjeblik
kan samle interessen, men som meget, meget snart er glemt
og borte, efterladende det arme menneske mere tomt og
forvirret end nogensinde. Brugt og brugt op, er den triste
kommentar det efterlader sig.
Gud har, siger Peter, ved Jesu
Kristi dyrebare blod på korset “løskøbt
os fra det tomme liv, vi havde overtaget fra vore fædre”.
Vi træller ikke længere “under tomheden”
(Rom 8:18 ff.), men Jesus har sat os på vintræet,
indpodet os i sig selv og “sat os til at gå
ud og bære frugt, og blive ved med at bære
frugt, så Faderen kan give os, hvad som helst vi
beder om i mit (i hans) navn” (Joh 15:16).
Helstøbte mennesker
Kristne er af Gud gjort til ressourcepersoner, for at
bruge et af tidens fortærskede ord. Gud har taget
imod os, givet os adgang til sig, gjort os til sine sønner
og døtre, gjort os til arvinger hos sig til al
hans herlighed. Han har tillige udrustet os med både
vuggegaver og nådegaver ved Helligånden.
Troen er således en kolossal
rigdom, vi kunne fristes til at sige, en investering for
evigheden, som Gud har gjort i os, ikke fordi vi er nogle
farlige karle, men fordi han er god og i sin evige nåde
og kærlighed har bestemt os til herlighed og ære,
“hans navn til herlighed og pris”.
Kristne skulle ved omvendelsen
til Kristus have unddraget sig fordærvetheden i
verden, men alligevel smitter og angriber tidens og samfundets
sygdomme i alt for stor grad også os. Nogle gange
må grunden søges i den måde, nogle
af os psykisk fungerer på, lad os i det mindste
give terapeuterne iblandt os den indrømmelse, men
meget ofte bærer vi ikke frugt for Gud, fordi vi
lader os drage for meget til verden og verdens liv og
ikke holder så tæt kontakt til Jesus, som
vi skulle.
På den måde kan
den barnagtighed, som er i tiden, også få
fodfæste hos os og i kirken, så vi er idelig
undskyld- ning for os selv, altid unddragende os ansvar
og forpligtelser, altid fyldt af selvmedlidenhed, selvsøgende
og selv-optagne uden hæmninger.
Et vist behov for at have det
sjovt og være afslappede har vi alle, og i sig selv
er der intet forkert i det. Gud er ikke mavesur, og Guds
rige og Guds kirke er ikke specielt for de mavesure. Men
hvis at have det sjovt bliver målet over alle mål
og motivationen eller parameteren for, hvad vi vælger
og fravælger, så er vi grebet af tidens bacille
nr.1, så er der noget i vejen med vores discipelskab,
så unddrager vi os Guds vilje og vi bliver aldrig
de “helstøbte mennesker”, det er Guds
vilje, at vi skal være.
Også unge mennesker må
engang have “løbet hornene af sig”
- det er en både rimelig og naturlig forventning,
vi stiller til dem. Heller ikke menigheden må forblive
umoden, men bevæge sig frem til “de voksnes
stade”, men naturligvis vil der i en menighed også
være børn og unge, hvis barnlighed og ungdom,
vi skal tage hensyn til.
Lalleglade kristne
Det er også klart, at i menigheden og i samfundet
er der flere unge, som er meget mere modne og ansvarsbevidste,
end mange ældre voksne er det. Mine spidse bemærkninger
i denne artikel er kun lidt aldersrelaterede, for forholdene,
jeg påtaler, går på tværs af alle
aldre.
Ældre kan nogen gange
være besat af en myte om evig ungdom, som gør
dem kvalmende for unge. “Ung” er ikke kun
at være ung af år, men ofte lægges der
af trendsætterne i ordet “ung” netop
det at være vild, forvovet, larmende, hæmningsløs,
perspektivløs, uden sans for andet end “sjov
og ballade”.
Det er ikke det billede af unge,
som foresvæver mig, men sådan er man, hvis
man er virkelig ung, er der nogen der vil have os til
at tro. Tilslutter vi os som kirker disse stereotyper
om, hvad det er at være ung, og hvad unge kan li’
og indretter alt i kirken efter det, tror jeg, at vi måske
nok imødekommer nogle unge, men samtidigt svigter
vi talrige andre.
Kirken må naturligvis
lade sociologiske faktorer indgå i sine overvejelser
over den måde, den skal være kirke på,
men mere afgørende er det, at den orienterer sig
i Bibelen og følger de retningslinjer og målsætninger,
Det nye Testamente sætter op for menighedens vækst,
ansvar og opgaver i verden. Og efter det må vi tålmodigt
og mildt, men også fast og bestemt både selv
lade os lede og lede alle de øvrige i menigheden,
unge, voksne, gamle.
Det ansvarsløse, uforpligtende,
lalleglade og barnagtige i tiden er ikke noget forbillede
for Kristi menighed at følge. Det må vi disciplinere
os selv og menigheden til at forsage. Det gør ingen
noget godt, tværtimod blokerer det for det gode,
og efterlader os mere tomme, mere desillusionerede, end
nogensinde, mindre og mindre skikkede til at være
det “Guds mesterværk af gode gerninger”
(Ef 2:10), som Gud har skabt os til og forudbestemt os
til at være i Kristus.
|
