At leve med angst

Af Astrid í Hjøllum Christensen - KP 02-2010

Karina skal til forældremøde i sin datters klasse, hun har været det ofte før. Datteren trives, og alt er i orden. Karina er i fint humør, hun går hen imod busstoppestedet, solen skinner, og i det fjerne ser hun bussen komme. Pludselig fyldes hun af nærmest krampelignende angst.

Hun begynder at svede og ryste. Hendes hjerte hamrer derudaf, og det strammer i halsen. Et øjeblik føler hun det, som hun skal kvæles, hun mister næsten bevidstheden og kan ikke finde sine fødder – og så forsvinder følelsen, så hurtigt som den kom. Hun rejser sig op, solen skinner stadig, men Karinas verden har ændret sig. For hvornår opstår angsten igen?

Mange mennesker i Danmark lever med angst. Angst i forskellige former og niveauer. Nogle har angst i mindre grad, og andre er totalt invalideret af angst. For mange opstår det pludseligt og uforklarligt. Mennesker med angst passer ikke ind i systemet. De kan have svært ved at gennemføre en uddannelse eller beholde et job. Alene det at tage bussen eller toget til arbejde kan gøre, at den angstramte aldrig kommer af sted.

Hver femte – eller 22 procent af alle mennesker - får på et tidspunkt angst, som er så udtalt, at der er tale om en sygdom. Det er ret så høje tal. Når man bliver angst, bliver man anspændt, får uro i kroppen, sveder meget og får hjertebanken. Mange tror, de er alvorligt fysisk syge, og nogen henvender sig i skadestuen eller hos deres læge. Der er forskellige former for angst. Man kan dele angst op i: angst, frygt og nervøsitet. Angst er en ubehagelig følelse af, at man er i fare. Ofte kan man ikke begrunde hvorfor, og man er ikke reelt i fare. Frygt er derimod en følelse, man får, når man kender grunden til den, og vurderer at der reelt kan ske noget farligt.

Nervøsitet er en følelse af usikkerhed, mindreværd og angst eller frygt for, at man ikke kan leve op til sine egne eller andres forventninger. Udtalt angst eller nervøsitet er sygdomme, mens frygt er en hensigtsmæssig reaktion, som skal forhindre, at man kommer til skade.

Flere former for angst
Tidligere kaldte man angst for en neurose, nu deler man angst op i forskellige former. Der findes agorafobi, der er angst for at være på steder med mange mennesker. Det kan være i busser, koncerter, toge eller supermarkedet. Socialfobi, er angst for at føle sig kritiseret eller observeret i samvær med andre mennesker. Enkelfobi, er angst i specifikke situationer, som fx tordenvejr, mørke eller lukkede rum, eller ved synet af blod, edderkopper eller rotter. Panikangst er anfald af angst, som har været så uudholdelige, at man gør alt, hvad man kan for at undgå at komme i det igen.

Nogle oplever generaliseret angst, som er en konstant tilstand af angst og nervøsitet, man bliver svimmel, sveder, ryster og har det rigtig skidt. Den sidste gruppe har en blandingstilstand, det er en blanding af angst og depression, det er i så høj grad, at der er tale om sygdom.

Når man møder folk med angst, kan det nogle gange være svært at forstå dem. Det kan være svært at forstå, at man som voksen ikke kan lide at køre i bus eller handle. Eller at man ligefrem undgår det. For mennesker uden angst kan det virke helt ubegribeligt, at man kan være så bange for noget, der er så dagligdags. Mennesker med angst oplever ofte at hoppe fra den ene uddannelse til den anden, eller være i aktivering hos kommunen, men gennemfører ikke. Overfor venner kan de virke meget ustabile, de aflyser ofte aftaler med deres venner i sidste øjeblik.

Som ven kan det være svært at håndtere, fordi det ikke er sjovt at blive brændt af. Mennesker med angst er ofte plaget af utrolig stor skyld og skam over ikke at kunne gennemføre noget. Andre kan måske synes, at de er usamarbejdsvillige og måske ligefrem dovne. Mange mennesker med angst oplever en generel mistillid til verden omkring dem. Derfor kræver det meget af dem at have tillid til psykiateren eller sagsbehandleren. Ofte har de en oplevelse af, at verden vil dem det ondt, indtil det modsatte er bevist.

Opvækst og angst
Men hvorfor opstår angst? Vi kender nok alle til angst/ frygt i mindre grad, men mange kender ikke til den invaliderende angst. Forskning viser, at biokemi kan spille en rolle, man kan være disponeret for angstproblemer. Hvis man er biokemisk disponeret for angst, kan det medføre en ubalance i hjernen. Angstproblemer kan også provokeres af udefrakommende årsager fx posttraumatisk stress syndrom.

Den tidligere indlæring spiller en stor rolle i forhold til angst. Hvis man er barn i en familie, hvor ens primære omsorgspersoner er frygtsomme, kan resultatet blive at barnet kopierer mønstret. Barnet lærer at se verden som et farligt og angstprovokerende sted. Det lærer at vente det værste, og barnet er i konstant forhøjet beredskab. Risikoen er et panikangstfald, når en angstprovokerende situation opstår.

Når kroppen mærker fare, også selvom den er irrationel, sender den besked til hjernen, til det center, der registrerer frygt, erindring, følelser o.s.v. Dermed begynder hjernen at sende stresshormoner ud i kroppen bla. adrenalin, og kroppen bliver beredt til kamp. Derfor oplever angstramte at hjertet banker, sveden hagler og vejrtrækningen bliver påvirket under et angstanfald.

Dette er godt, når der er tale om reel fare. Så har vi mennesker brug for at kroppen reagerer. Problemet er, at farecentret også husker alt, der har været irrationel angst og dermed starter en overreaktion. Det betyder, at man kommer til at frygte sine egne fysiske reaktioner og tanker så meget, at man vil gøre stort set alt for at undgå at komme i samme situation igen. Dermed opstår angst for angsten. Og når man først er havnet i den fælde, kan det være svært at komme ud af den igen.

Angsten for døden er den primære angstkilde, dette er noget de fleste mennesker kender til. Den amerikanske psykiater Irwin D. Yalom beskæftigede sig med dette i sin praksis og har skrevet flere bøger herom. Han mener, at vi mennesker bliver nødt til at se døden i øjnene, og dermed vil vi kunne opleve at blive mere tilfredse med livet. Han siger ”betragt derfor døden, hvis du vil lære at leve”.

Hjælp til angstramte
Når angsten begrænser et menneskes hverdag, har det brug for behandling. Der er ret gode behandlingsresultater mod angst. Der er mange forskellige behandlingsformer, og det er vigtigt, at det er professionel behandling. Flere behandlinger går ud på at håndtere angsten, når den opstår. Ikke lade sig styre af den. Hvis man er bange for at gå i biografen, så er det i biografen man skal gå o.s.v. I behandlingen er det vigtigt, at man tager vare på sig selv. At man tager sin lidelse alvorligt.

Det vigtigste er, at man ikke giver op. Her kan omgivelserne være en god støtte. Dels med at hjælpe med at komme i behandling, men også støtte op om selv det mindste initiativ til at komme ud af angsten. Angstramte venter ofte med at søge behandling, og derfor er det en hjælp med støtte fra omgivelserne. Desværre oplever den angstramte ofte meget lille forståelse fra omgivelserne.

Det kan være utrolig svært at stå ved siden af en angstramt. Det passer meget dårligt til en verden, hvor alt handler om præstation, og hvor jeget er i centrum. Men den angstramte har brug for støtte og tolerance i omgivelserne. Når man vælger at gå den støttende vej, får man også lov at opleve den angstramtes sejre tæt ind på livet.

Vi lever i en verden med stor materiel rigdom, men åndeligt er vi fattige. Vi sætter værdier som rigdom, succes på arbejdsmarkedet og viden meget højt. Vi lever også i et samfund, hvor flere og flere børn falder ved siden af pga dårlig indlæring. I Danmark er det okay at tage udgangspunkt i, hvad jeg føler og tænker om en given sag. Vi sætter i mange situationer jeget højere end fællesskabet.

Vi kristne bliver påvirket af individualiseringen af samfundet. På mange måder er også vi med til at sætte jeget højere end fællesskabet. Det er en meget ringe kilde at stole på sig selv. Hvis vi sætter jeget højere, vil vi også opleve os selv mere og mere ensomme. Vi udsætter også andre for at blive mere og mere alene om livets kampe. Jeg tror, at vi oplever mange psykiske kriser i Danmark, fordi vi værdimæssigt er ved at sætte os selv ud af spil. Værdierne harmonerer ikke med Guds værdier. Jeg siger ikke, at den der bliver ramt af angst, selv er skyld i sit problem, men at vi bliver påvirket af verden omkring os, som på mange måder er utrolig kold.

Frygt ikke
Vi lever i en falden verden, og med konsekvenserne deraf. Jesus siger gentagne gange ”frygt ikke”. Der vil være tider, hvor vi ikke mærker Jesus, men hvor vi kan gribe til hans løfte. Hans løfte om ikke at behøve at frygte, og at Han har styr på det hele. At han er Alfa og Omega- begyndelsen og enden. Han er med den angste i kampen. Han ser det og har omsorg for det. Han kender selv til lidelse, angst og ensomhed. Han var menneske af kød og blod, da han gik på jorden. Han følte som mennesker, dog syndede Han ikke.

Da han hang på korset, råbte han ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?”. Vi har ikke en fjern Gud, der er ligeglad med os. Vi har en Gud, der er langt højere end vores tanker og fatteevne. I 2 Korinterbrev kap 3 vers 17, står der:” Herren er Ånden, og hvor Herrens Ånd er, der er der frihed”. Hvor Guds Ånd er, der er der frihed. Så når vi eller vores nærmeste bliver ramte, bliver vi nødt til at stole på Gud, stole på, at Han har omsorg for den enkelte.