Tidens Afguder 1:
Pluralisme

Af Louis Nielsen- KP 03-2005

Pluralismen har flere former, men dens fællestræk er, at den ikke anerkender nogen sandhed som absolut eller nogen værdier som absolutte.

Sandheden er mangfoldig, og nogen evig og universel sandhed findes ifølge pluralismen ikke. Det samme gælder “værdierne”, som nu kaldes “værdier” og ikke ledetråde, pejlemærker, love eller principper, fordi de er personlige og subjektive og ikke bygger på nogen ydre autoritet, men kun på ens egen smag og ens eget valg.

Bibelens formaninger til os om at følge “Vejen, Kristus, Ordet” og adlyde evangeliet er fy-ord for pluralismen; “fundamentalisme” vil den kalde det, og noget værre og mere belastende skældsord har den ikke i sit ordforråd.
Vi mærker pluralismens fremtrængen overalt i samfundslivet, men også i kirken, og vi er simpelthen tvunget til at forholde os til det. (At forsøge at lukke sine øjne for det er at lade sig stikke blår i øjnene eller at søge ind i en ghetto.)

Pluralismen vil selvfølgelig hævde, at den har gjort os fri ved at frigøre os fra alle autoriteter og bindinger og stillet vores selv op som den øverste autoritet. Der er frit valg på alle hylder, og det er op til os selv alene at afgøre, hvad vi vil tro på, hvad vi vil mene og tænke, og hvad vi vil vælge.

Kom bare an! Grib dagen! Projektet er dit eget. Prædikerens sarkastiske råd til den unge lyder rigtigt - endelig er der da noget i Bibelen, som lyder fornuftigt - “Glæd dig, unge mand, mens du er ung, lad dit hjerte være glad i ungdommens dage. Gå ad de veje, du vil, og efter det, dine øjne ser” (11:9).
Men så kommer det memento, den efterskrift, som ødelægger det hele: “Men du skal vide, at Gud vil kræve dig til regnskab for det alt sammen”. Der er det med Gud, som ødelægger det hele, - eller redder det hele - alt efter hvilke pejlemærker vi har lagt for vort liv.

Er Gud der ikke, så er alt for så vidt tilfældigt og i evighedens sammenhæng meningsløst; universet, jorden, plan-terne, dyrene, menneskene, livet kom der af tilfældighedernes tilfældighed i uendelig potens, og det opløser sig selv i det store Ragnarok før eller siden.

Paulus’ tro på Kristi opstandelse gør regnskabet op på den måde, at: “Er Kristus ikke opstået, så er jeres tro forgæves” og lidt længere henne i samme kapitel drager han de praktiske konsekvenser heraf: “Hvis døde ikke opstår, så lad os æde og drikke, for i morgen skal vi dø” (1 Kor 15:17 & 32).

Men han skynder sig også at slå fast, hvad der for ham er “hardcore” fact, at “nu er Kristus opstået fra de døde som førstegrøden af dem, der er sovet hen” (vers 20). For kristne er det ubetinget sandt, det som Nordal Brun synger om i sin påskesalme:

“Jesus lever, graven brast,
han stod op med guddoms vælde,
trøsten står som klippen fast,
at hans død og blod skal gælde;
lynet blinker, jorden bæver,
graven brast, og Jesus lever”.

Ja opstandelsen er som antydet i Nordal Bruns salme en jordomstyrtende begivenhed, indvarslingen af “den store dag”, Gud har bestemt, da “han vil holde dom over hele verden med retfærdighed ved en mand, som han har bestemt dertil; og han har gjort det troværdigt for alle ved at lade ham opstå fra de døde” (ApG 17:31).

Verdens hån
Pluralismen er således ikke for den, som vil være kristen, et muligt og gyldigt valg, fordi han eller hun insisterer på:

- Guds herredømme og autoritet,
- at sandheden er en,
- at vejen til frelse ubetinget går gennem Jesus Kristus som den eneste frelser,
- at godt og ondt findes, og at der er en klar skillelinje mellem dem.
- at der er to veje, en som fører til livet og en, som fører til fortabelse,
- at der er sådan en ting som synd,
- og at noget klart er bedre end noget andet.

Dermed gør den kristne sig fremmed over for sin samtid, risikerer at blive kaldt hykler og dobbeltmoralsk og blive kaldt “fundamentalist” og dermed slået i hartkorn med dem, man anser for at være samfundets fjender.

I stigende grad må vi være indstillet på at “blive hånet for Kristi navns skyld”, og at der er “skam og vanære” knyttet til at vedkende sig Jesu navn, ja i visse tilfælde at “blive hadet for Kristi navns skyld”. Men er det iøvrigt ikke klart sagt af både Jesus og apostlene og en del af kristnes erfaring i verden, at sådan vil det gå?

Afgudsdyrkelse
Set ud fra en bibelsk tankegang er plura-lisme afgudsdyrkelse, fordi den indsætter en anden Gud end den sande Gud, som vi skal elske og adlyde (Mark 12:28-34).

“For os” siger Paulus, er “der kun én Gud”, og føjer han til “fra ham er alle ting, og vi til ham” (1 Kor 8:6). Han gør også krav på vor tro, vor lydighed og vor kærlighed.

Johannes understreger med store bogstaver, at “Jesus Kristus er den sande Gud og det evige liv”. Og i samme åndedræt advarer han: “Kære børn, vogt jer for afguderne” (1 Joh 5:20-21).

Det er afgudsdyrkelse og oprør mod den hellige Gud at gøre naturen, eller skønheden, eller tanken, eller følelsen eller videnskaben, eller partiet eller sig selv til Gud.

Kristen apologetik og forkyndelse og ikke mindst levevis bliver svær i en pluralistisk verden. For hvor er autoriteten, og hvad magter et “så siger Herren”, hvis det på forhånd mødes med en afvisning af, at der findes nogen autoritet og nogen evig konsekvens af vore valg. Der er virkelig et arbejde at gøre med at “bryde fæstningsværker ned og gøre enhver tanke til en lydig fange hos Kristus” (2 Kor 10:3-6). Til det er det kun Åndens mægtige våben, som dur’.

Kristi kors er og bliver en forargelse, men i dag er dårskaben knyttet til, at vi kristne hævder, at Gud er én, og Jesu navn er det eneste navn til frelse, og at Jesus alene er vejen, sandheden og livet, som fører til Gud.

Det at prædike de to første trosartikler, artiklen om Gud og artiklen om Sønnen er vigtigere end det måske har været på noget tidspunkt i kirkehistorien. “Evigt liv” er jo, som Jesus siger, “at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham du har udsendt, Jesus Kristus” (Joh 17:3).

Dilemma
Kristne kan ofte føle sig i et dilemma, når de skal forsvare deres tro i verden. For evangeliet lægger vægt på “fred”, “forligelse” og “tilgivelse”, på at Jesu disciple skal tale sandhedens sag i en atmosfære af kærlighed, og at de “skal elske deres fjender og gøre godt mod dem, der hader og forfølger dem”.

På den anden side afviser Jesus, at han er kommet for at stifte fred på jorden og understreger, at han tværtimod er kommet for at vække splid, endda splid mellem husfæller og nære slægtninge. Og Paulus udtaler forbandelse over sig selv og andre, ifald han eller nogen anden prædiker evangeliet i strid med, hvordan det var overleveret ham.

Kristendommen er insisterende og appellerende på samme tid, kompromissøgende og ufredskabende, mild og opsøgende og konfrontatorisk på samme tid.

Hellig krig
Bibelens sprogbrug rummer den samme modsætning: er sagtmodigt og krigerisk på samme tid, og dens metaforer og billeder henviser til paradis og slagmark på samme tid.

“Hellig krig” er også noget Bibelen kender til - i Det gamle Testamente ikke kun som metafor, i Det nye Testamente kun som metafor og billede.
Kristne har kun lov til at kæmpe med åndelige våben, og Jesus forbyder sine disciple at bruge sværd. På det punkt som på mange andre er der en verden til forskel mellem kristendom og Islam. Men der er også lighedspunkter, og disse får nogle mennesker til at sammenstille Islam og kristendom og til at påstå, at de kan komme ud på et.

Frygten for Islam bliver også til uvilje mod kristendommen, og de lovmæssige begrænsninger, man ønsker at indføre mod Islam, vil man også indføre mod de kristne.

Både Islam og kristendommen er eksklusive i deres sandhedskrav. Men i modsætning til Islam er kristendommen imod anvendelse af magt. Kun Gud har i kristendommen mandat til at udøve magt, kirken har det ikke, og den enkelte kristen slet ikke.

Først ved verdens ende, når Kristus kommer igen, kommer Guds rige, og “Gudog Lammet tiltræder kongedømmet”. Kristen teologi er korsteologi og kun i det eskatologiske perspektiv herlighedsteologi. Islam derimod er verdensherredømme her og nu; Islam og politisk magt og Islam og jura kan ikke adskilles.

Kristne har ikke andre midler end at appellere til hjerte og samvittighed, overbevise med sandheden og sandhedens kraft, henvise til Guds gerninger og underbygge vore påstande ved at henvise til Skriften og til det, Gud siger os gennem Skriften. Kristne har også bønnens mulighed og bønnens åbne adgang til Gud. Så er kristne også iboet af Helligånden og har dermed allerede noget af den kommende verdens liv indplantet i sig. Og det “er vel ikke så ringe endda”.

Krydret tale
Kristne oplever, som Jesus også gjorde opmærksom på det i sine lignelser, at Guds ord ikke bliver sået i ren jord. Alle slags sædekorn er allerede til stede. For også Guds fjende sår og har allerede sået.

Det er en af grundende til, at omvendelse ofte er så hård en proces, og at det koster kamp ikke mindst mod ens egen natur at følge Jesus. “Kødets lyst står Ånden imod, og Ånden står kødet imod. De to ligger i strid med hinanden, så I ikke kan gøre, hvad I vil” (Gal 5:17).

Som kristne må vi holde fast ved, at ”den tro, som én gang for alle er overdraget de hellige”(Judas 3), bringer disse modsætninger med sig , og vi må aldrig lade strategi, taktik eller ren og skær pragmatisme forlede os til at slække på det.

Aldrig må vi blive indelukkede, selvtilstrækkelige, fordømmende hellige, aldrig hadefulde og nedladende. På den anden side må vi heller ikke “falde i med tapetet”, blive konturløse og ufarlige kristne, som for længst har mistet både salthed og bid.

Faren for, at vi tilpasser os verden, er større end, at verden tilpasser sig os. Vi må kunne tale ind i vor samtid og i vor kultur, men vi må ikke blive sammenfaldende med vor tid og vor kultur. Vi må ikke gå under falsk varemærke og arbejde med skjult dagsorden.

Slækker på Jesu krav
At tale frit og åbent er den kristnes adelsmærke. På den anden side indrømmer evangeliet også enhver, som vi henvender os til, frihed til at afvise det. Men er det ikke nu og da som om skamfuldhed over at være kristen har vundet frem mellem os, og at vi anser det for godt bare, at mennesker kommer i kirke og bliver en del af vor statistik, og at vi er villige til at give køb og fire ikke så lidt på sandheden for at imødekomme og fastholde mennesker?

Er det ikke sådan, at vi slækker på Jesu radikale krav om at følge ham og ikke lægger så meget vægt på det, “vi er blevet oplært til i Kristus” (Ef 4:21), som vi engang gjorde? Ser vi ikke mange ting krybe ind i kirkens liv og ind i den enkelte kristens liv, som er langt fra den grundvold vi har fået lagt i Kristus?
Det kritiske spørgsmål, alt dette stiller os, er: Hvor længe kan vi forblive kristne i en verden, som bekender sig til pluralismen, og hvor længe kan vi forblive Jesu Kristi kirke, hvis vi ikke har nogen kærlighed til Jesu ord og ingen intention om at holde os til det?