Abu ghraib-torturen:
Forråelsen

Af Louis Nielsen - KP 02-2004

Fangemishandlingen i Abu Ghraib-fængslet i Irak er blevet fordømt verden over - og skal fordømmes. Men torturen er også et symptom på den forråelse, som sker i samfundet og som rammer os alle.

I dagspressen har der de senere uger været meget fokus på, hvorfor uhyrligheder som fangemishandlingerne i Irak sker.

Især fordi det er sket i en demokratisk kultur og civilisation som den amerikanske, som netop har ført krigen for at komme en ondsindet diktator og folkemishandler som Saddam Hussein til livs og indføre demokratiske værdier i Irak, ja i hele Mellemøsten.

Mange reaktioner er fremkommet, og mange forklaringer på grusomhederne og ydmygelserne af fangerne er blevet givet. Mange har været oprigtigt ckokerede, især blandt de ivrigste fortalere for krigen og de mest prominente venner af USA og fortalere for præsident Bush.

Intet er nemmere end at forarges. Forargelsen udnyttes let i den politisk inspirerede modvilje, mange herhjemme og i Europa generelt på forhånd nærer mod amerikanerne.

Det er også nemt let og elegant at fortie arabisk og muslimsk grusomhed. Vi har det i vores del af verden med at holde med “the underdog” og med at se bort fra de infame ting, hvormed den måske har tirret og vedholdende tirrer “the overdog”. At fordele “sol og vind” lige og at være retfærdig og sandhedssøgende, når det handler om internationale konflikter er mere end svært.

Dels er alle informationer, vi modtager, farvet af deres holdninger, som fremsender dem til os, dels er vi selv forudindtagne og har vore sympatier og antipatier, ofte i sådan en udstrækning, at vi nærmest må betragtes som partisan af den ene eller den anden af de stridende parter.

På den anden side kan vi heller ikke bare trække på skulderen og lade som om, at dette ikke vedkommer os. Kynisme og ligegyldighed med lidelserne og uretten i verden, hvem der så forårsager lidelserne og begår uretten,er ikke nogen ansvarlig holdning at indtage, og da slet ikke for os, som bekender os til Jesus Kristus, verdens frelser, kongernes konge og herrenes herre.

Selvgodhed, som så udpræget ligger til os både som syndere og som indbyggere i smørhullet Danmark,er afgjort heller ikke en holdning, vi kan være bekendt.

Kan ske overalt
Hvad er det, som sker, og hvad er det for tilstande, der indtræffer, når som salmisten siger det: “Grundvoldene vakler” (Sl 11:3)?

Vi kan og vi skal aldrig forsvare mishandling af mennesker. At angribe de konkrete tilfælde af tortur, vi igen og igen har set på de famøse videooptagelser, ved hjælp af fine internationale konventioner eller forsvare dem som nødværge, en efterretningstjeneste i en ekstrem situation føler sig tvunget til, er efter min mening at føre sagen op på et alt for højt plan.

Det handler sandsynligvis kun meget beskedent om disse ting, men om det langt mere banale - men også langt alvorligere – nemlig vores allesammens iboende syndighed og perversitet. Det handler om, at disse uhyrligheder kan ske, hvor som helst, mulighederne er for det og gruppekonstellationen er den rette.

Principielt er det, som er sket her, ikke værre end den systematiske mishandling og ydmygelse en klasse af elever på en teknisk skole i Tyskland et halvt år udsatte en af deres kammerater for, eller det orgie af massevoldtægt, en gruppe stilladsarbejdere godt beduggede efter en julefrokost udsatte en kvinde for.

Utroligt mange spillefilm er også så betændte af vold, at de forbryder sig mod al anstændighed; og når vi alligvel ser dem og måske endda nyder at se dem, er det fordi producenterne og instruktørerne trygt kan regne med, at der hos de fleste af os bor en god portion voyeurisme. Og så har vi ikke indregnet pornofilmene i dette regnestykke.

Selvfølgelig undskylder det ikke de amerikanske soldater, som har gjort disse afskyelige handlinger og ovenikøbet ladet dem filme til senere nydelse og for at have dem med sig som trofæer fra deres deltagelse i Irakkrigen. Og vores ærinde har på intet tidspunkt været at forsvare dem. Kun at prikke lidt til vores egen selvgodhed.

Krigens pris
Krig har altid været en grusom ting. Alligevel kan krig fra tid til anden være det nødvendige onde, der skal til. Og naturligvis er der også eksempler på mod, selvopofrelse, villighed til at overskride alle sine personlige grænser og sætte sit liv på spil for det at forsvare sit land og de værdier, man bekender sig til. Men det gør ikke krigen mindre grusom.

I krig sættes menneskets iboende syndighed fri af alle de hæmninger og begrænsninger, den normalt er hegnet inde i. Jesus og Bibelens apokalyptiske litteratur både forudsiger det og advarer mod det. “Lovløsheden”, siger Jesus “vil tage til”, og som følge heraf “vil kærligheden blive kold hos de fleste”.

I en hudløst ærlig og særdeles tankevækkende artikel i Politiken fra lørdag den 15.maj skriver en tidligere dansk soldat i Eksjugoslavien om “Forråelsen (som) ramte også mig”. Jesper Sølund Hansen skriver bl.a.:

“Isolationen (fra den lokale befolkning) betød hurtigt, at de lokale beboere blev set ned på og langsomt mere umenneskeliggjort. Det begyndte med, at vi bagtalte de lokale kvinder, som vi syntes var grimme. Senere blev det til ondskabsfulde kommentarer på dansk, når de henvendte sig til lejren. Bortskaffelse af lejrens affald blev hurtigt en populær udflugt, der gav mulighed for at gøre sig lystig på vegne af de lokale, som holdt til på lossepladsen for at få del i lejrens madrester og andre efterladenskaber.

På intet tidspunkt oplevede jeg, at der var nogen, der sagde fra. Tværtimod bekræftede vi hinanden, og udviklingen blev forstærket. Der er selvfølgelig langt fra den nedgørelse, vi ser fra Irak i dag. Vi var heller ikke så pressede som soldaterne i Irak og havde i vores job ikke opgaver, hvor det var muligt. Jeg tør alligevel ikke tænke på, hvad vi kunne have fundet på, hvis vi fra højeste sted var blevet bedt om at mørne serbere eller kroater.

Et andet symptom på isolationen var vores forhold til kvinder. Med en forsamling af næsten udelukkende mænd og et enormt udvalg af pornoblade og film var grunden lagt. De få fridage, der var, blev brugt til ture til de lokale bordeller.

Befalingsmændene gik forrest i den fornedrende konkurrence om, hvem der kunne ydmyge de prostituerede mest muligt. Bordelbesøg og bizarre stillinger gav åbenlys prestige. Det er for meget at sige, at alle accepterede det, men vi sagde heller ikke fra. Vi prøvede at se den anden vej og forsøgte at undgå situationer, hvor vi var nødt til at stå ved vores holdninger.

Siden jeg forlod Eksjugoslavien har jeg mange gange tænkt over, hvordan det kom så vidt. Jeg fik aldrig rigtig sagt fra, fordi det var de mennesker, som jeg var tvunget til at være sammen med i seks måneder. Hellere tie og undgå konflikt end være udelukket fra fællesskabet. Et fællesskab, der er det eneste, som gør isolationen og hjemveen udholdelig”.

Tonen skærpes
Jesper Sølund Hansens ærlige selvudlevering henleder vores opmærksomhed på nogle særdeles vigtige iagttagelser, som vi alle og ikke kun soldater under tjeneste i et fremmed og fjendtlig land gør klogt i at forholde os til.

For på flere fronter oplever vi i disse år en voksende umenneskeliggørelse i vore holdninger til andre. Medierne har sat fokus på tonen i skolegården og i klasseværelset, på det nedvurderende, hånende sprog, skolebørn kan bruge mod hinanden og om hinanden.

Medierne har også sat fokus på mobning i skolen og på arbejdspladser. Nogle gange når der også frem til aviserne og TV-mediet eksempler på oprørende pligtforsømmelse på plejehjem og på hospitaler. Så sker der også en del vold af særdeles grov karakter, og mennesker tæskes om ikke til døde så dog i flere tilfælde til livsvarig invaliditet.

Tilbøjeligheden i samfundet til at lægge vægt på charme, på figur og slimness, på design og indstuderet opførsel og på sundhed i en til fanatisme nærmende udstrækning smitter også af i vore holdninger til og vor måde at omgås dem, som afviger fra dette mønster.

Den foragt, som nogle taler om “de sociale tabere” på, gør ondt at høre på og være vidne til. Vores nærmest patetiske angst for afvigere af enhver art, for fremmede, for sindssyge, for alkokolikere, for autister og mongoler og sågar for rygere siger noget meget grimt om os og det samfund, vi er i færd med at opbygge og varsler særdeles ilde for fremtiden.

Kort sagt har vi ikke meget at prale af, men en del at skamme os over. Mennesker som Sølund Hansen kan få os til at se lys for enden af tunnelen. Forhåbentlig er der stadig mange af hans slags med integritet og moralsk nerve i behold.

Men nogle gange kan vi være bange for, at de repræsenterer en uddøende race. Men så trøster det os, at “de stille i landet” pr.definition er dem, som medierne aldrig eller næsten aldrig skriver om eller møder op for at filme.

De andre vil altid være de højestråbende og de mest synlige, men de stille er de fleste, og forhåbentlig er der flere imellem dem, som ikke bare passer sig selv, men også får mod til at træde frem og gøre sit til at vende samfundsudviklingen.Pralende og brutale

Paulus skriver med profetisk indsigt:
“Men det skal du vide, at i de sidste dage skal der komme hårde tider. For da vil mennesker blive egenkærlige, pengeglade, pralende, overmodige, fulde af hån, ulydige mod deres forældre, utaknemmelige, spottere, ukærlige, uforsonlige, sladderagtige, umådeholdne, brutale, fjender af det gode, forrædere, fremfusende, hovmodige, de vil elske nydelser højere end Gud; i det ydre har de gudsfrygt, men de fornægter dens kraft. Hold dig fra dem!” (2 Tim 3:1-5).

Afgørende for Bibelens (og kristendommens) måde at se mennesket på er, at vi, og det gælder alle mennesker uden undtagelse, er skabt i Guds billede, og dermed har fået både identitet, værdighed og selvrespekt og dermed også er skyldige at vise alle andre lige så stor respekt. At snyde hinanden, lyve for hinanden, udnytte hinanden, mishandle hinanden og slå hinanden ihjel er derfor at være “under pari” (gå for en lavere kurs end den oprindelige) som menneske.

Selv så tidligt som på Jobs tid (måske Abrahams tid) forstod man det: “Har jeg vist foragt for min træls og trælkvindes ret, når de rettede anklage mod mig? Hvad skulle jeg da gøre, når Gud rejser sig, hvad skulle jeg svare ham, når han holder forhør? Han, som dannede mig i moders liv, dannede han ikke også de andre? Én og samme Gud har skabt os i moders liv” (Job 31:13-15 (hele kapitlet er værd at læse). Se også Jak 3:9).

Besindelse på dette forhold vil få de røde advarselslamper til at blinke, før det er for sent, samme besindelse vil også fortælle os både om vor egen og næstens afhængighed af Gud og om Guds stillen os til ansvar for næstens ve og vel. Hvordan ønsker vi os selv behandlet, og hvordan opfatter vi os selv? Det spørgsmål må vi aldrig glemme, ikke så meget som et sekund. Glemmer vi først det, er Helvede rede til at bryde løs.