Boganmeldelse:

Tilbeder skriver om tilbedelse

Af Louis Nielsen - KP 01-2010

Worship - ind i tilbedelsens hjerte
Matt Redman, Logos Media, 2008

Matt Redman er en kendt engelsk lovsangsleder, som har været knyttet til mange grene af kristent arbejde og har sat sig sine tydelige spor i forskellige lovsangssammenhænge. Han har også skrevet adskillige lovsange og står bag flere CD-udgivelser. Han er desuden forfatter til flere bøger om lovsang.

Bogen her handler om “lovsang” i den brede betydning af “worship”, dvs. meget mere end sang er involveret i det, Redman skriver om. På bagsiden af bogomslaget skriver forlaget: “Matt Redman går lige til hjertet. Både når han skriver sange og i denne bog. Han skriver enkelt - men med stor integritet og dybde. Man mærker, at han er tændt af Jesus. Han er optaget af, at Jesus skal være centrum i vor tilbedelse - uanset om den kommer til udtryk i lovsang eller på andre måder”.

Der bringes også et citat af Mike Pilavachi: "Lovsang er om Gud, til Gud og for Gud". Det slår Worship fast med syvtommersøm. I en tid, hvor kirken står i fare for at gøre lovsangen til underholdning kommer denne bog som en nødvendig og profetisk tilrettevisning”. Man må sige, at dette sidste absolut lykkes for bogen.

Bogen handler meget lidt om lovsang og lovsange som sådan, men meget om det at være en tilbeder og være en tilbeder i al sin færden, al sin væren, al sin gerning.

“Worship” er et næsten uoversætteligt ord, som i sin kerne er forbundet med ordet for “værd, værdi, værdighed, værdsættelse”. Vi bringer Gud vor lovprisning, fordi han er det værd, fordi han er værdig til det; vor lovprisning udtrykker vor beundring for Ham, vor kærlighed til ham, vort ønske om at glæde Ham og være Ham til behag. Det gør vi som kristne på mange andre måder og på mange andre områder end ved at synge og lovprise, omend sang og lovprisning er en del af vor worship.

Skrevet i kærlighed til Gud
Bogen er skrevet i dyb kærlighed til Gud og i dyb beundring for Ham, ingen tvivl om det. Overskrifterne til bogens 9 korte kapitler taler for sig selv:

1. Den uudslukkelige tilbeder;
2. Den uegennyttige tilbeder;
3. Den uværdige tilbeder;
4. Den utilslørede tilbeder;
5. Den utrættelige tilbeder;
6. Den ubemærkede tilbeder;
7. Den udelte tilbeder;
8. Den umættelige tilbeder og
9. Den uendelige tilbeder.

Bogen har mange henvisninger til Skriften; Redman kender sin bibel godt; hans tro er sund, hans teologi er der ikke noget at udsætte på. Ikke alene lovsangsledere og andre i lovsangsgrupperne vil have glæde og gavn af at læse denne bog; det vil vi alle have. Kun en skam, at den er så dyr, men det er vel desværre uundgåeligt.

Jeg vil anbefale den på det varmeste, også selv om den har udfordret mig på flere fronter. På den personlige front har jeg måttet erkende, at uanset, hvor meget jeg er enig i de anførte betragtninger, har jeg haft svært ved at finde mig selv som en tilbeder i nogen af de betydninger, som bogen definerer. Det har i bedste fald været meget glimtvist, men bogen lægger ligesom op til, at tilbedere er vi det meste af vort liv og det meste af vor dag. Forfatteren fortier ikke egen ufuldkommenhed, uformåen og kommen til kort, men alligevel kan jeg ikke lade være med at spørge:”Er vi allerede i Himlen?”.

Jeg kan godt se, at det er godt og rigtigt, at vi har en længsel i os om at være sådanne tilbedere, og at vi kan bede om, at det må lykkes for os at være det, men oprigtigt talt, tror jeg, at det først er i Himlen, at vi for alvor bliver det.

Og det er en af mine konstante anker mod den moderne lovsangsbevægelse, at vi bevæger os ligesom for meget for Guds trone og lidt for lidt i livet her, iblandet dets synd, svigt, sorg, smerte, tvivl, spørgen, manglende fokus og manglende koncentration.

Det behov opfylder den klassiske og traditionelle salmesang langt bedre end moderne lovsang gør, og derfor henter jeg mere trøst, mere mod, mere tro, mere sand opbyggelse ved at synge med på de gamle salmer end ved moderne lovsang.

Men det er også rigtigt, at når vi er sammen til gudstjeneste, er vi sammen foran Guds trone; derfor har moderne lovsang også sin berettigelse, og derfor skal vi også åbne os for den og være lydhøre for den med tak og se med glæde på dem, som tjener os med at lede os i lovsang, især hvis de har den åndelige lødighed og tynge, som Redman har.

Tjener hans bog til at bygge bro og forståelse i kirken om noget, som også har splittet, så har den opfyldt et godt formål. Derfor være den varmt anbefalet til lovsangsfreaks såvel som til os, som er knapt så begejstrede. Det skal siges, at netop Redman giver os flere eksempler på, at han kender og værdsætter også den gamle salmeskat.

 

 
 

Forside

Bestil tidsskrift

Hvem er vi


Kontakt

Alle artikler

 


Copyright © 2004 Kristent Perspektiv  |  Forside  | Bestil Blad