Vejen ud

Af Louis Nielsen KP 01-01

Denne bog har, som man kunne vente, påkaldt sig stor opmærksomhed. Anmeldelserne har svinget fra lige ud fordømmelse til lovprisning. Det er ikke let at afgøre i hvilken vægtskål, man selv vil lægge sit lod.

Uden tvivl siges der ting i bogen, som farligt tangerer kætteri og frafald, men der er, hvad efterfølgende udtalelser af forfatteren også klart har givet udtryk for, ingen tvivl om, at forfatten Benny Alex er en oprigtig troende kristen.

Spørgsmålet, man kan stille både til forfatter og til forlag, er, hvorfor man har ment, at denne bog skulle udkomme. På mange måder er den for privat. Forfatteren har gennemgået svære psykiske og åndelige kriser og har været på nippet til at blive psykotisk, og det er et åbent spørgsmål, om hans oplevelser ikke er for personlige og private til, at der kan generaliseres ud fra dem, og om ikke afstanden til begivenhederne er for kort til at drage så vidtgående og systematiserede konklusioner, som Benny Alex gør.

Benny Alex stiller den enkelte af os og navnlig kirken over for mange hvasse og særdeles udfordrende spørgsmål, som godt kan få sjælen til at krympe sig i os. Det er ingen skade til, at vi rystes og udfordres, og hvis det er bogens ærinde, så er det fint nok; vi behøver jo ikke være så ømskindede. Men er man ikke en særdeles grundfæstet kristen, kan læsningen af denne bog ikke alene skabe anfægtelser, men også så tvivl om selve grundvolden. Det bekymrer ikke Alex stort, for for ham er tvivlen, det ukendte og ødemarken de virkelige parametre for, hvor langt man er kommet i sin omvendelse.

Hans respekt for kirken, teologien og læren kan ligge på et meget lille sted. Man fornemmer dog i hans bog, som vi indledningsvis slog det fast, at han kender Jesus, men det forekommer at være om ikke en anden Jesus, så dog en noget anderledes Jesus end ham, vi møder i apostlenes for-kyndelse. Og det er min væsentligste anke og det forstemmende ved bogen, at den ikke er tro mod apostlenes lære.

Det kan godt være, at “forsandtholdende tro” ikke er alt, hvad der er at sige om troen, men det er dog en væsentlig bestanddel i nytestamentlig tro. Troen er netop ikke privat; vi véd både hvem vi tror på, og hvad vi bekender om ham.

I det forhold er bogen tidstypisk, også ved, at vægten og værdierne lægges meget mere i det individuelt oplevede end i frelseshistorien, og netop her skiller Alex’ sig klart ud fra nytestamentlig kristendom. Selv har Alex, måske ube-vidst, det med sig i sin åndelige bagage også ude i ødemarken, for han har alligevel været en del af den kristne menighed i mange år af sit liv.
Men nye kristne, som for kort tid siden er kommet til tro, har det endnu ikke med sig, ikke mindst fordi kirken gene-relt ikke tager det så tungt med læren, og for dem kan læsningen af Alex’ bog kun skabe forvirring, kan måske endda lede til, at troen nedbrydes. Og det var jo ikke hensigten.

Minder om new age
Hvor apostolisk kristendom tager sit afsæt i evangeliet og bygger både kristent liv, vidnesbyrd og modenhed på det, ser det i hvert fald for denne anmelder ud som om, at evangeliet for Alex mere er en indfaldsport, man til at begynde med går ind igennem, men at der siden er mange flere porte, man skal igennem.

På den måde er der noget esoterisk (indadvendt; for de indviede) over Alex’ bog, som mere minder om new age og new age miljøet end overleveret kristendom. Måske har kirken forsømt og undertrykt disse behov og længsler, som i den postmoderne tidsalder igen er blevet en del af i hvert fald nogle menneskers søgen. Det kan vi godt indrømme og dermed medgive Alex, at han kan have en pointe.

Men apostlene var også op imod esoteriske kulter og sekter, hvor de ganskevist ikke gik af vejen for at bruge disses billeder og øvrige terminologi ved at relatere det til Kristus-begivenheden, men hvor de også samtidigt klart afviste substansen i disse kulter og den vej, de anviste til frelse.

Man savner i Alex’ bog denne apostoliske grebethed af Kristus og den klare overbevisning om i Kristus og hans kors at have “fylden”, dvs. alt, hvad der er tilstrækkeligt for liv og frelse nu og i al fremtid.

Alex lægger ikke op til, at vi alle skal have samme oplevelse som han, men han lægger op til, at vi skal lade kirken ligge og “komme ud i det åbne land” (jvf. bogens titel “Vejen ud”) og udvikle en alternativ bevidsthed. På den måde bliver der noget elitært over Alex’ kristendom, og det igen er etfremmedelement i forhold til evangelisk, apostolisk kristendom.

Bogen skaber debat
Alex bekender sig til Bibelen, men ikke sådan, at man føler sig overbevist om hans bibeltroskab. Bibeltroskab parodierer han som at have stænget og lukket for ny erkendelse. Det nye Testamente insisterer på, at Gud har talt sit definitive ord i Kristus.

Det betyder ikke, at der ikke er mange sandheder at bryde frem af Guds ord, også for os i vor tid, men det betyder, at hvad yderligere lys, vi end må få, vil det udgå fra Jesus Kristus og være overensstemmende med det, der allerede er i Det nye Testamente, som opfordrer os til at blive ved “Kristi lære” og advarer os mod at ville gå videre, som om “Kristi lære” ikke var definitiv.

Det er sandsynligvis ikke Alex’ ærinde eller intention at “gå videre”, men barehan havde sagt det utvetydigt, og ikke ved det, han skriver, flere steder drager det i tvivl.

Hans bog er derfor en bog med utvivlsomt gode intentioner, hvor der stilles en række spørgsmål, som trænger til at blive stillet eller rettes en kritik, som trænger til at blive rettet. Men desværre synes han at forfejle disse prisværdige mål ved sin påtagne uortodoksi. Derfor lægger man bogen fra sig i frustration, endda i dyb frustration. Så kan det være, at jeg ikke har kunnet læse den.

Andre ledende personer i kirken er varme fortalere for bogen, og måske de har ret. Jeg for min del kan dog ikke følge dem i deres lovprisning af bogen. Jeg mener ikke, den burde være skrevet, i hvert fald ikke været trykt, før den havde ligget en rum tid i skuffen.

Hvis den er tænkt som et debatoplæg, er sagen en anden, men denfremtræder ikke som sådan, om end den naturligvis skaber debat. Den debat synes dog allerede uddød, næsten inden den er kommet i gang. Men det er typisk for situationen i Danmark, hvor det er det at debattere, som er spændende mere end det, man debatterer.

Kan bogen så anbefales? Det kommer meget an på, hvem man har i tanke at anbefale den til. Garvede kristne tager ikke skade af at læse den, men må være indstillede på ikke bare at lade sig udfordre men også at irritere til raseri.

Mit eget eksemplar af bogen er fyldt med røde spørgsmålstegn ude i margenen, men også af og til af udråbstegn.

Så jeg vil ikke kalde bogen værdiløs eller anbefale, at man ikke læser den. Men den stiller langt flere spørgsmål, end den besvarer, og det er ikke lykkedes forfatteren at overbevise mig om, at jeg skal gå “Vejen ud” eller anbefale min kirke at gøre det.

Tværtimod er jeg mere overbevist end nogensinde om overleveringen og læren og om deres nødvendighed. På den måde har Alex’ bog tilført mig personligt noget værdifuldt.