| |
Spild ikke livet
Af Louis Nielsen KP
03-08
På omslagets bagside fremsætter forlaget denne advarsel: ”Dit liv bliver muligvis radikalt ændret, hvis du læser denne bog”. For en gangs skyld må jeg medgive, at de ikke har taget for store ord i deres mund.
Læsningen af bogen gør én både glad, eftertænksom og dybt foruroliget på en og samme tid. Sådan oplevede jeg det i hvert fald. Man oplever noget med at føle” bitter smerte i maven, men i munden en smag så sød som honning”.
John Piper – denne navnkundige og vidunderlige forkynder fra Bethlehem Baptist Church i Minneapolis i USA og forfatter til adskillige bøger - gennemgår i denne bog kristenlivet, som det burde tage sig ud og leves af os allesammen, men som vi sikkert allesammen også føler, at vi ikke gør. Piper viser os råt for usødet, at dermed spilder vi livet, og det er naturligvis stærkt foruroligende og rystende at blive konfronteret med.
Sådanne bøger kan blive for pietistiske, for fromme, sentimentale og ikke sjældent uvirkelige og urealistiske. Men det sker på intet tidspunkt for Piper, fordi hans tro er fast og solidt forankret i evangeliet, og fordi han ustandseligt øser af og præsenterer for os de uendelige rigdomme, som er vores i Kristus. Tragedien, går det op for os, er, at vi spilder livet, fordi vi ikke tager disse rigdomme til os og lever vort liv i dem.
Pipers bog handler om troen på Jesus, om glæden og fryden i Gud, om Guds herlighed, om Himlen og den kommende herlighed, men også om gudsfrygt, selvdisciplin, selvfornægtelse, om kærlighed til Gud og næsten, om overvindelse, om arbejde, om trængsler og lidelser, om tjeneste for andre, om mission og om at nå mennesker med Guds barmhjertighed i Kristus. Kun ved at leve for Gud og leve ud fra disse ledetråde og bevæggrunde lever vi livet og spilder det ikke. Alternativet- det eneste – er, at vi spilder livet.
Det er en ydmygende oplevelse at læse Pipers bog, det blev det i hvert fald for mig, og det står også klart, at ingen af os evner at leve dette liv uden Guds nåde, overbærenhed, barmhjertighed og hjælp. Men vi trænger alle til at opleve større afhængighed af Gud, ja vi trænger allesammen til virkelig at blive omvendt.
Pipers bog kalder os til sund eftertanke og reflektion over, hvor vi selv befinder os med vort liv. Den udfordrer os og udfordrer os næsten ud i det ubærlige, men samtidig bevarer den et vedvarende fokus på Guds herlighed i Jesus Kristus og forvisser os dermed om, at det at miste livet for Jesus Kristus ved at give det til ham, er alle anstrengelserne værd og mere end det. Vi mister jo allesammen før eller siden livet og kun ved at betro det til ham, vinder vi det.
En oversigt over bogens kapitler giver os en god fornemmelse af, hvad bogen indeholder og hvad den vil:
1. Et enkelt formål at leve livet efter
2. Kristi skønhed, min glæde
3. Stolt af Jesu kors
4. Ophøje Kristus i smerte og død
5. Risiko er godt
6. Medarbejdere på andres glæde
7. Kristus-liv i praksis
8. Ophøje Kristus i verdsligt arbejde
9. Mission og barmhjertighed
10. Min bøn.
Ikke mindst kapitel 9 er vigtigt at reflektere over som menighed. Bogen være hermed på det varmeste anbefalet. Den er mesterligt oversat til et godt og klart dansk af Carsten Riis Jensen.. |