Snit - essays om kunst

Af Carsten Thomsen- KP 01-00

Credo har udgivet en lille, værdifuld bog om den kristnes forhold til kunsten. Det er ikke en bog, der emmer af finkultur eller dvæler ved de gamle mestre, som Rembrandt, Bach eller Dostojevskij - den klassiske kunst glimrer ved sit fravær, hvilket undertiden godt kan undre, når der flere gange ville have været muligheder for at drage markante sammenligninger mellem tidligere tiders kunstneriske udfoldelse og så nutidens sekulariserede udtryk.

Til gengæld beskriver de enkelte skribenter deres personlige forhold til moderne kunst, inden for litteratur, film, billedkunst og musik. Det bliver derfor undertiden meget den enkelte forfatters smag, vi får et indblik i. Vi læser om kunstnere som Van Morrison, Bob Dylan, Woody Allen, Quentin Tarantino, Mads Brenøe og Oluf Høst, og hvordan de hver især forsøger at “beskrive” tilværelsens eksistentielle problemer med deres kunst.

Det jeg savner er nogle mere analyserende reflektioner over, hvor kunsten er på vej hen i dag. Hvordan den som formidler har udviklet sig på godt og ondt. Tendenser i tiden - ændringer i kultursynet - tidsåndens indflydelse på det, der skabes og kreeres.

Dette tages der heldigvis tilløb til i det første og sidste essay, som er skrevet af Knud Henning Hansen - de to står stærkest og giver os et større perspektiv at se og vurdere kunsten ud fra.

Kunsten og Skabelsen
Den første artikel, “Skabelsens Mysterium”, beskriver kunsten set i lyset af Gud som Skaber, og mennesket som skabt i hans billede. Et velskrevet essay, som lægger grunden, et fundament, hvorpå de andre mere specifikke essays kan bygge videre.

Her skriver Knud Henning Hansen:

“Mennesket er mere end noget andet den kreative skabning, og kreativiteten er netop en afglans af ham, der kreerer! Menneskets historie er da også langt på vej historien om det skabende menneske”.

Og videre:

“Kunst kan betragtes som kultur i sin mest sublime form, det ypperste resultat af den udrustning, der blev givet sammen med den kulturelle opgave (Bliv talrige og frugtbare og underlæg jer jorden)”. Den vidner om Skaberen og om menneskets adel! Det hører da også til de mest frydefulde øjeblikke at høre musik af de store mestre, betragte de bedste billeder eller fordybe sig i lyrik og prosa - for ikke at tale om oplevelsen ved selv at deltage i en kreativ skabelsesproces i kampen med et papir og en pensel”.

Som Knud Henning Hansen skriver, så har “kunsten ikke sit udgangspunkt på Akademiet, men i skabelsen!” Derfor kan han også senere skrive, at “hverken Guds skabervilje med mennesket, den kulturelle fordring eller den kreative udrustning bliver suspenderet eller sat ud af kraft ved syndefaldet.” “Men der kommer et brud, så den skabelsessymfoni, som lød i lys A-dur, nu klinger i dyster mol” (Helmut Thielicke).

“Mennesket vil nu bygge et Babelstårn, et løsrivelsesprojekt - et kulturhus, et symbol, der viser, at kreativiteten ikke fejler noget. Men det gør hjertet, og efter syndefaldet bruger vi skabergaverne for os selv - for at slippe af med Skaberen. Hvad mennesket herefter bygger og kreerer, er ikke uden videre til ære for Skaberen eller til gavn for medskabningen”.

Knud Henning får på en god måde udtrykt det dilemma, vi ofte føler, når vi konfronteres med kunst - især moderne kunst. Om det er en roman af Klaus Rifbjerg, en film af Lars von Trier eller en sang af Sanne Salomonsen. For kunsten kan “afsløre hemmeligheder, genspejle mennesket og menneskelivet på godt og ondt. Den er et spejlbillede af mennesket i syndefaldets verden. Vi kan se, høre og opleve den største skønhed, der kan frembringes af mennesker, men også det mest onde og hæslige”.

Fodnoter til Litteraturen
I bogens resterende “kapitler” kan vi læse om de forskellige skribenters oplevelse med hver deres område af kunsten.

Essyaet “Noter til Litteraturen” skrevet af Martin Falch Rasmussen falder lidt uden for sammenhængen og gør bogen til en noget ujævn læsning. Det er et minileksikon - opbygget af nogle smånoter og (for læseren) tilfældige kommentarer til litteraturens verden.

Tanken er, at Noten “indirekte” er hyldest til litteraturen - fordi litteraturen selv er en “flertydig, cirklende og en inciterende” måde at kommunikere på.

Men flere af noterne bliver - i hvert fald for undertegnede - så kryptiske og vagt formulerede, at jeg ikke rigtig kan følge hans tankegang. I øvrigt er der et flere sider langt essay, hvor han begynder på en fortolkning af Mosebøgerne:

“Man kan... og bør måske læse og forstå Bibelen ud fra de metoder og det sprog, som litteraturvidenskaben har udviklet.”

Resultatet af dette forsøg er ikke overbevisende -men det vil føre for langt at kommentere dette indgående - i øvrigt virker en eksegese over Mosebøg-erne ikke rigtig vedkommende i et essay om kunst.

Findes der en kristen holdning til litteraturen og måske til kunsten i det hele taget? Sådan spørger han i en note - et interessant spørgsmål vi aldrig rigtig får et tilfredsstillende svar på. Flertydigheden er der hele tiden på overfladen, når han beskriver tendenser og strømninger i litteraturen, og jeg er usikker på, om han selv bifalder den tidsånd han beskriver, eller han tager afstand.

Kunsten kan få en indirekte og undergravende indflydelse, hvis vi ikke er klar over den kløft, der består mellem os selv og moderne litteratur, som oftest helt afviser en kristen transcendent virkelighed. Hvis vi ikke vil sige noget entydigt om en kristen holdning til litteraturen, hvis vi ikke ønsker at tage kritisk stilling til litteraturen eller opgiver at sige noget absolut om sandheden og budskabet i det enkelte kunstværk.

Kun med denne kritiske bevidsthed til kunsten kan vi beskytte os imod kunstens skadelige påvirkning - og vi er samtidig i stand til at uddrage det gode og opbyggelige, som litteraturen og anden kunst - har at tilbyde os.

At lade sig berige af musik
Christian Munck Hansens essay om musik, “Hjerterytmer”, koncentrerer sig næsten udelukkende om rockmusik - på godt og ondt - og beskriver bl.a. musikere som Van Morrison, Marilyn Manson, Dire Straits, Bob Dylan og Radiohead. En udmærket gennemgang af nogle af de mærker - store og små - de har efterladt på rockscenen.

Det er på en måde befriende, at han ikke har berøringsangst over for nutidens rytmiske musik - at han prøver at drage de positive aspekter frem ved nogle enkelte musikeres ærlige søgen efter en dybere mening.

Jeg advarede lige før imod faren ved at være ukritisk og dermed udsætte sig for at blive for meget en del af tidsånden og den altdominerende popkultur. Men nogle evangelikale kristne er også gået over i den anden grøft og bevidst helt holdt op med at engagere sig i kunst og kultur. De ser på den som en unødvendig luksus eller med overdreven mistænksomhed - medmindre de kan reducere bogen, filmen eller sangen til en evangeliserende traktat.

Christian Munch Hansen runder sit essay af med en påmindelse om ikke at lade det forkyndende og opbyg-gelige være det enerådende musikalske kriterium for menneskelivet. Han skriver: “Jeg tror, det handler om at vove at åbne sig for de musikalske sansers berigelse i en verden, hvor kunsten hovedsageligt lever på verdslige præmisser. Og det handler om at vide, hvem man er, og hvor man står. En kristen kender sin skaber og sætter sin lid til Kristi værk som eksistensens holdepunkt. Men det udelukker ikke muligheden for at udvide horisonten, værdsætte og lade sig berige af musik, der ikke nødvendigvis har et klart sigte eller bekræfter ens egen livsopfattelse. “

Det hvide lærred
Manuel Vigilius’ essay, “Film i mine øjne”, er stort set en lang række af kommentarer over forskellige film, fra Titanic til Pulp Fiction. Selvom det er interessant at høre, hvordan en anden kristen vurderer disse film, forbliver det mere et lille personligt resumé af film, som har været oppe på det hvide lærred de seneste fem-ti år - Vi får ikke nærmere afdækket filmens mere subtile virkemidler eller sat filmmediet i større perspektiv til en kristen livsopfattelse.

To modstridende kunststyn
Jeg skal gerne indrømme, at billedkunsten er den kunstform, jeg mindst har dyrket. Men ved læsningen af Knud Henning Hansens essay, “For Syns Skyld”, fik jeg lyst til straks at besøge et kunstmuseum. Og en bog om kunst skulle gerne også inspirere læseren til at udvide horisonten - til se værdien og glæden ved flere kunstneriske udtryk. Hans beskrivelser af Oluf Høsts malerier er på en gang poetisk og malende.

Hovedparten af essayet består dog i en analysering af den moderne installationskunst, men samtidig får han sat billedkunsten i perspektiv og forklarer noget essentielt om to modstridende kunstsyn:

1) Det kultursyn, der bevidst bygger videre på det givne i bevidsthed om, at vi står i gæld til dem, der var før os.
2) Det kunstsyn, som bevidst bryder med det, der var.

Det sidste kalder han anti-kultur, fordi man ikke mener at stå i kontinuerlig afhængighed af dem, der var før. Med et nihilistisk grundsyn bliver kunstneren sin egen ø og spørgsmålet bliver, om en kunstner med det udgangspunkt overhovedet er i stand til at formidle noget meningsfyldt. Men selv kunst på disse præmisser er tidsåndens spejl og afslører splittelsen, tomheden og meningsløsheden.

Kunsten at se
Lad mig afslutte med et citat fra det sidste essay af Knud Henning Larsen, som beskriver hensigten med kunsten:

“I videre forstand er kunsten givet os for at se! Også ved læsning af skønlitteratur kan velkendte psykologiske og eksistentielle elementer med ét komme til at stå tindrende klare. Kunsten kan ramme en med glæde, fryd, storhed, smerte, vrede, og velkendte menneskelige adfærdsmønstre får nye betydningsnuancer og bliver taget op til revision. Kunsten vil altid spørge: Ser du, fatter du lidt af tingenes tilstand og sammenhæng? Kunsten får dig til at se de ting, der slet ikke skulle være der, og den får dig til at se det, som civilisationen har gjort dig blind for!”.

Snit
Knud Henning Hansen
Manuel Vigilius
Christian Munch-Hansen
Martin Falch Rasmussen
Credo Forlag, 1999
121 sider