Godmorgen Rwanda -
er I begyndt at arbejde?

Af Carsten Thomsen - KP 03-05

Baggrund for bogen: Fra Gads Historieleksikon:
Siden selvstændigheden i 1962 har Rwandas udvikling været præget af modsætninger mellem de to grupper, hutuer (ca. 85 procent af befolkningen) og tutsier (15 procent). Skellet mellem de to grupper er ikke primært etnisk, men mere socialt. Hutuerne var jorddyrkere, mens tutsier var kvægavlere.

Det var de europæiske koloniherrer, der “opfandt” den etniske modsætning mellem de to grupper, idet man betragtede bønderne som laverestående, mens tutsierne blev anset for højerestående. Under det europæiske herredømme blev hutuerne udsat for grov diskrimination af tutsi-eliten.

I forbindelse med overgangen til selvstændighed blev tutsi-monarkiet afskaffet efter en folkeafstemning. I stedet blev Rwanda domineret af hutuer, der nu diskriminerede over for tutsi-mindretallet, som flygtede i stort tal. Hutu-styret kom fra 1990 under voksende pres fra den tutsi-dominerede oprørsgruppe RPF, som fra baser i Uganda indledte en guerillakrig mod regeringen. Der blev i 1993 indgået en våbenhvile, hvori indgik planer om en bred samlingsregering.

Planen førte til, at hutu-ekstremister planlagde et folkedrab på tutsierne, hvilket blev ført ud i livet efter at hutu-præsidenten Habyarianma i april 1994 blev dræbt ved et flystyrt. I de følgende måneder blev op mod én million tutsier og moderate hutuer myrdet. RPF kæmpede videre i Rwanda og overtog i juli 1994 regeringsmagten. Ca. to millioner hutuer - herunder mange, der havde spillet en ledende rolle i forbindelse med myrderierne - flygtede til Congo.

Da vesten lukkede øjnene for folkemordet

Under læsningen af journalisten Øjvind Kyrøs bog om folkemordet i Rwanda ryster man vantro på hovedet gang på gang.

Hvordan kunne det ske? Hvorfor dette enorme had, som fik regeringssoldater, ekstremister, kriminelle bander og helt almindelige mennesker til at slagte naboer, venner og endda familiemedlemmer med macheter, spyd og køller? Hvorfor disse samvittighedsløse diktatorer? Hvorfor kikkede stormagterne den anden vej, mens de var helt klar over, hvad der skete i det fattige afrikanske land? Hvorfor reagerede FN ikke? Og hvorfor nåede folkedrabet ikke tidligere frem på avisernes forsider og i toppen af tv-nyhederne?

Svaret ligger lige for: Ingen interesserer sig for Afrika.

Der findes ingen olie. Ingen penge. Ingen stemmer på valgdagen i de vestlige lande - jo, måske kun lige at tabe. Des-uden kom folkedrabet lige efter USA’s mislykkede mission i Somalia, hvor 18 amerikanske soldater blev dræbt, og tv-seere i USA så et lig blive slæbt gennem Mogadishus gader.
Præsident Clinton trak tropperne ud og besluttede aldrig at intervenere i Afrika mere. Det blev en skæbnesvanger beslutning, som Clinton senere i sine erindringer fortrød.

Øjvind Kyrø siger det præcist i et interview om Rwanda:

- Afrika er ikke på dagsordenen i Vesten i dag. Der er ingen penge i Afrika sammenlignet med Asien. Der er ikke noget opsving på vej. De danske medier praktiserer en form for redaktionel racisme. Hvis der står noget i aviserne om Afrika, er det som regel på rejsesiderne. Man ønsker ikke at have faste korrespondenter dernede. Vi har ikke kendt Afrika særlig længe sammenlignet med eksempelvis Sydamerika. Vi forstår ikke rigtigt, hvad der foregår. Vidensniveauet er ringe, og mennesker lægger instinktivt afstand til det, de ikke forstår, siger han.

Vidne til massedrab
Som en af de få vestlige journalister var han i landet, da folkedrabet foregik. Udover sine egne oplevelser, så følger vi i det meste af bogen den canadiske general Romeo Dallaire, som leder FN-missionen i Rwanda. Han bliver konfliktens helt, hvis man kan tale om det. Hans indædte kamp for at få styrket FN-mandatet i Rwanda, hans korrespondance med FN-toppen, hans møder med de afrikanske ledere er levende beskrevet.

Hans ihærdige indsats bar ikke megen frugt. I stedet for at forøge antallet af FN-soldater, blev de beordret ud af landet, da USA, Frankrig og Storbritannien ikke mente, at det var nødvendigt at blive. Og det på trods af, at de tre lande via satellit-overvågning vidste, hvad der var i gang.
Halv million kunne reddes

Det mest tragiske ved den omfatttende massakre er, at den med meget få midler kunnet være blevet inddæmmet og stærkt begrænset. En rapport fra den amerikanske hær og Georgetown Universitetet konkluderede flere år efter, at flere hundredetusinder liv var blevet reddet, hvis der i Rwanda havde stået en robust FN-kampstyrke på blot 5.000 mand med behørig luftstøtte, logistik og kommunikationsudstyr. En halv million mennesker havde været i live i dag, hvis en sådan styrke havde grebet ind mellem den 7. og 21. april, for på dette tidspunkt havde myrderierne ikke grebet om sig i det sydlige Rwanda.

Øjvind Kyrø beskriver, hvordan folkemordet var nøje planlagt. Forsyninger fra Kina med tusindvis af macheter og tungere våben fra Egypten (krigsmateriellet blev finansieret af den udenlandske bistand), opbygningen af Interahamve, en slags Hitler-jugend på steroider, et effektivt efterretningsvæsen, der kunne udpege tutsierne og de moderate hutuer og en særdeles effektiv propaganda-maskine i statsradioen, der opfordrede folk til at gå i gang med at “arbejde” og “fælde de høje træer” - dvs. dræbe tutsier.

Sandelig er Rwanda endnu et trist eksempel på, at den rå magt stadig triumferer. De moderate politikere, som fandtes i den politiske proces i Rwanda, blev holdt uden for indflydelse, og var de første, som fik kappet hovederne af, da myrderierne gik igang.

Der var nok af faresignaler, og Dallaire rapporterede i et væk til FN om Hutu-magthavernes overtrædelse af fredsaftalen mellem de stridende parter. Alligevel fik han gang på gang kun halvhjertede løfter ud af det, og et Sikkerhedsråd, der ikke ville løfte en finger.

Da RPF-rebellerne endelig får overløbet landet og indtager Kigali, så flygter flere hundrede tusinder af hutuer i frygt for gengældelser - heriblandt tusinder af folkemordere. Det internationale samfund har langt om længe fået ordene folkemord i deres mund og millioner af dollars bliver postet i flygtningelejre og FN-soldater for at beskytte flygtningene. Som Kyrø tørt konstaterer: Folkemorderne nød verdens medynk.

Kyrø kritiserer også i bogen nødhjælpsorganisationerne for at være for bureaukratiske og for skeptiske over for de rapporter om massakrer, som kom fra Rwanda.

Den lidende afrikanske kirke
Paradoksalt nok er Rwanda et af de afrikanske lande, hvor kristen mission har haft størst fremgang. Omkring 80 procent regner sig for kristne - hvoraf lige under halvdelen er katolikker. Mange steder blev kirkerne benyttet som henrettelsessteder og macheterne ført af kirkegængere, hvilket er rystende at tænke på. Stærkt står den katolske kvinde Rose Burizihizas øjenvidne-beretning om folkemordet. Hun var vidne til utallige drab og voldtægter og blev også selv voldtaget.

Hun fortæller blandt andet om, hvordan det er nu at bo side om side med de hutuer, som før begik drab på hendes familie og venner. En grotesk situation, da hun ikke engang tør vidne imod dem af frygt for, hvad de vil gøre ved hende og hendes børn. Hun kom sammen med dem til gudstjeneste og ingen af dem bad hende om tilgivelse for det, de havde gjort imod hende.

Syndserkendelse og tilgivelse er uomgængelig for at forsoning kan finde sted, og bogen giver ikke meget håb for, at den er i nærheden af Rwanda.
Rwanda blev et nyt “killing fields” som i Cambodia, og desværre fortsætter vesten med at lukke vinduet i den globale landsby for drab uden for vores dør.

Ser man på Darfur-regionen i Sudan er det endnu et eksempel på etniske udrensninger, der er foregået alt for længe uden international indgriben, på dårligt udrustede fredsstyrker, som har svært ved overvåge en skrøbelig våbenhvile, på nødhjælp, som alt for sent er kommet frem.

Verden har lært ganske lidt af Rwanda. Kristne i Vesten bør lære mere og interessere sig mere for Afrika. Den afrikanske kirkes nyere historie er en fortælling om masseomvendelser, tegn og undere, dårlig teologi, uudannede præster og frafald, om ubeskrivelig nød og lidelser og i Rwandas tilfælde om folkemord i Guds navn.

Vi må bede og støtte den afrikanske kirke, som vokser voldsomt i disse år. Vi må huske på de mange kristne martyrer, som dør for deres tro i Afrika. Og vi må arbejde for retfærdighed i Afrika - både når det gælder aids, tredje-verdens gæld, hungersnød og etniske udrensninger.

Jesu ord: “Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig”, gælder også for Rwanda..